I mellemtiden havde Tom og Andreas fundet vejen ud til parkeringspladsen og sad nu med hver deres smøg ude på trappestenene foran hospitalets indgang. Vejret var ikke det bedste, men hvad kunne man forvente på årets sidste efterårsdag, før vinteren tog over?
”Jeg er svag” sagde Tom pludseligt og bukkede sammen i skuldrene. Andreas satte sig ned ved siden af ham og sagde ingenting. Han vidste, at nu var nok et af de tidspunkter, hvor han bare skulle høre efter, hvad Tom havde at sige, uden selv at sige noget som helst… kun hvis han selvfølgelig blev spurgt. ”Jeg bliver ved med at sige til Bill, det det hele skal nok blive godt igen, at det hele nok skal gå perfekt derinde, smertefrit… men nu sidder jeg her og tvivler på det selv”, Tom rokkede lidt med hovedet og rynkede på panden, ”Jeg kan ikke vide mig sikker på noget som helst. Jeg prøver og prøver at være positiv overfor ham, men så snart jeg ser, hvor meget det hele her betyder for ham, falder det hele bare sammen indeni mig”. Han tog et hiv af smøgen og fortsatte: ”Jeg ved selv, hvor meget det her ville betyde, hvis det gik galt. Jeg kan se hvor meget, de holder af hinanden”, han kiggede op på Andreas, ”og det er forkert” sagde han lavt og kiggede væk igen.
”Forkert?”
”Forkert på min egoistiske måde, Andreas. Jeg vil se Bill være glad, og det er han sammen med hende. Men at se dem sammen kan til tider også gøre mig enormt ked af det” sukkede han og tog endnu et hiv. ”Jeg ved, hun aldrig vil komme imellem Bill og jeg, men alligevel frygter jeg bare det værste… en dag… du ved, der sker sgu nok et eller andet en dag”.
”Tom, du kan være ærlig med mig” og lagde hånden kort på hans knæ. ”Er du…”
Tom afbrød og rynkede lidt på panden. ”Ja! Jeg er jaloux. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at lede Bill lidt derhen ad uden at sige det ligeud. Jeg vil ikke såre ham på den måde”. Pause. ”Jeg er vild med hans pige” sukkede han og smed sin smøg væk.
”Hvad så?”
”Jeg må bare bide det i mig, være glade for dem og bare lade som ingenting”. Tom rejste sig op fra trappestenen og kiggede ud over parkeringspladsen. ”Jeg må snakke med Bill om det senere, når alt det her er overstået” smilede Tom skævt og kiggede ned på Andreas, der også med sin smøg væk.
”Jeg er der for dig, hvis det er, Tom” smilede Andreas og nikkede bestemt.
”Tak” klukkede han og gav ham et hurtigt klem. ”Nå”, sukkede Tom og så på klokken på sin mobil, ”Den er halv nu”.
”Så er det jo tid” sagde Andreas lavt og sukkede dybt.
Han nikkede og hans smil forsvandt, ”skal vi smutte ind til dem igen?”
”Kan du?” spurgte han bekymret og kiggede på ham med bedrøvede øjne. Tom tøvede og nikkede bare diskret med hovedet. Det var bestemt ikke dét, han havde allermest lyst til nu, men han gjorde det for sin brors skyld, for sin egen… og ikke mindst for Chrizzas skyld. Han ville ikke risikere noget, hvis operationen skulle gå galt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar