Dagen efter brugte Chrizza det meste af tiden på at være sammen med sin familie, inden de skulle tilbage til Danmark om eftermiddagen. Hun havde savnet dem meget, og hun havde også været glad for, at de var kommet, men på en eller anden måde var hun også glad for, at de tog hjem igen. Det havde været godt at se dem igen, men der var bare et eller andet ved, at være sammen med sin familie og ”arbejde” på samme tid, der var svært for hende at acceptere. Selvfølgelig ville hun gerne have, at de to ting skulle kunne enes og have det godt sammen, men lige nu var det bare for meget for hende. Hun vidste godt, at de ville komme til at se meget mere til hinanden i fremtiden, men måske var hendes fødselsdagsmiddag og hendes forældres møde med drengene bare kommet på et dumt tidspunkt i hendes liv. Hvis det havde været lidt senere på året… eller måske tidligt i det nye år, så ville det måske ikke have virket så forkert for hende? Men den foregående aften havde været helt perfekt, og hun var gået glad i seng.
Klokken var omkring 6 om aftenen, da hendes forældre forlod hotellet og satte kursen mod Danmarks land igen. De havde samlet sig nede i et af hjørnerne i lobbyen for at sige farvel, og både David og de 4 drenge var kommet for at sige farvel og ønske dem en god tur hjem. Taxa’en kørte ud af hotelpladsen og David kiggede skiftevis rundt på de 5 unge mennesker.
”Nå, er I sultne?” spurgte han og tænkte lige spørgsmålet igennem igen, hvorefter han sagde: ”Ok, dumt spørgsmål… Men skal vi så i hvert fald ikke gå ind og få noget af spise?” spurgte han og alle nikkede uden at sige noget.
Tom gik op ved siden af Chrizza og lagde armen om skuldrene på hende, mens de var på vej ind mod restauranten. ”Er du ok?” spurgte han forsigtigt.
”Ja ja, selvfølgelig”.
”Er du slet ikke ked af, at din familie er taget hjem igen?” spurgte han overrasket og kiggede med store øjne ned på hende.
”Tjo…” mumlede hun, ”Altså, jeg ser dem jo sikkert snart igen”.
Tom klukkede og puffede kærligt til hende med hoften. ”Du er en sej lille en, du er, Chriz” grinede han og rystede sagte på hovedet. ”Georg, har du hørt det?” råbte Tom efter ham. Han gik lidt oppe foran dem sammen med david, mens Gustav og Bill gik lige bagved dem.
”Åh, hold dog mund, Tom” brokkede Bill sig og fortsatte sin samtale med Gustav.
”Hvad så?” spurgte Georg og stoppede op, ventede på de nåede de få meter op til ham og fortsatte ind i restauranten med dem.
”Chrizza har ikke noget imod, at vi leger hendes forældre” sagde han og nikkede ivrigt i Georgs retning.
Hun kiggede op på Tom og måbede. ”Hvaaad?” udbrød hun med lille stemme. ”Det har je…”
Tom afbrød hende: ”Hun er kun glad for, at vi vil være hendes forældre” sagde han og puffede endnu engang til hende. ”Helle for at være farmand” grinede Tom lystigt.
”Jeg vil sgu da ikke være mor” sagde Georg og lagde armene over kors.
Bill blandede sig i samtalen og sagde: ”Du kunne ellers ligne godt nok med den frisure, der”.
”Bill du har altså også langt hår” konstaterede Georg og holdt en truende pegefinger oppe foran hovedet.
”Det har Tom også” sagde Gustav. ”Det er da mest fair, at jeg er far, så”.
”Nej!” udbrød Tom. ”Den post har jeg taget, Gustav”.
”Hm” mumlede Gustav og blandede sig ud af samtalen igen.
”Bill, du er ikke med i den her leg” sagde Tom bestemt og vente ryggen til ham.
”Jamen…”
Tom afbrød igen. ”Georg, du er hendes mor, og jeg er hendes far!”
”Ok” sukkede Georg sarkastisk og kiggede ned i jorden.
Der var stilhed et kort stykke tid, indtil Chrizza kiggede op på Tom og sagde med et skævt smil på læben: ”Far?”
”Hm… min elskede datter” svarede han med en voksen stemme.
”Jeg har ikke fået lommepenge i den her uge” sagde hun fornøjet. Tom kiggede ned på hende og kunne ikke lade være med at grine. Det samme gjorde de andre, mens de satte sig ved det bord, som David havde reserveret til dem.
Efter en 3 timers lang middag, efter en konkurrence omkring hvem der kunne spise flest vafler, var det igen blevet tid til at komme op på værelserne igen. Klokken var blevet halv 10.
Chrizza gik på deres gang sammen med sin nye mor og snakkede lidt frem og tilbage, da Bill pludselig råbte efter hende: ”Chrizza?” Hun vendte sig om og kiggede længere nede på gangen, hvor Bill stod og vinkede efter hende. Hun klukkede let og tyssede lidt på ham. ”Vil du ikke med ind lidt?” råbte han igen, og hun kunne ikke lade være med at grine af hans råben.
”Uuuuhh” udbrød Georg og puffede til hende. ”Du er rigtig blevet godkendt hurtigt her, hva’?” sagde han med fjoget stemme.
”Årh” sukkede hun og kiggede ned på Bill. ”To sekunder, Bill” råbte hun ned til ham. Hun rettede blikket mod Georg igen og sagde: ”Vi er altså bare gode venner, ok? Ligesom du og jeg”, løj hun, ”Måske er vi bare sådan lidt mere WHAT’S UP BODDY! Ikke?” grinede hun og rakte hånden op til high five.
”Hallo, Chriz, vores serie begynder om lidt” råbte Bill og vinkede hysterisk.
”Nååå, så i har allerede jeres helt egen serie… ja, det kan jeg godt se, Chriz. I er bare venner. Det er jo som du og jeg i en nøddeskal” han rullede med øjnene.
”Det er hans serie, Georg. Jeg kom til at sige, at den så god ud. Og nu tror han, jeg kan lide den” klukkede hun let og trak på skuldrene.
”Chrizza dog… ” Han lagde en hånd på hendes skulder og kiggede hende i øjnene. ”Du kan ikke holde noget hemmeligt for mig” grinede han og trak hende ind til sig og krammede hende godnat. ”Gå ned til Bill inden han koger over” klukkede han og vendte ryggen mod hende.
”Jamen, du tager helt fejl. Vi er kun venner. KUN VENNER” løj hun, men Georg vinkede bare til hende uden at vende sig om mod hende.
”Ja ja… det er godt med dig, Chriz. Las os nu bare se. Godnat”.
”Godnat” sagde hun og gik ned mod Bill.
”Hvad var der lige galt med ham?” lo Bill og lukkede døren efter hende. ”Velkommen igen”, grinede han og låste døren. ”Undskyld det roder lidt, men…”
”Roder?” udbrød hun og kiggede med store øjne over på Bill.
”Ja?”
”Og hvor skulle det så være henne, Bill?” spurgte hun skeptisk og kiggede søgende rundt på værelset.
”Derovre nok, ikke lille Chrizza” og pegede hen på sofabordet, hvor der lå to blade, nogle bukser, en bluse og hans iPod. Bordet plejede nok godt at være ryddet, men man kunne ikke kalde dét for rod!
”Ej, come on, Bill. Det er altså ikke rod, det der” sukkede hun og lagde armene over kors. ”Hvis du går ind til Tom, så er der da sikkert total bombet og…”
”Chrizza?”
”Bill?” grinede hun og gik hen, så hun stod lige foran ham.
”Du kender os for godt”, smilede han og krammede hende tæt ind til sig.
”Ja, du ved jo, hvad man siger, Bill…”
”Nej, det ved jeg ikke?” sagde han, mens han stadig holdt om hende. ”Hvad er det, man siger?”
”Øøøh” stammede hun, ”jeg håbede du vidste det” grinede hun og slap grebet om ham.
”Du ser for mange film, pige” pointerede han og slap også grebet om hende, da han hørte intro-sangen til serien begynde.
”Og det skulle komme fra dig?” sukkede hun. ”Det er da dig, jeg har den fra, Bill”, klukkede hun og satte sig i hen i lænestolen ved siden af sofaen.
”Nå ja… men alligevel, ikke”
”OG DEN HAR DU SÅ FRA MIG, HR. KAULITZ” næsten råbte hun, mens hun pegede på ham med sin bebrejdende pegefinger.
”Ja, jeg hører faktisk efter, hvad du siger – nogle gange da”
Hun skulede til ham og smilede. ”Det havde jeg også sagt…”
Bill afbrød og færdiggjorde hendes sætning. ”… hvis jeg var dig”.
”Og du siger jeg kender jer for godt. Det er da mere jer, specielt dig! Og Georg siger, at han kan gennemskue mig… og ja?...”
”Jeg forstår godt, hvad du mener. Du behøver ikke at sige mere. Jeg kan godt se, du har det hårdt, Chriz” sagde han, mens han prøvede at lyde psykolog agtig.
Hun slog ud efter ham og skulle lige til at svare igen, men så sluttede introsangen, og serien begyndte. ”Ej” udbrød hun pludseligt. ”Den har vi jo set, Bill. Det er jo ikke godt”
Bill kiggede på hende med et dumt blik. ”Vidste du ikke det?”
”Nej? Men det gjorde du måske?” spurgte hun lidt surt.
”Hmmm, på en måde”.
Hun kiggede tomt ud i luften. ”Jamen, så har vi jo set den. Så er det jo lige meget… Så går jeg bare ned til mig selv igen”. Hun begyndte at rejse sig fra stolen, men Bill skyndte sig at rive fat i hendes arm og skubbe hende blidt ned i stolen igen.
”Nej, du må nemlig ikke gå” sagde han og kiggede dybt i hendes øjne. ”Der er ved at blive gjort rent nede på dit værelse. Øh, lige nu! Det er nok dumt at forstyrre dem. Det ville jeg i hvert fald ikke gøre, hvis jeg var dig”.
”Ha! Du lyver jo, Bill. Jeg kan se det på dig”, smilede hun og klappede ham på toppen af hovedet. ”Du kan også bare sige, du godt vil have, jeg bliver lidt længere”.
”Ja, det var måske lidt nemmere” lo han og kiggede kort op i loftet. ”Vil du så blive lidt, mus? Jeg vil gerne være sammen med dig, Chriz. Det er så længe siden”
”Højst 2 dage siden” klukkede hun og satte sig til rette i lænestolen igen.
”Please, skat”
”Jo ok, men ikke for længe, vel? Jeg har ondt i hovedet”.
”Ej, hvis du ikke har det godt, så skal du ikke gøre det for min skyld”
”Sssh, Bill. Rolig nu. Jeg er jo ikke ved at dø endnu”, grinede hun, ”Men jeg vil meget gerne blive lidt. Hellere end gerne”.
”Ok, tak” smilede han, rakte ud for fjernbetjeningen og slukkede tv’et.
”Du har vel ikke en trøje, jeg kan lå, Bill” spurgte hun og smilede skævt.
”Hmmm”, Bill tænkte sig godt om. Selvfølgelig havde han en trøje, men… nej! ”Kom her, skat” sagde han og vinkede hende over til sig. ”Sæt dig her hos mig, jeg kan varme dig” smilede han og rakte armene ud.
”Uhh” smilede hun og rejste sig fra lænestolen.
Bill trak hende tæt ind til sig og lagde armene rundt om hende, mens han kærligt nussede hendes ryg. Hun puttede sig ind til hans hals og lukkede tilfredsstillende sine øjne. ”Er det bedre nu, sunshine?” spurgte han lavt og klemte hende blidt.
”Hmm” mumlede hun, ”det er dejligt”.
Sådan sad de i lang tid. Bill begyndte stille at blunde hen, og hans øjenlåg blev tunge som mursten. Det samme med Chrizza. Men var det ikke også ok at falde i søvn? Klokken var jo trods alt blevet mange, og de havde været oppe til langt ude på natten dagen før – denne gang ikke på grund af arbejde, men på grund af hyggeligt selskab.
Chrizza blev mere og mere varm, og hvis nogen tog hendes temperatur, ville hun sikkert blive hasteindlagt med for høj kropstemperatur. Men hun orkede ikke at flytte sig ud af hans varme, bløde og dejlige arme. Hun sad ligeså godt. Hun havde ham lige der, hvor hun ville have ham. Og Bill… var så sød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar