Dagene farede både langsomt forbi, og alt for hurtigt skred de fremad. De alle gjorde sig klar til dagen, hvor Chrizza skulle opereres for sine cyster på stemmebåndet. Glottiscancer…
Det kunne tydeligt mærkes på hende, at hun var svag, som dagene skred forbi. Hun blev svagere og svagere, men holdt humøret oppe for ikke at skuffe eller gøre de andre kede af det. Hun kunne ikke lide at se dem være triste på grund af hende. Chrizza lå inde på sit hotelværelse dagen lang og kom ganske sjældent ud derfra. Hun skulle passe på ikke at få nogen bakterier eller andre dårlige sager i nærheden af sig. Det ville kun skade hende endnu mere.
Det var kommet som et stort chok for dem alle sammen, da Chrizza havde fortalt dem, hvad der ville komme til at ske, og hvordan situationen så ud. Selvfølgelig vidste David det, og han havde også tilbudt at fortælle drengene det, men hun mente, hun selv godt kunne klare det. Det værste var jo allerede overstået… nemlig at fortælle Bill det hele. Hun vidste, han ville blive for bekymret over at overlade hende i nogle lægers hænder.
Bill havde været inde hos hende hver time for at tjekke, om hun var ok. Når de var i studiet for at indspille alle de færdigskrevne sange, kunne han ikke koncentrere sig ordentligt, da hans tanker lå i sengen og holdt beskyttende rundt om Chrizza.
Han var ikke så sikker på, at hun ville overleve turen, da han op til flere gange havde været ude for, at hun mistede energien meget hurtigt… også bare hvis de sad og snakkede lidt stille frem og tilbage. Han kunne ikke se glimtet i hendes øjne længere, men kun hendes klare isblå øjne, der lyste sig igennem hendes indre smerte – hun var i smerte, Bill var i smerte. Alle var i smerte over hendes tilstand!
Dagen før hun skulle opereres, da de var kommet hjem fra en kort arbejdsdag i studiet, havde Bill trukket David til side, for at være ærlig overfor ham og fortælle ham omkring ham og Chrizza. Bill var nødt til at forklare sig på en eller anden måde, hvorfor han havde været så meget inde hos hende, som han havde. Han ville ikke lyve for David længere – det havde en smerte nok i sig selv.
David var selvfølgelig blevet en lille smule skuffet over dem, og over at Bill først havde sagt det nu, men også lettet og glad. Han ville ikke være sur på dem eller straffe dem på nogen mulig måde. David ønskede bare, at hvis de ville være sammen, så skulle de være sammen, og så måtte man jo tage resten, når tiden var inde til det.
Om aftenen havde Bill ligget inde hos Chrizza i flere timer. Han havde bare ligget sammen med hende i hendes seng og holdt rundt om hende. Han ville ikke have, hun skulle være alene, hvis nu hun fik det skidt… eller mere skidt. Han ville være sammen med hende lige til det sidste, også selvom hun havde gode chancer for at overleve operationen den næste dag, men i Bills hoved lå det meget langt væk. Han kunne ikke se positivt på det, når hans kærlighed lå der i hans arme og havde store smerter i kroppen. Hun kunne jo ingenting selv, og Bill kunne intet gøre mod hende.
Chrizza havde sagt til Bill og de andre, at hun var stærk, og hun havde overlevet turen før, og var klar til at kæmpe kampen igen. Men alligevel mente Bill ikke, det var overbevisende nok til at han ville stoppe med at være så bekymret for hende.
”Bill, du må ikke være ked af det”, var nok det, hun sagde flest gange om dagen. Og hun mente det, men alligevel kunne Bill ikke lade være med at bryde sammen, når han forlod hendes værelse for at være alene inde på sit eget. Sådan var det hver gang han forlod hende, hver morgen, hver eftermiddag for ikke at nævne om aftenen, hvor han skulle prøve at bekæmpe de negative tanker, der fløj rundt i hans hoved, når han skulle sove. Det var det rene helvede. Og heldigvis var det snart ovre…
Endelig kom dagen. Dagen hvor alt smerten skulle overstås, men først gøres endnu værre ved den lange ventetid. En ventetid hvor man kun kunne håbe på det bedste. Det var blevet dagen, hvor Chrizza skulle opereres. Torsdag den 30. november.
Klokken tidligt om morgenen var kursen blevet sat mod Berlin, hvor Chrizza skulle opereres klokken 09.15. Både Georg, Gustav, Bill, Tom, David og sågar tvillingernes bedste ven, Andreas, var taget med derned. Det var kun meningen at Bill, Tom og David skulle med, men som morgenen skred frem og de gjorde sig klar til at tage af sted, var Georg, Gustav og Andreas troppet op i lobbyen for at tage med og støtte.
De ankom til hospitalet i Berlin lidt over 8, så der var stadig godt en time til, hun skulle ind og opereres. Men der var dog kun en halv time til, hun skulle lægges i narkose og have tid til at falde døsigt hen. Chrizza havde fået sit eget rum, hvor de alle sammen kunne opholde sig inden operationen ville gå i gang, men også et sted hvor drengene og David kunne sidde og vente, indtil de var helt færdige, og hun skulle komme til sig selv igen.
”Tom…” sagde Bill lavt og trak ham med over i hjørnet af det forholdsvis store rum. Tom vidste godt, hvor meget det her gik Bill på, og han prøvede at støtte ham så godt som overhovedet muligt igennem det hele. Tom var selvfølgelig også selv meget bekymret, og det var også derfor, han havde kontaktet Andreas, Gustav og Georg, for at få dem med sig. Jo flere, jo bedre, mente Tom. ”Synes du ikke, hun virker bedre i dag?” spurgte Bill uden nogen form for håb i øjnene.
”Hun virker stærkere, ja. Hun har lidt mere farve i kinderne” sagde han lavt og sikrede sig, at hun ikke trådte ud af badeværelset, da hun var ved at skifte fra sit eget tøj til hospitalets tøj. ”Men hun er også stærk, Bill, husk nu på det”.
”Hun ville ikke have hjælp i morges” hviskede Bill og kiggede ud af vinduet. ”Hun tog selv alt sit tøj på”.
”Og det gør dig ked af det… fordi?”
Bill tøvede og trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke” sukkede han og rynkede på panden. ”Jeg vil bare ikke miste hende, Tom”.
”Det gør du heller ikke, Bill. Lad være med at være så negativ og sort. Hun skal nok klare den, jeg ved det”. Bill kiggede skift på ham og løftede det ene øjenbryn. ”Jeg tror, jeg ved, hvad jeg snakker om her… Bill, det skal nok gå godt” sagde Tom og smilede lidt til sin bror.
”Jeg håber, du har ret” sukkede han opgivende og satte sig ned i en lænestol, lænede hovedet tilbage og kneb øjnene sammen.
”Andreas” sagde Tom lavt og vinkede ham over til sig.
”Hvad så?”
”Går du ikke lige med ud til de andre ude på gangen?” spurgte Tom, og håbede på Chrizza snart ville komme ud fra badeværelset.
”Hvad sker der derude?” spurgte Andreas og fik en albue i siden af Tom. Tom pegede diskret hen på Bill, der nu sad og stirrede tomt ud i luften. ”Ahh” udbrød han og gik med Tom ud på gangen.
Bill rejste sig op fra sengen og traskede stille hen til døren ud til badeværelset. Han bankede stille på. ”Chrizza, skat … er du ok?” spurgte han forsigtigt og døren gik langsomt op.
”Ingen kommentarer” klukkede hun lavt og luntede stille ud fra badeværelset.
”Du ser…” Bill ledte efter ordet og tog fat rundt om hende, for at hjælpe hende op i sengen.
”Du behøver ikke engang at sige det, Bill” sagde hun og smilede op til ham. ”Det er mere end rædselsfuldt… det er forfærdeligt” sukkede hun og lænede sig tilbage i sengen.
Hun havde jo ret, men han ville ikke rage mere i det. Det var ikke nødvendigt. I stedet spurgte han med lidt håb i stemmen: ”Hvordan har du det?”
”Bill… lad være med det der” sukkede hun og tog hans hånd. ”Jeg vil altså ikke have, du skal være sådan. Ikke så ligeud” sagde hun lavt og prøvede at klemme hans hånd, men hun havde ikke nok kræfter. ”Jeg skal nok klare mig”.
”Lover du det?” spurgte han og rynkede bekymret på panden. Hun nikkede og smilede lidt op til ham. ”Jeg vil ikke miste dig, skat”
”Det gør du heller ikke” forsikrede hun ham og slap hans hånd. ”Bare husk på, jeg elsker dig, ikke” smilede hun og rokkede lidt med hovedet.
”Jeg elsker også dig, skat” sagde han og kyssede hende i panden. Han lagde derefter panden mod hendes, mens han nussede hendes hår blidt. ”Og det vil jeg altid gøre” sagde han ærligt og mærkede at hun prøvede at få sine hænder om bag hans nakken, så han hjalp hende lidt på vej og smilede til hende.
”Tak” sagde hun lavt og Bills pande lå mod hendes igen.
”Må jeg godt kysse dig?” spurgte han forsigtigt.
Hun tænkte lidt over det og svarede: ”Hvis det er det, du føler for, skat” klukkede hun lavt.
Bill sukkede ironisk og smilede. ”Jeg føler for så meget mere, men jeg er ikke i stand til at gøre det nu” sagde han og blinkede flirtende til hende. ”… eller her”.
Chrizza klukkede og smilede til ham. ”Når jeg er frisk igen, skat” sagde hun ledende og smilede. Han kunne ikke lade være med at smile. ”Nu er du glad” fnøs hun og vådtede sine læber diskret med tungespidsen. Bill sagde ingenting, men nikkede bare på hovedet, hvorefter han pressede sine læber blidt mod hendes og kyssede hende et par gange.
”Må jeg sætte mig her?” spurgte han og klappede let på sengen. Chrizza nikkede og slap hans hånd, men Bill tog hurtigt fat i den igen. Det gav et sæt i hende, og hun skulede sarkastisk på ham. ”Undskyld” klukkede han let og satte sig på kanten af sengen ved hendes side.
”Jeg tror, jeg vil tænke på dig, når jeg bliver lagt i narkose” smilede hun og kiggede sødt op på ham.
”Hvorfor det?”
”Jeg tænker altid på noget godt… for så har jeg en god fornemmelse, når jeg vågner op igen”. Bill kiggede ned på deres hænder og sukkede. ”Bill, stop så” sagde hun lidt hårdt, og han kiggede op på hende med tomme øjne. ”Du gør også mig ked af det, skat” sukkede hun og lænede hovedet tilbage.
”Lad os tænke på noget godt sammen” prøvede Bill og få håbede på at få dem begge i bedre humør igen. ”Jordbær… Hmm…”
”Glad musik”
”Kys og kram” smilede han og klemte hendes hånd kort.
”Kærlighed” indskød hun og smilede.
Bill kiggede selvsikkert på hende og sagde lavt med en sprød stemme. ”Sex”! Han løftede øjenbrynene kort og blinkede til hende. Hun rystede på hovedet og trak uvidende på skuldrene. ”Ej” grinede han og blev hurtigt mere seriøs. ”Du skal ikke gøre det for min skyld, skat. Det vil jeg ikke”.
”Nej, Bill. Men lad os nu se. Først skal jeg lige blive frisk igen” smilede hun og fortsatte: ”Og så skal mine 12 dages absolut stilhed også overstås”.
Bill sukkede og rystede opgivende på hovedet. ”12 dage” gentog han og gøs. ”Hvordan kan du holde det ud?”
”Jeg havde engang lidt under en måned, 12 dage er ingenting” klukkede hun lavt.
”Det ER meget, Chrizza. Specielt når du er sanger” sukkede han, ”Du synger hele tiden, du snakker hele tiden. Det gør mig glad…”
Hun færdiggjorde Bills sætning og drillede ham lidt. ”… hele tiden”.
”Se, der gjorde du mig lige glad igen” klukkede han og trak lystigt på skuldrene.
”… hele tiden” klukkede hun og kneb øjnene sammen. Hun havde smerter.
”Er du ok?” spurgte han bekymret og slap med sin ene hånd, for at nusse hende over håret. Hun nikkede og smilede skævt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar