”… Så hvis det er noget du kunne tænke dig, så skal du bare og Laura bare skrive under her” smilede David og pegede på en stiplet linje i bunden af papiret! Det papir! Kontrakten! Chrizza kiggede først på op på Laura, som sad med det der ’’det-er-helt-op-til-dig”-blikket, derefter David og til sidst rundt på Bill, Tom, Gustav og Georg, som alle sad og stirrede på hende med store smil på læberne. Chrizza skrev hurtigt under og der blev klappet af hende. ”Velkommen, Chrizza” smilede David og rejste sig op fra stolen.
”Mange tak” grinede Chrizza og lagde hovedet på skrå. ”Men… hvornår begynder arbejdet så?” spurgte hun og kiggede ned på kontrakten foran hende. Den var smuk! Nu var hun tvunget til at være sammen med David og hans drenge i 4 år. Sommeren 2010!
David var ved at få sin kaffe galt i halsen. ”Det må jeg nok sige, Chrizza”
”Jeg har gjort noget forkert?” spurgte hun bekymret og knyttede næverne tæt sammen i ren nervøsitet.
”Nej nej, bare rolig. Jeg kan godt lide, at du er klar til at arbejde så hurtigt… Det er meget nyt for os alle sammen dette her med hjælpere omkring os og i studiet. Men vi kan starte, hvornår det skal være. Måske skulle vi bare lige lære hinanden lidt bedre at kende først, ikke…”
”Bill kender hende allerede bedre end os alle sammen til sammen” spøgede Tom og kiggede hurtigt væk, da han kunne mærke Bill kiggede strengt på ham og hans øjne slog lyn. ”Undskyld, men det sgu da rigtig, Bill” grinede Tom og trak på skuldrene.
”Skal vi tage den gode gamle spørgsmålsrunde?” spurgte David og kiggede hen på Georg, som sad og nikkede ivrigt efter at stille det første spørgsmål. ”Er det ok med dig, Chrizza?” spurgte han og kiggede smilende hen på hende.
”Ja, selvfølgelig” smilede hun og gjorde hendes læber våde med spidsen af tungen.
”Undskyld, jeg afbryder, men jeg bliver desværre nødt til at tage videre nu” sagde Laura beklagende og rejste sig lydløst op.
”Jamen, hvad så med mig?” spurgte Chrizza bekymret.
”Jeg kan godt køre dig hjem” smilede David og rejste sig op, for at sige farvel til Laura. ”Tak for i dag, og vi ses snart igen. Vi tales ved” Laura gik og døren blev lukket igen. Chrizza var nu den eneste pige – og omringet af 5 hanner. ”Georg, det første spørgsmål…”
”Ok… Hvordan udtaler man dit rigtige navn?”
Chrizza sukkede smilende og foldede hænderne sammen. ”Jo, altså… Jeg hedder Stine. Endnu engang har jeg lige fået bekræftet, at det er svært at udtale, igen!” grinede hun. ”Det er bare et typisk dansk navn… Stine”. Hun vrængede på næsen og skar ansigt.
Drengene prøvede at sige det, men det lykkedes ikke særlig godt. ”Hvordan kan man hedde det?” spurgte Tom og undrede sig over, hvordan Chrizza overhovedet selv kunne sige de der lyde, som åbenbart skulle være hendes rigtige navn. Hun trak bare på skuldrene og ventede på det næste spørgsmål. ”Ej, undskyld… Men jeg kan altså heller ikke sige det, som du gør det” grinede Tom og gav til sidst op.
”Næste…” kommanderede David.
”Hvorfor vil du ikke være kendt i dit hjemland?” spurgte Gustav.
Hun tænkte lidt over spørgsmålet og begyndte så: ”Jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan være mig selv. Og hvor jeg kan gå på gaden uden at være i alles søgelys. Jeg vil gerne gå i almindelig skole og have almindelige venner.” Hun kiggede på Bill og smilede skævt. ”Venner som er venner med mig på grund af den person, som jeg virkelig er og ikke den person, som jeg skal forestille at være…” Hendes stemme døde ud. Drengene var målløse. Og stilheden tog over i et øjeblik. ”Mere?” spurgte Chrizza stille, da stilheden blev lidt for pinlig.
”Hvor kommer navnet Chrizza så fra?” spurgte Bill og kiggede hen på Chrizza.
”Jeg var engang på ferie i udlandet sammen med min familie. Det er mange år siden… Der mødte jeg to drenge, som jeg blev gode venner med. De var tilfældigvis tyske, så jeg kunne ikke rigtig snakke ordentligt med dem. Kun få ord. Og de kunne heller ikke sige Stine, så ham den ene dreng, kaldte mig for Chrizza. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvorfor lige Chrizza, men så holdt det bare ved” forklarede hun og nikkede.
”Det er din tur, Tom” sagde David og kiggede over på ham.
”Øhhh” mumlede Tom og kiggede rundt på de forskellige personer omkring ham. ”Fisk…”
”Jeg kan ikke lide fisk” grinede Chrizza til Tom og vrængede på næsen.
”Jeg kan altså ikke finde på gode spørgsmål bare sådan på kommando, David” beklagede Tom sig og lagde armene over kors.
”Bare spørg om et eller andet… Er der slet ikke noget du gerne vil vide om hende, Tom?” spurgte Gustav og kiggede undrende på Tom.
”Jeg svarer på alt” smilede Chrizza og nikkede. ”Hvis jeg kan…”
Tom kiggede forstående på Chrizza og fik et smil på læben. ”Fint nok. Hvis du svarer på alting, så vil jeg gerne vide dette:” Chrizza krøb længere ned i stolen og blev en smule nervøs. ”Er du jomfru?” spurgte han og løftede det ene øjenbryn.
”TOM!” udbrød Bill og kiggede bestemt på hans bror.
”Hvaaad? Bare fordi du måske godt ved det, så ved jeg det altid ikke, ok… Det interesserer mig faktisk ret meget”
”Det’ ok” smilede Chrizza og kløede sig diskret i håret. ”Ja, jeg er jomfru” grinede hun til Tom og han fik store øjne. ”Du må ikke kigge på mig på den måde. Du skræmmer mig, Tom” grinede hun og holdt hænderne foran ansigtet.
”Utroligt” mumlede Tom til sig selv og nikkede sagte med hovedet.
”Næste spørgsmål… Hvis der er flere” sagde David og kiggede rundt på drengene.
”Jeg har et nu” smilede Tom og rakte hånden op i vejret. Chrizza vendte sig om mod ham og smilede. ”Hvorfor står der inde på google, at du er svensker?” grinede han og smilede stort.
”Jeg er født i Sverige… Men da jeg var omkring 5 uger gammel flyttede mine forældre til Danmark, men jeg foretrækker at blive kaldt svensker” smilede hun og nikkede afsluttende.
”Kan du så snakke svensk” spurgte Georg og fik store øjne. Chrizza nikkede og løftede det ene øjenbryn.
”Jeg går ikke ud fra, der er mere nu… Så kan I ikke vise Chrizza rundt i huset, mens jeg får kontakten gennemført, hvis ikke Toms dumme spørgsmål har skræmt dig alt for meget til at blive en del af vores team”.
”Nej, nej… selvfølgelig ikke” smilede hun og rystede sagte på hovedet.
”Godt så…” lo David og viftede drengene og Chrizza ud af rummet…
De kom ud på gangen og drengene begyndte at vise rundt i huset.
”… Og det er så herinde alle vores instrumenter står” smilede Bill og åbnede døren. ”Smukt, ikke?” grinede han og rystede på hovedet.
”Må jeg ikke høre jer spille noget?” spurgte Chrizza og foldede tiggende hænderne.
”Jo” mumlede Tom, ”det kan vi vel godt” han kiggede hen på de tre andre, ”ikke?”
”Jo, selvfølgelig” lo Gustav og satte sig hen til sine trommer.
”Hvad skal vi spille så?” spurgte Georg Chrizza.
”Øøøh…” Chrizza kiggede fortabt på Bill og rynkede panden. ”Det ved jeg ikke?” grinede hun og satte sig på en stol.
”Kender du ’Der letzte Tag’, Chrizza?” spurgte Tom.
“Den er den oppe på huset med alle de der fans nedenunder, ikke?“ spurgte hun genert og trak på skuldrene. Drengene begyndte at grine af hende, og Tom spille enkelte linjer af den. ”Nå, ja! Den kender jeg godt… sådan nogenlunde” indrømmede hun og nikkede sagte på hovedet.
Bill begyndte at rode i en tyk mappe. ”Her” smilede Bill og rakte et papir ud til hende. ”Så kan du følge med i teksten”.
”Tak” smilede hun og kiggede interesseret på papiret.
”Klar?” spurgte Bill og tog en dyb indånding. Drengene nikkede og satte sig til rette på deres stole. ”Ok” mumlede han og nikkede lidt med hovedet.
”1… 2… 3...” udbrød Gustav og begyndte at tromme. Georg og Tom begyndte at spille og Bill sad og holdt rytmen ved at stampe på stangen mellem stolens to ben.
Lige før Bill begyndte at synge, kiggede han over på Chrizza og smilede til hende. Og så begyndte han at synge. Det lød godt også selvom det var total uforberedt.
Pludselig midt i andet vers gik Bill stille og roligt og syngende over og satte en stol ved siden af hans egen. Chrizza lagde ikke mærke til det, før hun hørte stolen ramme gulvet. Hun kiggede på Bill, som sad og klappede på stolen som tegn på, at hun skulle komme og sætte sig ved siden af ham. Han sang stadig som han hele tiden havde gjort.
”Syng med” hviskede han lige inden omkvædet startede. Chrizza kiggede skræmt på ham og kiggede derefter undrende ned på papiret.
”Wenn dieser Tag der letzte ist
Bitte sag es mir noch nicht
Wenn das das Ende für uns ist
Sag's nich'- Noch nicht'”
Chrizza og Bill sang sangen færdig sammen, og Chrizza sukkede lettet, da sangen var færdig.
”Det var da ikke så slemt” drillede Tom og blinkede til Chrizza.
”Tom, det var jo slet ikke slemt. Det var jo bare lige i skabet” grinede Bill og nikkede tilfredst.
”Hvad betyder det?” spurgte Chrizza genert og sank lidt ned i stolen.
”At det ikke var til at holde ud” grinede Georg. Chrizza kiggede ned i gulvet og skar ansigt.
”Ej, bare rolig, Chrizza” grinede Tom. ”Det betyder bare…”
”At det ikke kunne være bedre…” afbrød Bill.
Drengene begyndte at grine af Chrizza. Hun lagde armene over kors og sagde: ”Hallo, jeg er altså vildt dårlig til tysk. Lær at leve med det” grinede hun og drengene begyndte at grine endnu mere – ikke af hende, men – med hende.
”Du klarer det da helt fint” sagde David, der pludselig var listet ind af døren bag dem. Det gav et sæt i dem alle. ”Bare rolig, det var jo bare mig”, grinede han og gik hen og stillede sig ved siden af Chrizza.
”Hej David” smilede Chrizza. ”De driller mig” sukkede hun grinende og rynkede panden.
Han kiggede bestemt på drengene, en efter en. Men så løsnede hans stramme ansigtsudtryk sig. ”Vi har jo kun den sjov, vi selv laver, Chrizza” grinede han og klappede hende på skulderen. De grinede alle sammen over Davids kommentar.
”Nå ja, ok så” smilede Chrizza og trak opgivende på skuldrene.
”Ej, men jeg kom faktisk bare lige forbi, fordi jeg ville spørge, om du kunne tænke dig at spise med?”
”Hvad!? Hvad er klokken?” udbrød Gustav.
”Kvart over seks” mumlede David.
”Har du glemt at ringe t…” drillede Georg, men Gustav afbrød
”STOP!” sagde han surt og lagde sine trommestikker.
Tom begyndte at grine lidt for sig selv. ”Hun var sgu alligevel en sjov tøs” grinede han og rystede sagte på hovedet.
”Tom, også dig! Stop det!” stønnede Gustav.
”I er da ikke særlig gode til at høre efter…” smilede Chrizza og kiggede på Georg. Han rystede på hovedet og aede sin bas. ”Men jo tak, jeg vil gerne spise med. Hvis jeg må” smilede hun of kiggede op på David.
”Selvfølgelig. Hvad skal jeg bestille i dag?”
”PIZZA!” råbte Tom og rakte armene op i luften. Og de andre nikkede ivrigt.
”Jamen, det fik I jo…” Bill afbrød ham:
”Man kan altid spise pizza, David! Vi kan altid spise pizza…”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar