”Gustav” udbrød David bekymret, da han opdagede ham gå haltende og støttende op af Chrizza oppe på deres gang. De var lige kommet ud af elevatoren. ”Hvad er der dog sket med dig?”
De kiggede begge på hinanden og klukkede let, mens de gik ned mod David. ”Ikke så meget” sagde han og trak på skuldrene. ”Det er ikke ligeså slemt, som det ser ud til. Bare rolig”.
”Men hvad har I dog lavet siden…” spurgte han og så bekymret ned på Gustavs højre ben.
”Vi har været aktive i dag” sagde hun og nikkede kort. ”Altså, vi var nede og løbe på løbebåndet nedenunder, og han snublede”.
”På en eller anden måde har jeg forstuvet min ankel” sagde Gustav og trak bare på skuldrene.
”Vi tog hen på hospitalet, så han kunne blive undersøgt… Fik du ikke min besked?” David rystede på hovedet. ”Hmm… Nå, men så i hvert fald… Lægerne mener, at han det ser lidt mere slemt ud end en normal forstuvelse”.
”Gustav, for fanden da” sagde David med svag stemme, mens han rystede på hovedet og havde et lille smil på læben. ”Du skal da også bare altid komme galt af sted” klukkede han og lagde hånden på hans skulder. ”Nå, men du må ind på værelset og slappe af, og så ses vi senere”.
”Ok” sagde han kort og bevægede sig længere ned ad gangen med Chrizzas hjælp.
”Hov” udbrød hun et øjeblik efter. Hun vendte sig om og kiggede efter David. ”David… hvad med vores møde?” spurgte hun, ”Jeg kan godt nu… altså, når jeg har fulgt Gustav ned”.
”Jamen, klokken er jo 22.30, Chriz. Er det ikke lidt sent?” Men hun rystede på hovedet. ”Jamen, så kom da bare ned til mig om 20 minutter”.
”Ok” smilede hun og vendte sin koncentration mod Gustav igen.
”Du behøver altså ikke a…”
”Sludder Gustav” afbrød hun, ”Du kan ikke gå selv. Måske skulle du alligevel have taget imod de krykker der”.
”Jeg har det altså fint” sagde han og smilede. ”Du skal ikke bekymre dig så meget”. Han fandt sit kort frem i lommen. ”Jeg er frisk, og der er intet galt i morgen”. Gustav smilede stort og åbnede døren indtil sit værelse. Han satte sig på sengen og tog sin venstre sko af.
”Skal jeg hjælpe med den højre?” spurgte hun og satte sig ned på hug foran ham. ”Prøv at slappe af, ok”. Hun begyndte ligeså stille at binde snørebåndene op og trak forsigtigt skoen af ham.
”Tak” smilede han. ”Hvorfor gav de mig også den dumme sko på igen?” han rystede på hovedet og skulede ned på sin dårlige fod. ”Latterligt” mumlede han og sukkede, hvorefter han straks vendte blikket op mod Chrizza. Han rakte armene ud og krammede hende. ”Tak for i dag, det har været rigtig hyggeligt”.
”Selv tak” smilede hun og slap grebet om ham. ”Du må endelig ringe, hvis der er noget, jeg kan gøre for dig, ikke…” Han nikkede, ”Men godnat, Gustav, og sov godt”.
”Godnat og i lige måde”.
”Vi ses i morgen” smilede hun og gik ud i gangen. ”Og god bedring”. Hun lukkede døren efter sig.
”Tak!”, råbte Gustav inde fra værelset.
Hun smilede lidt for sig selv, mens hun tog sin mobil op af lommen for at tjekke tiden. ”15 minutter endnu”, mumlede hun og traskede stille ned til sit eget værelse. Hun iiii8iiiiiugik lidt i sin egen verden og tænkte på, hvad hende og David egentlig skulle snakke om. Hun lukkede sin dør op og lagde sig ind på sengen, hvorefter hun lukkede øjnene og sukkede af velbehag. Det havde gjort hende træt at sidde på hospitalet og vente på, at Gustav kunne komme ind og blive tjekket.
Hun åbnede øjnene igen og hørte nogle stemmer ude fra gangen af. Stemmerne fra høje nok til, at hun ikke faldt hen og muligvis sove sig fra mødet med David. ”Det ville være pinligt” mumlede hun og lukkede øjnene igen. Stemmerne ude på gangen blev tydeligere og tydeligere, og hun kunne høre, at det var Tom og Georg. Chrizza overvejede om hun skulle gå ud og sige hej, men hun var bange for at glemme tiden… og David. Men så hørte hun pludselig en dør lukke i, og der var igen stille.
Chrizza slog øjnene op. ”BILL” stønnede hun og fik et skræmt udtryk i hovedet. Hun tog hurtigt sin mobil frem og så på klokken. ”5 minutter! Fuck!”. Hun rejste sig hurtigt fra sengen og lagde sit kort i lommen, hvorefter hun var ude af døren.
Hun løb ned ad gangen til Bills værelse. Hun havde helt glemt hendes og Bills aftale om at være sammen, da hun havde været så urolig for Gustav og hans ben. Mon han var sur på hende nu?
”Bill” sagde hun stille og bankede på hans dør, men der var ingen lyde derinde fra. Hun bankede på igen, ”Bill”… stadig intet svar. Hun sukkede og gik ned til David, hvor hun bankede blidt på. Hendes humør var ikke ligefrem det bedste nu, og det hjalp heller ikke, at –efter hendes mening – det tog så lang tid for David at åbne døren, for imens stod hun og tænkte på, hvad man Bill ikke havde tænkt, da hun ikke dukkede op hos ham, som de jo havde aftalt. Det gjorde ondt at tænke på, så hun prøvede at slå det ud af hovedet, selvom det var svært.
Endelig! David åbnede døren med et smil og bød hende velkommen i hans lille transportable kontor. Det fik Chrizza til at smile lidt men hun havde stadig Bill i baghovedet, som man også godt kunne mærke på hende.
”Hvad er der dog galt med dig?” smilede han med et lille, bekymret smil.
Hun trak på skuldrene og kiggede kort ned i jorden, hvorefter hun vendte blikket mod David og sagde: ”Jeg havde glemt en aftale med Bill her tidligere…”
”Jamen, vi kan sagtens vente med at snakke til i morgen, Chriz. Intet problem!” Han lagde en hånd på hendes skulder. ”Vi kan bare aftale en tid inden din fest”.
”Nej, nej” smilede hun, ”Lad os bare gøre det nu”.
”Ok, så da. Hvis du mener, du e…” Hun nikkede, ”Jamen, så lad os gå direkte til sagen” klukkede han og satte sig ned på en stol.
Mødet tog sin tid! Det mente Chrizza i hvert fald. Hun hørte godt efter, men sagde ingenting. Hun lod David snakke, så hun ikke kom til at sige noget dumt eller gøre noget, hun ville fortryde senere.
”… Men så er der ikke mere for denne gang, Chrizza. Lov mig at komme til mig, hvis der er noget… med drengene eller noget som helst andet. Jeg kan løse alt” smilede han selvsikkert og holdt hånden på hjertet. ”Eller hvis drengene er for nærgående”. Det stivnede i hende. Var det virkelig så tydeligt, at én af hans drenge var meget nærgående? Stod det i panden på hende, at Bill havde været tættere på hende, end nogle af de andre nogensinde ville komme? Var det virkelig så nemt at se?
Heldigvis bemærkede David ikke hendes pludselig angst, men smilede bare til hende, mens hun nikkede smilende. ”Det skal jeg nok gøre, og tak, David”.
Hun gik mod døren, da David pludselig kaldte efter hende. Hun vendte sig om og kiggede direkte ind på David skeptiske ansigt. ”Bill…” han holdt en lille pause. ”Han virker meget glad for dig… eller, jeg føler han er glad, når du er i nærheden”. Hun smilede og nikkede. ”Jeg tror, det har været rigtig godt, at få dig med på teamet, Chriz. Og det gør mig rigtig glad at se, at I alle sammen kan enes så godt… Du og Bill skal jo også være en del sammen i den næste fremtid”. Det kildede i hendes mave. Det så hun meget frem til, men prøvede ikke at vise, hvor glad hun i virkeligheden var. ”Men jeg er bare lidt bange for… eller nok mere bekymret for, at I måske er lidt for meget sammen”. Han kiggede hendes dybt i øjnene, som om han var ved at læse hendes tanker. ”Jeg kender Bill” sagde han og rynkede på panden. ”Ej, ved du hvad. Bare glem det” smilede han og trak på skuldrene. ”Bare sørg for at få så meget ud af det hele som overhovedet muligt”.
”Ok” mumede hun og tog fat i håndtaget. ”Tak for i aften”
”Se nu og få fat i Bill. Han er helt sikkert ikke gået i seng endnu. Men bare rolig, han vil kunne forstå det. Det er helt sikkert!”
Det lettede. ”Det håber jeg også” smilede hun og gik ud på gangen. ”Men vi ses i morgen”. David nikkede og lukkede døren. Hun kiggede ned ad gangen og begyndte stille at gå ned til sit eget værelse, men stoppede op da hun nåede til Bills.
Hun smilede nervøst og gik hen og bankede på. Først skete der ingenting, men hun ville stå der hele natten, som om hun var en eller anden desperat fan og vente på, at Bill åbnede døren. Hvis det bare var det, der skulle til for at se ham igen. Hun bankede på igen og nogle sekunder efter, kunne hun høre lyde derinde fra. Nogle fødder der blev slæbt hen ad gulvet, fik hende til at tjekke, om det var det rigtige værelsesnummer, for sådan plejede Bill da ikke at gå. Men ok, det gjorde han så alligevel…
Der lød en fjern, hæs stemme, der fik hende til at stivne. ”Hvem er det?”
Hun sank og klump og fik ikke rigtig en ordentlig stemme frem. ”Chri…” sagde hun, men nåede ikke mere. Bill åbnede døren og så meget træt ud. ”Vækkede jeg dig?” Hun prøvede at smile, men det var ikke overbevisende.
”Nej”, vrissede han.
”Ok… men jeg ville egentlig bare gerne lige snakke lidt med dig… hvis du har tid altså”
Bill lagde armene og kors, mens han kiggede ligeglad ned ad gangen, hvorefter han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg har ikke haft anden end tid hele aftenen, Chrizza”.
”Nej ok” tøvede hun og kiggede ned i gulvet.
Han flyttede hurtigt på sig og døren åbnede sig lidt mere. ”Skal du stå herude hele natten, eller skal du ind?”
”Hvis jeg må…”
”Kom nu bare ind”, sukkede han og greb fat i hendes arm, så hun kunne komme ind på værelset og Bill kunne få lukket døren igen.
Hun satte sig ind i sofaen og så hen på tv’et. Hun sendte Bill et hurtigt blik og opdagede først der, at han kun stod i sine ”slappe-af-bukser”, som han selv kaldte dem. Det var første gang, hun havde set ham med så lidt tøj på. Det var første gang hun så hans spinkle, blege mave og hans tatovering på hoften. Det gjorde hende en smule pinlig berørt, at han havde så lidt tøj på, og at hun bare sad der og nedstirrede ham. Godt nok havde han ikke selv opdaget det, da han stod og så sur ud, mens han kiggede ud af vinduet.
Chrizza rykkede lidt på sig i sofaen og kiggede ned på sine hænder. Det fik Bill ud af sin egen lille verden. Han kiggede ned på hende og de fik hurtigt øjenkontakt, men ligeså hurtigt kiggede Bill væk igen. Hun prøvede at smile, men Bill ligeglade ansigt var stærkere.
”Bill” sagde hun lavt og kiggede op på ham. ”Jeg er virkelig ked af, at jeg brændte dig af. Det var virkelig ikke min mening. Undskyld! Undskyld rigt…” Bill holdt sin pegefinger oppe og hentydede til, at han havde hørt nok. Hun sukkede og kiggede ned. ”Er du meget sur på mig?” spurgte hun bekymret. Hun rejste sig op og begyndte at gå over mod ham.
”Ja” sagde han kort og lagde endnu gang armene og kors.
”Men jeg kan godt gå, hvis det er så…” mumlede hun og kiggede Bill dybt i øjnene.
Der gik et øjeblik før Bill sagde noget. Han begyndte ligeså stille at smile. ”Nej” klukkede han og tog Chrizzas hænder i sine. ”Det synes jeg ville være en dårlig idé”. Han blinkede til hende og rykkede tættere på.
”Jeg synes til gengæld, at det der var rigtig ondt, Bill”.
”Undskyld” grinede han let og lagde sine arme omkring hende. Hans mave var varm… og blød. Hun slap grebet om ham og ville sætte sig ned i sofaen igen, da Bill greb hendes hånd og trak hende med ind til sin seng. ”Du ser træt ud, skat” smilede han bekymret, da han blidt skubbede hende ned på sengen.
”Det har også været en lang dag”.
Bill lagde sig over i den anden side af, hvor Chrizza sad. Hun vendte sig om, så hun havde fronten mod ham. Han satte sig halvt op af sengegæret og kiggede på hende. ”Kommer du ikke herover?” spurgte han sødt og rakte sin hånd ud efter hende.
”Hvad får jeg ud af det?” drillede hun og kravlede over til ham.
”En tilfreds Bill”. Han klukkede og tog fat i hendes hånd. ”Jeg vil gerne høre, hvad der skete med Gustav”, sagde han, mens han – uden Chrizzas hjælp… eller forståelse – fik placeret hende overskrævs.
For hende virkede det helt forkert, men så længe hun havde det godt og var sammen med Bill, så kunne der ikke ske noget ved det. det var jo ikke ligefrem, fordi det betød noget… Så hun begyndte at fortælle om Gustav, mens hun sad og tegnede små mønstre med sin pegefinger på Bills mave og brystkasse. Hun kunne mærke hans hænder nussede hendes lænd og kunne ikke lade være med at smile. Det føltes dejligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar