Fredag morgen havde Tom alene taget et tidligt fly hjem til Berlin, hvor han skulle mødes med de andre drenge i lufthavnen, da de skulle af sted til Paris. De havde en del interviews og et enkelt photoshoot, der skulle klares, inden de kunne slå sig sammen om aftenen og hygge sig i hinandens selskab.
Chrizza havde ikke været frisk nok til at tage med, da hun havde fået et tilbagefald med høj feber og slem hoste midt om natten. Tom havde haft svært ved at falde i søvn, da de havde lagt sig ind i sengen, efter de havde set award showet færdigt. Og det gjorde det bestemt ikke bedre, da han efterfølgende lå og var nervøs for hende og skulle berolige hende.
Der var blevet ringet efter en læge der kom for at tjekke om det var noget alvorligt, men alt var som det skulle være, mente han. Hvis bare hun holdt sig i ro indtil feberen var forsvundet igen, så kunne han ikke se nogen grund til bekymring. Dog havde han frarådet hende at flyve, da hendes tilstand samt lufttrykket i kabinen ikke var en god combo.
Dette betød derfor, at der ville gå mindst en uge, før Tom og Chrizza kunne se hinanden igen, da han havde jobs hver eneste dag den kommende uge. Der var nu også kommet dato på, hvornår hun forventede at møde op på hospitalet i Berlin til operation; præcis om halvanden uge.
Tom gik rundt og var lidt i dårligt humør, som de ankom til hotellet i Paris. Der var ikke rigtig noget, der kunne få ham til at smile ordentligt, og han havde ikke kunne få fat på Chrizza, når han havde ringet til hende; alt i alt var det ikke en god dag for alt den opmærksomhed, som han skulle have og dele med drengene.
”Har du stadig ikke fået fat på hende?”, spurgte Georg forsigtigt, da han kom tilbage ind på deres fælles værelse. Han rystede bare på hovedet og smed sig i sofaen med et bump, hvorefter han lænede hovedet tilbage og lukkede sine øjne. ”Hvordan har du det?”.
”Jeg har det forfærdeligt”, sukkede han bare. ”Jeg har ikke sovet ordentlig i nat, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun laver, og hvordan hun har det”, han slog øjnene op og rettede sig i sofaen, mens han så hen på Georg. ”Jeg er bange for at hver gang vi siger farvel er det sidste farvel jeg får”.
”Det er ikke godt at tænke sådan, Tom”.
Han rystede på hovedet. ”Nej, det ved jeg godt, men jeg kan ikke lade være med at tænke negativt, når jeg ikke er sammen med hende”. Han sukkede og så hen mod døren, hvor Gustav kom ind sammen med David. ”David, har du hørt fra Chrizza?”, spurgte han uden håb i stemmen.
”Nej desværre, Tom”.
Han rynkede usikkert og nervøst på panden og fumlede sin mobil op af lommen. Han sad bare og kiggede meget utålmodigt ned på den, mens sekunder farede forbi. ”Hvorfor kan du ikke bare tage den dumme telefon, Chrizza”, mumlede han for sig selv og rejste sig fra sofaen.
”Hvor går du hen?”, spurgte David efter ham.
”Jeg skal have fat i Chrizza”, svarede han fraværende, mens han fortsatte ud af værelset. Han lukkede døren efter sig og fortsatte et par værelset ned af gangen til det værelse, hvor døren stod lidt på klem. ”Bill?”, spurgte han, som han åbnede døren.
”Vi er herinde”, svarede han. Natalie stod og var ved at finpudse hans hår og make-up. ”Hej Tom”, sagde han med et lille håbefuldt smil på læben, men han sendte ham bare et halvt – ikke så håbefuldt – smil tilbage og fortsatte hen mod sofaen, hvor han smed sig.
Natalie kunne godt mærke på situationen, at hun måske ikke skulle trænge sig på, så hun tog et skridt tilbage fra Bill og spurgte: ”Vil I lige have et par minutter alene?”. Allerede efter denne mere eller mindre korte tid, hun havde kendt dem, vidste hun nu udmærket godt, hvornår man ikke skulle blande sig.
”Nej, nej, det er helt fint, Natalie. Bliv du bare”, svarede Tom venligt og sendte hende et smil. ”Jeg er bare lidt ude af mig selv lige nu”, tilføjede han og trak lidt på det. Bill vendte hovedet hen mod ham og så ham i øjnene. ”Nej, hun har stadig ikke givet en lyd fra sig”, sukkede han besvarende på Bills spørgsmål.
”Du bliver nødt til at give hende tid til at slappe af, Tom”. Pause. ”Du hørte selv, hvad lægen sagde til hende… at hun skulle slappe af og få sovet godt igennem, og så nytter det jo ikke noget, at du bliver ved med at ringe til hende og muligvis forstyrre hende”.
Han skar ansigt og så op på Natalie, der tilføjede: ”Bill har faktisk ret i det, han siger, men jeg forstår godt, hvis du er bekymret for hende”.
Tom: Hej skat, jeg savner dig. Jeg er ked af, hvis jeg har forstyrret dig, men vil du ikke nok være sød at give lyd fra dig, når du ser dette? <3 Jeg håber, du har fået det bedre, og jeg er ked af, du ikke kunne komme med. Jeg mangler dig sådan :’( Ring til mig, skriv til mig – gør et eller andet skat. Jeg elsker dig :-*
De kom ind i et rum, hvor der sad to damer sammen med en del pressefolk, der skulle optage og tage billeder af dem, mens de lavede deres interview. De sagde pænt goddag til dem og satte sig derefter på hver deres stol, der var blevet sat frem til dem.
”Lad være med at tænke så meget på det, Tom. Hun skal nok ringe til dig, når hun vågner igen”, prøvede Bill at muntre ham op, og han fik et lille smil tilbage. Men der var ikke så meget, han kunne smile over, da han fik en reminder lige tilbage i hovedet om hvor dårlig han havde det bare ved det allerførste spørgsmål:
”Hvordan har I det i dag?”.
Det vibrerede i Toms lomme, og han skyndte sig at stikke hånden derned og trække sin mobil med op. ”Chrizza, hej skat”, sagde han blidt, men alligevel lød han også bekymret og overrasket på en og samme tid. Man kunne se gnisten i hans øjne igen.
---
”Det skal du ikke tænke på, skat. Hvordan har du det?”.
---
Han smilede og rokkede diskret med hovedet, mens han fik øjenkontakt med Bill, der sad overfor ham ved bordet og smilede til ham. De havde nu været i gennem et par interviews og havde nu en lille pause, før de skulle ud og lave lydprøve til deres optræden om aftenen på Star Academy.
”Åh, det er godt at høre”, svarede han endelig. ”Men din stemme lyder altså ikke helt for godt endnu”.
---
Han grinte. ”Jeg siger det også bare, skat”.
---
”Ja, ja… det ved jeg godt”. Han fnes. ”Jeg tror gerne, Bill vil sige hej”.
---
”Kan du virkelig godt magte det?”, drillede han.
---
Han tog mobilen væk fra øret og satte den på højttaler, mens han lagde den på bordet foran sig. Bill smilede stort, som han lænede sig ind over bordet. ”Hej sunshine, hvordan har du det?”, spurgte han med en blid stemme.
”Jeg har det fint nok, Bill. Jeg har sovet siden Tom tog af sted… hvordan har du det, skat?”.
”Jeg har det ganske godt”, fnes han. ”Skal du se showet i aften?”.
”Jeg kan ikke se den kanal, så nej”, man kunne høre på hendes stemme, at hun bestemt ikke kunne lide at overbringe dem den nyhed, da de selvfølgelig havde håbet, at hun ville se dem live om aftenen.
”Nå”, mumlede han skuffet. ”Det er der jo ikke noget at gøre ved, skat”.
”Nej, jeg er ked af det, Bill. Jeg ville ellers rigtig gerne”.
Tom afbrød. ”Jeg ville ønske at du var her lige nu, skat”.
Hun klukkede blidt. ”Det ville jeg også helst, Tom”.
”Jeg savner dig sådan, elskede. De bliver ved med at spørge ind til dig”.
”Jeg savner også dig, skat, men du skal ikke lade dig gå på af mig”.
Han sukkede. ”Jeg kan ikke holde en hel uge uden at se dig”.
”Jeg kommer måske ned på fredag. Til Unsere Besten…”.
Han gik håb i stemmen. ”Er det rigtigt?”.
