Kapitel 45

Døren gik op i det store hospitalsværelse, og en let brise kom imod dem. Bill kiggede tomt hen mod døren, da to kittelklædte læger trådte ind af døren. Han lukkede øjnene og kiggede hen mod Chrizza, hvorefter han åbnede dem igen og ramte hendes blik. Der var ikke noget at sige. Det var tid nu, tiden til at sige farvel – for evigt, eller bare for et par timer…

David, Gustav og Georg kom traskende ind efter lægerne og stillede sig alle sammen i den modsatte side af sengen, hvor Bill stadig sad og holdt fast i hendes hænder. Hver gang, der var nogle, der rørte på sig, klemte han hendes hænder så tæt mod sine, som om at de ville komme og tage hende fra ham, hvilket også var meget rigtigt.

Tom og Andreas kom luntende og lydløst ind og satte sig ned på to af de stole, der stod op af væggen i fodenden af sengen. Bill havde ikke vendt blikket mod Tom eller nogle af de andre, efter lægerne var kommet ind til dem. Han havde siddet med et tomt og bekymret ansigt og kigget trist ind i hendes øjne. Hun smilede til lidt ham, men det hjalp ikke til at få hans triste ansigt vendt. Det var nu officielt: man skulle stille ham på hovedet, for at få ham til at smile.

Chrizza kiggede forbi Bill og ned på Tom og Andreas, der sad lige ved siden af. Hun smilede til dem begge, men det varede kun ganske kort, da hun pludselig fik et ordentligt hosteanfald og fik svært ved at trække vejret.

Lægerne styrtede hen til hende og fik hele situationen under kontrol ganske hurtigt igen. ”Jeg tror, vi bliver nødt til at sende jer ud nu” sagde en af lægerne, der skulle lægge Chrizza i narkose. Hendes vejrtrækning var blevet normal igen, men det havde gjort dem alle sammen meget bange. ”Jeg må bede jer om at sige farvel nu” sagde lægen og nikkede bestemt.

Hun kiggede bestemt over på lægen og sagde: ”Det er ikke farvel”, hun kiggede på Bill og smilede lidt, ”det er på gensyn”. Bill rejste sig op fra sengen og stillede sig op af væggen. Han ville lade de andre komme før ham. Lægerne trak sig tilbage, så de kunne sige på gensyn til hinanden, før de skulle sidde og pines med deres uvidenhed i ventetiden.

Gustav krammede hende tæt ind til sig og sagde lavt. ”Vi ses, Chrizza”.

”Held og lykke, lille trold” smilede Georg og krammede hende.

David kiggede hende dybt ind i øjnene og smilede så et lille, skævt smil. ”Du er sgu noget af en sej pige” klukkede han og gav hende et kæmpe kram. ”Held og lykke”.

”Andreas” sagde hun lavt og prøvede, så godt hun kunne, at vinke ham over til sig. Han lagde armene omkring hende, og hun hviskede i hans øre. ”Sig til tvillingerne at jeg kommer tilbage”. Andreas nikkede diskret og gik hen imod døren, hvor Gustav og Georg stod og ventede på, at de sammen skulle gå ud på gangen og vente, indtil hun var blevet lagt i narkose, hvorefter hun ville blive kørt ned på operationsstuen. De ville så få lov til at sætte sig tilbage ind i det store rum og vente på, at hun ville blive færdig. Så var de frie for eventuelle pressefolk eller hospitalets andre gæster og besøgende.

Tom kiggede hen på sin bror, der stod lænet og af væggen, med hænderne i lommen og kiggede ned i gulvet. Det gjorde ondt at se ham sådan. Tom havde det selvfølgelig på samme måde, men ville ikke være bekendt at vise det overfor Chrizza. Også selvom det var svært at holde sin indre smerte tilbage.

”Chrizza, min pige” smilede Tom, da han gik over mod hende. Han lagde armene tæt omkring hende og klemte hende tæt ind mod sig, mens hun knugede sig ind mod hans hals. Hun lukkede sine øjne og smilede lidt. ”Husk nu at vågn, ikke, mus” klukkede han og aede hende blidt over håret, mens han bare stod og kiggede dybt ind i hendes blå øjne. Tom lagde begge hænder mod hendes kinder og pressede ganske kort sine læber mod hendes pande.

”Vi ses, Tom” sagde hun lavt og aede hans hånd. Tom stillede sig ned i fodenden af sengen, hvor David stod og holdt øje med Bill ud af øjenkrogen. ”Bill…” sagde hun med en lav stemme, og han kiggede op på hende. ”Kom her” sagde hun med en blid stemme. Bill gik over til hende og lagde sine hænder i hendes.

”Kan du huske, hvad du lovede mig?” spurgte han lavt og rynkede på panden. ”At du aldrig ville forlade mig…” Hun nikkede og nussede hans hænder med sin tommelfinger. ”Hvis jeg lovede ikke at behandle dig anderledes…” Hun smilede og nikkede. ”Ordentlige mennesker holder, hvad de lover, skat”, han kiggede ned på deres hænder og op på hende igen. ”Du er et ordentligt menneske, Chrizza”.

”Jeg holder, hvad jeg lover, Bill” sagde hun lavt og smilede til ham. ”Bare vent og se…”

Bill nikkede lidt og trådte et skridt tættere på hende. Han var ligeglad med de 7 andre mennesker, der stod omkring dem. For ham var Chrizza og ham selv lukket inde i en boks. ”Jeg elsker dig” sagde han og lagde sine hænder bag om hendes hoved. Hun nåede ikke at svare ham, før han blidt placerede sine læber mod hendes. De begge lukkede øjnene og lod sig lukke fuldstændig væk fra alt og alle i omverdenen.

Bill gjorde afstanden mellem deres hoveder større og krammede hende tæt ind til sig. Han lod sit hoved hvile over hendes, mens hun knugede sig ind mod hans hals, og hun duftede den duft, hun havde givet ham i fødselsdagsgave. Hun smilede og kyssede kort hans hals, før David kom og tog en arm og skulderen på Bill.

”Vi ses, min skat” sukkede han og vinkede et lille vink.

Tom gjorde sig klar til at følge med de andre ud på gangen, da han pludselig trådte hen ved siden af sengen og lagde armene omkring hende og krammede hende en sidste gang. ”Jeg elsker dig”. Tom slap grebet om hende igen og smilede skævt til hende. ”Min bedste veninde”.

Hun kiggede op på lægerne og spurgte, mens de andre gik på række ud på gangen. ”Må Tom blive her til jeg er i fuld narkose?” Tom kiggede overrasket ned på hende og tog hendes hånd. ”Hvis du har lyst, altså” sagde hun med usikker stemme. Tom nikkede bare og klemte hendes hånd tæt, og de begge kiggede over på lægerne.

”Kun én” sagde den ene af lægerne og nikkede bestemt til Tom.

Tom klukkede lavt og smilede lidt. ”Jeg opfører mig pænt”.

Døren blev lukket, og lægerne begyndte at tage deres plastiskhandsker på. Chrizza blev en smule nervøs, men så længe hun havde Tom – sin bedste ven – ved siden af sig, så gik det hele nok. ”Tak”, sagde hun lavt og han smilede til hende, mens hendes ryk på hospitalssengen blev slået tilbage. Han holdt hendes hånd og nussede den blidt med sin tommelfingrer. Det så ud til at berolige hende en smule.

”Nå”, sagde lægen og gik over mod sengen. ”Er du klar?”

”Så klar som man nu kan være” sagde hun og kiggede over på Tom, der sad og stirrede ned i sengen.

”Så lad os komme i gang” sagde den ene af lægerne, og den anden fortsatte i sammen dur:

”Operationsstuen er klar om 20 minutter”.

Tom rømmede på sig, og hun kiggede på ham. ”Undskyld, faldt lige i staver” smilede han skævt og lagde sin anden hånd op på hendes hoved og nussede blidt hendes hår, mens hun fik lagt en masse drop, der blev tilsluttet diverse maskiner, så hendes operation kunne starte.