Omkring to timer efter, blev døren åbnet helt op, og de to læger, der havde lagt Chrizza i narkose tidligere på dagen, trådte ind i rummet. Det var ikke til at sige – efter deres ansigtsudtryk – hvordan det var gået. Den ledende læge gik over til David og nikkede kort. ”Operationen er færdig” sagde han, og Bill rørte på sig henne i hjørnet. Han rejste sig op og gik hen over imod David. Idet han gik forbi Tom, begyndte lægen på en ny sætning: ”Men desværre kan v…” lægen fortsatte sætningen, men det eneste Bill nåede at høre – og kunne høre var desværre. Bill greb fat i Toms skulder, da han pludselig fik svært ved at holde balancen. Hans ben var som mursten, tunge og klodsede.
”Har du det godt?” spurgte Tom og holdt godt fast i ham , så han ikke ville falde.
Lægen tøvede og rokkede lidt fra side til side med sit hoved. ”Operationen gik godt, men det er en meget stor bedøvelse, hun fik, så hun vil have en del problemer med at tænke klart eller huske småting fra de sidste par dage” sagde han og kiggede rundt på dem alle sammen. ”Men jeg skulle sige fra overlægen, at hun er i gode hænder her, og hun vil blive sent ned på observationsafdelingen om ganske få minutter”.
David nikkede og smilede lettet. Alt var gået som det skulle. ”Mange tak”, takkede han smilende og lægerne forlod værelset igen.
”Hvornår må jeg se hende, David?” spurgte Bill og var ved at få følelse i sine ben igen. Det var nok af ren frygt, hans ben svigtede ham. Men nu var det hele på plads. Alt hvad han havde frygtet, var bare nogle tomme rygter og en hel del spild af sin kostbare tid. ”Jeg vil meget gerne se hende” sukkede han og rettede sig op.
”Det er nok ikke så smart, hvis hun vågner op alene dernede, David” indskød Tom og rettede sig lidt op på stolen. ”Jeg mener, det er jo ret nyt for hende her”.
”Hvad med hendes forældre… eller familie?” spurgte Gustav og kiggede lidt usikkert over på David. ”Kommer de ikke?”
”Jeg snakkede med dem i går, og vi aftalte at jeg får hende skrevet under mit navn her”, sagde han stolt. ”Derfor får jeg nu lidt mere af ansvaret for hende”, smilede han og klukkede.
”Du er blevet far” grinede Tom og rejste sig op. ”TILLYKKE!” grinede Tom og slog ham på skulderen.
”Ahh” mumlede han og skar ansigt, ”Jeg vil ikke tage din datter fra dig, Tom”.
Tom kiggede forvirret ned på ham. ”Nååååh, ja!” udbrød han, ”Det er sgu da også rigtigt. Ha! Det havde jeg helt glemt, mand”.
”Har du så købt hende en lille gave, Tom?” spurgte Andreas drillende.
Tom kiggede ledende rundt i lokalet. ”Hmm…” mumlede han. ”Jeg tror, jeg er gave nok i mig selv” svarede han og trak på skuldrene.
”Jeg har!” sagde Georg og trak en større gave op af sin taske, der stod ved siden af hans stol, som han sad og hang op. ”Det er en blok… og nogle kuglepinde i forskellige farver” smilede han og klappede let på gavens papir.
”Du er jo genial” udbrød Gustav. ”Det har vi da slet ikke tænkt på”.
”Hvad?” spurgte Tom forvirret. ”Skal hun nu ikke synge mere, nu skal hun være kunstner?”
”Tom, for helvede…” sukkede Bill, der havde været meget anonym i samtalen. ”Hun må ikke snakke”, sagde han lavt og lagde sine arme over kryds.
”Oh, yeah!” udbrød han overrasket. ”Det er sgu da også rigtigt” sagde han lidt genert og skar ansigt. ”Du er genial, mand” grinede han og slog ham venligt på skulderen.
”Nåh” sagde Andreas og rejste sig fra sin stol. ”Er det Bill, der går derned, eller tager vi alle på tur?” spurgte han og ville egentlig også godt selv være tilstede, når hun vågnede.
”Jeg vil også med!” sagde Tom en smule vredt. ”Hun er min bedste veninde. Basta!”
David nikkede og kiggede over på Bill. Han kiggede ned i jorden og så ikke rigtig ud til at være så meget til stede. ”Jeg vil foreslå, vi går alle sammen derned… og så kan vi jo gå ind til hende på tur, så det ikke bliver for meget”. Bill kiggede op og fik øjenkontakt med Bill. ”Men jeg vil foreslå, at det er Bill, der er hos hende, når hun vågner”.
”Men hvornår ved vi, hvornår hun vågner?” spurgte Georg en smule forvirret.
”Lægerne prøver at få lidt liv i hende, når hun bliver lagt til observation”, svarede David. ”Men lad os se at komme derned ad” smilede han og drengene begyndte at gå ud. Han blev stående, indtil Bill begyndte at liste stille ud af værelset. David lagde armen omkring hans skuldre og spurgte lavt: ”Er du ok?”
”Nej”, mumlede han og sukkede dybt. ”Hvad hvis hun ikke kan huske mig?”
”Bill, lad være med at tage sorgerne på forskud, ok”, sagde han med rolig stemme og klappede ham blidt på skulderen. ”Bare vær dig selv, og vis hende din kærlighed” smilede han og slap ham.
Længere fremme på gangen gik Gustav og Tom og halvløb for at se, hvem der var der kom først ned til observationsafdelingen. Men da de kom ned til enden af gangen, stoppede de begge brat op og kiggede sig til begge sider.
”Hvilken vej er det?” spurgte Tom og kiggede sig bagom, hvor Georg og Andreas gik, og få meter efter kom David og Bill gående.
”Skynd jer nuuu” sukkede Gustav utålmodigt og trippede lidt frem og tilbage. Bill kiggede skeptisk på ham og rystede på hovedet over ham. Han rullede øjne og fik et lille smil på læben over ham. ”Ja, det er ok at vise sine følelser nu, Bill” sagde Gustav og placerede en albue i siden på ham. Bill rynkede på panden og skulede lidt til ham. Han ville egentlig svare igen, men orkede det ikke – nu ville han bare gerne ned til Chrizza.
”Til højre og ned på 2.” sagde David og pegede ned af gangen.
”Er der elevator?” klukkede Georg.
”Tag trapperne, ven”. Georg sukkede ironisk og gik videre ned ad gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar