Kapitel 242

Det var blevet mandag morgen. Klokken var kun 05.15, da vækkeuret vækkede Tom og Chrizza inde på værelset. Det havde været en lang nat, men derudover havde de sovet stort set hele natten uden at blive forstyrret. Chrizza følte sig bedre, end hun havde gjort de sidste par dage, hvilket var et godt tegn, eftersom hun selv var begyndt at virke tvivlende omkring operationen, selvom hun ikke ville indrømme det for de andre, når de spurgte ind til det.

Tom lod sine hænder glide igennem hendes hår, mens hun langsomt begyndte at vågne helt op. ”Du kan godt sove lidt længere, hvis du vil, skat”, sagde han blidt mod hendes kindben og kyssede hendes kind forsigtigt.

”Nej”, hviskede hun hæst, mens hun pressede øjnene hårdt sammen.

”Shh…”, bad han. ”Du må spare på stemmen i dag, skat. Den lyder ikke for godt”. Hun så ham i øjnene og så helt fortabt ud. Han vidste udmærket godt, hvad hun tænkte, og hvad hun ville sige, hvis han ikke lige havde bedt hende om at tie stille. ”Du skal nok klare den, skat”, sagde han, mens han så hende direkte i øjnene. Men han kunne stadig se fortvivlelsen i hendes øjne. ”Skat, du må ikke miste håbet nu. Please, lad være”, bad han og blev helt ked af det. ”Jeg vil ikke miste dig… og jeg ved, at du nok skal klare den”.

”Jeg elsker dig”, hviskede hun.

”Jeg elsker dig”, smilede han halvt tilbage og kyssede hende blidt på læberne. Han rykkede sig ikke ud af stedet, men blev bare ved med at ligge og kigge på hende. Han var så tæt på at miste hende, og i dag var endnu en af de dage, hvor han ville kunne komme til at føle, hvor meget han ville miste, hvis hun gav op. ”Jeg elsker dig så utrolig højt, Chrizza”, hviskede han og kyssede hendes pande, hvorefter han rejste sig fra sengen.

”Hvad skal du?”, spurgte hun og så langt efter ham, som han gik hen mod gardinet. Han trak det lidt fra, så han kunne se ud. Det var stadig utrolig mørkt uden for, og han trak det derfor på plads igen.

”Jeg skal op og i gang”, svarede han, som han kom gående mod hende igen. ”Vil du blive liggende lidt? Jeg kan komme ind til dig, når jeg har været i bad”. Han satte sig på knæ i sengen og så ned på hende. Hun trak underlæben ud og så bedende på ham med et glimt i sine små, svage øjne. ”Jeg kunne også lægge mig ned hos dig og slå tiden ihjel i et lille stykke tid”.

Hun smilede. ”Jaaaa”, jublede hun lavt og hostede.

Han så bestemt på hende. ”Jeg gør det kun, hvis du lover at holde din mund lukket. Du bliver nødt til at spare på stemmen, skat”. Hun rokkede roligt med hovedet, og Tom lagde sig halvt op af sengegæret. ”Kom her”, sagde han blidt, hvorefter han hjalp hende op til sig, så hun sad lænet op af hans bryst med hans ben omkring sig. ”Sidder du fint nok?”, og hun nikkede. ”Bill bør også være ved at stå op nu”, mumlede han, da han hørte, at der var noget, der rumsterede på gangen.

Det bankede forsigtigt på døren, og Bill stak hovedet ind. ”Godmorgen”, sagde han lavt.

Chrizza vinkede forsigtigt til ham. ”Godmorgen Bill”, klukkede Tom.

”Har I sovet godt i nat?”, spurgte han og stod stadig kun med hovedet inden for døren.

”Jo tak, hvad med dig?”. Han nikkede og smilede til Chrizza. ”Hun må ikke sige noget… det er en deal, vi har indgået”, sagde han hurtigt og fik igen øjenkontakt med Bill, der bare rokkede med hovedet. ”Hvad tid er det, David kommer og henter os?”.

”6.30”, mumlede han og gabte helt automatisk ved tanken om, hvor tidligt det var.

Tom nikkede. ”Ok…”, han rettede hovedet mod Chrizza. ”Så kan jeg altså kun sidde her med dig i 20 minutter, skat. Jeg skal også nå i bad, inden vi skal af sted”. Hun rokkede med hovedet og mærkede, hvordan Tom begyndte at nusse hendes lår under dynen. ”Men vi har jo også i morgen… og i overmorgen”, hviskede han mod hendes øre.

”Banke, banke på”, klukkede Bill muntert, som han åbnede døren ind til Toms værelse. Han havde været i bad og var nu færdig til at tage af sted. Tom var gået i bad efter ham, og hun var blevet efterladt i sengen. Hun så hen mod ham, som han kom gående imod ham. ”Skal jeg hjælpe dig med at tage tøj på, eller kan du selv gøre det?”

”Vil du hjælpe mig?”.

”Selvfølgelig”, smilede han og rakte sine hænder ned til hende i sengen. Hun så ham i øjnene og smilede sødt. ”Kom… op med dig”, klukkede han og hjalp hende lige så stille op af sengen. Hun støttede sig til ham og lagde sine arme omkring hans ryg. Bill lod sin hage hvile mod hendes hoved, og han lukkede øjnene. ”Hvordan har du det i dag, skat?”, spurgte han lavt, mens han gave hende et forsigtigt klem i sine arme.

”Jeg er bange”, pep hun og så ham i øjnene.

”Du skal ikke være bange, skat”, bed han og lagde sin ene hånd mod hendes kind. ”Du har ikke noget at være bange for”.

”Hvad hvis jeg ikke vågner op igen…”.

Han rystede sagte på hovedet. ”Du skal nok klare det”. Han sendte hende et lille smil. ”Du må ikke give op, lov mig det”. Hun nikkede roligt. ”Tom og jeg er hos dig, når du vågner op igen”.

”Du er hos mig, når jeg vågner, ikke?”.

Han rynkede på panden. ”Jo… og Tom”, men hun rystede på hovedet. ”Hvad mener du, Chrizza?”.

”Du skal være hos mig, når jeg vågner op, Bill. Ligesom det plejer at være. Dig”, hviskede hun, mens hun så ham direkte i øjnene. ”Vil du ikke nok være sød at være hos mig, når jeg vågner op igen?”, hun sank en klump.

Han nikkede. ”Selvfølgelig”.

Bill: Hej Andreas. Tak, fordi du hjalp til i går – jeg ved, Chrizza havde det godt sammen med dig. Jeg tænkte, du lige ville have en lille update om, hvad der foregår :-) Vi er på hospitalet nu, og har været her i et godt stykke tid… Chrizza er lige blevet lagt i narkose, og Tom sidder inde  hos hende. Det er stadig for tidligt at sige, hvad der vil komme til at ske, men hun er stadig meget bange. Jeg har aldrig set hende så tvivlende og utryg før. Men lad os bare håbe på, at det hele nok skal gå godt.

Klokken var næsten 10, og operationen havde været i gang i godt 15 minutter. Tom havde fået lov til at sidde inde hos hende, indtil hun var faldet helt hen og var klar til at blive kørt ned på operationsstuen. Han havde siddet og holdt hendes hånd tæt, indtil han kunne mærke, hvordan hun ligeså stille begyndte at slappe mere af i sin hånd og pludselig ikke lagde nogen kræfter i det længere. Det havde gjort ham et smule utryg og nervøs, men hun lå så stille i sin seng, at man kunne fornemme hendes hjertebanken under det yderst sexede hospitalstøj.

”Skal vi gå ned og få noget at spise?”, spurgte Tom og så på klokken. Bill svarede ikke rigtig, men trak bare på skuldrene. ”David kommer om en halv time, og så går der ikke særlig lang tid, før Chrizza er tilbage igen”.

Han rokkede roligt med hovedet og så selv på klokken. ”Jeg er ikke speciel sulten, Tom”.

”Det er jeg heller ikke… men vi bliver nødt til at få noget mad. Vi bliver nødt til at tro og håbe på det bedste, Bill”. Han fortsatte med at rokke med hovedet. ”Vi bliver ved med at sige til Chrizza, at hun ikke må miste håbet, men det er det, vi gør ligeså snart hun bliver lagt i narkose… Det er ikke fair overfor hende”.

Toms telefon ringede. ”Det er David”, sagde han, mens han så hen på Bill.

”Tag den!”.

”Hej David, det’ Tom”.

----

”Vi sidder i cafeteriet”.

----

”Nej, det er bare Bill og jeg”.

----

”Ja, cafeteriet på 3. sal”.

”2. sal”, rettede Bill.

”Cafeteriet på 3. sal”, skyndte han sig at sige.

----

”Det er godt, for vi har masser af mad”.

----

”Ja… Ja, det gør vi. Hej, hej”.

----

”Er han på vej?”, spurgte han.

Tom nikkede. ”Han kommer lige om lidt. Han skulle lige ned og høre om der var noget nyt omkring Chrizza… De siger, at hendes operation er færdig om 5 minutter, så de vil lægge hende ned på overvågning om cirka 10-15 minutter”. Der var håb i hans stemme, og der kom et lille smil frem på hans læber.

”Så det er gået godt?”.

”Det sagde de ikke noget om, men det går jeg ud fra… hun er i hvert fald i gode hænder her”.

Bill nikkede og så bag Tom. ”David kommer nu”.

Tom vendte sig om og fulgte ham, og han kom hen og satte sig ved siden af ham ved deres bord. ”Hej drenge”, sagde han med et smil på læben.

”Hej David”, sagde de næsten i kor.

Han så undrende ned på deres mad og skiftevis på Bill og Tom. ”Hør… I har jo slet ikke spist af maden, har I?”.

”Nej… vi var ikke sultne”, svarede Bill.

”Men det er vi nu”, skyndte Tom sig at sige og greb ud efter en sandwich, han havde købt tidligere. 

Den sidste pige i mængden - Kapitel 7

Hun klukkede og rystede opgivende på hovedet. ”Ja… Ja, det er jeg”. Hun så lidt opgivende ud i ansigtet men smilede alligevel sødt hen imod mig. Hun fik et mere bekymret ansigtsudtryk og sagde så: ”Jeg ved godt, jeg skulle have haft sagt det til dig på en anden måde, Tom”.

”Nej… det er okay”, jeg smilede støttende til hende.

Men hun rystede på hovedet. ”Jeg skulle have sagt det til dig før. Da vi mødtes… før vi endte i sengen igen”. Hun sukkede og så væk. ”Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på”. Hun så hen mod mig igen. ”Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket”.

Jeg tog hende hånd i min, og hun så ned i sit skød. ”Du tænker for meget over tingene, Chrizza”, sagde jeg med blid stemme. ”Lad være med det…”. Hun så på mig igen. ”Jeg er selv stadig chokeret over, hvad der er sket, men sket er sket, ikke sandt?”.

”Jo…”. Hun gengældte mit smil. ”Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at du ville dukke op på min adresse”. Jeg trak smilede på skuldrene og klemte hendes hånd blidt. ”Jeg troede, jeg så det sidste til dig i går, som du vendte ryggen til mig og forsvandt”.

”Lad os glemme, hvad der skete i går”, bad jeg. ”Jeg var et svin, Chrizza, og jeg undskylder mange gange for den måde, jeg handlede på. Det var ikke fair gjort, og jeg fortryder nu, at jeg ikke blev hos dig. Men jeg har ikke tænkt mig at forlade dig nu”.

Hun rynkede blidt på panden, mens der var stille. ”Hvad skal det sige?”.

Jeg smilede halvt, mens jeg så hende direkte i øjnene. ”Jeg… jeg vil gerne have det her barn med dig”. Hun fik store øjne. ”Jeg vil gerne være ved din side gennem det hele, og jeg gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at få vores barn til at have det godt”.

Hun smilede, og jeg kunne ane, at hun havde lidt våde øjne. ”Vores barn…”.

”Vores barn”, gentog jeg igen og lagde min arm omkring hende. ”Jeg tror, det vil blive hårdt, men hvis vi står sammen, så kan vi godt klare det”, sagde jeg, mens jeg så hende i øjnene. Hun nikkede og sukkede dybt, mens hun smilede. ”Hvor er jeg dog glad for, jeg er kommet”, fnes jeg.

Hun nikkede. ”Det er jeg også, Tom”.

Jeg lod min hånd køre igennem hendes hår, mens jeg bare så hende i øjnene. ”Ved din familie godt, du er gravid?”, spurgte jeg en anelse bekymret.

”Nej”, rystede hun på hovedet. ”Jeg ved, min far ville blive skuffet over mig, hvis jeg kom og sagde, jeg var gravid, og jeg ikke kunne sætte navn og ansigt på faderen til mit barn. Jeg ved, det betyder meget for ham at vide, at jeg er i gode hænder”.

”Du er i gode hænder hos mig. Det lover jeg dig!”. Hun smilede. ”Vil du fortælle din far, at du er gravid?... nu hvor faderen er på plads”.

”Ja”.

”Og din far bor i Berlin?”. Hun nikkede. ”Ved du, om han er hjemme i aften?”.

”Det ved jeg ikke noget om, men jeg kan godt prøve at finde ud af det… hvad tænker du på?”.

Med et smil på læben, foreslog jeg: ”Inviter ham på middag. Sig, at der er noget vigtigt, du gerne vil fortælle ham. Fortæl ham, at jeg er her”, jeg smilede. ”Ikke en kæreste… bare en ven”. Hun nikkede. ”Hvis du inviterer ham til i aften, har vi hele eftermiddagen til at lære hinanden bedre at kende”.

Hun trak lidt på det. ”Jo… jeg ringer lige til ham og hører, om han skal noget”, hvorefter hun rejste sig fra sofaen.

”Det er bare et forslag”, sagde jeg.

”Det lyder rigtig godt, Tom”, og hun gik ud af stuen.

Jeg tog mig selv i at se rundt i hendes stue. Den var forholdsvis stor, men når man tænkte på, at det var hendes barndomshjem, så var den vel en meget passende størrelse. Jeg tænkte tilbage på mit egen barndomshjem, og når jeg sammenlignede vores stue med denne, kom jeg pludselig til at tænke på, om hun mon var enebarn.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik langsomt rundt i stuen, mens var studerede hendes ting, der stod rundt omkring. Der var billeder her og der, men ingen billeder af hende selv som barn, hvilket jeg selvfølgelig villet have elsket.

Jeg kom til at tænke på, hvordan vores barn ville komme til at se ud. Om det mon ville ligne mig eller hende mest – eller om han eller hun ville have min næse og hendes mund – eller måske omvendt. Der var så mange tanker, der fløj rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg var glad.

Jeg var glad over, at hun ikke var ked af det og sur over min opførsel den forrige aften. Jeg var glad over, at hun var så positiv over tingene. Hun var bestemt en pige, som jeg kunne bruge lang tid sammen med, og jeg ønskede alt i hele verden for, at hun tænkte det samme som jeg.

Det var ikke fordi, jeg var forelsket i hende. Ikke spor… altså, jo – jeg kunne da godt lide hende, men jeg havde brug for længere tid sammen med hende for at vide, om det skulle være hende og jeg. Men jeg vidste allerede nu, at der ville være et bånd mellem os lige meget, om vi var forelskede i hinanden eller ikke – vi skulle have et barn sammen, og det var det mest fantastiske, der kunne ske – selvom jeg havde været skeptisk overfor det.

Jeg kom pludselig ud af mine tanker, da jeg så en ramme stå på en reol med en masse gamle bøger og cd’er. Jeg stoppede op foran den og stod helt stille. Der var et billede i rammen, og jeg gættede mig frem til, at det var hende mor, da hun lignede hende ret meget. Jeg vidste nu, hvor hun havde sit kønne ansigt fra.

Jeg hørte hende komme bagfra, og jeg så mod hende. ”Hvad døde hun af?”, spurgte jeg forsigtigt.

”Brystkræft”. Jeg rokkede roligt med hovedet og kiggede hen mod billedet igen. ”Man opdagede det for sent, og da de endelig opdagede det, havde hun kun få måneder tilbage. Men hun kæmpede”, jeg så et lille smil komme frem på hendes læber. ”Hun var stærk lige til det sidste, og hun ønskede ikke, at min far og jeg skulle se hende ligge som en død guldfisk”. Jeg lagde min arm omkring hendes ryg og klemte hende ind mod mig. ”Jeg ville ønske, hun kunne være her i aften…”, hun så mig i øjnene. ”Jeg ville ønske… hun kunne høre vores nyhed”.

Jeg lod min ene hånd kærtegne hendes kind. ”Hun sidder og kigger ned på dig, Chrizza. Hun ved det allerede, og jeg er sikker på, at hun er stolt af dig. Hun smiler til dig, og ønsker dig alt held og lykke. Og jeg ved, at hun ville ønske at være her i aften sammen med os. Det er jeg sikker på”.

Hun lagde sine arme omkring mig og sit ansigt mod min hals. ”Hvor er jeg glad for, du er her, Tom”.

Hun havde vist mig rundt i huset, og jeg kunne godt forstå, hvorfor hun elskede dette hus. Der var mange minder i det, og jeg ville ønske, jeg kunne få hende til at blive boende her, men på den anden side var det måske også sundt nok at komme lidt væk derfra, eftersom hun ikke havde efterladt huset siden moderen døde.

Vi sad på hendes værelse og snakkede – prøvede på at lære hinanden bedre at kende, inden hendes far ville komme om aftenen. Der var én ting, jeg endnu ikke havde haft mulighed for at sige til hende, og jeg var meget usikker på, hvordan hun ville tage det. Det var noget, som Bill og jeg var blevet enige om; jeg blev nødt til at fortælle hende det – jeg blev nødt til at fortælle hende det nu.

”Hør… Chrizza…”, hun så hen mod mig. ”Bill og jeg… vi snakkede sammen i nat…”.

”Ja?”.

”Jeg tænkte på, om du havde lyst til at flytte hjem til os?”.

”Øhm…”.

Jeg skyndte mig at tilføje: ”På den måde kan vi også se mere til hinanden, og jeg vil have mulighed for at være med under hele forløbet”. Stille. ”Det er en smule langt at køre fra Hamburg til Berlin hver gang jeg skal se dig”.

Hun nikkede. ”Det kan du selvfølgelig godt have ret i”.

”Ja… hvad siger du?”.

Hun trak lidt på det. ”Det er selvfølgelig en god idé, men jeg vil jo ikke trænge mig på, Tom. Jeg vil ikke være i vejen for jer på nogen måde”.

Jeg smilede og slog ud med hånden. ”Det skal du slet ikke tænke på, Chrizza. Det vil betyde rigtig meget for mig, hvis du fik opbygget et godt venskab med Bill. Og han vil rigtig gerne have, at du flytter hjem hos os. Han vil gerne lære dig bedre at kende også”.

Hun smilede. ”Jeg ved ikke rigtig, Tom…”.

”Kom nu”, tiggende jeg klukkende. ”På den måde er vi tættere på hinanden. Det vil føles som en rigtig familie, hvis du flyttede hjem til os”, jeg lagde hovedet på skrå og smilede sødt til hende. ”Jeg lover dig, at du vil få det godt, Chrizza”. 

Den sidste pige i mængden - Kapitel 6

Jeg gik op af stien foran huset og ringede på døren. Der var helt stille, og jeg kunne ikke fornemme, at der var nogen, der kom imod døren, før der blevet taget i dørhåndtaget og et velkendt ansigt – samt krop – kom til syne i døren.

”Tom”, udbrød hun overrasket, og jeg havde svært ved at læse hende.

”Hej”, smilede jeg halvt og så kort ned i jorden. ”Må jeg komme ind?”. Der blev stille. ”Jeg tror, der er noget, vi bliver nødt til at snakke om”.

Hun rokkede roligt og langsomt med hovedet, mens hun så mig i øjnene, ”Ja…”, hvorefter hun kom ud af sine trance. ”Ja, det har du nok ret i… Kom ind”, sagde hun lavt og trådte væk fra døren.

”Mange tak”, sagde jeg, som jeg gik forbi hende og ind i hendes entre. Her var flot, og jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvor mange nips-ting hun havde. Det mindede helt om mit eget hjem, hvor Bill i den grad havde sat sit præg med hans yndlings nips-ting.

Da jeg havde taget min jakke af, skulle jeg til at bukke mig ned for at tage mine sko af. ”Du behøver ikke at tage skoene af, Tom. Jeg skulle til at gøre rent alligevel”, men jeg tog dem alligevel af og stillede dem fint ind til siden, som om jeg havde i planerne at blive i længere tid.

”Forstyrrer jeg?”

Jeg så hende i øjnene, og hun sendte et lille smil til mig. ”Nej”, rystede hun på hovedet.

Jeg nikkede og smilede tilbage. ”Okay…”.

”Vil du have noget at drikke?”.

”Jo tak”, svarede jeg og fulgte med hende ud i køkkenet.

Her var så utrolig lyst over det hele, og jeg kunne lide stedet mere og mere. Der var et eller andet der sagde mig, at jeg godt kunne lide at være der. Der var en god atmosfære, og selvom vi havde en del mere eller mindre ubehagelige ting at snakke om, så var der ingen akavet stemning – jeg havde det overraskende godt i hendes nærvær.

”Du har et flot hjem”, indrømmede jeg.

”Tak”, mumlede hun. ”Jeg flytter her inden for de næste par dage. Jeg har ikke råd til at bo her længere”. Hun undlod min øjenkontakt og åbnede et af de øverste skabe. ”Vil du have kaffe?”, spurgte hun.

”Ja tak”.

Hun nikkede og så mig meget kort i øjnene, hvorefter hun fortsatte hen til kaffemaskinen. ”Det er et forholdsvis stort hus, når jeg bor alene her”.

Jeg så hen mod hende og smilede forsigtigt. ”Hvor skal du så bo henne?”.

”Det er ikke helt afgjort endnu. Jeg leder stadig efter den helt rigtige lejlighed, jeg kan bo i, men indtil  da skal jeg bo nogle uger… måske måneder… hos min far”, pause. ”Det her er mit barndomshjem. Da min mor døde for 2 år siden, flyttede min far ind til byen i en lejlighed, men jeg ville ikke væk herfra. Det her hus betyder så meget for mig”. Hun så hen på mig, og jeg kunne mærke på hende, at hun var ked af det.

”Jeg kan godt forstå dig”, sagde jeg lavt og gik hen imod hende. Jeg lagde en arm omkring hendes ryg og gav hende et lille klem. Jeg mærkede, hvordan hun lagde sine hænder mod mine skulderblade og panden mod min ene skulder. ”Du må ikke være ked af det, skat”, hviskede jeg mod hendes hår.

Hun sukkede ud og så mig i øjnene. ”Tak fordi du er her lige nu, Tom”.

Jeg sendte hende et lille smil og kyssede hendes pande. ”Jeg vil altid være her for dig. Fra nu og til evig tid”. Hun smilede halvt til mig og lagde sin kind mod mit bryst. ”Jeg vil stå ved din side, Chrizza”, hviskede jeg og kyssede hendes hår.

”Tak, Tom”. Hun krøb langsomt ud af mine arme og vendte ryggen til mig for at hælde kaffe op i to glas. Jeg stod bare og smilede lidt mod hende, som hun vendte sig om mod mig igen og rakte mig en kop. ”Værsgo”.

”Tak”, smilede jeg og tog imod koppen. Vi satte os ind i stuen; jeg satte mig ved siden af hende i sofaen og så på hende uden rigtig at sige noget. Vi sad lidt i et par øjeblikke og så på hinanden – intet akavet. Der var helt stille, og jeg havde en eller anden lyst til at give hende et stort kram, for jeg kunne se på hende, at hun ikke var helt ok. Men så sendte hun mig et smil, og jeg smilede tilbage til hende. Jeg tog mig endelig sammen… ”Så… du er gravid?”. 

Den sidste pige i mængden - Kapitel 5

Jeg var kommet hjem og var braset direkte ind på Bills værelse, selvom jeg udmærket godt vidste, at han lå og sov, men jeg havde haft brug for at snakke med ham. Jeg var havnet i en fucked up situation, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme ud af igen. Vi havde snakket længe, og jeg blev nødt til at få noget søvn, men det var svært at falde i søvn; hun var i mine tanker. Chrizza var i mine tanker, og jeg så hende foran mine øjne, hver gang jeg lukkede dem.

Det var blevet morgen igen – formiddag rettere sagt. Jeg stod op og traskede med tunge skridt ud i køkkenet, hvor Bill sad sammen med vores bedsteven, Andreas. Jeg sagde ingenting men satte mig bare tungt ned på et stol og skænkede kaffe op i en kop, Bill havde sat på bordet.

”Du ser ikke så godt ud i dag, Tom”, sagde Andreas og så halv-bekymret mod mig.

”Han har haft en hård nat”, sagde Bill hurtigt for at dække over mig.

Jeg så op på Bill og efterfølgende hen på Andreas. ”Jeg har bollet en pige tyk, og jeg skred som en anden kujon efter, hun havde fortalt mig det”, sagde jeg med en meget hæs stemme, hvorefter jeg så det helt samme ansigtsudtryk hos Andreas, som Bill havde sendt mig, da jeg fortalte ham det samme, da jeg kom hjem sent om natten.

”Hvem er hun?”, spurgte han forsigtigt.

Jeg sukkede og rystede bare hovedet. Bill tog over for mig. ”Hendes kusine er fan af os, og Chrizza, som hun hedder, har været med hende til to koncerter nu. De har mødtes to gange; for to uger siden, da vi var i Tyskland sidst, og så i går”.

”Så hun er ikke engang fan?”.

Jeg rystede på hovedet. ”Hun vidste ikke, hvem jeg var”.

Andreas så overrasket mod mig. ”Hvordan kan hun være sikker på, at det er dit barn?”

”Hun sagde, at det ikke kunne være nogen andens barn, så det kunne kun være mit”. Jeg trak på skuldrene og sukkede dybt. ”Jeg ved ligeså lidt, som I gør, Andreas. Jeg løb nærmest skrigende bort, da hun fortalte det, og jeg fortryder det nu”.

”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?”.

”Jeg bliver nødt til at snakke med hende i hvert fald, men jeg ved bare ikke, hvordan jeg kommer det”. Jeg så op på Bill, der bare trak på skuldrene, hvorefter han forsvandt ud af køkkenet. ”Jeg har ikke engang hendes nummer… jeg har kun hendes adresse… og jeg ved ikke, hvor jeg har lagt den”.

”Du bør tage ud og finde hende”.

Jeg så dumt hen på Andreas og skar ansigt. ”Det har jeg sgu da også tænkt mig”. Han vidste godt, jeg ikke mente det, for han vidste udmærket godt, hvor dårligt jeg havde det med mig selv lige  nu, og han var kun ude på at få mig i bedre humør og hjælpe mig igennem mit dilemma.

Bill kom tilbage til køkkenet og rakte mig en seddel, som jeg hurtigt genkendte. ”Hvor har du den fra?”, spurgte jeg overrasket og så op på ham, der han stod med sine arme over kors og med en kaffekop i den ene hånd.

”Jeg fandt den krøllet sammen på dit gulv for nogle dage siden”, svarede han lidt hårdt, og jeg vidste godt, hvorfor han behandlede mig, som han gjorde, og hvorfor han svarede sådan tilbage. Han var skuffet over mig; sur og skuffet på samme tid.

Jeg rakte ud efter det og lagde det på bordet foran mig, mens jeg bare begyndte at tænke mig tilbage til de to aftener, jeg havde tilbragt sammen med hende, og hvad det nu havde ført sig til. Jeg sagde ingenting, som jeg bare sad der, og det var først, da Bill rykkede på sig bag ved mig, at jeg kom ud fra min egen lille verden.

”Jeg bliver nødt til at få fat på hende”, sagde jeg, foldede min hånd omkring det sammenkrøllede stykke papir, hvorefter jeg rejste mig hurtigt op og gik med hastige skridt igennem stuen og forsatte op til mit værelse.

Bill og Andreas lod mig være, mens jeg gjorde mig færdig så hurtigt som overhovedet muligt, så jeg kunne komme af sted. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fandt hende, men jeg blev i hvert fald nødt til at snakke med hende om tingene; det var det eneste, jeg vidste, jeg kunne gøre, der ikke ville være lige så forkert som at smutte fra hende og vende ryggen til hende.

Jeg gik nedenunder til dem igen, som de stadig sad i køkkenet og spiste morgenmad i fred og ro. Jeg trådte ud i køkkenet og så hen på Bill. ”Jeg ringer til dig senere, ok?”, sagde jeg og vendte om for at gå ud i entreen.

”Hvor tager du hen?”, spurgte han og fulgte efter mig.

”Jeg tager ind på hotellet og ser, om hun stadig er der”.

Han så mig i øjnene. ”Hvad hvis hun ikke er der?”.

Jeg trak lidt på det. ”Så må jeg køre til Großbeeren og besøge hende”.

Der var stille et øjeblik. ”Vil du have, jeg tager med, Tom?”.

”Nej”, rystede jeg på hovedet. ”Nej, det behøver du ikke. Jeg har selv rodet mig ud i det her, og jeg skal nok selv få det til at hænge sammen igen”. Jeg fik et lille klem af ham, og han sendte mig et smil. ”Jeg ringer til dig senere”, sagde jeg med en lav stemme, hvorefter jeg åbnede døren og gik ud til min bil.

Jeg tændte motoren og kørte direkte mod hotellet, hvor jeg havde tilbragt min nat – eller rettere noget af min nat, indtil jeg skred. Jeg kørte op foran hotellet og parkerede, hvorefter mine ben føltes tunge, og jeg havde svært ved at komme frem i den fart, som jeg ønskede.

”God formiddag, kan jeg hjælpe Dem?”.

Jeg gik op til skranken og prøvede at virke så normal som overhovedet muligt. ”Kan du fortælle mig, om værelse 223 var checket ud?”. Hun nikkede en enkelt gang og begyndte at taste løs på sit computer tastatur. ”Hun hedder Chrizza”, tilføjede jeg.

”Hun checkede ud tidligt i morges”, svarede hun. ”Desværre”.

Jeg sendte hende et lille smil, selvom jeg var skuffet, men det var jo ikke damens skyld. ”Hmm…”, mumlede jeg og så ned på mine bilnøgler i hånden, hvori den sammenkrøllede seddel også var. ”Ellers mange tak for hjælpen”, sagde jeg venligt og gik hurtigt ud til min bil igen, hvor jeg satte mig ind. Jeg sad der i nogle minutter og tænkte tingene igennem, som jeg havde gjort så mange gange før. ”Flot, Tom”, mumlede jeg for mig selv, hvorefter jeg slog tankerne ud af hovedet og fandt min mobil frem.

”Hallo?”.

”Hej Bill, det er mig”, mumlede jeg.

Jeg havde sat den på højttaler, så jeg kunne køre imens. Jeg startede motoren og køre langsomt ud af hotellets parkeringsplads og videre ned af vejen, mens jeg fortsatte min samtale med Bill. Jeg vidste endnu ikke, om det var klogt, det jeg ville gøre, men jeg følte, at det var det rigtige lige nu.

”Hvad har du helt præcist tænkt dig at gøre?”.

Jeg kunne sagtens høre, at han ikke var helt sikker på, at det jeg gjorde, var godt nok, men jeg blev nødt til at snakke med hende igen. Jeg blev nødt til at finde ud af, om hun virkelig talte sandt omkring, at det var mit barn.

”Jeg kører til Großbeeren og håber på, hun er hjemme”.

”Du ved godt, det ligger flere kilometer nede i landet, ikke sandt?”.

”Jo, det ved jeg godt, Bill, men der er ikke andet at gøre”.

Han svarede ikke, og der blev i stedet stille i telefonen. ”Vend om, Tom!”.

”Hvad?”

”Du hørte mig godt. Vend om! Kom hjem og hent mig. Jeg tager med dig. Du skal ikke køre alene. Du er ked af det, det kan jeg høre, og jeg vil ikke have, at der sker noget med dig, Tom. Du aner ikke, hvor meget der kan gå galt, hvis dine tanker er et andet sted end på kørebanen. Vend om, Tom! Jeg mener det”.

Han snakkede og snakkede, men egentlig hørte jeg ikke rigtig efter. ”Jeg kan godt klare det, Bill”.

”Vil du ikke nok være sød at komme hjem og hente mig. Jeg kan køre dig”.

Jeg sukkede. ”Jeg ringer til dig senere, Bill. Jeg skal nok skynde mig hjem, men jeg bliver nødt til at gøre det her selv. Det forstår du godt, det ved jeg, du gør”. Der var stille igen, men alligevel kunne jeg høre, at han sukkede dybt. ”Jeg skal nok klare mig, Bill. Vi ses senere”.

”Pas på dig selv, ok?”.

”Det skal jeg nok”.

”Godt! Vi ses, Tom”.

”Vi ses”, sagde jeg afsluttende og lagde på, hvorefter jeg gassede lidt mere op, som jeg var kørt ud på motorvejen syd på, hvilket betød at der nu ikke var så langt igen til jeg ville lande i Großbeeren og forhåbentlig se hende i øjnene igen.

Tom: Hej Bill. Jeg sidder inde på et eller andet lille hotel i Großbeeren lige nu og får noget at spise inden jeg kører videre. Jeg har været forbi hendes hus, men da jeg så, at der var lys i vinduerne, fik jeg dårlig samvittighed og kørte igen. Jeg bliver nødt til at have noget, der kan kvikke mig op, inden jeg skal se hende igen.

Bill: Hej Tom. Det er godt at høre, at du er kommet derned :-) Det er en god idé med at få noget at spise; jeg får det helt dårligt over det. Jeg kan ikke lide, at du er alene dernede. Du skulle have givet mig lov til at tage med dig. Jeg kunne være hos dig lige nu og støtte dig.

Tom: Jeg ved det godt, Bill, men jeg føler, jeg har brug for at gøre det her alene. Jeg har selv rodet mig ind i det her, og derfor bliver jeg også nødt til selv at klare det her. Jeg er sikker på, det hele nok skal gå, og jeg ved nogenlunde, hvad jeg har tænkt mig at sige til hende. Jeg ringer til dig, når jeg er på vej hjem, Bill.

Jeg parkerede min bil ude på gaden og så hen mod huset. Jeg bemærkede et til salg skilt, der var stukket ned i hendes bed foran huset. Det var solgt. Jeg steg ud af min bil og gik over gaden; her var ingen, hvilket også var en god ting, da jeg ikke ønskede, at der var nogen, der vidste, jeg var her. Det var ikke lige ved sådanne en lejlighed, jeg havde håbet at besøge denne mindre by for første gang.

Jeg gik op af stien foran huset og ringede på døren. Der var helt stille, og jeg kunne ikke fornemme, at der var nogen, der kom imod døren, før der blevet taget i dørhåndtaget og et velkendt ansigt – samt krop – kom til syne i døren.

”Tom”, udbrød hun overrasket, og jeg havde svært ved at læse hende. 

Kapitel 240

De efterfølgende dage var der mange TV interviews, der skulle laves, og det var de samme spørgsmål, der blev stillet gang på gang. Tom prøvede at lade være med at være for ligeud med sine følelser, når de spurgte ind til Chrizza – deres forhold eller blot hendes tilstand – da han ikke ønskede at fansene skulle tro, at han var forandret. Dog kunne man godt mærke på ham, at der var noget, der gik ham på, men var det ikke meget normalt?

Chrizza og Tom prøvede at være så meget i kontakt med hinanden som overhovedet muligt, selvom det til tider var svært, da hun for det meste sov og ikke magtede at tale for meget – hun ville spare på sin stemme, til når det virkelig gjaldt.

Til award showet fredag aften i Berlin, hvor hun havde regnet med at deltage, måtte hun desværre melde fra i sidste øjeblik, og det gjorde ikke mindst Tom meget ked af det, da han håbede på at se sin kæreste stå på egne ben og skinne som den stjerne, hun var. Men hun kunne dårlig nok komme ud af sengen, da hun ingen kræfter havde tilbage.

Det var ikke så slemt, som det lød, men lægerne – og ikke mindst hende selv – mente ikke, at hun var frisk nok til den forholdsvis korte flyvetur fra København til Berlin, og derfor måtte hun blive hjemme og transporteres med bil derned.

”Hun skal nok klare den, Tom. Hun er i god bedring. Husk det”, sagde Georg støttende og satte sig ned ved siden af ham ved bordet i deres backstage lokale. Han havde lige snakke med Chrizza for anden gang den dag, og det var det samme tomme ansigt, man så, når han havde lagt røret på igen.

”Jeg bliver snart nødt til at se hende igen”, sukkede han og så ned i bordet. ”Jeg kan ikke lide, at der er så langt mellem os hele tiden. Jeg har brug for at se, at hun har det godt… med mine egne øjne”, han så op på ham og direkte i hans øjne. ”Det er rigtig, hvad Bill siger… jeg er ikke den samme uden hende”.

Der kom et lille smil på Georgs læber. ”Du elsker hende, Tom. Ingen havde troet, du nogensinde skulle sige sådanne, som du gør nu”. Tom så væk igen og lænede sig tilbage i stolen uden at sige et ord. ”Du skal bare igennem denne aften, og så er hun hos dig igen”.

”Jeg ville ønske, hun var hos mig nu. Hun burde være her lige nu”.

Han nikkede. ”Livet er ikke altid retfærdig, Tom”.

Chrizza: Vi kører om en time skat. Jeg har det bedre… Elsker dig :-*

Han sprang op fra stolen og hen til Bill, der sad i sofaen. Klokken var omkring 23.35, og showet var netop blevet færdig. De ventede nu kun på at deres bus ville blive kørt op foran hallen, så de kunne gå hvert til sit og endelig komme til at sove.

”Se!”, smilede han og rakte ham mobilen.

”Hvad?”. Han læste det igennem og fik også selv et smil på læben. ”Har du lige modtaget den nu?”, spurgte han og så op på ham, som han stadig stod med et stort smil på, mens han nikkede. Det gjorde godt at se ham smile igen, for det var dette smil, som Bill havde eftersøgt de sidste mange dage. ”Så kommer hun jo i morgen tidlig”.

”Ja”, han tog sin mobil til sig igen. ”Hvad tid tror du det er?”.

Han trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager at køre fra Danmark og herned?”, svarede han uvidende. Tom vrængede på næsen og satte sig tilbage på stolen, hvor han kom fra, hvorefter han begyndte at svare på sin sms, der lige havde gjort hans liv 70% bedre.

Tom: Hvor er det godt at høre skat. Jeg vil begynde at glæde mig til at se dig igen <3 Du vil få det godt hos os. Vi ses i morgen; jeg skal nok være oppe, når du ankommer :-* Jeg elsker dig min pige. Prøv at se om du kan sove lidt. Godnat :-)

Den efterfølgende morgen vågnede Tom meget tidligere, end han havde forventet. Han havde ikke kunnet sove godt og havde egentlig bare ligget og vendt og drejet sig de få timer, han havde ligget i sengen. Hans vægge ur havde endnu ikke ringet, men han følte sig frisk nok og stod derfor op.

Der var helt stille i lejligheden, og han gik til Bills værelse, hvor døren stod helt åben. Han sov endnu. Klokken var kun lidt over 5, hvilket betød at det stadig var mørkt udenfor. Dog sneede det ikke mere, som det ellers havde gjort de sidste mange dage.

Det ringede på dørklokken, og Tom sprang op fra sofaen i stuen. ”Hallo?”, sagde han.

”Det’ Anders”, svarede stemmen.

Det gav et helt sus i ham, som han hørte Anders’ stemme, og han fik et smil på læben. ”Bare kom ind”, sagde han glad – men stadig meget nervøs over endelig at skulle se Chrizza igen. Han fik trykket på knappen, hvorefter han åbnede hoveddøren, så han kunne høre, om de var kommet ind eller ej.

De var kommet ind, og han hørte Anders sige: ”Vil du med elevatoren?”.

”Jeg kan sagtens gå”, svarede hun med en lille stemme.

Han blev glad over at høre hendes stemme, og han gik ud i opgangen, så han kunne se hende inden længe, når hun var kommet den ene etage op. Der gik ikke lang tid, hvilket han egentlig havde forventet, og han fik et stort smil på læben, som hun løftede hovedet og så ham i øjnene.

”Hej skat”, sagde han blidt og åbnede sine arme. Hun lod sig gå direkte ind i hans favn, og hun mærkede, hvordan han lukkede sine arme omkring hende. ”Hvor har jeg savnet dig”, hviskede han mod hendes øre og kyssede hendes hår. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre; han ønskede ikke at gøre hende ondt, men han gjorde alligevel sit greb omkring hende lidt hårdere.

”Av”, mumlede hun mod hans hals.

Han gav hurtigt slip omkring hende og så hende i øjnene. ”Undskyld”, sagde han lavt.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg har savnet dig, Tom”, og sendte ham efterfølgende et lille smil, som han gengældte. ”Du er tidligt oppe i dag, skat”, fnes hun og tog hans hånd i hende. Han nikkede bare og klemte hendes hånd blidt, hvorefter han slap den og lagde sin arm omkring hende, som han fulgte hende ind i lejligheden.

”Bill ligger stadig og sover, men jeg har lavet morgenmad, hvis du er sulten, skat”. Hun satte sig ind i sofaen i stuen og så sig lidt omkring. Anders og Tom stod stadig ude i gangen og snakkede lidt frem og tilbage, men efter kort tid kom Tom stille gående mod hende. ”Er du sulten?”. Han satte sig ned ved siden af hende og lagde sine hænder i hendes. Hun svarede ham ikke, men lod bare sine læber presse mod hans i et blidt og forsigtigt kys.

”Jeg elsker dig”, hviskede hun mod hans læber og havde fortsat sine øjne lukket.

”Jeg elsker også dig”, svarede han og kyssede hende roligt igen. Han gjorde afstanden mellem dem større, og han så hende i øjnene. ”Anders er taget videre, men han kommer tilbage igen senere, skat. Vil du ikke have noget morgenmad, inden vi vækker Bill?”.

”Jo”, svarede hun kort og smilede til ham.

Chrizza åbnede stille døren ind til Bills værelse og stoppede op, som hun så ham ligge i sengen. Han sov endnu, og han var næsten ikke til at se, hvis det ikke havde været for de sorte totter, der strittede ud fra dynen, som han havde trukket den helt op over hovedet.

”Gå bare hen til ham, skat”, hviskede Tom i hendes øre, som han kom bagfra og lagde sine arme omkring hendes mave. Hun så tilbage på ham og smilede, hvorefter hun så hen mod Bill igen. ”Han var også savnet dig… rigtig meget”. Pause. ”Ligesom jeg har”.

Hun rokkede roligt med hovedet. ”Jeg har savnet jer ligeså meget”, hviskede hun mumlende og gik med Tom hen til sengen, hvor hun satte sig på sengekanten. Hun så tilbage på Tom, der stillede sig for fodenden og havde et smil på læben.

Hun trak forsigtigt i dynen, og der kom straks lyde fra derunder. ”Hmmm….”.

Hun fnes lavt og blev mødt af et lille hoved, der tittede frem fra dynen. ”Godmorgen”, klukkede hun og smilede sødt til ham.

”Chrizza”, udbrød han glad og satte sig op i sengen. Han gav hende et lille klem, da han heller ikke vidste, hvordan han skulle håndtere situationen. ”Hvor har jeg dog savnet dig, sunshine”, mumlede han mod hendes hår og gav slip omkring hende igen, hvorefter han bare sad og så hende i øjnene, mens han smilede.

”I lige måde”, svarede hun og lagde sin hånd mod hans kind. 

Den sidste pige i mængden - Kapitel 4

Klokken var 16, da Bill og jeg sad i bag scenen for os selv og slappede af inden det store show senere samt vores M&G, der ville starte om godt en time. Jeg var sikker på, at det nok skulle blive en god aften og på en eller anden måde, så glædede jeg mig til at se Chrizza igen – mest af alt også til at se hendes kusines ansigt, når hun så Bill igen.

Jeg havde ikke hørt fra hende, siden den morgen for to uger siden, hvor hun forlod mit værelse på hotellet med et smil på læben. Jeg tænkte tilbage på den aften, nat og morgen, og hvor glad og smilende jeg havde været de efterfølgende par dage.

Bill blev ved med at sige, at jeg var ved at blive forelsket. Og det samme gjorde Georg. Men det var jeg ikke. Jeg tror bare, det var fordi, jeg havde haft en god tid sammen med hende, som jeg virkelig også havde – i den grad. Og i aften skulle det meget gerne gå løs igen!

”Hvad har du tænkt dig at gøre?”, spurgte Bill mig pludselig, efter vi havde siddet i stilhed i et godt stykke tid. Jeg så hen på ham, og han vidste, hvad jeg sad og tænkte på. Han sendte mig et smil – et støttende smil. ”Vil du fortælle hende, hvad du føler?”.

Jeg rynkede på panden, mens jeg rystede på hovedet. ”Nej… der er ikke noget at fortælle”. Han så skeptisk på mig. ”Jeg mener det”, svarede jeg og tog hænderne op foran mig som forsvar. ”Jeg er ikke forelsket, hvis det er det, du tror. Jeg har bare en god mavefornemmelse, når jeg tænker på hende”.

”Det kaldes forelskelse, Tom”, svarede han gammelklogt.

Jeg rystede på hovedet igen. ”Jeg ville vide det, hvis jeg var forelsket”, mumlede jeg bare. ”Og desuden hvis jeg var forelsket, ville jeg heller ikke have accepteret, at hun ikke har prøvet at få fat i mig”, tilføjede jeg og så væk.

”Hvordan ved du det?”.

Jeg vidste udmærket godt, hvad han var ude efter nu. ”Glem det, Bill. Du får mig ikke til at sige, at jeg er forelsket i hende. Hun er en sød pige, og jeg havde det rigtig sjovt med hende sidst… vi skal ses i aften igen, og så tror jeg ikke, den er længere”.

Han svarede ikke på det, men trak bare på skuldrene. Jeg vidste godt, at han ikke havde ændret sin mening. Han var stædig.. ligesom mig. Han rystede det bare fra sig og spurgte så: ”Hvor længe var det, vi har efter koncerten?”.

”Halvanden time, mener jeg”. Han nikkede roligt og sagde ingenting. ”Er det i orden, hvis jeg tager hende med hjem?”, spurgte jeg med en lav stemme og kunne alligevel ikke lade være med at smile, da jeg så Bill ikke selv kunne lade være med at smile.

”Det må du helt selv om, Tom. Det er ligeså meget dit hus, som det er mit”, svarede han. ”Men når du først har vist hende dit hus… så ved du godt, du bliver nødt til at vise hende svigerforældrenes hus bagefter”, jokede han og grinte.

”Ih, hvor du hygger dig nu, hva’?”, fnøs jeg bare tørt og himlede med øjnene, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine af ham. Jeg blev sat i endnu et dilemma; skulle jeg tage hende med hjem, eller skulle vi blive på et af de to hotelværelser, jeg havde bestilt til hende og hendes kusines familie?

Vi trådte ind i rummet, hvor der kom en mindre bølge af pigehvin imod os. Vi vinkede og smilede ud til dem alle, som vi stillede os op på en række foran dem alle. Jeg prøvede ikke at være for ligeud i min søgning – igen. Men jeg kunne ikke finde det ansigt, jeg søgte.

”De er her ikke”, sagde jeg lavt til Bill, der efterfølgende prøvede at tage en diskret runde igennem mængden af piger.

”Hendes kusine er der”, svarede han med et smil på læben og vinkede direkte til hende. Hun blev ellevild og vinkede tilbage til ham. ”Hvor er hun sød”, fnes han og så hen på mig. ”Hvis hendes kusine…”, og han nåede ikke at sige mere, for bag ved mig trådte Chrizza frem og smilede til Bill. ”Hun er der”, sagde han og nikkede over mod hende.

Jeg vendte mig langsomt om og fik øjenkontakt med hende. Jeg smilede til hende og så ned på hendes kusine. Hun var stadig vild over at være til M&G igen. Hun vidste ikke, hvad der foregik med hendes kusine og Tom, og havde derfor fået af vide, at det var nogle billetter, der var blevet vundet.

Jeg tog blikket fra hende igen, men mit smil på som klistret på mine læber. Det kunne kun blive en god aften nu… en god koncert . Men det var som om, der var et eller andet forandret ved hende; jeg kunne ikke sige, hvad det var, men der var noget – jeg var sikker!

Som jeg stod og tænkte over, hvad det mon kunne være, kom der helt automatisk et smil på mine læber, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på vores sidste gang. Jeg fnes for mig selv, indtil Bill stak en albue i siden på mig, og jeg kom ud af mine dagdrømme.

”Koncentration, Tom”, sagde David og så bestemt på mig. Jeg nikkede bare en enkelt gang og så ud af øjenkrogen, at hun snakkede med nogle af de andre piger. Jeg håbede – for hendes eget bedste – at hun holdt vores ting for sig selv.

Vi kom endelig op til dem, da de var blevet placeret til sidst i mængden igen, og jeg fik hurtigt øjenkontakt med hende. Jeg smilede helt roligt og normalt, og hun gengældte mit smil, mens jeg sagde med en lav stemme: ”Hej Chrizza”.

”Hej”, fnes hun. ”Tak for hjælpen”.

Jeg slog ud med hånden og blinkede til hende. ”Det skal du ikke tænke på… Det skal nok blive sjovt”, hun nikkede roligt, og jeg så ned på hendes kusine, der ikke vidste, hvor hun skulle kigge hen, da hendes 4 idoler vrimlede omkring hende. ”Hej Olivia”, klukkede jeg og gav hende et lille klem.  

”Hej Tom”, udbrød hun og fik et store øjne.

Jeg gav Olivia en autograf og så hen på Chrizza igen. ”Vi ses bagefter, ikke?”.

”Jo”, svarede hun kort og smilede.

Jeg vendte ryggen til dem og fortsatte op til de tre andre, der havde været rundt til alle fansene. Bill smilede til mig, men jeg prøvede at lade som ingenting. Mit smil var stadig på, men der var nu noget der gik mig på; jeg kunne stadig ikke finde ud af, hvad der var anderledes ved Chrizza. Det var jo ikke forbi det gjorde noget… men jeg var bare bange for, jeg havde gjort noget forkert – at det var på grund af mig, hun havde forandret sig.

Koncerten var ovre, og vi var nu på vej til det hotel, hvor vi skulle mødes med Chrizza, Olivia og hendes familie. Jeg lod være med at tænke så meget over, hvad det var, der var anderledes med hende, og jeg smilede bare ved tanken om, det skulle blive en god aften.

David bankede på døren til hotelværelset, som vi andre kom gående hen ad gangen mod ham. Jeg hørte døren åbne, og Olivia sprang ud på gangen med julelys i sine øjne, da hun så Bill, der gik lige ved siden af mig. Jeg klukkede så hen på Bill, der gjorde det samme.

”Vær sød mod din lille beundrer, lillebror”, grinte jeg og ham et lille dask på skulderen.

Han himlede bare med øjnene og så hen på Olivia, der blev mere og mere genert, som de kom tættere på. ”Hej Olivia”, sagde han sødt og bukkede sig ned for at give hende et ordentlig kram. Hun fnes bare og smilede. ”Kom”, sagde han så og rakte ud efter hendes hånd, som hun uden videre tog i mod.

Jeg havde altid beundret Bills måde at behandle vores fans på. Han havde en helt anden måde at opføre sig på og snakke på, end jeg. Det var ikke fordi, jeg ikke gav dem opmærksomhed nok, men Bill havde bare altid givet den en tand ekstra.

Chrizza kom gående mod mig, som vi kom ind på hotelværelset. Jeg stoppede op og lod Georg og Gustav gå foran mig. De sagde hurtigt hej til hende, og jeg vinkede hende hen til mig. Hun havde et lille smil på læben, som jeg førte hende op af væggen og lagde begge mine arme tæt omkring hende.

”Tager du ikke med mig hjem bagefter?”, hviskede jeg hæst mod hendes læber og kyssede hende efterfølgende intenst, så jeg på den måde gav hende et lille smagsprøve på, hvordan det skulle foregå senere.

”Jo”, svarede hun hviskede, mens hun lod mine hænder havde frit løb for en kort bemærkning.

Jeg så hende i øjnene og blinkede flirtende til hende. ”Ved de noget?”.

”Nej”, rystede hun på hovedet. ”Men lad os gå ind til mig først…”.

Jeg forstod hende udmærket godt og tog mine hænder til mig igen. ”Har du det ellers godt?”, spurgte jeg, mens vi gik ind til de andre i stuen, og jeg følte mig egentlig godt tilpas ved at spørge hende om dette; et spørgsmål jeg aldrig stillede mine piger.

Hun smilede til mig. ”Ja, jeg har det helt fint”. Jeg gengældte hendes smil og rokkede roligt med hovedet. ”Jeres koncert var fantastisk… jeg tror… jeg er blevet fan”, fnes hun og lagde munden mod mit øre. ”Jeg er i hvert fald fan af dig… men det har intet med dine evner på scenen at gøre”, og hun bed sig i læben. Hvis det ikke havde været fordi vi nu stod midt i stuen foran familien og drengene, havde jeg kastet mig over hende lige nu og her.

Da der var gået nogle timer, og klokken efterhånden var blevet mange, sagde vi farvel til Olivia og hendes familie. Det havde været en god og sjov aften, og hun havde helt sikkert hygget sig i både Gustav, Georg og mit selskab – for ikke at tale om Bills selskab.

Vi gik ned af gangen; Chrizza og jeg gik bagerst, og jeg havde min arm omkring hendes ryg. De stoppede op foran os og så tilbage mod mig. ”Bliver du her?”, spurgte David?

”Ja”, svarede jeg og smilede. Jeg så hen mod Bill. ”Kommer nok lidt senere. Du behøver ikke at holde kaffen varm”, jokede jeg og så hen på Chrizza, der bare himlede med øjnene af mig. ”Nå, men skal I ikke også videre?”.

”Jo”, svarede David. Bill, Georg og Gustav gik i forvejen mod elevatoren. ”Det var hyggeligt at møde dig, Chrizza”, sagde han venligt og gav hende hånden. Hun smilede og tog imod hånden. ”Ja… måske ses vi igen”.

”Måske”, fnes hun.

”Vi ses i morgen, Tom”. Han vendte ryggen til os og gik ned til de andre, der holdt elevator døren åben for ham.

Jeg smilede flirtende til hende, mens jeg tog hendes mindre håndtaske ud af hånden. Jeg gravede hende kort op og åbnede døren for hende. ”Mange tak”, klukkede hun, mens hun gik forbi mig og ind på hendes hotelværelse. Jeg sagde ingenting, men fulgte bare efter hende med et smil, hvorefter jeg lukkede døren efter mig. ”Jeg troede, vi skulle hjem til dig”, og vendte sig om mod mig, hvor hun blev mødt af mine læber og min tændte krop.

”Jeg tror, det er bedst, hvis vi bliver her”, hviskede jeg mod hendes læber.

”Mhhh”, fnes hun.

Hun smilede til mig, som jeg førte hende op af væggen i gangen. ”Jeg synes næsten, at vi skal fortsætte, hvor vi slap fra sidste gang”. Jeg blinkede til hende, og lod mine hænder trætte hendes bluse op af hendes mave og over hovedet. Hun sagde ingenting, men stod bare og så på mig med sit sexede smil på læben. ”Skal vi ikke gå ind og indvie sengen først som sidst?”, spurgte jeg, som jeg trak min T-shirt over hovedet og smed på gulvet.

”Mhhh, jo…”, svarede hun flirtende, mens hun lod sig trække ind til sengen, hvor jeg smed hende ned og efterfølgende trak bukserne af hende. Hun nåede ikke at gøre noget andet, før jeg forførende trak hendes trusser af hende, og jeg slikkede hende.

”You know the drill… I want you to scream my name”, sagde jeg hæst og fortsatte, mens jeg indimellem gav hende fingeren.

Hun stønnede, og jeg blev tændt af hele situationen. ”OH!”, udbrød hun og prøvede nærmest af samle benene, men jeg holdt dem spredte, lige indtil jeg kunne mærke, at hun var ved at komme, og jeg hoppede ud af mine boxershorts og trængte hårdt op i hende.

Der kom et mindre skrig fra hende, som jeg pumpede i hende, og hendes øjne var presset hårdt sammen. Jeg tænkte på, hvor fandens ophidsende det var, at jeg havde al kontrollen over hendes krop, og jeg blev endnu mere tændt.

Vi prøvede nye stillinger, og vi holdt ud lidt længere – bare for hyggens skyld. Det hele var endnu bedre end sidste gang, selvom jeg ikke troede, at det var muligt. Jeg kom, og jeg kollapsede oven på hende. ”Skal vi ikke gemme anden halvleg til lidt senere?”, spurgte jeg og så hende i øjnene.

Hun nikkede og lod sine fingre mønstre mine cornrows, og hun smilede til mig. ”Jeg tror også, vi bliver nødt til at snakke, Tom”.

Jeg løftede mig fra hende og så ned på hende, som jeg rejste mig fra sengen. ”Selvfølgelig, det kan vi godt”. Jeg vendte ryggen til hende og gik ind i stuen og videre ud i køkkenet, hvor jeg hældte to glas vand op til os. ”Hvad vil du snakke om?”, spurgte jeg, som jeg kom tilbage til hende i soveværelset.

Hun så seriøst på mig, og jeg satte mig ned til hende i sengen, som jeg rakte hende det ene glas vand. Jeg dækkede min nøgne underkrop i dynen, hun også havde trukket op over sig. Hun sad op af sengegæret. ”Tak”, sagde hun.

”Du ser helt bekymret ud, Chrizza, hvad sker der?”

”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det, Tom”, sagde hun med en usikker stemme.

Jeg sendte hende et lille smil og lod min frie hånd lægge mod hendes kind, som jeg nussede ganske kort, mens jeg gav hende et lille kys. ”Du skal ikke være tilbageholden, bare sig, hvad du vil sige”, sagde jeg med en blid stemme og smilede til hende.

Hun sukkede og så hurtig væk fra mig – men ligeså hurtigt så hun hen mod mig igen. ”Jeg er gravid… med dit barn, Tom”, sagde hun ligeud, og jeg var nær ved at tabe mit glas, ligesom jeg tabte kæben.

”Undskyld. Hvad?”, spurgte jeg og så meget hårdt på hende.

”Du hørte mig godt”, mumlede hun og sank en klump. ”Det var slet ikke meningen, det ved jeg godt, og jeg var ligeså chokeret, som du er…”.

”Det kan ikke være mit barn”, sagde jeg meget bestemt.

”Det kan ikke være andres end dit, Tom”.

Jeg rystede på hovedet og rejste mig fra sengen. ”Det kan ikke passe”, mumlede jeg, mens jeg stillede vandglasset på natbordet. ”Det kan ikke være mit barn. Jeg er ked af det, men det kan det ikke”, sagde jeg hurtigt så man dårligt kunne forstå mig, mens jeg farede rundt for at finde mit tøj, og jeg var hurtigt ude af døren.