”Mor…” Bill lagde en hånd på sin mors skulder og smilede ned til hende. ”Jeg har en du skal møde”. Nu smilede han endnu mere. Simone vendte sig om mod dem og rejste sig fra bordet. ”Mor, det her er Chrizza. Chrizza, der her er min mor”.
”Hej, Chrizza” smilede hun venligt. ”Simone”. Hun rakte hånden frem, men lod den falde igen, for at give hende et lille klem i stedet.
”Hyggeligt at møde dig, Simone” smilede hun og følte sig genert.
”Jeg kan kun sige i lige måde… Jeg har hørt meget om dig”.
Chrizza kiggede nervøst og bebrejdende hen på Bill. ”Undskyld” hviskede han og trak på skuldrene, gik hen ved siden af og stillede sig bag ved hende. Han lagde begge sine hænder på hver sin skulder og førte hende få centimeter til venstre for Simone. ”Du skal også hilse på min far i gåseøjne” grinede han og pegede diskret ned på Gordon. ”Gordon, det her er Chrizza” smilede han stolt og slap hendes skuldre.
”Hej Chrizza. Jeg er Gordon” smilede han og gav hende et klem.
”Hej Gordon. Godt at møde dig”.
”Chrizza, vi skal videre til den næste” klukkede Bill og tog fat rundt om hende håndled og førte hende ligeså stille væk fra Simone og Gordon.
Chrizza vendte hovedet mod dem og råbte: ”Tillykke med Tom og Bill”. Hun vendte hovedet om igen og glædede sig til den næste fremvisning. Bill vendte hovedet bagud og fik øjenkontakt med Gordon. Han blinkede til Bill og lavede tommel op. Bill klukkede og nikkede diskret. Han lagde armen om livet på hende igen og holdte hende tæt ind mod sig, så de ikke blev væk fra hinanden.
”Hvem er det nu?” spurgte Chrizza opgivende og fuld af sarkasme. Hun var normalt ikke så meget til, folk viste hende frem. Men hun følte sig meget tryg. Og hun kunne lide menneskerne, hun blev vist frem for.
”Andreas” sagde Bill kort. ”Hvis han ikke har drukket sig i hegnet endnu”. Pause. ”Hvis han siger nogle sære ting, Chriz, så ignorer ham… Han er fuld” advarede Bill hende.
”Bill, burde du ikke også være det?” spurgte hun lidt seriøst og smilede.
”Tjo… Jo, faktisk. Men det er der jo stadig tid til. Det her er en sidste fremvisning for i dag” klukkede han og trak glad på skuldrene. ”Og jeg danser heller ikke før jeg er fuld” grinede han.
”Nåååå, ja… Jeg skylder jo en dans… eller to” Hun kiggede op på Bill. ”Hvorfor egentlig?”
”Hmmm”. Bill tænkte sig godt om. ”Det ved jeg ikke… Men lad os bare sige for det i nat” smilede han skævt og skuede over til Andreas’ bord. Han sad der.
”Åh ja, undskyld… jeg var bare så bange” sukkede hun.
”Chriz, hør her; det gør ingenting. Jeg er glad for, du ringede, ok… Og du må ringe, hvornår det skal være” smilede han venligt og satte tempoet lidt ned. ”Smil” sagde han lavt ned mod hende og stillede sig foran hende – med ryggen til Andreas’ bord. ”Andreas er fuld… meget fuld. Jeg kan se det på ham” smilede Bill skævt. ”Han kan komme med nogen dumme kommentarer, men tag dig ikke af dem, ok? Han er et godt menneske” grinede Bill og trak Chrizza med over til bordet. ”Andy, det her er Chrizza” smilede Bill og satte sig ned ved siden af ham.
”Heeeeej Chrizza” sagde han fjoget og med barnlig stemme.
”Hej” smilede hun og satte sig ind ved siden af Felix. Hun hilste på ham og kiggede over på Bill.
”Det er Felix, Jimmi og Peter, Chriz” smilede han og lagde hovedet på skrå.
”Jeg vidste ikke, du havde fået dig en kæreste igen, Bill… Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” sagde Andreas beskyldende og skulede til Bill.
”Hvad? Jeg har ingen kærester… Hvad er det du snakker om, mand?” svarede Bill forbavset og kiggede på Andreas. ”Seriøst, mand, du har allerede fået for meget”. Bill prøvede at grine, men det gik ikke for godt. Men nok til at være overbevisende.
”Du er sgu da helt vild med hende” sagde Andreas og prøvede at være bestemt. ”Jeg kan se det!” klukkede han og slog hånden i bordet.
”Andy… jeg komme…”
”Ikke mere vrøvl med dig, Bill!” grinede han og pegede bebrejdende mod ham.
”Chriz, vil du ikke lige være sød og fortælle ham, vi ikke er kærester?” Andreas kiggede over på Chrizza. Bill sendte hende et sødt smil og hun kiggede hen på Andreas.
”Vi er ikke kærester”.
”Nååå… men i så fald… Hej smukke” grinede han og lænede sig ind over bordet, så han kom tættere mod Chrizza. Hun rynkede på panden, men smilede alligevel. ”Skal du med ud i baglokalet og lege ta-fat” spurgte Andreas og vrikkede øjenbrynene op og ned.
Bill lavede et hurtig bevægelse og kiggede over på Chrizza. ”Chriz, går du ikke lige med?” spurgte han og rakte sin hånd ud mod hende, og hun tog sin hånd i hans. ”Jeg undskylder mange gange for Andreas” sagde han og kiggede ned i gulvet, mens de gik væk fra bordet.
”Du havde advaret mig” smilede Chrizza og lod til ikke at have taget det så tungt og personligt, som Bill. ”Nå… men skal du ikke til at have noget at drikke, så du kan blive godt og grundigt fuld… Jeg skal alligevel også snart til at finde tilbage igen” klukkede hun.
”Hvad?” Bill stoppede brat op og kiggede ned på hende. ”Hvad sagde du?”
”Du hørte mig godt, Bill… Jeg bliver nødt til at tage hjem” sukkede hun. ”Og hvis du bliver fuld, så kan du jo alligevel ikke huske om jeg har været her eller om jeg ligger derhjemme og sover” smilede hun skævt og lod sin hånd glide over hans kind. ”Jeg ville meget gerne være her… men det er nok bedst for mig, at være hjemme… og rolig”.
”Du må ikke gå” Han tog fat i hendes hænder. ”Chrizza…”
”Du skal heller ikke spilde din fødselsdag sammen med mig… vi kommer jo til at være sammen de næste 4 år, ikke… Og alle dine venner her… dem ser du jo alligevel ikke for tit, vel?” Bill rystede sagte på hovedet og kiggede ned i gulvet.
”Er du sikker på, at du ikke kan blive?” spurgte han og kiggede hende i øjnene.
”Ja” sagde hun kort og smilede, mens hun viklede sine hænder ud af hans.
”Der er ikke noget galt, vel?” spurgte han forsigtigt og førte hende ud til gaderoben. ”Chriz, søde… er der noget galt? For så må du ikke gå” sagde han lavt, da de var kommet ud i gaderoben.
”Du må ikke blive sur, vel…” Bill blev nervøs og rettede sig op. ”Men Bill, prøv og se dig omkring. Alle tror vi er kærester… og hvorfor tror du de det?” Bill trak på skuldrene. ”Vi er om hinanden hele tiden”. Pause. ”Jeg er virkelig bange for, at der er endnu flere der skal begynde og tro på det, der ikke er sandt”.
”Jeg kan godt se hvad du mener” sagde han lavt og kiggede ned i jorden.
”For helvede Bill…”
”Du må ikke være sur på mig, Chrizza… Vi holder igen på at være sammen så”.
”Det sker også helt automatisk” mumlede hun og sukkede lavt.
”Hvad mener du?”
”Jeg tager tilbage til Danmark, Bill” sagde hun lavt og kiggede ham i øjnene. ”Jeg skal passe min skole… og mine venner”.
”Jamen det er jo weekend”.
”Jeg har lektie-dag i morgen. Og så tager jeg hjem søndag morgen”. Pause. ”Jeg ved ikke, hvornår I har brug for mig igen?” spøgede hun og klukkede lavt.
”Jeg har brug for dig”. Chrizza kiggede på ham og han faldt sammen i ryggen. ”Undskyld. Jamen, hvad så med showet på onsdag? Goldene Stimmgabel?”
”Jeg kommer måske” smilede hun. ”Men ellers så bliver det nok først den 12. jeg kommer igen”.
Han fik et nervøst ansigtsudtryk. ”Ved David godt alt det her?”
”Hvilket?”
”At vi er så meget sammen… at jeg sov hos dig i nat… og alt det”
”Nej, og det behøver han vel heller ikke, vel?” Hun sendte han bedende øjne. ”Jeg vil ikke have ødelagt noget”.
”Selvfølgelig” smilede han og lagde sine arme mod hendes skuldre. Han kiggede hende i øjnene og smilede. Hun smilede igen. Bill klemte hende tæt ind til sig og hviskede: ”Jeg kommer til at savne dig”.
”I lige måde” hviskede hun og lukkede øjnene. Bill slap hende og hun rakte ud efter sin taske. ”Du må nok hellere få den her nu” smilede hun og rakte Bill sin gave.
”Tak”. Han tog imod gaven og holdte den stramt i sine hænder. ”Hvordan kommer du tilbage?”
”Toget, tror jeg” smilede hun skævt. ”Det er vel ikke så svært at finde til Berlin herfra, vel?”
”Berlin?” spurgte han forbavset. ”Har du flyttet hotel?”
”Ja” smilede hun. ”I er jo alligevel ikke på hotellet mere”.
”Nå nej… det havde jeg lige glemt” indrømmede han og slog sig diskret i hovedet. ”Men hvis du ikke skal noget i morgen aften, ikke? har du så ikke lyst til at tage ud til os og spise middag? Så kan vi holde en lille fødselsdag”… Bill smilede stort af sin idé. ”Så kan du også give Tom din gave og… give mig den her en gang til” grinede han. ”Jeg er god til at spille overrasket! De hopper helt sikkert på den”.
”Jo, det kan vi godt sige… altså hvis dine forældre ikke har noget imod det”.
”Du er velkommen i vores hus, Chriz! Og så kan du også se, hvordan vi bor og sådan… det bliver skide hyggeligt” grinede han og nikkede ivrigt.
”Det skal nok blive godt” smilede hun.
”Her”. Bill rakte parfumeæsken. ”Jeg ved slet ikke, hvad du har i den æske der” klukkede han og trak på skuldrene. Chrizza tog imod den og lagde ned i sin taske igen.
”Glæder du dig ikke bare vildt meget til at få din gave?” grinede hun og rystede på hovedet. Hun gik over mod sin jakke og begyndte at tage den på. Med det samme forsvandt Bills smil og hans ansigt blev trist. ”Stop” sukkede hun og smilede skævt til ham. ”Det er nøjagtig det der, du skal stoppe med, Bill”.
”Skal jeg følge dig op til stationen?” spurgte han lavt og stillede sig hen foran hende.
”Tager det lang tid?”
”Små 5 minutter, tror jeg” sagde han og gik hen for at tage sin jakke på. ”Jeg følger dig… så lever du stadig i morgen” smilede han og lukkede sin jakke og åbnede døren for hende.
Da de var kommet et godt stykke op til stationen stoppede Chrizza brat op. ”Nu fik jeg jo ikke sagt farvel til Tom… eller dine forældre… eller Andreas… og de 3 andre”.
”Jeg skal nok sige farvel fra dig, når jeg kommer tilbage” smilede han og trak hende af sted mod stationen igen.
”Hvad de mon ikke vil tro om mig” mumlede hun og sukkede.
”Jeg ved, min mor godt kan lide dig, Chrizza”. Hun kiggede op på ham. ”Jeg kunne se det på hende… Den måde hun smilede på”. Bill smilede og lagde en arm om hendes skulder.
”Hun virker også rigtig sød” svarede hun. ”Også din far… jeg mener, Gordon. Undskyld, det er lidt svært for mig endnu” smilede hun genert og svingede sin arm om livet på ham.
”Det skal du ikke tænke på… Jeg ser ham som min far”.
”Jeg håber ikke, at det passer dårligt det med i morgen, Bill… for så kan vi j bare finde en anden aften”.
”Det passer helt fint… for ved du hvad?”
”Hm?”
”Det var min mor, der selv foreslog det” smilede han og klemte hende kort ind mod sig. Chrizza var mundlam. Hvordan eller hvornår var det lige sket? Hun sagde ingenting, men smilede bare og grinte lavt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar