Chrizza sad og stirrede ned på hendes tomme tallerken, mens både Tom og Bill stadig sad og gnaskede i sig. Hun smilede over tanken, at hun virkelig sad sammen med de to drenge lige nu. Og at hun skulle arbejde sammen med dem… i de næste 4 år. Men hun kom pludselig fra tanken igen, da Toms stemme afbrød hendes tankegang:
”Hey, Chrizza?” udbrød han lidt for højt, så det gav et sæt i Chrizza.
”Hm?” mumlede hun forvirret og kiggede hen på Tom, men kiggede straks ned i bordet igen, da Tom kiggede på hende med det der smilende-stirrende-blik, som hun absolut hadede.
”Ved du godt, at Gustav har…” Bill afbrød ham:
”TOM!”
Tom lagde hovedet ind mod hendes øre og hviskede: ”En kæreste!”
”Virkelig?” smilede hun sødt og kiggede hen på Bill.
Tom nikkede og lidt efter gjorde Bill også. Tom smilede, mens Bill bare sad og skulede til ham. ”Hvor er du bare umoden, Tom” sagde han surt og hakkede i hans mad med sin gaffel.
”Hvad!? Hun er en del af os nu, Bill. På en eller anden måde… Hun skal da have det at vide” sagde han ligeglad og fortsatte med at spise.
Chrizza meldte sig fuldstændig ud af samtalen og lod være med at høre efter, hvad drengene snakkede om. Jeg behøver ikke at vide mere, tænkte hun og satte sig til at rode ved sine negle.
Et par minutter efter var stilheden kommet til dem igen. Tom og Bill kiggede ikke engang på hinanden, men sad bare begge to og hakkede i deres mad med hver sin gaffel. Chrizza sad bare og kiggede skiftevis på dem, da hun pludselig ikke kunne holde latteren inde mere. Hun fnes lidt og rystede på hovedet. Tom kiggede op på hende og rynkede smilende på panden og grinede med hende, og da han kiggede hen på Bill, begyndte han også at grine.
”I har sikkert hørt det før, men det er da helt sygt, hvor lidt I ligner hinanden, men så alligevel ligner I hinanden helt vildt meget!” grinede hun og rystede forvirret på hovedet, mens hun igen kiggede skiftevis på Bill og Tom.
”Vi er jo ikke tvillinger for ingenting, vel?” klukkede Bill og smilede til Tom.
”Men jeg ved ikke det med Gustav, før han selv bringer det på banen… hvis den dag kommer” smilede hun til Tom. ”Det er faktisk allerede glemt nu” klukkede hun og tog en tår af sin juice.
”Du’ sej, tøs” grinede Tom og nikkede tilfredst til hende.
”Ikke ligeså sej, som du, Tom” mumlede hun og trak underlæben ud.
”Hvad gør Tom sej?” spurgte Bill og fnøs ironisk.
”Guitar for eksempel” sagde Chrizza og nikkede. ”Det er da sejt, at kunne spille guitar, ikke?”
”Er man kun sej, hvis man kan spille klaver?” spurgte Bill interesseret?
”Næh, egentlig ikke…” grinede hun. ”Men jeg kan for eksempel kun spille klaver, og det lyder ikke ligeså sejt, hvis jeg nu sagde, at jeg kunne spille guitar, vel?” grinede hun.
”Kan du spille klaver?” spurgte Bill overrasket? Chrizza nikkede genert og smilede skævt ham.
”Det er da fedt!” smilede Tom. ”Det kan Bill ikke engang” grinede han og pegede bebrejdende på Bill. Bill kiggede ned i bordet og prøvede at se trist ud, men begyndte selv at grine.
”Jeg vil gerne lære dig det” smilede hun og nikkede ivrigt.
”Jeg ved ikke rigtig, Chrizza…” sagde han lavt. ”Jeg har jo aldrig prøvet det før”.
”Det havde jeg jo heller ikke, før jeg lærte det, vel, Bill” smilede hun og lagde hovedet på skrå. ”Ej, giv det en chance, ok. Det er faktisk ikke så svært, når du først lærer teknikken i det hele” smilede hun.
”Ok, jamen, så vil jeg gerne give det et forsøg en dag” smilede han stort og sukkede sarkastisk.
”Se det på den lyse side, Bill. Du har 4 år til at lære det” grinede Tom og gjorde igen grin med sin lillebror.
Bill ignorerede Toms bemærkning og skiftede hurtigt emnet. ”Nå, men hvad skal vi så lave nu?” smilede Bill.
Tom kiggede ned i bordet og rundt på de tomme tallerkner. ”Jeg dækkede bord, I rydder op!” sagde han hurtigt og bestemt og kiggede skiftevis på Chrizza og Bill.
”Jeg vidste der var noget lusket ved det der” mumlede Bill og skulede til Tom.
”I har bare at høre efter, unger. Jeg er den ældste her” grinede han og smilede selvsikkert til Chrizza, der bare rullede øjne af ham.
”Fint nok” smilede Chrizza og samlede de tre tallerkner sammen, de havde spist af. ”Hvor skal de egentlig hen?” spurgte hun og pegede på de to tomme fade og resten af det, der var blevet båret derop.
”I ringer bare efter dem nede i køkkenet, så kommer de op og henter det” smilede Tom og satte sig over i sengen. ”Men Chrizza du bliver nok nødt til at ringe derned, Bill tør ikke” grinede han.
Chrizza kiggede over på Bill, der stadig sad ved bordet. ”Kan vi ikke bare bære det derned?” spurgte hun og trak spørgende på skuldrene.
”Jo, det kan vi vel godt. Så kan vi også få lidt frisk luft imens” smilede Bill og rejste sig op.
”Super” smilede hun. ”Hvis jeg tager tallerknerne og glassene, så tager du fadene, ikke?”
”Ok” smilede Bill og tog de 4 fade. ”Så åbner jeg dørene også” smilede han.
”Super” gentog hun og nikkede.
”Skal vi gå?” grinede Bill og kiggede på Chrizza.
”Ja”
”I minder mig totalt om et ægtepar, venner” mumlede Tom og grinede af sin egen kommentar. ”God tur” råbte han efter dem, da han hørte døren blive åbnet.
”Whatever, Tom” råbte Bill og lukkede døren igen. Han kiggede genert ned på Chrizza og smilede. ”Her har du endnu et eksempel på vores familiesvaghed for søde piger. Det er gået meget ud over Tom” beklagede han sig og grinede.
”Jamen, så må jeg jo bare lade være med at være en sød pige” mumlede hun og rynkede panden.
”Slem pige?” spurgte han overrasket.
”Det bliver jeg jo nødt til, men det tror jeg bare ikke, jeg kan” sukkede hun og trak underlæben ud.
”Hvis du bliver bad girl” sagde han med hans dårlige tysker engelsk, ”så bliver han endnu mere vild i varmen” grinede han og rystede på hovedet over sin bror.
”Jamen…”
”Der er nok ikke rigtig noget at gøre ved det, Chrizza” grinede han og bankede på hos køkkenpersonalet. ”Jeg kan godt lide den måde du er. Det er helt nede på jorden, det er godt” smilede han og skulle lige til at banke på igen, da døren blev åbnet. Et hoved stak ud af det lille mellemrum i døren.
”Ja?”
”Hej, øhm…” mumlede Bill og kiggede ned på Chrizza.
”Vi ville bare aflevere det her” smilede Chrizza og kiggede ned på tallerknerne i sine hænder.
”Ja” afsluttede Bill og fnes.
”Tak… Tak. Det skulle I ikke have gjort” smilede manden og åbnede døren helt. ”Det er da alt for meget” blev han ved og tog ud efter Chrizzas tallerkner. ”Mange tak, venner” smilede han og nikkede takkende mange gange.
”Jamen, vi kunne alligevel ikke holde min bror ud, så det passer os helt fint” grinede han og stillede fadede på køkkenbordet.
”Ser man det…” sagde manden og stillede sig op foran Bill og Chrizza. Han lagde armene over kors og kiggede undrende på dem. ”Ser man det…” gentog han og rynkede på panden. Chrizza kiggede nervøst op på Bill, der smilede skævt ned til hende. Hun kiggede tilbage på manden igen og tog et skridt hen til ham og rakte hånden ud.
”Hej, jeg hedder Chrizza” smilede hun og trak genert på skuldrene.
”Årh, det er da også rigtigt” udbrød han. Bill gik hen ved siden af Chrizza og præsenterede sig også for manden. ”Undskyld. Undskyld” sagde han forvirret.
”Det skal du ikke tænke på” smilede Bill venligt.
”Det var rigtig god mad” kluklo Chrizza.
”Mange tak. Mange tak” sagde manden ”Og tak for hjælpen”.
”Jamen, det var så lidt” smilede Bill.
”Ja” sagde Chrizza. Hun tog armen rundt om Bills ene arm og stillede sig tættere på ham.
Det stivnede i Bill, da han mærkede hendes hånd rundt om hans arm og han sagde straks, at de nok blev nødt til at gå nu. De sagde farvel til manden og gik ud af køkkenet igen.
”Puha!” sukkede Bill og klappede Chrizza på den hånd hun holdt rundt om hans arm.
”Nå ja, undskyld” smilede hun og slap hans arm. ”Han skræmte mig på den måde, han kiggede på os på…” sagde hun og kiggede ned i jorden.
”Det ok, Chrizza” smilede han ’tilgivende’ og aede hendes kind. ”Kan vi ikke lige gå ud på pladsen lidt. Jeg har slet ikke været ude i dag. Jeg skal bare lige mærke, at jeg lever” grinede han.
”Uh, poetisk” grinede Chrizza og nikkede. ”Jeg troede ikke, du var et ude-menneske, Bill…” smilede hun, da de trådte ind i hotellets lobby.
”Nej, det er jeg skam heller ikke. Jeg hader naturen! Hey” udbrød Bill. ”Hvornår er det begyndt at regne?” sagde han surt og stillede sig ind under overbygningen på hotellets frontplads. ”Det var jo ikke lige meningen. Lorte vejr” mumlede han og kiggede på Chrizza.
”Du er godt nok et inde-menneske, Bill” grinede hun og stillede sig over ved siden af ham. ”Har Tom det på samme måde?”
”Ja, selvfølgelig… Hvem kan lide regnvejr, altså…” sukkede han og lagde armene over kors. ”Ikke mig!”
”Heller ikke mig, men jeg tror ikke, jeg har ligeså meget imod det, som du har” smilede hun. ”Den danske sommer ser sådan ud” sukkede hun og pegede op i himlen. ”Regn… Regn… Regn… Og atter regn…”
”Ad, hvor ulækkert” sagde han og skar ansigt. ”Godt jeg ikke bor der” grinede han og puffede til Chrizza. ”Skinner solen så aldrig?” spurgte han dumt.
”Jo selvfølgelig skinner solen, Bill. Men bare ikke sådan rigtig sommer-agtigt” forklarede hun. ”Ej, det er altså svært at forklare. Kom med til Danmark en dag, så kan du selv se, hvad jeg mener”
”Ok. Tak” smilede han. ”Det kunne da være sjovt”.
”Seriøst?” Hun kiggede med et overrasket blik på Bill, som stod og nikkede ivrigt. ”Jamen, ok så” smilede hun og trak på skuldrene…
Der var stille et øjeblik.
Bill stod bare og stirrede ud i regnen og opdagede slet ikke, at Chrizza ikke stod ved siden af ham mere, før hun var allerlængst væk fra ham. ”Chrizza?” mumlede han og kiggede omkring sig.
”Bill!” råbte hun, ”Grib bolden”. Hun kastede en bold fra den anden side af hotellets store plads.
”Det kan jeg sgu da ikke, Chrizza” grinede han og prøvede at stille sig klar til at gribe bolden. ”Tror du jeg er fodboldspiller, eller hvad tror du om mig, tøs?” råbte han og fulgte bolden meget koncentreret. Men den landede lige ved siden af ham. ”Hov” grinede han og samlede bolden op i hænderne. Chrizza løb ind til ham igen under taget og kiggede bebrejdende på ham. ”Hvad?” mumlede han og kiggede ned i jorden.
”Du kan ikke engang gribe en bold” grinede hun. ”Og når man skal gribe en bold, Bill… Så er det håndbold” kluklo hun og skulle lige til at tage bolden ud af hans hænder.
”Whatever, Chrizza. Jeg er da ligeglad” sukkede han. ”Men du får aldrig denne her tilbage” smilede han og tog et fast greb omkring bolden og lavede store armbevægelser, så Chrizza ikke kunne få fat i bolden.
”Årh, hvor er du dum” grinede hun, mens hun hoppede op efter bolden i Bills hænder, men uden succes.
”Sådan er det at være lille” drillede han.
Chrizza blev ved med at hoppe op for at få fat i bolden, og var flere gange ved at få fat i den. Og fik til sidst også skubbet den ud af Bills hænder.
”HA!” udbrød hun og løb efter bolden. Det landede tilfældigvis i en vandpyt. Hun gik ud i regnvejret og samlede bolden op. ”Typisk” mumlede hun.
”Styr dig, Chrizza. Du bliver jo helt våd” sagde Bill, der stadig stod i tørrevejr.
”Ja ja” mumlede hun bare og vendte fronten mod Bill igen. Hun kiggede ned på bolden og op på Bill med et skævt, lusket smil.
”Det gør du ikke!” udbrød han og tog hænderne op foran hovedet. ”Chrizza!”
”Rolig, Bill. Jeg gør ikke noget” smilede hun og begyndte langsomt at gå hen imod Bill igen. Bill vendte ryggen til hende for at se på klokken i lobbyen, og i det samme han skulle til at vende sig om igen, kastede hun den våde bold i ryggen på ham. ”Ha!” udbrød hun og løb om bag en bil.
”Chrizza!” råbte han og kunne ikke selv lade være med at grine. Han tog bolden op og løb hen til Chrizza, som lige nåede at flytte sig inden Bill kom. ”Ej, kom lige” smilede han venligt til hende og tog nogle små skridt hen imod hende.
”Glem det, Bill” grinede hun og løb ind under halvtaget igen. ”Det er det, man får ud af at drille mig” smilede hun og lagde selvsikkert armene over kors.
”Du er ikke rigtig klog” smilede Bill og rystede sagte på hovedet. Han smed bolden væk og gik hen imod hende.
”Jeg er jo også blondine, ikke” smilede hun og trak underlæben ud.
”Nå ja” mumlede Bill og var kun få skridt fra hende nu. ”Lad os gå op igen, inden vi gør nogen skade” grinede han og lagde armen om hendes skuldre. Chrizza skulede til ham og lagde hendes arm bag hans ryg. ”Lad os slutte fred, Chrizza” grinede han.
”Aftale!” smilede hun og nikkede en enkelt gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar