Lyset blev slukket. Der blev helt stille i den store koncertsal. Var der mon gået en sikring, eller hvad det var lige der skete. Der var ingen lyd… men så kom det:
”Til at overrække aftenens næste pris kommer her Chrizza og Alex”, sagde speakeren i mikrofonen, som rungede i den store og fyldte hal. Fans, artister, alle begyndte at klappe og juble, da Chrizza og Alex trådte ind på scenen.
”Jeg er nervøs”, hviskede hun og smilede til Alex. Han var på ingen måde den mindste smule nervøs. Han var vant til at uddele priser og være på hele tiden. Han var nok mere erfaren end Chrizza, når det kom til dette punkt. Det var ikke fordi Chrizza ikke var det, det her var bare mere anderledes end hvad hun før havde været ude for og sagt ja til.
Showet var på tysk! Og nu var der ingen vej tilbage. Tysk! I flere dage havde hun øvet sig på sit tyske sprog, endnu mere end hvad hun normalt gjorde, og hun følte stadig ikke, at det var godt nok. Efter hendes mening, var det tyske sprog ikke hendes allerstærkeste, og til gengæld havde hun heller ikke rigtig haft det i skolen endnu hjemme i Danmark. Alt hvad hun kunne var selvlært…
Spotlyset fulgte dem hele vejen op til scenens kant, hvor ’talerstolen’ og mikrofonen stod placeret. Flot og stor. ”Er du klar til løjer?” hviskede han drillende, da de kun var få meter væk fra mikrofonen. Nu var der ingen vej tilbage, for real, tænkte hun og gøs ved tanken.
De kom op til mikrofonen og den store pult allá talerstol, hvor de skulle stå de næste par minutter og se godt ud. Og selvfølgelig også overrække en pris. Chrizza kiggede ned i gulvet i få sekunder og fik derefter øjenkontakt med en masse fans på de første rækker. Gad vide hvor længe de har siddet i kø, for at komme så tæt på scenen, tænkte hun og smilede til dem.
”Hej alle sammen”, sagde Alex og kiggede rundt i salen. ”Jeg er Alex”…
”Og jeg er Chrizza”. Hvor var det vildt, tænkte hun og smilede over hele ansigtet. Nu var alle hendes nerver og hendes nervøsitet gemt godt af vejen bag hendes smil.
Alex kiggede smilende på Chrizza og nikkede. ”Og vi har fået æren af at overrække prisen ’Årets Band’ her i aften… Og hvor stort er det ikke lige, ikke Chrizza?”
Hun kiggede forvirret, men stadig med et stort smil, på Alex. ”Ja ja… Det er stort” lo hun. ”Men nok om det… De nominerede til ’Årets Band’ er…”
Videoen med de 5 nominerede startede og selv Chrizza og Alex vidste ikke hvem der var blevet nomineret i kategorien og hvem de lige om lidt skulle overrække prisen til. US5, Black Eyed Peas, Tokio Hotel, Panik! eller Linkin Park… Videoen stoppede og der var fuld fokus på Chrizza og Alex igen.
“Ok, tillykke til alle de nominerede…” sagde Chrizza og nikkede sagte på hovedet, mens hun holdte godt fast rundt om kuverten med vinderen.
”Vi har fået fortalt, at stemmerne har været meget tætte hele vejen igennem” sagde Alex og kiggede rundt på diverse fans på de første par rækker. Det var umuligt at se længere ud i hallen end 5 rækker ud. Lyset var alt for skarpt. ”Og vinderen af denne smukke, smukke pris har fået 87% af alle stemmerne…”
”Nemlig… Men vinderen af ’Årets Band’ er…” Chrizza skyndte sig at åbne kuverten, og da den var åbnet få sekunder efter, kiggede de begge på navnet og derefter på hinanden. Alex smilede selvsikkert og begyndte at trække tiden ud med den sædvanlige: Vil I virkelig godt vide, hvem der har vundet?
Alle begyndte at lave noget larm, som nok skulle betyde, at Alex skulle se at holde sin kæft og hellere sige hvem vinderen var…
Chrizza stod bare og rullede øjne af ham, for hun vidste udmærket godt hvor nervepirrende det måtte være for både kunstnerne, der var blevet nomineret til denne pris, men også for deres fans, der sikkert havde siddet hjemme og stemt deres fingre tynde lige til det sidste.
Chrizza trak på skuldrene og undskyldte på Alex’s vegne. Hun lukkede kuverten sammen og satte begge hænderne i siden, så de kunne blive færdige med det her så hurtigt som muligt.
”Ok, vinderen af ’Årets Band’ er…” fortsatte Alex og bakkede lidt tilbage, så Chrizza stod alene ved mikrofonen. Hun sukkede, smilede til publikummet og sagde derefter stille men alligevel højt nok:
”Tokio Hotel!”
Der var pigeskrig overalt! Det var sygt. Tokio Hotel… Pigerne på de første rækker viste sig at være Tokio Hotel-fans, så da de hørte, at det var ’deres’ drenge, der havde vundet, begyndte de både at skrige og græde helt vildt. Der var blandede følelser omkring dem. Hvis hun havde kigget lidt mere efter hos pigerne, kunne man godt se, at de var Tokio Hotel-fans. De havde flag og bannere med. De havde skrevet ’Tokio Hotel’ i ansigtet… og deres tøj! Alt ved dem var bare Tokio Hotel. Chrizza smilede ved tanken om, hvor dejligt det egentlig måtte være at stå der, som en fan, og se sit yndlingsband få en pris. Både live og så også lige fra første række! Vildt.
Men så kom bagtanken: hvem er Tokio Hotel? Hun havde ikke rigtig hørt noget om dem, da hun havde været meget skjult fra omverdenen, mens hun var i studiet med Alex. De måtte være store og meget succesfulde, tænkte hun, mens hun stod og klappede sammen med mange, mange, mange andre mennesker i hallen.
”Der Letzte Tag” begyndte at spille i alle højttalerne omkring i hallen, mens en video begyndte at køre på storskærmene… Der var stadig meget larm og det blev ikke bedre, da Tokio Hotel nærmede sig scenen. Chrizza kneb øjnene sammen, da hun allerede nu havde svært ved at høre, hvad hun selv tænkte. Alex lagde hovedet mod hendes øre og fortalte, at det ville blive meget værre, når drengene ville komme o på scenen for at modtage deres velfortjente pris – i hvert fald efter deres fans.
Hvor stor den sal end var, tænkte hun, så måtte de da snart være fremme ved trappen til scenen… og et øjeblik kom disse ’Tokio Hotel’er’. Fire unge fyre! Wow, tænkte Chrizza, da hun så dem. Hun var ikke helt sikker på, om det var et negativt wow eller et positivt wow – det var i hvert fald bare wow – for de var wow! WOW!
Fyren der kom først op af trappen havde kort hår. Sort, halvkort hår. Det måtte være forsangeren, tænkte hun og smilede til ham. Han førede sig lidt frem og havde det største smil på læben, men de havde jo også lige vundet en pris, så det var forståeligt nok. Han var kær, tænkte hun og trak genert på skuldrene. Hun kiggede hurtigt hen på Alex og derefter over på ham fyren igen. Han var egentlig ret køn at se på, selvom han havde make-up på! Sådan var der ikke mange hjemme i Danmark der gik rundt. Men det klædte ham her ret godt.
Fyren gik direkte hen til Alex og gav ham et lille klem. Derefter gik han videre hen mod Chrizza, der stod med prisen, som de lige havde vundet.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, da ham fyren havde retningen vendt mod hende. Skulle hun bare smile og give ham prisen, eller skulle hun også krammes af ham? Hun blev nervøs, men smilet var stadig stort på hendes læber. ’Ham den sorte’ kom storsmilende i hendes retning og strakte pludselig armene ud få sekunder før han stod foran hende. Han gav hende et kram og Chrizza indså hvor høj han egentlig var. Så høj så han ikke ud på lang afstand. Der var nok omkring et halvt hoved imellem dem, men der var alligevel ikke nok højdeforskel, så det så for akavet ud, da de krammede. Hun rødmede og kiggede genert i hans brune og sort-besminkede øjne.
”Tillykke” smilede hun og rakte ham deres nyvundne pris.
”Mange, mange tak” grinede han og vendte sig om mod fansene og strakte prisen højt op i vejret. Hvis hun skulle prøve at få fat i den, mens han holdte den oppe, kunne hun nok ikke engang nøjes med at hoppe – det ville ikke være højt nok. Han havde nogle ret lange arme…
Fyren bagved havde nogenlunde samme højde som den forrige. Hun kiggede diskret på hans tøj og smilede. Ikke lige hvad man havde forventet, når man lige havde set en person med det stik modsatte tøj. Han havde lange dreadlocks ned til lidt under skulderne, hvid cap, hvid stor kani bluse og nogle utrolig store lyse bukser på. Sådan noget tøj som Chrizza ville blive fuldstændig væk i, hvis hun prøvede det…
Han gjorde ligesom den forrige; gav Alex et lille og akavet klem og gik derefter videre hen til Chrizza og krammede hende også… og præsenterede endda også sig selv.
”Hej, jeg hedder Tom”, smilte han og kiggede ned på hende.
”Hej Tom. Og tillykke med prisen. Jeg er Chrizza”. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige eller gøre, så hun stod bare og kiggede på ham med et undersøgende blik af ren frustration. Se dog lidt normal ud, tænkte hun og rettede sig lidt op.
”Det ved jeg da godt” drillede han og lagde hånden på hendes skulder og sagde farvel. Derefter gik han hen til ’ham-den-sorte’.
Nummer 3 fyr var ikke ligeså høj som de to andre - han var på højde med Chrizza. Han var iført noget helt normalt tøj og det mindede ikke de mindste smugle om de to andres. Han mindede faktisk om hendes venindes lillebror. De havde det samme ansigtsform, det var ret sødt, tænkte hun. Han havde en sort Metallica-bluse på og en sort cap med lyst mønster på.
”Tillykke… Øh… Ja, tillykke”, smilede hun forvirret og gav ham et lille kram.
”Mange tak”, fniste han, ”Jeg hedder for resten Gustav”, og rakte hånden frem, mens han smilede til hende. Hun hilste på ham og han vendte sig om til de to andre igen.
Den sidste dyr kom til syne. Endnu en ’normal’-klædt-type, tænkte hun. Han havde langt, brunt hår – det gik vel lige over hans skuldre. Normalt tøj også! Han smilede med et skævt smil, mens han gik over mod hende.
”Tillykke”, smilede Chrizza og gav ham et lille klem.
”Tak tak, Chrizza” smilede han og nikkede diskret med hovedet.
Idet samme han havde fuldendt sin sætning blev der kommenteret ovre fra de andre af. ”Er du snart færdig, Georg?” sagde ’ham den sorte’ et lille stykke væk fra mikrofonen. ”Du kan score hende bagefter”, fortsatte han, trak på skuldrene og smilede sødt til Chrizza, der stod og blev helt flov over det.
”Eller du kan jo altid prøve på det…” grinede Tom selvsikkert og blinkede til Chrizza og vendte sig om mod fansene igen.
Både ’ham den sorte’ og Tom måtte åbenbart ha stået for tæt på mikrofonen, for ude i salen begyndte folk at grine af dem. Endnu mere pinligt, tænkte hun og så ned i gulvet, mens hun smilede af sin egen ydmygelse og de 4 fyre startede på deres takketale…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar