Der var et underligt, sært skær ude fra haven af. Hun vidste ikke, hvor hun var henne. Der kunne høres fugles kvidren gennem den åbne havedør. Solen var højt på himlen og ingen skyer var der at se. Hun rejste sig op fra sofaen og kiggede sig forvirret omkring i den store, hvidmalede stue. Hvor hun var, vidste hun ikke. Men én ting var sikkert; hun havde ikke været der før. Alt var så nyt for hendes sind. Et stort maleri hang på væggen. Paris. By night. Hun smilede over tanken om hendes minder fra Paris. Hendes bryllupsnat. For 2 år siden.
Hun kom hurtigt væk fra sine minder, da døren til stuen blev åbnet. Hendes smil bredde sig hurtigt til en stor glæde. Hun følte lykke. Hun var glad. Det var hendes mand, der kom hjem fra det store udland. Hun løb i armene op ham og han omfavnede hende kærligt. Pressede sine bløde læber mod hendes og smilede. Han fortalte hende, hvor meget han elskede hende. Hvor meget hun betød for ham. Deres kærlighed var noget helt specielt. Noget ubeskriveligt. Lidt uvirkelig.
Hun smilede over sin mands ord og kyssede ham blidt på munden. Hun fortalte, at han stod og beundrede deres bryllupsnat i hendes minder. At hun havde savnet ham så forfærdeligt. At hun var glad for at have ham tilbage hos sig igen. Nu følte hun sin lykke var fuldendt. Hun smilede og klemte sig ind mod ham. Duftede hans duft i skjorten. Den var anderledes. Hun tænkte ikke mere over det, men var bare glad for at have ham hjemme igen. Hun kyssede ham igen. Blidt og længe. Men blev afbrudt af døren, der blev smækket bag dem. Det rungede i stuen. Hun blev bange. Tunge skridt kom mod dem og hun klemte sig længere ind mod sin mand. Han ville beskytte hende.
Personen, der havde ødelagt deres smukke øjeblik, begyndte stille at snakke. Hans stemme var trist. Knust. Bestemt. Og velkendt. Det var hendes svoger. Han sagde, at hendes mand ikke elskede hende. Han havde været i fysisk kontakt med en anden dame. Men hun sagde ingenting. Hun ville ikke høre på det. Det kunne han ikke gøre mod hende. De var jo lykkelige sammen. De var gift. Og de ventede en lille pige.
Manden slap grebet om sin kone og gik med faste skridt mod sin bror. Hans stemme var bestemt og hans blik var dræbende. Han sagde, at han ikke skulle blande sig i deres liv. At han ikke skulle komme i deres hus. Ikke skulle kontakte dem mere. At han bare kunne ligge sig til at dø. Men broderen gav efter. Han slog ud efter ham og ramte ham. Hans kindben. Han gav et stort råb fra sig, idet han slog ud efter sin bror. Han ramte. Hans kæbe.
Hun følte sig allerede fortabt. Hvad skulle hun gøre? Hun var ikke stærk nok til at gøre noget modstand. Eller stoppe dem… De var jo brødre. De skulle jo ikke slås. Ikke for alvor! Hun lod sig falde ned på gulvet. Satte sig på hug og foldede hænderne i sit ansigt. Hun græd. Det var smerterne. Ulykken. Angsten.
Brødrene fortsatte kampen, mens hun sad og græd. Hun mærkede vindstødende fra slåskampen, der blev værre og værre. Hvad kunne hun gøre for at beskytte sig selv? og barnet. Hun var fortabt.
Der lød pludselig to høje skud. Lige efter hinanden. Der blev stille i stuen. Hun kiggede langsomt op og så sin mand og svoger ligge på gulvet. Døde. Med blod flydende ud fra hjertet. Pistolen lå imellem dem.
Chrizza slog øjnene op og mærkede, at hendes hjerte bankede hurtigt, alt for hurtigt. Hun satte sig op i sengen og kiggede rundt i det mørke værelse. Hendes vejrtrækning var unormal. Hendes pande var våd. Tårerne trillede langsomt ned ad hendes kinder, mens hun hastede for at finde kontakten til lyset på natbordet. Hun opgav og prøvede at slappe af, så hendes vejrtrækning kunne bliver nogenlunde normal igen. Hun lukkede øjnene og sukkede dybt, mens tårerne stadig trillede ned ad kinderne. Hendes drøm var så virkelig. Så rigtigt. Så… Hendes tanker blev stoppet, da hun pludselig udbrød:
”TOM!” Hun hastede igen for at finde kontakten og fik denne gang tændt lyset. Hendes hænder rystede svagt, mens hun fumlede med at få sin mobil op i sine hænder. Klokken var 4 om morgenen. Om natten! Hun sukkede af ren angst og tænkte sin drøm igennem. Det var Tom! Hendes mand var Tom. Det lignede ham på en prik. Og så måtte svogeren… ”BILL!” Hendes tårer kom hurtigere og hurtigere nu og hun rystede over hele kroppen nu. Hun var bange. Helt ligesom i drømmen. Hun fumlede med sin mobil og fik tastet sig frem til Bills nummer. Hun blev nødt til at snakke med ham. Hun var bange. Hun skulle sikre sig, han var ok.
Der gik lidt tid før en søvnig stemme i den anden ende svarede. ”Hallo?”
”Bill?” snøftede hun og kunne ikke styre sin vejrtrækning. ”Det mig, Chrizza. Un… Undsky… ld, jeg ringer nu”
”Chrizza, hvad er der sket?” Han var bekymret. ”Er du ok?”
”Bill, vil..ll… du have noget i…mod at komme ne…d til mig?” stammede hun og lukkede sine våde øjne.
”Øh, nej selvfølgelig? Jeg kommer med det samme, Chriz”. Hun snøftede. ”Rolig, skat. Jeg er der lige om lidt”.
”Taa…aak” stammede hun og lagde på. Hun smed sin mobil fra sig og svingede forsigtigt benene ud over sengekanten. Hun kunne ikke holde balance, da hendes ben rystede så meget. Hun rev fat i dynen, hun sad på, så hun kunne holde balancen bedre. Nogle sekunder efter rejste hun sig og gik med små museskridt imod gangen. Hun greb fat i alt hvad hun kunne på vejen, så hun ikke faldt. Hendes syn var sløret og hun havde svært ved at se, hvor hun gik henne.
Det bankede på døren, det gav et sæt i hende. Men det fik hende alligevel til at få lidt flere kræfter. Nu græd hun endnu mere, og hun langede ud efter håndtaget. Hun fik trykket håndtaget ned, så døren gik ligeså stille op, men hun havde ikke kræfter nok til at åbne døren. Tårerne væltede ud af hende og hun lagde hænderne mod hovedet.
Bill trak forsigtigt døren fra og stak hovedet ind i mørket. Hun fik øjne på Chrizza, der havde lænet sig op af væggen og var nu i gang med at glide ned mod gulvet. Han skyndte sig at træde ind i gangen og lukke døren efter sig. Han havde ikke sagt noget. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Hun kiggede ikke på ham, men sad bare og græd. Sekundet efter satte han sig på hug foran hende og lod sine hænder glide op og ned ad hendes arme. ”Rolig, skat…” Han beroligede hende. ”Jeg er her nu… Rolig. Såsåsåså…” Han satte sig helt tæt ind mod hende og tog fat rundt om hendes liv. ”Chriz, lad os sætte os ind i stuen, ikke” Han stemme var rolig og blid. Han rejste hende op og fik et chok over, hvor meget hun rystede. Han lagde begge arme omkring hende og fik hende sat ned på sengen. Han satte sig op mod sengegæret og trak hende tæt ind mod sig. Han lagde armene omkring hende og aede hende forsigtigt op ad armene. Han tog en dyb indånding. ”Har du det bedre nu?”
”Du må ikke dræbe Tom… og heller ikke dig selv” hviskede hun og klemtede øjnene sammen. ”Jeg vil ikke komme mig i nærheden af ham mere… bare vær sød og enes med ham” græd hun bedende og hendes hænder begyndte at ryste. Bill tog fat i dem og nussede dem blidt.
”Rolig, skat… Rolig” bedte han med en blød stemme. Nærmest hviskende. ”Vil du fortælle mig, hvad der er sket?”
”Jeg var i et hus. Jeg kendte det ikke… Der var et maleri af Paris. Jeg tænkte på min bryllupsnat. Og pludselig kommer Tom ind i stuen, hvor jeg står. Han krammer mig og kysser mig. Han siger, han elsker mig. Han dufter anderledes og så lige pludselig kommer du ind og råber. Du siger, han har været mig utro og alt muligt”…
”Og hvad så…”
”Så slår du ud efter Tom og rammer ham her” sagde hun, mens hun pegede på sin kind. ”Tom skriger og slå ud efter dig… han rammer dig på kæben” Pause. ”Jeg så ikke mere, men så lyder der to skud…” hendes vejrtrækning blev unormal igen. ”og så… så blev der sti… stille.” Hun sukkede. ”Det næste jeg er ser du og To… om liggende dø… dø.. død… døde på gulv… et” snøftede hun og klemte øjnene sammen. Hun klemte sig ind mod Bill og gemte hovedet i hans bluse.
”Åh, lille pus dog… Du skal ikke være bange. Jeg vil ikke gøre Tom noget… og jeg vil ikke gøre dig noget. Jeg vil ikke gøre noget, der kan gøre dig ondt, ok… det må du huske. Jeg er sikker på, at det bare var en ond drøm, som du bare skal glemme alt om”. Chrizza løftede hovedet og kiggede op på ham. ”Åh skat” sukkede han og slap hendes ene hånd. ”Du må ikke græde sådan” smilede han skævt og tørrede tårerne væk fra hendes kinder. ”Du skal ikke være ked af det, mus. Det var bare en drøm, ok… bare en drøm”.
”Det var så virkelig” sukkede hun og kiggede ned på Bills bluse, der var blevet godt og grundigt gennemblødt af hendes tårer.
”Jeg ved det, men prøv at glem det, ikke skat. Sådan noget er ikke værd at huske tilbage på. Det kommer ind og så skal det bare hurtigt ud igen”. Han tog fat i begge hendes hænder igen og trak hende ind til sig. ”Jeg har selv prøvet det der. Det har alle! Nogle reagerer bare værre end andre, Chriz… Og det her har tydeligvis ramt dit svage punkt”. Han lagde hagen mod hendes skulder. ”Har du det bedre nu, mus?” spurgte han og lod hovedet hvile mod hendes.
”Ja” sagde hun lavt. ”Tak Bill”, sukkede hun og snøftede.
”Du må ikke græde. Det kan jeg ikke lide” klukkede han. Pause. Han kunne høre hende gabe. ”Vil du sove videre?”
Hun tøvede. ”Vil du ikke blive hos mig indtil jeg er faldet lidt mere til ro så?” spurgte han lavt og håbede på et ja.
”Hvis det kan få dig til at føle dig bedre… eller mere tryg, så jo” smilede han og slap grebet omkring hende, så hun kunne komme til at ligge ned. ”Hvor vil du have mig henne?” spurgte han og lagde dynen over hende.
”Ved siden af mig” bad hun og skulle til at vende sig om for at slukke lyset, da Bill skyndte sig af gøre det for hende. ”Tak” smilede hun let og lagde hovedet på puden.
Bill lagde sig på dynen ved siden af hende og smilede til hende i mørket. ”Har du det bedre nu?” spurgte han lavt. Hun nikkede og gabte. ”Se at få sovet lidt, mus. Det bliver en lang dag… senere”.
Chrizza lukkede øjnene og Bill lukkede trygt sine øjne i. Nogle minutter efter hviskede Chrizza: ”Bill… jeg ved godt, at det her måske ikke er det bedste… og smarteste... også med dine følelser og sådan, me…”
Han afbrød hende. ”Du skal ikke tænke på min følelser, de er bare i vejen” klukkede han lavt og åbnede øjnene.
”Hmm… Jeg ville bare spørge… om du ikke vil… holde om mig?” sagde hun lavt og kiggede bedende på ham.
”Jo, det kan jeg godt gøre” smilede han skævt. Han var lidt nervøs for, hvad det her gik ud på. Men sådan skulle det ikke være… Bill smuttede ind under hendes dyne, tog armene omkring hende og lagde hende tæt ind mod sig. Chrizza tog fat i hans hænder og klemte dem kort, hvorefter hun ligeså stille begyndte at føle sig bedre tilpas. ”Godnat, mus” hviskede han ind i hendes øre. Hun mumlede noget uforståeligt og hendes åndedræt blev mere og mere tungt. Bill smilede og lukkede tilfredst sine øjne.
Et par timer efter var klokken blevet 7 og det begyndte langsomt at blive lysere og lysere udenfor. Bill åbnede stille øjnene og kiggede sig omkring. Han smilede ved tanken over, at han stadig lå i ske med Chrizza. Hun sov stadig. Med forsigtige bevægelser fjernede han sine arme fra hende og rejste sig fra sengen. Han havde sovet godt. Og i dag havde han fødselsdag. Smilende gik han hen på den anden side af sengen og satte sig på hug foran Chrizza. Han lod sin hånd stryge langsomt hen over hendes kind, mens han smilede tilfredst. ”Godmorgen, sunshine” hviskede han stille, forventede ikke svar, men rejste sig derefter og gik ud i gangen. Han åbnede forsigtigt døren og lukkede den forsigtigt i igen.
Der var ingen mennesker på gangen, så han behøvede ikke at være bange for, hvordan han så ud. Mon folk ikke ville ligge mærke til hans store smil og det uglede hår… Bill trak sit kort frem og låste sig ind på sit værelse. Lyset var stadig tændt og alt var som han forlod det i nat. Alt var som det skulle være. Hans mobil lå på sengen, hvor han havde smidt den sekundet før han havde løbet ned til Chrizza. TVet var slukket og natlampen på bordet var tændt. Det samme var lyset i stuen og i gangen. Gardinerne var trukket for og vinduerne lukkede. Der lå tøj ud over det hele og hans kuffert lå åben.
Det var den 1. september. Det betød, at de skulle hjem til deres familier igen, men kun et kort stykke tid. Det betød også, at der snart skulle arbejdes med det nye album. Og det betød i den grad også, at tvillingerne havde fødselsdag. Der skulle holdes stor fødselsdag om aftenen og Bill var bestemt ikke den eneste der glædede sig. Alle dem der var blevet inviteret havde en hel del at glæde sig til også. Når tvillingerne inviterede til fest, var der døbt ordentlig fest, hvor ingen gik den mindste smule ædru hjem derfra… og sådan skulle det være igen i aften.
Bill smed sig ned i sengen og bredde sig. Han lukkede øjnene, fyldte lungerne med luft og åndede tilfredst ud. Han smilede og satte sig op. Han fandt sin mobil frem og kiggede på klokken. Kvart over 7. Det var stadig for tidligt at vække Tom… Han sukkede dybt, men intet kunne slå ham ud i dag. I dag var det hans dag. ”Bills dag” sagde han stolt til sig selv og rejste sig fra sengen. Han gik over til vinduet og trak gardinerne fra. Solen var stået op. ”Godmorgen, Hamburg” smilede han og begyndte at åbne alle vinduerne. Den friske morgenvind begyndte at indtage værelset og en ny god energi blev spredt rundt i værelset… og i Bills sind.
*BIIP BIPP! BIIP BIIP* Bill modtog en sms. Det gav et sæt i ham og han halvløb hen til sengen. Han åbnede beskeden og smilede. Det var Simone, hans mor.
”Bill, min dreng. Mange gange tillykke med fødselsdagen. Jeg ringer til dig senere… Jeg var bange for, at vække dig, hvis jeg gjorde det nu.
Vi ses, skat”
Bill smilede og skyndte sig at ringe sin mor op. Der gik ikke mange sekunder før hun tog den. ”Bill?” spurgte hun overrasket. ”Er det dig?”
”Hej mor” klukkede han og satte sig ned på sengen.
”Hvad laver du dog oppe så tidligt, skat?”
”Du vil sikkert ikke tro på mig, hvis jeg siger, jeg har faktisk været oppe siden klokken 7” sagde han overbevisende og smilede stolt. ”Mor, jeg har været vågen siden klokken 7. Vær stolt af din søn” klukkede han.
”Er du syg?” grinede hun.
”MOR!” sukkede han sarkastisk.
”Åh, undskyld, Bill. Hvordan kan det være?”
”Ehh…” Bill tøvede. ”Kan det ikke være lige meget?” spurgte han frustreret. Hans mor behøvede jo ikke vide, at han havde ligget sammen med en pige i omkring 3 timer. ”Jeg kunne ikke sove” løj han forvirret.
”Bill… du lyver. Jeg kan høre det” sagde hun bestemt, men stadig med en venlig stemme.
”Ja, undskyld mor” sukkede han. ”Ehm… jeg har fortalt dig om hende pigen, som skal hjælpe os i studiet, ikke?”
”Hmm” svarede hun. ”Hvad med hende, Bill?” Man kunne høre, at hun smilede.
”Hun ringede til mig i nat. Hun græd, så jeg løb ned til hende og trøstede hende… og så faldt vi i søvn”. Bill fik gåsehud og et smil bredde sig på hans læber.
”Åh, det var dog sødt af dig, skat. Dig kan man være stolt af” klukkede Simone. ”Men…”
Bill afbrød hende: ”Du skal møde hende senere, mor. Du vil kunne lide hende… det er jeg sikker på” smilede han og glædede sig allerede til at vise hende frem.
”Bill…”
”Hm?”
”Er I kærester?” spurgte hun forsigtigt.
”Mor, nej!” gispede han.
”Rolig, Bill. Jeg ville bare sikre mig det” svarede hun venligt. ”Sådan noget skal en mor jo vide” klukkede hun. ”Rolig”… pause ”men du holder meget af hende, det kan jeg høre… og det er godt”.
”Ja, hun er rigtig sød… elskværdig” mumlede han. ”men det er jeg ikke den eneste, der synes”. Hans stemme blev svag og ansigtet tomt.
”Hvad skal det sige?”
”Tom kyssede hende i går…” vrissede han.
”Åhhh nej” sukkede hun. ”Skat, du må ikke lade ham gå dig på på den måde, ok… jeg er sikker på, at I nok skal finde ud af det på en eller anden måde”.
”Det gjorde mig bare ked af det” mumlede han trist.
”Selvfølgelig gjorde det det. Men se det på den lyse side, skat. Hun ringede til dig, da hun ville have selskab. og ikke Tom. Det er jo godt… for dig”. Det var beroligende. ”Men op med humøret, skat. Du har fødselsdag! Og du skal hjem i dag”. Hendes stemme var fuld af glæde.
”Ja, jeg glæder mig til at se jer igen, mor”
”Du kan tro, vi glæder os til at have jer hjemme igen”. pause. ”Men se nu at kom i bedre humør, skat. Snak med hende pigen der o…”
”Hun hedder Chrizza, mor” afbrød han.
”Chrizza?” gentog hun. Hun lød forvirret.
”Hvad er der?” spurgte en ligeså forvirret Bill.
”Ingenting, skat. Jeg synes bare, jeg har hørt det før”… Bill tænkte sig kort om. ”Men snak med Chrizza om tingene og sig, at jeg glæder mig til at møde hende”. Det lød meget overbevisende, og det gjorde ham glad.
”Ok, mor. Vi ses senere”
”Vi ses, min skat… Og Bill?”
”Hmm?”
”Tillykke med fødselsdagen” klukkede hun.
”Tak, mor.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar