Kapitel 125

Chrizza stod udenfor kirken sammen med de mange, der var mødt op for at sige et sidste farvel til Laura. Klokken var omkring 5 om eftermiddagen. Det havde været en smuk begravelse, og der havde været en masse smukke ord og historier. Det kunne ikke have været bedre.

Chrizza havde ikke haft kontakt med nogen af drengene de sidste par dage, siden Bill og hende havde gjort det forbi. De havde været i Frankrig, og hun ville egentlig gerne prøve at holde lav profil i Bills liv – som han nok på en eller anden måde også ønskede, bare for at få det hele lidt mere på plads. Men hun vidste stadig ikke, om det var det forkerte, de havde gjort. Hun vidste bare, hun savnede ham inderligt. Men hun skulle sikkert ”bare” vende sig til en hverdag uden at tænke på ham 24/7.

Det var blevet en smule koldt at stå ude foran kirken og vente på alle gæsterne kom ud af kirken. Hun kiggede sig lidt omkring på den store plads, mens hun så de mange mennesker, der var blevet samlet. Ligvognen var parat, og hun gøs ved tanken.

Mens hun stod i sine egne tanker, mærkede hun nogle velkendte arme omkring sin mave. Hun kiggede op og så Bill smilede med et lille smil ned til hende. Han klemte hende tæt ind til sig og sagde ingenting. På en eller anden måde, følte hun sig pludselig bedre tilpas ved hele situationen. Hun stod bare og kiggede ham i øjnene og mærkede så hans bløde læber mod sine.

”Hvad laver du her?”

”Jeg lovede dig, jeg ville være ved din side”, hviskede han mod hendes øre.

Hun vendte sig om mod ham og kiggede ham dybt i øjnene. ”Hvad med din præmiere?”

”Jeg vil ikke sidde og høre på min egen stemme i to timer”, smilede han skævt. ”Jeg vil holde mit løfte og være her sammen med dig”.

Hun tog sig selv i at smile lidt, mens hun lagde sine arme rundt om hans hals. ”Det betyder virkelig meget for mig”, sagde hun lavt og knugede sit hoved ind til hans hals.

”Hvordan går det ellers?” spurgte han, da de sad i en privat bil på vej hjem til Loitsche. Han havde inviteret hende med hjem til sig, da han ikke ville have, hun skulle være alene efter begravelsen. Og desuden så savnede han også at have hende omkring sig. Der var ikke nogen hjemme i huset, og han gad nu heler ikke at være alene hele aftenen.

”Det går stille og roligt”, sagde hun lavt og kiggede væk fra ham.

Han tog sin hånd i hendes. ”Det mener du jo ikke…”

Hun kiggede tilbage på ham og rynkede på panden. ”Tiden går så langsomt”, mumlede hun og kiggede ned. ”Jeg kan ikke lide at være alene hele tiden”.

”Hvorfor har du ikke ringet?” Det vidste hun ikke, så hun trak bare på skuldrene. ”Du skal altså bare ringe, hvis jeg skal komme, Chrizza, det ved du også godt”. Han smilede sødt til hende og slap hendes hånd. ”Jeg vil smide alt, hvad jeg har i hænderne for dig”.

Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare til det. ”Jeg savner dig”, hviskede hun i stedet og kiggede ham i øjnene.

”Jeg savner også dig rigtig meget, smukke”. Hun sukkede. ”Jeg har tænkt en del over tingene her de sidste par dage, hvor du har været væk… det er nok det rigtige, det vi har gjort”, sagde han og rynkede lidt på panden, mens hun rokkede stille med hovedet. ”Før eller siden ville det have gået galt… på en eller anden måde”.

”Ja”, mumlede hun og sukkede diskret. ”Men jeg vil bare ikke have, at det går ud over vores venskab, Bill”. Han kiggede på hende. ”Jeg mener det… jeg vil ikke miste dig”.

Bill lagde sin hånd mod hendes lår og nussede det blidt med sin tommelfinger. ”Det vil ikke gå ud over vores venskab, bare rolig”, smilede han sødt og lagde derefter sin hånd i hendes. ”Jeg vil gerne med at være en af dine bedste venner”.

”Du må gerne være den bedste, hvis du vil”, mumlede hun og smilede skævt til ham.

”Jeg troede Tom var din bedste ven”, klukkede han, mens han flettede sine fingre fint ind i hendes.

Hun tænkte sig kort om, før hun svarede: ”I siger altid, I er den samme person, så kan I også godt dele pladsen, ikke…”

”Hvor er det forfærdeligt”, udbrød han stønnende og smed sin taske i gangen. Chrizza fulgte med ham ind i køkkenet og satte sig på bordet. ”Skal jeg ikke lave os noget mad?” spurgte han og åbnede køleskabet for at se, hvad han kunne byde hende på.

”Kan du godt det?” spurgte hun skeptisk og grinte let.

Bill gik frustreret rundt og åbnede alle skabene i køkkenet for at finde noget mad. ”Pasta kan ikke gå galt”, klukkede han og tog en ny pakke med pasta skruer ud af skabet. ”Jeg regnede ikke med, jeg skulle spise hjemme i dag, så jeg har ikke købt noget ind”.

”Det er altså bare ikke ok, Bill”, jokede hun og hoppede ned fra bordet. Hun gik hen til den ene skab ved siden af komfuret og åbnede det.

”Hey, hey, hey!” udbrød han og løb hen til hende. ”Hvad forstår du ikke i at jeg ville lave mad til os?” Hun grinte og slap gryden, hun havde fundet frem. ”Mange tak”, smilede han. ”Du kan bare sætte dig ind i stuen imens…”

”Må jeg ikke blive herude?” spurgte hun lidt lavt og kiggede smilende på ham.

”Meget gerne”.

Hun klukkede let. ”Tak… Er der slet ikke noget, jeg kan hjælpe med?”

”Hmm, næh… det laver vel egentlig sig selv”, sagde han hurtigt og hældte posen i gryden. ”Så skal vi bare vente 101 minutter, og så er der mad”, smilede han og vendte sig med fronten mod hende. Han kiggede hende i øjnene og kunne ikke lade være med at smile. ”Kom her”, bad han og rakte armene ud. Hun gik stille hen til ham og mærkede hans blide arme omkring hende.

”Hmm…” klukkede hun og løsrev sig fra hans greb.

”Jeg syntes lige, jeg trængte til at kramme dig”, grinte han og smilede til hende. ”Nå, skal vi ikke smutte ind på værelset lidt?”

”Lad os det”.

”Hør, vil du sove her?” spurgte han.

Hun tøvede kort. ”Det ved jeg ikke lige endnu, Bill. Måske”.

”Det er helt fint for mig”, smilede han og åbnede døren ind til sit værelse. Han skyndte sig ind til sin seng og fjernede en trøje, som han smed hen på stolen. Han kiggede nervøst tilbage på Chrizza og smilede.

”Hvad er der?” spurgte hun forvirret og gik hen til ham.

”Ingenting”, svarede han hurtigt.

”Løgner, løgner, dine løg de rådner!” sang hun og grinte.

”Angela var her i går, og så glemte hun sin trøje”, mumlede han lavt og smilede nervøst til hende. ”Jeg var bare for, du ville blive sur”.

”Hvorfor skulle jeg det, Bill? Du kender mig jo”.

Han trak på skuldrene. ”Jeg ved det godt”, mumlede han.

”Du er bare tydeligvis kommet hurtigt videre”, jokede hun og smilede til ham.

Han kiggede hurtigt hen på hende og fik store øjne. ”Nej, nej, nej, nej, nej…” udbrød han. ”Vi er bare venner”, sagde han hurtigt og tog fat i hendes hånd. ”Jeg er stadig ikke kommet over dig endnu, Chrizza”.

”Rolig, Bill”, klukkede hun og strøg sin ene hånd igennem hans hår. Hun nussede det blidt og smilede til ham. ”Jeg driller bare… og du skal ikke være bange for at være sammen med hende…. det skal jeg jo ikke bestemme”.

Han stod i et øjeblik og kiggede hende dybt i øjnene. ”Må jeg godt kysse dig?” spurgte han lavt og lagde sit hoved tæt mod hendes.

Chrizza rystede diskret på hovedet. ”Det er dumt”.

”Jeg ved det godt”, sukkede han og lukkede kort sine øjne. Han lagde sine hænder bag hendes hoved og pressede sine læber mod hendes i et længere kys.

”Bill, hvor er du henne?” spurgte Tom, da han kom hjem først på natten. ”Hallo?” spurgte han ud og trådte ind i stuen. Han fik et smil på læben, da han så sin lillebror sidde med sin eks i armene, sovende. ”Bill”, sagde Tom lavt og slukkede TV’et.

Bill flakkede med øjnene og så Tom stå foran sig. Han kiggede ned og så Chrizza sidde på hans skød, lænende op af ham. ”Hmm….”, mumlede han tilfredst og smilede skævt.

”Hvad har I gang i?” spurgte han interesseret.

”Sove”, mumlede han lavt og nussede hendes ryg, så hun ikke ville vågne.

”Jamen, hvad laver Chrizza her?”

Han kiggede ned på hende og tænkte kort. ”Hun tog med mig hjem efter begravelsen… hun skulle ikke være alene”.

Tom rynkede på hovedet. ”Hvordan var det?”

”Det var rigtig smukt. Følelsesladet!” Han gøs, da han tænkte tilbage på, hvor ked af det Chrizza havde været, da ligvognen kørte af sted. ”Det var hårdt at se på”, mumlede han og kiggede tilbage på Tom.

Han nikkede forstående i et øjeblik og skiftede så emne. ”Nå… Er I sammen igen?”

”Nej, Tom… og det sker heller ikke”, sagde han lidt bestemt og tog godt fat rundt om hende.

”Hvorfor sidder du så med hende i armene?” spurgte han og kiggede skeptisk på sin bror.

Bill himlede med øjnene. ”Hun var ked af det… det er min pligt at få hende til at føle sig tryg”, sagde han lavt. Tom fnøs og klukkede lavt. ”Men kan du ikke gemme dine dumme bemærkninger til i morgen, Tom…” Han rejste sig op fra sofaen med hende i sine arme.

”Sover hun her?”

”Ja”, mumlede han bare og gik ind på gangen. Tom fulgte efter ham og åbnede døren ind til Bills værelse. ”Tak”, smilede han venligt og lagde hende stille ned i den ene side af hans seng.

Tom grinte lidt. ”Skal hun sove inde hos dig?”

”Jeg lader hende altså ikke sove inde på sofaen… og desuden er vi også blevet enige om, at vi er færdige med hinanden”. Bill vendte ryggen til ham og gik ud af værelset.

”Færdige med hinanden?” gentog han forbavset.

”Ja?”

Tom fnøs igen. ”Jeg vil godt vædde med at I finder sammen igen… du kan ikke uden hende, Bill”.

Bill vendte sig hurtigt om og kiggede skulende på ham. ”Jeg vil ikke vædde om Chrizza. Og jeg synes, det var total respektløst det dig og Andreas gjorde, da vi var i Paris”.

”Hvad?”

”Du ved godt, hvad jeg snakker om, Tom”, svarede han roligt. Han ville ikke blive sur nu. ”Jeg synes ikke, det var speciel fedt, at I vædder omkring hvorvidt vi har sex eller ej… det er virkelig lavt, Tom”.

Han skar ansigt og trak diskret på hovedet. ”Det kan du nok godt have ret i, ja… men jeg var ikke helt mig selv der… og det var du heller ikke”.

”Jeg vil ikke være sur på dig, det er ikke det, jeg er ude på. Men jeg synes bare, du skal vide, at jeg ikke synes, det var speciel fedt gjort af jer”.

Han nikkede. ”Undskyld”, mumlede han og smilede uskyldigt – men stadig nervøst – til ham.

”Det er ok… men stadig; tænk jer lige om en anden gang, ok”.

”Javel”, klukkede han og smilede stort.

Kapitel 124

”Bill”, sagde Tom og kiggede alvorligt på sin bror. ”De kommer lige om lidt, og du har bare at opføre dig normalt, når hun er her, ok?” Bill nikkede diskret med hovedet og kiggede skyldigt ned i gulvet. ”Og så giver du hende altså også lige en chance til, Bill”.

”Jeg vil gøre alt for hende”, mumlede han og kiggede op på Tom. ”Det ved du også godt”.

Han smilede. ”Så find dine nyforelskede følelser frem igen”.

”Jeg ville ønske, jeg kunne”, svarede han lavt og trak opgivende på skuldrene.

Tom satte sig ned ved siden af ham i sofaen. ”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det her, men I er virkelig skabt for hinanden, Bill”. Han kiggede ham i øjnene og sendte ham et lille smil. ”Det er I virkelig. Jeg misunder dig virkelig”.

”Du er jo forelsket i Trina”, sukkede han og kiggede ned i sit skød.

Tom var stille et øjeblik. ”Ja…” tøvede han og trak på det. Bill rynkede på panden og kiggede på ham. ”Jeg ved ikke, om hun er den rette, Bill”, trak han på skuldrene.

”Du virker da glad for hende”, snerrede han lidt og skar ansigt.

”Ja…” mumlede han igen og rystede opgivende på hovedet.

”Hvorfor er du sådan der?”

”Det er lidt kompliceret, Bill”, sagde han bare og rejste sig op fra sofaen.

Bill fnøs og lagde armene over kors. ”Men når Chrizza bliver fri på markedet igen, så nakker du hende ikke!”

Han kiggede tilbage på ham igen. ”Siger hvem?”

”Det siger jeg, Tom! Og jeg bliver fandeme sur på dig, hvis du begynder at flirte med hende igen”. Han nikkede bestemt med hovedet. ”Hun skal ikke behandles dårligt, ligesom du gør med alle dine andre piger, Tom”.

Tom himlede bare med øjnene og grinte af Bill. ”Du er tydeligvis stadig vild med hende, Bill”.

”Ja, jeg er så!” vrissede ham og vrængede på næsen. ”Det er så forbandet svært”, mumlede han for sig selv, da han hørte døren smække i ude i gangen. Han blev helt stille, og det stivnede kort i ham. Hvad skulle han gøre nu?

”Han sidder inde i stuen”, kunne man høre Tom sige, mens han klukkede let.

”Jeg skal lige snakke med dig”, sagde Andreas. ”Hmm… Chrizza, du kan bare gå ind til ham”.

Tom grinte stille igen, og man hørte nogle små hvisk ude fra køkkenet af.

”Hej”, sagde hun lavt og stoppede op i døren. Hun kiggede med små øjne hen på ham og sendte ham et lille smil.

”Chrizza”, smilede han og rejste sig straks op af sofaen. Han løb hen til hende og trak hende tæt ind mod sig. ”Du må aldrig gøre mig så urolig igen”, hviskede han, lagde sit hoved mod hendes og lukkede øjnene.

”Undskyld”, hviskede hun og knugede sit ansigt mod hans hals. Selvom hun havde det svært ved det hele, så følte hun sig alligevel mere end tryg i hans favn, som han stod der og vuggede hende blidt i sine arme.

”Hvad skulle du dog?” spurgte han stille og kiggede hende i øjnene.

Hun kiggede kort med i gulvet og bagefter i hans øjne. ”Jeg havde brug for at snakke med Andreas”, sagde hun lavt og usikkert.

”Noget du ikke kan snakke med mig om?” spurgte han og nussede hendes hår. Hun fik en smule dårlig samvittighed og nikkede diskret med hovedet. Han kiggede dybt i hendes øjne og sendte hende så et lille smil. ”Det er ok”, klukkede han let og tog fat i hendes hænder i stedet. ”Du gjorde mig bare så bange”, sagde han lavt og kyssede hendes pande.

”Det skal ikke ske igen”, lovede hun og smilede til ham.

”Andreas, vi bliver altså nødt til at finde på en eller anden fiks plan, sådan så de bliver sammen”, sagde Tom seriøst og kiggede sin bedste ven direkte i øjnene.

”Jeg tror ikke, der er noget vi kan gøre”, mumlede han og kiggede ned i bordet. Han trak på skuldrene. ”Altså, vi kan jo ikke bare få dem til at forelske sig på ny”.

”Hmm…”

”Og desuden skal vi heller ikke blande os i det, Tom. Det er nok en dum idé”, sagde Andreas klogt og rejste sig fra bordet.

”Jeg kan bare ikke lide at se Bill så ked af det”.

”Er han det? Nu?”

Tom vendte sig om mod Andreas. ”Han er ved at slå op med sin kæreste, tumpe”.

Andreas grinte lidt og lænede sig op af køkkenbordet. ”Så burde de også blive sammen”.

”Det tror jeg bare ikke de gør. Desværre”, mumlede han og vendte sig om igen. Andreas lagde sin hånd mod hans skulder og stod bag hans stol. ”Jeg har ønsket så mage gange, at det var mig, der var Bill…” han kiggede om på Andreas, der fjernede sin hånd igen. ”… med kærlighed i livet… og sammen med en pige som Chrizza”. Han sukkede og himlede opgivende med øjnene. ”Jeg tror stadig, jeg er forelsket i hende”, sagde han lavt og sank sammen i ryggen.

”Tom, come on”, sukkede Andreas.

”Jeg ved godt, det er forkert. Også med Trina og det. Men hun er virkelig en dejlig pige”, sagde han ærligt og vendte sig om på stolen igen. ”Da vi ikke snakkede sammen… jeg savnede hende utrolig meget. Tænkte kun på hende, når jeg var alene. Ikke Trina”.

”Tom, lad være med det der”, bad Andreas. ”Du bliver nødt til at tage dig lidt sammen. Ellers så mærker Trina også bare, at du også har følelser for Chrizza. Og du ved ikke, hvad den tøs kan finde på…” og lagde meget tryk på at han stadig ikke kunne lide Trina.

”Jeg ved det godt”, mumlede han og kiggede ned på sine hænder. ”Hun er bare så vidunderlig skøn, Andreas”.

”SSH!” udbrød han og puffede til ham.

Der var stille i nogle minutter. ”Tror du, de er færdige derinde?”

”Hvad mener du?” spurgte Andreas og satte sig overfor Tom ved spisebordet igen.

”Hvad tror du, de laver?” mumlede han.

Andreas trak på skuldrene. ”Hvad jeg ville ønske, de lavede, er der for stille til, men hvad jeg tror, de laver, er nok det stik modsatte. Jeg tror, de snakker lidt frem og tilbage om deres forhold”.

”Ih, hvor er der stille”, sukkede Tom og stønnede.

”Slap nu af”, bad han roligt og smilede til ham.

”Jeg kan ikke slappe af, når jeg ved, at han er ved at droppe den pige, han elsker. Han giver alt for let op!” Tom rejste sig fra stolen. ”Jeg kan ikke holde det ud!” udbrød han og tog sig til hovedet. Han rystede det sagte, mens han kiggede frustreret ned i gulvet.

Andreas rejste sig igen og gik hen til ham. ”Rolig Tom…”

”Nej! Jeg kan ikke være rolig! Han gør det forkerte”, vrissede han og skyndte sig ud af køkkenet.

”Tom, stop!” bad Andreas og skyndte sig efter ham. Han hev ud efter hans arm, da de gik med hastige skridt igennem stuen men han kunne ikke stoppe ham.

Bill satte sig tæt op foran hende, mens han bare kiggede hende i øjnene. Han tog fat i hendes hænder og holdt dem tæt. ”Jeg ville ønske, vi ikke kom i denne her situation”, sagde han lavt og bed sig i læben.

Hun nikkede sagte på hovedet. ”Bill, du ved, jeg elsker dig”, hviskede hun og sendte ham et halvt smil.

”Jeg elsker også dig, smukke”. Han pressede sine læber mod hendes pande, mens han lukkede sine øjne. ”Jeg kan ikke lide tanken om, jeg ikke skal holde om dig i nat”, hviskede han og kiggede hende dybt i øjnene. Hun rystede på hovedet. ”Du lover mig, vi stadig er ligeså tætte som før, ikke?”

”Jeg lover det”.

”Der skal ikke være nogen hemmeligheder mellem os”.

”Nej”.

Han slap hendes hænder og smilede til hende. ”Det er meningen, vi skal være kede af det… men alligevel sidder vi her og smiler til hinanden”, sagde han lavt. ”Hvad er der galt med os?” klukkede han let og kærtegnede hendes kind.

Hun grinte sødt og trak på skuldrene. ”Det går nok op for os engang, når vi ligger i sengen… i hvert vores seng, i hvert vores land”.

”Tager du hjem?” spurgte han forbavset. Hun nikkede. ”Hvorfor?”

”Det vil jeg helst”, hviskede hun og kiggede ned i sit skød. ”Jeg tager ikke med jer til Cannes”.

Han fik et bedrøvet ansigt. ”Hvorfor ikke?”

”Tror du ikke, det er bedst, hvis vi holder bare en lille smule afstand det næste stykke tid. Bare for at finde ud af, om vores beslutning er rigtig?”

”Om det er det rigtige, vi har gjort…”

”Præcis”.

Han tøvede og kneb øjnene kort sammen. ”Det er det vel”, sagde han modvilligt. ”Jeg havde bare håbet, du tog med”.

”Jeg har en masse, der skal klares. Og det med Laura skal også falde på plads”. Hun sukkede dybt og kunne mærke, hvordan hun savnede hende, når hun sagde hendes navn.

Han nikkede forstående. ”Hvornår er det?” spurgte han forsigtigt.

”Jeg ved det ikke… men hurtigst muligt. Der er snak om søndag”.

Han rokkede med hovedet igen og smilede skævt. ”Jeg er måske lidt ked af det nu”, sagde han lavt.

”Vi er stærke, Bill”. Han nikkede og smilede til hende. ”Men du skal vide, at jeg virkelig har elsket de sidste par måneder med dig. Det har været det bedste nogen nogensinde kunne gøre for mig”.

Han smilede lidt genert. ”Jeg håber ikke, du har fortrudt det, jeg stjal fra dig”.

”Bestemt ikke”, klukkede hun. ”Jeg fortryder intet”.

”Det er jeg glad for”. Pause. ”Hvornår får jeg så lov til at se dig igen?”

”Jeg kommer nok til presse konferencen. Jeg starter først i skolen om tirsdagen”.

”Please, Chrizza. Vil du ikke nok være sød at komme?” Han smilede sødt og bedende til hende. ”Jeg tror ikke, jeg vil kunne klare at være så længe væk fra dig, smukke”.

Hun nikkede. ”Jeg vil heller ikke være længe væk fra dig, Bill. Det er nok med, jeg ikke kan føle din kærlighed mere”.

”Jeg vil altid have kærlighed for dig, smukke. Du er det bedste der længe er sket for mig”. Han lagde sine arme tæt omkring hende og krammede hende ind mod sig. ”Jeg mener hvert eneste ord, jeg har sagt til dig”, hviskede han. ”Jeg elsker dig virkelig”.

Kapitel 123

”Åh”, stønnede Bill træt og åbnede sine øjne. Han strakte armen ud, men der var tomt ved siden af ham. ”Chrizza?” spurgte han og satte sig op i sengen. Han kiggede rundt i værelset, men hun var der ikke. Hun sad heller ikke oppe i vindueskarmen igen, ligesom hun havde gjort i går morges. Hun var sikkert stået op, tænkte han og rejste sig fra sengen.

Klokken var 9, og han var alene hjemme. Tom og Trina lå sikkert stadig og sov hjemme hos hende, mens både Simone og Gordon var på arbejde, så han gik bare ud på gangen og videre ud på badeværelset kun iført sine boxershorts – helt ligesom han plejede at gøre, før Trina var kommet ind i huset. Nu ville det være lidt akavet, hvis hun så ham gå rundt med så lidt tøj på. Det ville han bestemt ikke synes særlig meget om.

Han gik ind i stuen og kiggede rundt. ”Chrizza?” sagde han ud, men fik ingen feedback. ”Chrizza?” sagde han igen lidt højere og blev straks lidt nervøs. Han gik med hurtige skridt ud i køkkenet, men der var hun heller ikke. ”Chrizza?” råbte han hysterisk og løb ind i Simone og Gordons soveværelse – heller ikke der var hun til at finde. ”Chrizza? Er du her?” spurgte han ud i stuen, mens han løb over til stuedøren. Han åbnede den og kiggede ud i haven. ”Chrizza?” råbte han og løb ud i haven. Han kiggede rundt, gik ud i skuret, men han kunne ikke finde hende, så han løb indenfor igen.

Inde på Toms værelse var der også helt tomt. Han blev meget bange. Hun havde ikke engang lagt nogen seddel eller noget som helst. Han løb ind på sit værelse og fandt sin mobil frem. Han skyndte sig at taste hendes nummer ind, men den gik direkte på telefonsvarer. Han bandede og tastede Simones nummer ind.

”Mor! Chrizza er her ikke”, sagde han bekymret.

”Har du prøvet at ringe til hende?”

”Ja, men den er slukket”.

”Hmm…”, mumlede hun. ”Har I været oppe og skændes eller noget?” spurgte hun.

Han tænkte sig kort om. ”Nej”.

”Jeg ringer til Gordon, måske ved han noget”, sagde hun kort.

”Tak mor”, sagde han fraværende.

”Hun skal nok komme hjem igen, skat. Bare rolig”.

”Jeg kan bare ikke lide, hun ikke er her”.

”Det forstår jeg godt, Bill. Men hendes ting er der vel stadig, ikke?”

”Jo”.

”Skat, ring til Tom og bed ham om at komme hjem. Du skal ikke være alene”, sagde hun roligt.

”Ok, det gør jeg så”.

”Godt nok. Vi snakkes senere, skat”.

”Vi ses, mor”.

Bill: Hvor er du henne skat? :o

Han satte sig ud i køkkenet og stirrede tomt ud af vinduet. Der var absolut ingenting at lave. Han havde prøvet at ringe til Tom – endnu engang vækket ham – og han ville komme hjem med det samme, alene. Han var også nervøs for, hvor hun var henne.

Hvad hvis nu, der var sket hende noget. Han gøs. Han blev ved med at tænke på alle de dårlige ting. Og hvad hvis nu, hun ikke kom tilbage igen. Han rystede på hovedet for at få tankerne ud af hovedet. Han prøvede alt, hvad han kunne på at tænke positivt, men alligevel trængte de negative tanker igennem.

”Hallo…” sagde Tom og lukkede hoveddøren efter sig.

Bill rejste sig fra køkkenbordet og gik ud til ham i gangen. ”Hej Tom”, mumlede han.

”Har du ikke hørt fra hende endnu?” spurgte han, da han hang sin jakke op på knagen.

”Nej”, rystede han på hovedet og gik igennem køkkenet og ind i stuen. Tom fulgte efter ham. ”Jeg har prøvet at ringe til hende og skrive og alt muligt”, sagde han lavt og med en frustreret stemme.

”Georg og Gustav?”

”De har heller ikke hørt fra hende”. Han satte sig tungt ned i sofaen og lænede hovedet bagud mod sofaryggen. Han sukkede dybt og pressede sine øjne sammen. ”Jeg forstår det bare ikke…”

”Er der sket noget?” spurgte han og kiggede hen på sin bror. Bill åbnede stille øjnene og kiggede over på Tom. ”Bill, jeg kan se det. Der er noget, du ikke har fortalt mig…” Han nikkede diskret med hovedet og undgik øjenkontakt. ”Så sig det dog, menneske”, udbrød han lidt irriteret og kiggede bestemt på Bill.

”Jeg tror, jeg er ved at miste følelserne for hende”, sagde han lavt. Tom sagde ingenting, men kiggede bare mærkeligt på ham. ”Tom, jeg mener det. Jeg føler ikke den samme kærlighed mere… Og det er ikke fordi vi var nyforelskede på det tidspunkt. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”, mumlede han.

”Mener du helt seriøst, du vil slå op med hende?” spurgte han og kiggede med store øjne på ham.

”Jeg er jo ikke forelsket i hende på den måde mere”. Han trak på skuldrene. ”Jeg elsker hende rigtig meget, ja. Men jeg vil ikke have et forhold med hende, hvis jeg ikke føler for det. Jeg vil bare heller ikke ødelægge vores venskab”. Han sukkede og kiggede ned i gulvet. ”Men det sker jo nok alligevel”.

Han rokkede. ”Ja, det kan jeg godt se”. Pause. ”Hvad vil du gøre?” spurgte han.

”Jeg må bare snakke med hende om det, når hun engang kommer tilbage igen”. Han kiggede ned i sit skød. ”Men jeg ved ikke, om det er forkert gjort af mig?”

”Jeg synes, du skal give det en chance, Bill. Du elsker hende højt”.

Bill kiggede op på ham igen. ”Jeg ved det godt, Tom. Men…” han opgav og sukkede dybt. ”Jeg kan bare ikke lide, hun ikke er her lige nu”.

”Har du prøvet at ringe til Andreas?”

Han rynkede forvirret på panden. ”Andreas?” Tom nikkede og smilede skævt. ”Han er jo i skole”.

”Du kan jo altid prøve”.

”Hmm….”

”Fuck, fuck, fuck, fuuuck”, mumlede Andreas for sig selv, da hans mobil begyndte at vibrere. Han skyndte sig at liste ud af værelset og nedenunder, så Chrizza ikke ville vågne. ”Hej Bill”, sagde han og prøvede at virke cool.

”Hej Andreas. Undskyld, jeg ringer nu her, hvis jeg forstyrrer eller noget…”

”Nej, det er fint. Jeg er hjemme”. Han trippede rundt inde i stuen. Nu skulle han tænke hurtigt.

”Ah, ok.”. Pause. ”Nej, jeg ville bare høre, om du har hørt fra Chrizza? Hun er ikke hjemme”.

Andreas lukkede sine øjne sammen og vrængede på næsen. ”Jo… øhm… hun er hos mig”, sagde han roligt og bed sig i læben.

”HVAD!?” udbrød Bill.

”Hun kom over til mig i morges”. Fuck, tænkte han og satte sig ned ved spisebordet.

”Så hun er altså hos dig nu?”

”Ja. Hun ligger og sover lige nu”, svarede han og lagde sin hånd mod sin pande.

Der var stille et øjeblik. ”Havde du ikke tænkt dig at fortælle mig det?” spurgte han en smule ked af det.

”Jo, Bill. Men jeg kom fra det, da jeg begyndte at sidde og lave mine lektier. Det må du altså undskylde”, bad han og håbede på sin bedstevens forståelse.

”Har hun det godt?” spurgte han bekymret.

”Hmm…”, tøvede han. ”Jeg vil ikke blande mig, Bill. Men nej, det har hun ikke”.

”Hvad er der galt?” spurgte han langsomt.

Hvad skulle han svare. ”Øhm… Du må nok hellere selv snakke med hende”.

”Må jeg godt komme over så?”

”Hun ligger lige og sover, Bill. Men kan vi ikke aftale, at når hun vågner, så kommer vi over?”

”Tjo”, mumlede han. ”Det kan vi vel godt sige så”.

”Godt nok, men undskyld jeg ikke fik skrevet til dig, mand. Det var ikke meningen”.

”Det er ok, Andreas. Bare du passer på hende”, svarede han lavt.

”Det skal jeg nok. Men vi ses senere så”.

”Ja, vi gør så”.

Andreas lagde på og luntede stille op på første sal igen. Han åbnede døren ind til sit værelse og satte sig hen på sengekanten. Han lagde en hånd på hendes kind og kærtegnede den blidt. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det, men han følte bare en sådanne træng til at nusse hende.

”Chrizza…”, sagde han lavt og tog sin hånd til sig.

”Hmm…”, mumlede hun og åbnede sine øjne.

”Bill har lige ringet”. Hun strakte sig og kiggede den anden vej. ”Han er bekymret for dig”.

”Hvad har du sagt?”

”Vi skal over til dem, når du er vågnet”.

Hun lukkede øjnene igen. ”Så er jeg ikke vågen endnu”, mumlede hun.

Andreas grinte af hende og strøg sin hånd over hendes hår. ”Vi behøver ikke at gå derover nu. Vi kan vente en time, skal vi det?”

”Hvad er klokken?” spurgte hun og satte sig op i sengen.

”Omkring 10”.

Hun strakte sig igen og rokkede med hovedet. ”Du går med, ikke?”

”Selvfølgelig, gør jeg da det”, smilede han og rejste sig fra sengen.

Kapitel 122

Hun så på klokken. Klokken var kun halv 6 om morgenen. Udenfor var det mørkt, og det så ud som om, det blæste svagt. Det fik i hvert fald træerne ude i haven til at risle. Hun gøs og kiggede sig bag skulderen. Godt, tænkte hun. Bill sov stadig, så hun kunne godt stå op, uden han ville ligge mærke til noget.

Det havde været en underlig nat. Hun havde haft en helt uforglemmelig nat med Bill. Den bedste hun nok nogensinde ville kunne få. Men da hun endelig var faldet i søvn, efter at have ligget lidt og kælet med Bill, havde hun haft det ene mareridt efter det andet.

Hun vågnede op med pludselige bevægelser, med tårer og sved på panden. Bill var kun vågnet den ene gang, men hun bad ham om at ligge sig til at sove igen, hvilket han også gjorde. Hun lå længe bare og kiggede rundt i lokalet og ud på det store træ, der stod foran vinduet.

Hun rejste sig fra sengen og listede hen til sin kuffert. Da hun gik forbi spejlet, så hun ud af øjenkrogen; hun var stadig nøgen. Det gav et sus igennem hende. Om det var et sus af glæde, eller hvad det var, kunne hun ikke helt gøre rede for. Men det virkede i hvert fald forkert.

Hun tog noget undertøj på og listede stille ud på badeværelset for at tage tøj på. Hun kiggede sig selv i spejlet og blev overrasket over hendes hals så mærkelig ud. Der var små blå mærker her og her. Hun sukkede dybt og blev en smule ked af det. Bill havde givet hende sugemærker.

Døren ind til Bills værelse blev endnu engang åbnet ligeså stille, og hun gik ind for at finde sin mobil. Hun havde brug for at falde lidt på plads nu, og hun ville helst gerne være lidt væk fra det hele, mens det skete. Så hun lukkede igen døren og listede ned til gangen, hvor hun lydløst tog sine støvler og jakke på. Hun bandt et tørklæde godt til om sin hals og fortsatte så ud af døren.

Chrizza gik langsomt ned ad gaden. Der var ikke nogen mennesker på gaden på denne her tid af morgenen. Og det var også kun få af gadelygterne, der var tændte i den lille by. Hun tog sin mobil op af lommen og tryggede et nummer ind.

”Hallo?” svarede han træt stemme.

”Andreas… Det er Chrizza”, sagde hun lavt og kiggede bagud hurtigt.

”Chrizza? Er der sket noget?” spurgte han og løs straks mere vågen.

”Må jeg komme over?”

Uden at tøve svarede han: ”Ja, naturligvis. Øhm, hvor er du henne?” og man kunne høre, han rejste sig fra sin seng.

”Bahnhofstrasse”, mumlede hun.

”Ok smukke”, sagde han kort. ”Jeg går ned i døren og står, når du kommer så”.

Hun sukkede diskret. ”Tak Andreas”.

”Ingen årsag, Chriz. Jeg kan høre, du ikke er glad… Har jeg ret?”.

Hun rystede på hovedet og drejede ned ad gaden, hvor Andreas boede. ”Ja. ”.

”Hmm… ok, men jeg står i døren nu, så du kommer bare”.

”Tak Andreas”.

”Du er altid velkommen, mus”, smilede han. ”Vi ses”.

”Vi ses”, sagde hun lavt og lagde på. Hun kunne se Andreas’ hus længere nede af gaden, og hun gik automatisk lidt hurtigere. Det var ikke fordi, det var super varmt udenfor, så hun ville gerne ind i varmen hos Andreas hurtigst muligt.

Hun åbnede lågen til hans have og gik op af den lille sti, der førte op til hoveddøren. Hun gik op af de få trapper, da Andreas åbnede døren. Han kiggede på hende med et skævt smil. Han lukkede døren efter hende og sagde ingenting. Han lagde bare sine arme omkring hende og klemte hende trygt ind mod sig, mens han stillede vuggede hende i sine arme.

”Jeg er ked af, jeg vækkede dig”, mumlede hun og knugede sit ansigt mod hans hals.

”Det skal du ikke tænke på… Jeg skulle alligevel til at stå op”.

Chrizza kiggede op på ham. ”Du skal jo i skole”, sagde hun og fik ondt af ham.

Han tøvede kort og lagde sin hånd mod hendes kind. ”Ikke i dag… Jeg bliver hjemme”, smilede han og krammede hende ind til sig igen. ”Jeg vil bare gerne have, du er glad”, hviskede han og trak hende med ind igennem stuen og ovenpå til hans værelse.

”Er du alene hjemme?” spurgte hun og satte sig på hans seng.

Han rystede på hovedet. ”Nej, mine forældre sover bare stadig”, smilede han og satte sig tæt op af hende. Han lagde sin arm omkring hende og trak hende ind til sig. ”Nå…”, begyndte han og smilede skævt til hende. ”Lad mig så høre. Hvad bringer dig ud på disse kanter?” klukkede han sødt, og Chrizza kunne ikke lade være med at fnise af ham. Han var jo så sød.

”Hmm….”, mumlede hun og kiggede ned i sengen. Hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde.

”Har det noget med Bill at gøre?” gættede han.

Hun nikkede diskret. ”Også ham…”

”Tom?”

”Ja… og Trina”, mumlede hun og sukkede lavt.

”Mhh, hvad sker der, Chriz?” spurgte han bekymret og kiggede på hende. ”Der må være en grund til, du er kommet herover, ikke…”

Hun nikkede igen og kiggede ham i øjnene. ”Jeg havde mareridt hele natten, har dårlig nok sovet”, pep hun og rynkede på panden. ”Det var så virkeligt”, hun gøs, ”Jeg kan ikke lide det, Andreas”. Hun bed sig selv i læben. ”Jeg er virkelig bange”, hviskede hun og krøb sig ind til ham.

”Er der nogen, der ved, du er her?”

”Alle sov”, mumlede hun. Hun bed sig endnu engang i læben og rynkede nervøst på panden. Hun vidste godt, hvad han ville sige nu. Og hun vidste også godt, det var det bedste.

”Du bliver nødt til at skrive til Bill… gør et eller andet, så han ved, du er her”. Hun kiggede ud af vinduet og sukkede dybt. ”Du ved godt, hvor bange han bliver, hvis han ikke kan finde dig, Chrizza”. Hun nikkede og kiggede op på ham. ”Du ville selv være bange”.

”En morgen i Paris var han væk”, mumlede hun lavt og kiggede ligeud.

”Blev du ikke også bange der?”

Hun trak på skuldrene. ”Det tror jeg, jo…”

Han smilede til hende. ”Skal jeg skrive til ham?” spurgte han og nussede hendes hår.

”Vil du?”

”Selvfølgelig”, smilede han og rejste sig fra sengen. ”Min mobil ligger nede i køkkenet, hvor jeg efterlod den”, sagde han. Hun sendte ham et lille smil, mens hun rokkede diskret med hovedet. Andreas gik ud af værelset og lukkede døren forsigtigt efter sig. Selvom hans forældres værelse var nedenunder, så var der alligevel ingen grund til, at han skulle lave unødvendige lyde.

Chrizza rejste sig op fra sengen og luntede over foran spejlet. Hun løsnede lidt på sit tørklæde og løftede lidt op i det, så hun kunne se sin hals. De var der stadig, hun sukkede dybt og tog det helt af. Wow, tænkte hun og stirrede på sin hals. Hun var faktisk meget plettet. Det var ikke fordi, de var særlig gennemtrængende, men de var der rundt omkring på hendes hals.

Andreas kom ind på værelset igen, og hun skyndte sig at tage sit tørklæde op foran halsen. Han smilede til hende og klukkede: ”Hvad har du gang i, Chrizza?”

”Tager mit tørklæde på igen?” sagde hun usikkert og prøvede virkelig at virke sikker.

Han kiggede skeptisk på hende og smilede. ”Ok…” Hun pustede diskret ud og bandt det fast om halsen igen. Hun satte sig hen på Andreas’ seng igen. ”Hvad vil du have, jeg skal skrive til ham?” spurgte han og satte sig på en stol overfor hende.

”Det ved jeg ikke?” Hun så ned i sengen og trak på skuldrene.

”Ej, altså…”. Han lagde sin mobil fra sig og kiggede hen på hende. ”Jeg synes altså ikke, det er sjovt, at du er så trist i dag”, sagde han med en bekymret stemme, og hun kiggede op på ham. ”Chrizza, hvad kan jeg gøre?”

”Lade være med at hade mig og forblive min ven”, mumlede hun og lagde sig faldt ned på sengen.

Han rynkede forvirret på panden og satte sig hen på sengekanten til hende. ”Hvad mener du med det?” spurgte han og forstod ikke rigtig. ”Selvfølgelig vil jeg være din ven, Chriz. Du er jo min lille gudinde”, klukkede han og strøg hende over håret.

”Jeg tror ikke, jeg er Bills kæreste så længe mere”, hviskede hun så og bed sig i læben.

Han fik store øjne og rokkede hovedet diskret fra den ene side til den anden. ”Nej, lad være med at sig det”, bad han og tog fat i hendes ene hånd. Hun lukkede øjnene og sukkede. Hun klemte øjnene hårdt sammen, som hun også holdte tæt omkring Andreas’ hånd. ”Jeg er sikker på, hvad der end, er sket, så har det været en misforståelse. I må ikke gå fra hinanden”.

Hun gav slip om hans hånd. ”Jeg tror, jeg har mistet følelserne for ham”, sagde hun lavt. ”Det er ikke, som det plejer at være mere”. Hun trak på skuldrene. ”Og jeg er bare bange for at…”

”Såre ham?” gættede han.

”Ja”, nikkede hun og kiggede væk. ”Jeg elsker ham jo. Han har været det bedste for mig, men jeg tror bare ikke, det skal være ham og mig længere”, sukkede hun og satte sig op af sengegæret.

”Hvad er der helt præcist sket?” spurgte han med en meget seriøs stemme. Han var sikkert ligeså chokeret, som alle andre ville være i den situation.

”Jeg drømte kun om Bill i nat. Eller han var med i alle min drømme. Jeg ved ikke, hvad der er sket”. Hun vrængede på næsen. ”Trina var der også… sammen med hendes ”gamle veninder”… De råbte af mig ligesom den dag ude ved studiet. De sagde ting, som gjorde mig ked af det. De prøvede at bilde mig ind, han udnyttede mig, og han slet ikke elskede mig”.

”Men det ved du jo godt ikke passer”.

Hun nikkede. ”Trina udnyttede selv Tom for at komme tæt på dem. Hun elsker ham ikke. udnyttelse”, hviskede hun og kiggede ned i sit skød. ”Jeg drømte, Bill udnyttede mig på det groveste”, der trillede en tåre ned ad hendes kind, og hun kiggede ind i Andreas blå øjne. ”Han var præcis ligesom ham du fortalte om, Andreas. Ligeså modbydelig og ond mod mig”.

Andreas satte sig op ved siden af hende og trak hende ind til sig. ”Du må ikke begynde at græde, for så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre”, bad han, mens han blidt nussede hendes underarm.

”Jeg kan ikke gøre for det, Andreas…. Men jeg kan ikke være sammen med Bill mere. Jeg følte ingenting, da jeg gik derfra i morges”, hun kiggede på ham. ”Jeg fik ikke det samme sus, da jeg kiggede på ham liggende der i sengen og sove. Det plejer jeg”.

Andreas rokkede på hovedet. ”Hvad vil du gøre?” spurgte han.

”Jeg bliver nok nødt til at fortælle ham sandheden. Jeg ved, jeg bliver hadet, men så kan Trina få sit spotlight hjemme i det hus”, mumlede hun.

”Har Trina noget med det her at gøre?” spurgte han.

Der var stille et øjeblik, før hun svarede. ”Jeg stoler ikke på hende”, pep hun. ”Jeg stoler ikke på, hvad hun siger til os. Jeg tror ikke, hun elsker Tom, ligeså højt som jeg elskede Bill”.

”Elsker”, rettede Andreas.

Hun sukkede. ”Se! Jeg snakker allerede i datid om os”, udbrød hun og begyndte at græde. Hun knugede sig ind til hans bryst.

”Såå… rolig smukke”, hviskede han, mens han vuggede hende i sine arme. ”Jeg vil gerne hjælpe dig. Men hun hvis du lover mig, du vil give Bill en chance til”.

”Hvad mener du?” hulkede hun.

Han trak hende ud fra sig, så han kunne se hende i øjnene. ”Når du kommer tilbage igen, så skal du være alene med ham, og hvis du stadig ikke føler noget, så vil jeg gerne stå ved din side”. Hun rokkede med hovedet og så ned. ”Jeg ved, han elsker dig rigtig, rigtig højt. Og det vil han altid gøre, for du betyder noget helt specielt for ham”.

”Han betyder også noget helt specielt for mig”, sagde hun lavt.

”Han er din første, ikke?” Hun nikkede. ”Du skal være lykkelig over at finde en som ham som din første kæreste”, smilede han skævt. ”Han har behandlet dig som guld. Det sker ikke for mange”.

”Jeg skylder ham også rigtig meget”.

Han smilede til hende og kyssede hendes hår. ”Men helt seriøst nu… er der sket noget, siden følelserne pludselig er væk?”

Hun trak på skuldrene. ”Laura”, hviskede hun bare og bed sig i læben.

”Selvfølgelig…”, han forstod hende godt. ”Han har ikke gjort dig noget, vel?”

”Det kunne han aldrig finde på”, sagde hun hurtigt og kiggede ham i øjnene. Han rystede på hovedet og smilede skævt. ”Vi havde en helt fantastisk aften… eller nat”, hun trak diskret på skuldrene, ”da han kom hjem i går”. Hun tog sig selv i at smile lidt.

”Nåå”, klukkede han og smilede til hende. ”Er det så derfor, du har det dumme tørklæde på?”

”Er det meget tydeligt?” spurgte hun og rynkede på panden.

Han klukkede og løsnede det lidt, så han kunne se. ”Det er det faktisk”, sagde han lavt og kiggede længe rundt omkring på hendes hals. ”Han har da ikke sparet på noget”, klukkede han og smilede til hende. Hun fnes kort. ”Gør det ondt?” spurgte han og tog to fingre mod hendes hals.

”Lidt, ja”.

”Det ser også ret vildt ud. Men lad være med at sig, jeg har set det, ikke…”. Hun nikkede og lagde sit hoved mod hans skulder. ”Er du træt?” spurgte han.

”Måske lidt”, mumlede hun.

”Jeg forstår godt, hvis du er… du har mange ting at tænke på inde i dit lille hoved”, smilede han sødt og strøg hende over håret. ”Men du må godt ligge dig til at sove lidt, hvis du vil”.

”Tror du ikke, dine forældre bliver sure over, du ikke tager i skole på grund af mig?” spurgte hun en smule bekymret.

Han slog ud med hånden. ”Det tror jeg ærlig talt ikke, de gør. Jeg er alligevel også bagud med et par af mine afleveringer og lektier, så det kan jeg jo sætte mig til at lave, hvis du vil sove lidt”. Han kiggede hende i øjnene og smilede. ”Så tager vi over til dem lidt senere”.

”Det vil jeg gerne så”.

Han kyssede hurtigt hendes pande og rejste sig fra sengen. Hun lagde sig ned og Andreas lagde dynen over hende. ”Og så prøv at lade være med at tænk for meget over tingene. Du har brug for søvnen”, smilede han til hende og satte sig over til sit skrivebord.