Kapitel 163

Bilen stoppede ude foran lufthavnens ankomsthal. Tom klikkede sin sikkerhedssele op og åbnede døren. ”Jeg skynder mig”, sagde han og trådte udenfor. Solen skinnede, og selvom det var ved at være slutningen august måned, var det pænt varmt alligevel.

Tom skyndte sig ind i ankomsthallen og så op på tavlen, hvor alle de mange ankomster og afgange var kludret sammen. Han så ud over hallen og gik hen til informationsskranken, hvor der ingen mennesker var.

”Hej”, sagde en mand i uniform. ”Kan jeg hjælpe Dem?”

”Hej… ja, jeg tænkte på… flyet fra Danmark 10.25”, manden begyndte at nikke. ”Har de fået deres bagage?” spurgte han.

Manden trykkede på sin tastatur og så op på sin computerskærm. ”Båndet har rullet i et par minutter, og de er så småt ved at komme ud”, svarede han høfligt og så Tom i øjnene.

”Ok, mange tak”, sagde han og gik hen til den store mængde af mennesker, der alle stod og ventede på nogle af deres kære skulle ankomme – og det samme gjorde Tom. Han forholdt sig forholdsvis meget rolig og så ikke rigtig nogen i øjnene, da han ikke ønskede noget ballade. Han var bare kommet for at hende sin kæreste i en dum lufthavn i Hamburg.

Han havde måske stået der i 2 minutter, da hans tanker blev afbrudt af Chrizza, der blidt kyssede hans kind. Han rystede på hovedet og så hende i øjnene. ”Hej skat”, smilede hun og gav ham et kram.

”Hej smukke”, klukkede han og kyssede hendes hår. ”De holder derude og venter på os”, sagde han roligt og smilede sødt til hende. ”Her, lad mig tage din taske”, hvorefter han flettede sine fingre fint i hendes.

”Har du ventet længe?” spurgte hun forsigtigt, mens de gik igennem ankomsthallen.

”Na… jeg var faktisk lige kommet… 2 minutter måske”, svarede han og klemte hendes hånd tæt. ”Jeg har savnet dig, min pige”, hviskede han mod hendes øre og kyssede hendes hår igen.

”I lige måde, basse”, klukkede hun sødt og smilede stort, da hun så Bill stige ud af bilen, da de kom ud af hallen. ”Hello handsome”, sagde hun lavt og krammede ham hurtigt, hvorefter hun kyssede hans kind blidt.

”Hej sunshine”, smilede han og åbnede bildøren for hende. ”Du bliver nødt til at sidde i midten”, hun rokkede med hovedet og satte sig ind. ”Vi blev enige om, det var dig, der havde den mindste røv af os alle sammen”, grinte han og satte sig ind ved siden af hende.

”Hej”, sagde Chrizza glad, da Simone og Gordon vendte sig om og smilede til hende.

”Gik det hele godt?” spurgte Gordon og fik øjenkontakt med hende i bakspejlet.

Chrizza nikkede. ”Det gik meget smertefuldt”, smilede hun og lænede sig lidt hen mod Bill, da Tom satte sig ind i bilen. ”Tak”, hviskede hun til ham, da han havde fået sin sele på, og han lagde sin hånd i hendes, lagde dem på hans lår, mens han blidt nussede den.

”Var det en god fest i går?” spurgte Simone, da de begyndte at køre væk fra lufthavnens område.

”Det var ganske roligt”, svarede hun og trak lidt på det.

”Det lød sørme overbevisende”, grinte Bill og så skeptisk på hende. ”Var det ikke sjovt?”

”Jeg drikker jo ikke… så jeg tror, det var sjovere for de andre”, indrømmede hun og så ud af forruden.

Simone vendte sig om og så hende i øjnene. ”Du er meget fornuftig, skat”, klukkede hun og vendte sig om igen. ”Det er godt, det er sådanne nogle fornuftige børn, vi har deromme på bagsædet, hva’?” sagde hun til Gordon med en meget sarkastisk stemme.

Chrizza lagde mærke til en sarkastiske stemme og så skiftevis på Tom og Bill, der bare stirrede på hinanden med et dårlig smil på læben. ”Hvad sker der?” spurgte hun nysgerrigt og kunne ikke rigtig få noget ud af Tom eller Bill.

”Tja.. landet ligger sådan, at disse to herrer har lejet et lokale til deres fødselsdag, og de skal drikke sig stive”, sagde Gordon meget hurtigt.

”I drikker jo ikke normalt”.

Tom smilede ned til hende. ”Det er vores 18 års, skat. Det skal da fejres”.

”Ses vi i hegnet, sunshine?” grinte Bill og puffede til hende.

”Det skal nok blive interessant, det her”, mumlede Tom til Chrizza, da de gik op mod hoveddøren bag de andre. Chrizza smilede bare til ham og grinte lidt. ”Jeg tror, han bliver glad for at se dig igen, skat”.

”Tror du?” spurgte hun usikkert.

Tom klemte hendes  hånd tæt og kyssede hendes hår. ”Du har fået en invitation specielt fra Oskar”, klukkede han, smilede sødt og slap hendes hånd, da de stoppede op foran hoveddøren. ”Så længe du bare husker, hvem det er, du skal hjem med i aften, ok?” jokede han og lod sin hånd glide ned over hendes røv, mens han blinkede flirtende til hende.

Døren blev hurtigt åbnet og lille Oskar kom frem i døren. ”Heeeej”, skreg han næsten og hoppede op og ned.

”Hej Oskar”, grinte Simone og Gordon i kor og trådte indenfor.

”Hej Bill, hej Bill”, smilede han stort, og Bill lænede sig hen for at give ham et kram.

”Tillykke med fødselsdagen”, sagde Bill.

”Chrizza”, sagde han hurtigt efter og sprang næsten op til hende.

”Hej mus”, klukkede hun. ”Tillykke med fødselsdag”, smilede hun og aede ham over kinden.

”Taaak”, fnes han og krammede Toms ben. ”Tom”, sagde han lavt og så op på ham.

”Hej Oskar”, smilede han og tog ham i hånden, hvorefter de gik ind og hilste på Oskars forældre, plus deres fælles mormor og morfar; de var der alle sammen, og det var første gang, de skulle ses, efter Tom og Chrizza havde fundet sammen.

”Der har vi jo den unge kærlighed”, smilede deres mormor, som Bill, Tom og Chrizza kom ind i stuen.

Chrizza prøvede ikke at være for ligeud med sine forvirring og så op på Tom. ”Mor ringede og fortalte dem det hele, skat. Eller bare lidt af det… Bare rolig”, smilede han og kyssede hendes tinding hurtigt.

”Macky”, klukkede hun, som hun krammede Bill ind til sig. ”Hvor er det dejligt at se dig igen, min dreng”, smilede hun, mens hun lagde sine hænder mod hans kinder. ”Har du det godt?” spurgte hun og tog sine hænder til sig igen.

”Jeg har det ganske fint”, smilede Bill og rokkede med hovedet.

”Det var godt at høre”, sagde hun og så hen på Chrizza, der stod lidt i baggrunden af Bill. Mormoren smilede sødt til hende, mens hun rakte sine arme frem mod hende. ”Chrizza, min pige. Hvordan går det med dig?” spurgte hun og krammede hende tæt ind til sig.

”Jeg har det rigtig godt”, svarede hun overbevisende og så hende i øjnene.

”Der var ikke rigtig nogen af os, der havde regnet med den nyhed, Simone bragte os over telefonen forleden dag”, smilede hun og så hen på Tom, der straks gik hen og krammede sin mormor. ”Tillykke min dreng”, smilede hun.

”Tak mormor”, fnes han og lagde sine hånd i Chrizzas.

”Det er dejligt at se jer så glade”, indrømmede hun og skuede ud af øjenkrogen at Bill og smilede hen mod dem. Det lettede en del. ”Hør, Bill… kom lige”, han kom hen til dem. ”I skal prøve at gå ud til morfar, han sidder ude i haven. Han har noget, han gerne vil fortælle jer”.

”Uhh”, grinte Bill og gik forrest ud i haven.

”Der har vi jo de tre musketerer”, grinte morfaren og rakte armene ud mod dem.

Tom klemte hendes hånd tæt og smilede. ”Hej morfar”, sagde Bill og Tom i kor og så grinende på hinanden. ”Mormor sagde, vi skulle komme herud”, sagde Tom hurtigt og fulgte med Bill over til havebordet, hvor de alle tre satte sig på den samme bænk, men som Chrizza skulle til at sætte sig imellem dem, trak han hende oven på sit skød, så hun sad med siden til ham.

”Åh”, sukkede hun ironisk og vrængede på næsen mod ham.

Han fnes og lagde sine arme omkring hende, mens han smilede hen til Bill, der smilede igen. Chrizza sad diskret og kiggede skiftevis på dem, og det var som om, de snakkede med hinanden… bare uden ord, for Bill begyndte pludselig at nikke lidt smilende med hovedet, hvorefter han vendte hovedet den anden vej, hvor deres morfar satte sig på en stol ved bordenden af bordet.

”Hun kan da heller ikke holde sin mund”, grinte han og lagde op til en længere snak: ”Jeg ved, I har haft noget bøvl med at finde køreskole i nærheden, har jeg ret?”

”Ja… Loitsche har ingen, Magdeburg er der lang ventetid, og Hamburg er for langt væk”, sagde Bill og nikkede.

”Men nu flytter vi jo til Berlin her i næste måned engang, så vi regner lidt med, vi kan finde ud af noget derinde”, tilføjede Tom.

Morfaren smilede og rokkede roligt på hovedet. ”Jeg har snakket med en gammel ven inde i hovedstanden, og han vil gerne hjælpe jer op til køreprøven… I Berlin”. De begge fik store øjne og så på hinanden. ”Jeg antyder, jeres tavshed er positivt”, klukkede han.

”Mener du virkelig, du har fundet en køreskole til os, morfar?” spurgte Tom.

”Ja, men jeg er ikke færdig endnu”.

De klappede begge i som en østers og så nysgerrigt hen på ham igen. ”Mormor og jeg har snakket lidt om det, og vi vil gerne give et lille bidrag til hver af jeres kort… på cirka… 5000”.

”Jamen…”

”Det er jo hele kortet”, udbrød Tom.

Deres mormor kom grinende gående ud af havedøren. ”Vi ved, hvor meget I gerne vil have det kørekort i hus”, sagde hun roligt og satte sig på den anden side af bordet, overfor Tom, Bill og Chrizza.

”Og derfor har jeg også fundet en køreskole, hvor I kan tage det på 2 uger”, tilføjede deres morfar. ”Sådan så I ikke skal bruge 3 måneder på det, nu når I har så meget andet at se til…”

Bill rystede overrasket på hovedet og kunne ikke fjerne sit smil. ”Hvor er det vildt”, sagde han glad og så hende på Tom, der lagde op til en high-five. ”Vi skal have kørekort, Tom”, grinte han stolt og jublede.

Kapitel 162

Der var gået nogle dage, og Chrizza var kommet tilbage til Danmark igen og var startet i skolen. Det havde ikke været noget speciel stor succes for hende at starte igen, men det var alligevel dejligt at komme tilbage til det, der holdt hende nede på jorden.

Allerede om tirsdagen havde hun spurgte Malene, Erika og Alexander, om de ikke havde lyst til at tage med hjem til hende efter skole, sådan så de kunne være lidt sammen – væk fra de andre i klassen. Hun havde fortalt dem, hun havde noget, hun godt ville snakke med dem om… og de tog alle tre med hende hjem efter skole.

”Hvad så?” spurgte Alexander, da hun trak ham lidt til siden.

”De ved stadig ikke noget om dengang med Bill… og det skal de heller ikke vide noget om, ok?” spurgte hun lidt usikker og smilede forventningsfuldt til ham, indtil han nikkede roligt med hovedet. ”Åh, mange tak, Alex”, smilede hun og gav ham et kram.

”Hvad laver I?” spurgte Erika og vrikkede med øjenbrynene.

”Ikke det du tror i hvert fald”, grinte Chrizza og slap grebet omkring Alexander.

Hun sukkede ironisk og skulede til dem. ”Du kunne godt bruge lidt mandfolk”, mumlede hun og gik ud i køkkenet til Malene igen, der var ved at lave popkorn i store mængder, så de rigtig kunne hygge, nu hvor Chrizza endelig havde tid til at være sammen med sine danske venner.

”Du og Tom?” hviskede Alexander lavt, da de fulgte efter ud i køkkenet. Chrizza tyssede på ham og smilede forsigtigt. ”Nice one”, grinte han og puffede til hende. ”Ej, jeg skal nok stoppe nu, C”.

”Tak”, grinte hun og himlede med øjnene. Hun satte sig op på køkkenbordet ved siden af Malene og smilede bare til hende, hvorefter hun så rundt på dem alle sammen. ”Hvor er det dejligt at være sammen med jer igen”, indrømmede hun.

”I lige måde, ven… du er aldrig hjemme mere”, beklagede Malene sig.

Hun trak bare på skuldrene. ”Jeg vil passe min skole i år, og jeg vil kun være væk, når det er yderst nødvendigt”, smilede hun og rokkede lidt på hovedet. ”Hver weekend”, tilføjede hun og klukkede.

”Jeg forstår ikke, hvorfor du har så meget at lave dernede”, indrømmede Erika og så skeptisk på hende. ”De har lige udgivet en cd, fedt”, klukkede hun efterfølgende, ”men derfor skal du da ikke hænge dernede hele tiden…”

Alexander gav et lille grin fra sig og så uskyldigt, da de alle vendte sig om mod ham. ”De betyder meget for mig… jeg føler, de er en del af min familie nu”, svarede hun bare og trak på skuldrene. ”Jeg har et helt andet liv dernede…”

”Så længe du ikke glemmer os”, sagde Malene og lagde en hånd oven på hendes.

Chrizza smilede og rystede på hovedet. ”Jeg vil aldrig glemme jer”.

”Hør, der var faktisk en større grund til, jeg spurgte, om I ikke ville komme hjem til mig i dag”, sagde hun pludseligt og så rundt på dem alle i et kort øjeblik. Alexander smilede til hende og havde godt på fornemmelsen, hvad hun skulle til at sige. ”Jo altså…” hun sank en klump. ”Jeg har fået en kæreste”, sagde hun lavt og var en smule bekymret over, hvordan de skulle tage det.

Malene og Erika så forarget på hinanden og begyndte at smile stort. ”Virkelig?” spurgte Malene og hendes smil var kæmpe, da Chrizza roligt rokkede med hovedet.

”Hvem er han? Kender vi ham?” spurgte Erika hurtigt.

Hun så hen på Alexander, der bare sad og smilede lidt for sig selv. ”Det er Tom… er det ikke?” spurgte han, og de så alle sammen hen på ham.

Der var stille i et øjeblik. ”Jo… det er Tom”.

”Ahhh”, udbrød Erika og rejste sig fra sofaen. ”Tillykke, tillykke, tillykke”, jublede hun, mens hun løb rundt om bordet og hen til Chrizza. ”Jeg vidste, du havde en mission, da du tog derned”, klukkede hun og gav hende et stort kram.

”Tak”, mumlede hun smilende og trak lidt på skuldrene.

”Hvordan har Bill det så med det?” spurgte Malene og var ikke helt ligeså meget oppe at køre som Erika var.

”Han har det fint nok…”, hun trak lidt på det og smilede lidt. ”De ønsker os jo kun det bedste”. De nikkede og smilede så. ”Men jeg ville bare gerne have, I vidste det, ok”.

”Selvfølgelig”, svarede Alexander. ”Hvornår kommer han herop?”

Chrizza smilede. ”Jeg ved det ikke endnu… jeg skal derned på fredag, og så kommer han vel engang i næste måned?”

”På fredag?” spurgte Erika.

”Hm-hm…”

Hun så hen på Malene. ”Er det ikke der, vi har klassefest?” spurgte hun.

”Åh, jo”, udbrød hun.

”Mener I det? Det har jeg ikke hørt noget om…”

Alexander rømmede på sig og smilede usikkert. ”Du har ikke rigtig været til at komme i kontakt med… jeg prøvede at ringe, men du tog den ikke”, sagde han og trak på skuldrene. ”Måske er det bedst, hvis du kommer, Chriz”.

Chrizza: Hej skat :-* Har du tid?

Tom: Altid bebs :-D Hvad så skat?

Chrizza: Malene, Alex og Erika var her i dag … De blev meget overraskede.

Tom: Uha, jeg må snart se dem igen skat :-)

Chrizza: Du kan jo bare komme :-*

Tom: Hvad siger du til, jeg tager med dig hjem søndag skat?

Chrizza: Mener du det? :O

Tom: Ja, hvis du har lyst.

Chrizza: SELVFØLGELIG :-D Altid, ja!

Tom: Awh, rolig nu skat :-* Haha. Hvad så? Går det godt?

Chrizza: Det går helt fint, men der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig skat :-(

Tom: Av.

Chrizza: Klassen holder en klassefest på fredag… Alex synes, jeg skal tage med.

Tom: Hmm… Nu når jeg tænker over det, så synes jeg også, du skal skat :-* Du skal ikke glemme dem, bare fordi du nu også har os at tænke på. Du tager med til den klassefest, og så kommer du bare herned lørdag.

Chrizza: Mener du det skat? :i

Tom: Selvfølgelig, jeg vil ikke holde dig tilbage :-* Men skat? Så har jeg også noget, jeg gerne vil sige… eller spørge om.

Chrizza: Bring it on :-D

Tom: Oskar, du kan godt huske Oskar ikke? :-)

Chrizza: Lille fætter Oskar, selvfølgelig.

Tom: Jo, han har fødselsdag på lørdag, og vi er blevet inviteret til fødselsdag hos ham. Og du er blevet inviteret speciel af HAM :-D Har du lyst til at tage med skat? For ellers så bliver vi to bare hjemme og hygger.

Chrizza: Jeg vil smadder gerne med skat :-D Selvom dit andet tilbud også er meget fristende…

Tom: Uuuh… jamen, så hygger vi da bare lidt, når vi kommer hjem igen frække :-*

Chrizza: Tak fordi du er sådan en dejlig ven, Alex :-*

Alexander: Jeg vil altid være ved din side så længe, du vil have mig der :-) 

Kapitel 161

”Hej”, smilede Bill stort, da de trådte ind i butikken.

”Hej Bill, godt at se dig igen”, svarede en sej type og gik imod dem.

”Det her er Chrizza”, præsenterede han og lagde en arm om hendes skuldre.

Han smilede til hende og rakte hånden frem. ”Hyggeligt at møde dig, Chrizza”, sagde han venligt.

”I lige måde”, svarede hun lidt usikkert og smilede overbevisende. Ham fyren gik tilbage på sin stol, hvor han sad og så meget koncentreret ned i et papir. ”Er du ikke nervøs?” spurgte hun lavt og så op på Bill.

Han rokkede hovedet lidt frem og tilbage og trak hende med over i sofaerne. ”Det er jo ikke min første tatovering”, smilede han og så hende i øjnene. ”Du virker nervøs”, klukkede han og tog hende i hånden.

”Du er godt klar over, hvor ondt det gør, ikke?”

Bill grinte og klemte hendes hånd tæt. ”Du har måske prøvet det?”

”Nej…”, sukkede hun og så rundt i butikken. ”Det gør bare ondt… tror jeg”, mumlede hun, mens hun så på nogle billeder, der hang på væggen bag hende. ”Owh, sej type 56”, grinte hun og pegede på et af billederne.

”Shh…”, grinte han og himlede med øjnene over hende.

”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte hun forsigtigt og vendte sig mod ham.

”Hm-hm… hvad?”

Hun så ned på hans hofte og trak lidt op i hans bluse, så hun kunne se hans stjerne. ”Simone… vidste hun ikke noget om den?” spurgte hun og lod sin pegefinger køre lidt hen over tatoveringen.

”Nej... ikke før jeg havde fået den lavet”, mumlede han.

Hun så lidt på ham med rynket pande og tog sin hånd til sig igen. ”Hvorfor?”

Bill trak lidt på skuldrene og så hen på ham fyren. ”Jeg vidste, hun ikke ville have givet mig lov, og jeg følte virkelig for at få den”, han trak på skuldrene igen og smilede. ”Brian lovede, han ikke ville sige noget til nogen”.

”Jamen… er det ikke ulovligt?”

”Under 18?”

”Ja”.

”Tjo…”, klukkede han og lagde sit hoved på skrå. ”Men hvis man bare har de rigtige kontakter, så sker der vel ikke noget”, smilede han og så væk lidt. ”Jeg har jo heller ikke mors tilladelse i dag, vel? Det er bare noget, jeg gør…”

”Sej type 17”, grinte hun.

”Snart 18”, rettede han hende og puffede lidt til hende.

Brian, ham den hardcore type, rejste sig fra skrivebordet og gik smilende hen mod dem. Han havde et stykke papir i hånden, som han kiggede meget smilende på. Han så egentlig ikke så slem og farlig ud, som hun først havde troet. Men… han var jo også bare en menneske.

”Så tror jeg, jeg er færdig med din tegning”, sagde han og rakte papiret hen til Bill. ”Hvad synes du?” spurgte han og så skiftevis på Chrizza og Bill, der begge sad helt mundlamme over den.

”Den er perfekt”, svarede han lavt og smilede stort. ”Det er lige sådan, den skal være”.

Brian sukkede lettet og nikkede. ”Jamen, hvis du gør dig klar, så finder jeg det hele frem”, sagde han og forlod dem igen.

”Åh”, stønnede hun.

”Skat, du skal ikke være bange”, klukkede han og krammede hende tæt ind til sig, som de rejste sig fra sofaen. ”Jeg skal nok klare det… jeg har overlevet to gange før, ikke”, smilede han og kyssede hendes hår.

”Men alligevel, Bill. Det bliver smertefuldt”, hun så på ham, ”Gør det ikke?”

Bill tog hende i hånden og trak en stol hen ved siden af der, hvor han skulle tatoveres. ”Det er ikke det mindst smertefulde sted, jeg har fundet”, indrømmede han og smilede skævt. ”Men det var her, jeg gerne ville have den”.

Chrizza nikkede og satte sig ned på stolen. ”Du er fandeme sej, du er”, klukkede hun og tog sin hånd i hans.

”Av, av, av, av”, mumlede Chrizza og kneb øjnene lidt sammen.

Bill klukkede sødt og kyssede hendes hår. ”Det er lige før det gør mere ondt på dig, end det gør på mig, skat”, selvom han havde valgt et mega smertefuldt sted at lave sig tatovere.

”Klarer du den?” spurgte Brian og smilede til Bill.

”Selvfølgelig”, pep han.

Chrizza så hen på Bill og smilede skævt. ”Man må lide for skønheden… det sagde min mor altid”.

”Du har da godt nok være i gennem meget smerte så, skat”, smilede Bill og blinkede til hende. Chrizza blev en smule genert og bukkede hovedet lidt. ”Åwh”, klukkede han og klemte hendes hånd tæt.

”Hør, er I kærester?” spurgte Brian.

”Nej, eks kærester”, svarede Bill og smilede lidt.

”Nu… bedste venner”, tilføjede hun og smilede sødt til Bill.

”Og her har vi så et af de få tilfælde, hvor man forbliver venner”, sagde Brian overrasket og klukkede. Han rokkede lidt med hovedet og arbejdede videre. ”Jeg syntes heller ikke, jeg havde hørt noget om jer, når man læste i aviserne og sådan”, sagde han.

”Det var heller ikke meningen”, svarede Bill lavt. ”Chrizza er faktisk kærester med min bror, Tom, nu”, indrømmede han og trak lidt på den ene skuldre, da han ikke kunne bevæge den anden skulder. Chrizza så underligt på Bill. ”Brian kan holde på en hemmelighed, Chriz, bare rolig”, smilede han.

”What happens in my tattoo shop… stays in my tattoo shop”, grinte han og blinkede til hende.

”Åh”, sukkede Bill og så hen mod sin taske. ”Min mobil ringer, gider du ikke tage den, Chriz?” bad han og så bedende på hende.

”Vi kan holde en pause, hvis du vil”, foreslog Brian, men Bill rystede bare på hovedet.

”Jeg vil hellere blive færdig med den”, mumlede han og sukkede dybt.

Chrizza løb hen til Bills taske og nåede lige at tage den, før den gik på telefonsvarer. ”Bills telefon, det er Chrizza” sagde hun og klukkede til Bill, der bare grinte af hende.

”Øhm… Hej…”, sagde han stemme og virkede usikker. ”Hvem er det?”

”Chrizza”.

”Aha, ok… Hej Chrizza, det er Angela, Bills veninde”, sagde hun og virkede straks lidt mere selvsikker i sin stemme.

”Hej Angela”, sagde hun og satte sig i sofaen.

”Hvad laver Bill, siden han ikke kan tage sin mobil?” spurgte hun nysgerrigt.

”Han er ved at få lavet en tatovering… fødselsdagsgave”, mumlede hun.

”Ok”, hun trak på det. ”Amen, ved du hvad, så ringer jeg bare til ham senere”, sagde hun.

”Jeg kan godt tage en besked, hvis du vil have mig til det?”

Der var stille et øjeblik. ”Kan du ikke bede ham om at ringe til mig, når han er færdig… helst inden I tager hjem fra byen”, spurgte hun.

”Selvfølgelig, det siger jeg”.

”Mange tak”, svarede hun. ”Hils ham fra mig, ikke…”

”Det gør jeg”.

”Tak. Farvel”, sagde hun hurtigt.

”Hej hej”, mumlede Chrizza bare og lagde mobilen ned i hans taske igen. Hun rejste sig fra sofaen og satte sig hen på stolen igen. ”Det var Angela”, sagde hun lavt og tog ham i hånden igen.

”Ja?”

”Du skal ringe til hende, inden du tager hjem herinde fra”.

Bill så op på hende og rynkede lidt på panden. ”Hun sagde ikke, hvad hun ville?”, men Chrizza rystede på hovedet. ”Hm… ok, tak”, svarede han bare og smilede så lidt til hende.

”Sådan”, sagde Brian og stoppede maskinen. Der blev helt stille i butikken, da de var de eneste, der var derinde. ”Lad mig lige rense det lidt, og så kan du se det færdige resultat”, smilede han venligt og tørrede overskuddet af hans arm.

”Wow”, udbrød Bill og smilede stort. ”Den er vild”, sagde han og så op på Brian. ”Den er virkelig, virkelig flot… Mange tak”.

”Ingen årsag, Bill”, svarede han og rejste sig op fra stolen. ”Bare husk at vær forsigtigt nu”.

Bill nikkede og stillede sig hen foran spejlet. ”Wow”, smilede han og så hen på Chrizza, der stod bag ham og beundrede hans glade ansigt. ”Kan du lide den, sunshine?” spurgte han.

”Den er rigtig… det ved jeg ikke? Den er bare vildt fed, Bill”, klukkede hun.

Han rokkede med hovedet og gik hen til skrivebordet, hvor Brian var ved at finde noget plastik bandage, som skulle over tatoveringen, indtil han kom hjem. ”Du er den bedste”, smilede Bill og satte sig på en skammel ved siden af ham.

Han grinte og begyndte at pakke hans arme ind. ”Og ja… du ved, hvad du skal gøre, når du kommer hjem, så det gider jeg ikke engang sige”, klukkede han og klappede ham på skulderen, da han var færdig.

”Mange tak for i dag”, sagde Bill og gav ham et hurtigt kram, hvorefter han gik hen for at tage sin jakke på, så de kunne komme hjemad igen.

”Selv tak, og tillykke med fødselsdagen”.

Han vendte sig om, mens han tog sin jakke på. ”Taaak”, fnes han og smilede.

”Du har været en god støtte”, smilede han og gav Chrizza et kram. ”Jeg håber at se dig igen her i butikken”. Chrizza så næsten helt skræmt ud, mens hun langsomt bare rokkede med hovedet.

”Vi ses, Brian”, sagde Bill og åbnede døren for dem.

”Vi ses, unger”, svarede han og vinkede  efter dem.

Bill bankede på hoveddøren og smilede ned til Chrizza. ”Det tager kun få minutter”, sagde han og lagde en arm om hendes liv. Hun nikkede og så ham i øjnene. ”Tak fordi du tog med i dag, det betød rigtig meget for mig, skat”.

”Ingen årsag”, smilede hun og lagde sit hoved lidt på skrå.

Døren blev åbnet og Angela dukkede op i døren. ”Hej”, smilede hun og så ned på Chrizza. ”Hej Chrizza”, sagde hun klukkende og inviterede dem indenfor. ”Rart endelig at møde dig”.

”I lige måde”, svarede Chrizza og så sig lidt omkring.

”Du glemte dine papirer til lejligheden, jeg tænkte, du nok skulle bruge dem”, sagde hun og gik ind i stuen for at hente dem.

Chrizza sukkede dybt og så ned i gulvet. Bill lagde mærke til det og tog roligt sin hånd i hans. Han sagde ikke noget til hende, men nussede bare blidt hendes hånd lidt. ”Mange tak”, sagde han, da hun kom tilbage med papirerne.

”Er I så ellers klar til at holde fødselsdag?” spurgte hun og smilede.

Han trak lidt på skuldrene. ”Vi har ikke helt snakket færdig om det endnu… Vi overvejer at tage til Hamburg og holde et eller andet stort der”.

”Det lyder vildt fedt”, klukkede hun og rokkede med hovedet.

”Ja”, mumlede han og trak på skuldrene igen. ”Men jeg ringer til dig, så snart jeg ved noget mere omkring det”, sagde han.

Hun smilede og tog et skridt tættere på ham. ”Jeg glæder mig”, smilede hun og krammede ham. ”Lad der ikke gå for lang tid før du kommer herind igen, Bill”, tilføjede hun og så ned på Chrizza. ”Du er også meget velkommen, hvis du har lyst”.

”Mange tak”, klukkede hun og smilede venligt.

Da de sad i taxaen på vej hjem til Loitsche spurgte Chrizza pludselig ud af den blå luft: ”Hvorfor skal du altid ind til hende, hvorfor kommer hun ikke hjem til jer?”. Hun så op på Bill, der bare blev ved med at se ud af vinduet. ”Bill”, sagde hun lavt og lagde sin hånd på hans lår.

Han så hende i øjnene og bevægede munden lidt. ”Tom kan ikke lide hende”, svarede han så og sukkede. Chrizza rynkede lidt på panden og forstod ikke rigtigt. ”Du har aldrig fået historien, fordi jeg ikke troede, det var nødvendigt for dig at vide… vi to var kærester dengang”.

”Hvis du ikke vil have, jeg skal vide det, så er det ok med mig, Bill”, smilede hun støttende. Bill så hende i øjnene og blinkede et par gange med begge øjne. ”Det er fint nok, skat”, klukkede hun og tog sin hånd til sig igen.

Der var stille i et par minutter, da Bill rakte ud efter hendes hånd. ”Du ved godt, jeg var kærester med Angela, ikke”, spurgte han forsigtigt, og Chrizza nikkede langsomt. ”Vi slog op, fordi vi ikke stolede på hinanden mere, og det hele gik bare ned ad bakke for os”.

”Det er jeg ked af”, hviskede hun.

”Jeg var 13-14 år på det tidspunkt, og jeg skrev sange hele tiden, koncentrerede mig virkelig omkring bandet, så jeg skrev en sang til hende… efter vi havde slået op. Jeg havde det forfærdeligt, og Tom gik hjem til hende for at få hende til at indse nogle ting, hun havde påstået, jeg havde gjort mod hende”. Han rystede diskret på hovedet. ”Jeg prøvede at få hende tilbage med den sang… men det hjalp ikke”.

”Durch den Monsun”, gættede hun.

Bill så hende i øjnene. ”Hvor vidste du det fra?” spurgte han forvirret.

Han trak på skuldrene. ”Den er meget følelsesladet, når man ved, hvordan du skriver dine sange, Bill”, smilede hun forsigtigt. ”Den sang, du har skrevet til mig… den er på samme måde”.

”Du kan ikke lide den?”

”Jo”, skyndte hun sig at sige. ”Det er bare underligt… men jeg har intet imod den, og jeg synes, du skal indspille den, hvis du stadig selv har lyst til det, skat. Du skal ikke tænke på mig”. Hun sendte ham et lille smil. ”Det var en rigtig god tid sammen med dig, og det må du aldrig glemme”, hviskede hun mod hans kind og kyssede den blidt bagefter. ”Jeg kan bare ikke lide at tænke på… hvad det var, der gjorde, det gik så meget galt, som det gjorde”. 

Et møde på Alexanderplatz

« chrizza

Jeg kunne høre toget holdt oppe på perronen, da jeg fandt den rigtige trappe op komme op af. Hvor var det bare typisk mig at komme sådan i sidste øjeblik, så jeg løb så hurtigt jeg kunne op af trappen.

”Woah”, udbrød jeg og spillede cool, jeg var nær faldet. Men det var jeg ligeglad med nu, for der hørte jeg fløjten, som jeg kom op af trappen. ”Åh fuck”, udbrød jeg for mig selv og sank sammen i ryggen.

Jeg tog mig til hovedet og lukkede mine øjne i et øjeblik. Hvor kunne jeg have slået mig selv i hovedet, hvis det ikke havde været fordi, jeg ikke var alene på perronen. Jeg så mig lidt omkring; alle ventede på det tog, der kom fra det modsatte spor.

Nå, tænkte jeg og sukkede dybt. Jeg måtte finde ud af, hvornår det næste tog kørte. Der ville i hvert fald gå en halv time, og jeg gik hen til en stander for at se, hvornår det næste tog ville komme.

En time, sagde jeg til mig selv og så fortabt på skærmen. Det kunne bare ikke være rigtigt, tænkte jeg og faldt endnu engang sammen i ryggen. Hvis jeg bare havde været 1 minut tidligere ude af døren, så ville det slet ikke havde været sket, så ville jeg slet ikke have skullet sidde på en dum banegård og vente i en time.

Ved den trappe, hvor jeg kom op, var nogle bænke, jeg kunne sætte mig til at vente på, så jeg gik ligeså stille derhen, mens jeg gik i mine egne tanker. Jeg tænkte på, hvor dum en dag det egentlig havde været, og hvor uheldig mit liv var lige for tiden.

Jeg satte mig ned for enden af bænken. Der sad en i den anden ende af bænken, han havde en hætte trukket over hovedet, mens han bare sad lænet forover og så ned i jorden. Han så hen på mig og smilede lidt, jeg gengældte hans smil og så væk igen.

”Det var synd, du ikke nåede dit tog”, sagde han så pludseligt, og jeg vendte hovedet over mod ham igen. ”Kan du ikke tage et andet?”

Jeg rystede på hovedet og følte mig en smule genert. Hvorfor snakkede han lige til mig? Hvorfor sad han der og smilede så sødt til mig. Jeg kendte ham jo ikke engang. Underligt, tænkte jeg og svarede ham så: ”Jeg har ikke mange muligheder for at komme hjem”.

Han rokkede med hovedet og så væk i et kort øjeblik. ”Bor du ikke i Berlin?” spurgte han så og så mig i øjnene.

”Nej…”

Han smilede igen. ”Hvad laver du så her?” spurgte han venligt.

”Jeg... Jeg skulle besøge min kær… min eks kæreste”, svarede jeg og vrængede lidt på næsen.

”Oh, det er jeg ked af at høre”, svarede han forsigtigt og smilede støttende til mig. ”Jeg hedder Tom forresten”, sagde han så og rakte hånden frem mod mig.

Jeg så lidt ned på hans hånd og tog så imod den, mens jeg smilede. ”Jeg hedder S… Chrizza”, sagde jeg og rokkede lidt med hovedet.

”Sødt”, klukkede han lavt og tog sin hånd til sig igen.

« tom

Jeg ville jo egentlig gerne snakke med hende, og det dumme mellemrum mellem os gjorde det en lille smule akavet at snakke sammen, så jeg tog chancen til at rykke mig en plads hen mod hende, så vi sad lige ved siden af hinanden.

”Må jeg?” spurgte jeg og smilede høfligt til hende.

”Selvfølgelig”, svarede hun og lagde sine ben over kors. Hun vendte sig lidt mod mig og så mig i øjnene. ”Jeg bor i Danmark”, sagde hun så og trak på skuldrene.

”Danmark?”

”Skandinavien”, klukkede hun sødt.

”Aha, ok… Danmark”, gentog jeg og følte mig en smule dum. FAIL, tænkte jeg for mig selv og grinte lidt. ”Hvad laver du så her i Berlin?” spurgte jeg og virkede pludselig meget tættere på hende.

”Min eks bor her… vi har lige slået op”, svarede hun og rynkede lidt på panden. ”Det gør mig ikke så meget. Det var nok det bedste alligevel”, hun smilede lidt. ”Det der lang distance forhold, lad være med det”, grinte hun.

Jeg kunne ikke lade være med at grine med hende. Det var sjovt, som hun sad der og grinte, mens hun fortalte mig, hvordan hendes forhold med kæresten var gået i stykker, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes historie. Hun var sød at høre på, og hendes accent var endnu mere sød.

”Chrizza… ” sagde jeg så og så hende i øjnene. ”Er det dit rigtige navn?” spurgte jeg.

Hun vrængede lidt på næsen og så kort ned i jorden, før hun så mig i øjnene igen. ”Stine er mit rigtige navn, men ingen kan finde ud af at sige det. Prøv engang selv, Tom. Jeg vil vædde med, du heller ikke kan”.

”Prøv at sig det igen”.

”S-T-I-N-E … Stine”.

Jeg ville virkelig føle mig dum, hvis jeg ikke kunne finde ud af at sige hendes navn ordentligt, så jeg prøvede at sige det inde i mit hoved et par gange for at få det til at lyde ordentligt… men det virkede ikke; jeg kunne ikke.

”Det var lidt pinligt, det der”, klukkede jeg og smilede genert. ”Jeg foretrækker Chrizza så”. Hun rokkede med hovedet og grinte med mig lidt. ”Chrizza…”, sagde jeg lavt og smilede. ”Det er sødt”, indrømmede jeg.

”Tak”, hun smilede sødt til mig og for første gang i meget lang tid – måske nogensinde – fik jeg gåsehud over nogens smil. Jeg så hurtigt væk, ned i jorden og tilbage på hende igen. Nu var jeg nysgerrig… nysgerrig for at vide mere om hende.

« chrizza

”Hvordan har du så fået det kaldenavn?” spurgte han så, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare. Jeg kendte ham ikke engang, og desuden var det også en længere historie, jeg var nødt til at rode mig ud i, hvis han virkelig følte for at vide det.

”Det er en længere historie”, smilede jeg venligt og trak lidt på det.

Tom klukkede og puffede lidt til mig med sin skulder. ”Mit tog kommer først om 40 minutter, jeg tror, du har tid nok”, svarede han, og jeg begyndte at fortælle ham det hele.

Han smilede sødt til mig, mens jeg snakkede, og det så virkelig ud som om, han rent faktisk var interesseret i, hvad jeg sagde, og at han faktisk hørte efter. Det havde jeg alligevel ikke troet, men heldigvis havde jeg troet forkert om ham. Måske var han alligevel en virkelig rar og venlig fyr… selvom han egentlig så mere ud til at være en af de der bad ass typer, der ikke interesserede sig i noget andet end dem selv.

”Færdig”, grinte jeg og klappede afsluttende i mine hænder en enkelt gang.

Han så på sit ur og smilede. ”5 minutter? Jeg kan jo nå at få historien 3 gange mere”, grinte han.

Jeg smilede stort. ”Har du ikke noget, jeg skal vide om dig?” spurgte jeg så.

Han tænkte lidt og smilede så. ”Jeg har en tvillingebror”, sagde han. Woah, fandtes der virkelig 2 af hans slags, tænkte jeg og så ned på hans læber, og jeg smilede. ”Hvad er der?” spurgte han, da han lagde mærke til, jeg ikke så ham i øjnene mere.

”Din piercing”, sagde jeg lavt og blev ved med at kigge på den samtidig med, jeg så på hans læber. ”Gjorde det ikke ondt?”, spurgte jeg og så ham endelig i øjnene igen, men han rystede blidt på hovedet. ”Seriøst?”

”Ja”.

Jeg klukkede lavt og så overrasket på ham. ”Har du andre piercinger?” spurgte jeg og fattede ikke, hvorfor jeg ville snakke om piercinger; jeg havde jo kun selv to helt almindelige huller i hver af mine øre, det var jo ingenting.

Han trak hætten af hoved det og viste mig sine øre. ”Jeg har de her to”, svarede han, men jeg var helt optaget af hans hår. ”Du ser meget fascineret ud af mit hår”, grinte han.

”Undskyld, det ser rigtig fedt ud”, svarede jeg bare og smilede.

”Vil du røre det?” spurgte han så, og det var som om, han kunne læse mine tanker.

”Må jeg?” spurgte jeg og kneb øjnene en smule sammen.

Han smilede og lagde hovedet lidt hen mod mig. ”Woah”, sagde jeg lavt, som jeg sad med en af hans fletninger i min hånd. ”Det minder mig om sommer”, smilede jeg og han satte sig på plads igen.

”Sommer?”

”Ja, det er rart”, klukkede jeg og himlede med øjnene over min egen dumhed.

Han grinte af mig og smilede. ”Det er faktisk ret rart”, sagde han behageligt og trak sin hætte over hovedet igen.

Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor han absolut skulle trække sin hætte over hovedet igen. Han så, så køn ud; det ansigt var jo ikke et, man skulle gemme væk under en hue eller hætte… eller noget som helst andet.

”Mhh…”, mumlede jeg og så på ham igen. ”Har du så andre?” spurgte jeg.

”Jeg har nogle, men dem kan jeg ikke vise dig her”, sagde han hæst og blinkede til mig, og jeg smilede en smule genert til ham. Flirtede han lige med mig?

« tom

Fuck, hvor er du dum, Tom, sagde jeg til mig selv. Hvorfor sagde jeg lige det til hende? Hvorfor lige dét? Ej, jeg kunne have skudt mig selv i det øjeblik, for det var virkelig dumt sagt. Det så ikke ud som om, hun tog det særlig hårdt eller noget, det var jo heller ikke meningen, men lige hende. Ej, nej, nej, nej… det skulle bare ikke have været sket.

”Ej, jeg joker bare”, prøvede jeg at redde den med. ”Jeg har ikke flere”, sagde han og smilede så sødt til hende, som jeg overhovedet kunne. Hun skulle nødig tro, jeg var sådan en pervers fætter… som jeg måske godt kunne være nogle gange. ”Har du nogen?”

”Jeg har kun i ørene”, svarede hun og trak sit hår lidt til siden, så jeg kunne se dem. Jeg nikkede og smilede. ”Mine forældre vil ikke lade mig få andre end dem”.

”Må du heller ikke få tatoveringer så?” spurgte jeg overrasket.

”Ikke så længe jeg bor hjemme”, mumlede hun og trak underlæben ud.

Jeg rynkede på panden og forstod ingenting. ”Det er jo åndssvagt, det er jo din krop”.

”Sådan ser de vist ikke helt på det”, hun trak på skuldrene og smilede lidt.

”Mine forældre har altid ladet min bror og jeg bestemme over os selv”, sagde jeg og nikkede. ”Min lillebror har både piercinger og tatoveringer”.

”Din lillebror”, gentog hun smilende. ”Hvor længe er der imellem jer?”

”10 minutter”.

”Oh, 10 minutter betyder meget”, grinte hun.

Hvor kunne jeg ikke få nok af hendes grin, det var så sødt at høre på. Jeg ville bare have mere og mere af det… ”Ja, men desværre er han et par centimeter højere end mig, så helt lille er han jo ikke rigtig mere”.

”Hvor høj er du?” spurgte hun og så ned af ham.

”187… sådan der omkring”.

Hun fik store øjne og klukkede. ”Woah”.

”Hvor høj er du?”

”I hvert fald slet ikke så høj, som jeg havde håbet på”, smilede hun.

”Prøv at rejs dig op”, bad jeg hende om, og hun gjorde, som jeg sagde. ”Du er lille”, klukkede jeg og rejste mig op foran hende. Hun gik mig til skuldrene. ”Ah, ok, måske ikke så lille igen”.

Hun puffede til mig og satte sig ned på bænken igen. ”Jeg har altid villet være høj, men det duer bare ikke, når man har lave forældre, vel”, sagde hun lavt og vrængede på næsen.

”Toget til Magdeburg ankommer på spor 2 om få minutter”, blev der kaldt ud i højttalerne, og jeg så ned i jorden. Jeg lod som ingenting, håbede på hun ikke havde lagt mærke til, jeg skulle med det tog.

”Magdeburg”, gentog hun og så på mig. ”Skal du ikke den vej?” spurgte hun.

Jeg så på hende og smilede lidt. ”Der går toge hele tiden”, undskyldte jeg og smilede selvsikkert. ”Jeg vil gerne vente her sammen med dig til dit tog kommer”. Hun så overrasket på mig og rystede så diskret på hovedet. ”Jo, Chrizza… det vil jeg altså gerne, jeg er i hyggeligt selskab”.

Hun gav op og smilte så. ”Ok så”, mumlede hun og skulede til ham med et glimt i øjet. ”Jeg kan ikke lide, når andre får sin vilje”, klukkede hun og grinte.

« chrizza

Toget kørte ind på sporet bag ved os, og vi så det køre ud af banegården igen. Jeg så hen på Tom, og han smilede til mig. Han var ualmindelig sød mod mig, og jeg følte virkelig, at vi klingede godt sammen. Det var ærgerligt, mit tog ville komme indenfor de næste 20 minutter.

”Hvor gammel er du?” spurgte han.

Åh, lorte spørgsmål, tænkte jeg. ”Jeg er… 17”.

Han så forkert på mig og rynkede på panden. ”17?”

”Ja…”

”Mener du det?” spurgte han og så søgende på mig.

”Jeg er fra ’93”, svarede jeg bare og så ned i mit skød. Lige om lidt ville han sikkert gå sin vej, fordi jeg var sådan et lille barn i forhold til, hvad han sikkert var.

”Du ligner ikke en på 17”, indrømmede han og smilede. ”Du ser meget ældre ud”.

Jeg så op på ham, og jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Det er jeg glad for, du siger, Tom”, klukkede jeg og kunne ikke rigtig få smilet væk igen. Enten var det fordi, han lige havde givet mig en ordentlig kompliment, ellers var det fordi, han stadig sad der på bænken på pladsen ved siden af mig. ”Hvor gammel er du så?” spurgte jeg lidt forsigtigt.

”Næsten pensioneret”, jokede han.

”Ej, kom nu”, smilede jeg.

”Hør, du må ikke gå, når jeg siger min alder ok? Jeg har det virkelig fedt sammen med dig, Chrizza”, sagde han og så mig seriøst i øjnene. ”Jeg mener det, du må ikke gå, ok?” Jeg nikkede og smilede. ”Jeg er 21”, sagde han lavt. Jeg sagde ingenting, men så bare på ham. ”Hallo?” grinte han.

”Undskyld”, mumlede jeg lidt pinlig berørt over det hele. ”21 år, woah”, sagde jeg.

”Jeg ved det… jeg er nok lidt gammel i forhold til dig”, sagde han, og jeg syntes, jeg kunne høre en smule ærgrelse og skuffelse i hans stemme, som han sagde det, men jeg lod det bare ligge. Som om han nogensinde ville kunne få noget i gang med en på 17 år – eller tænkte jeg det egentlig den anden vej? – som om jeg kunne få noget op og køre med en 21-årig fyr som ham… jeg ved det ikke helt?

”Hey, hvad laver du egentlig i din fritid så?” spurgte han.

”Jeg går til dans”, svarede jeg og smilede. ”MTV, street og sådan”. Tom havde ingen anelse om, hvad det var for noget, men nikkede bare med hovedet, mens han sendte hende det ene søde smil efter det andet. ”Du ved ikke, hvad det er, vel?”

”Var det virkelig så tydeligt?” grinte han. 

« tom

Hun forklarede mig, hvad det var, hun lavede, og spurgte så ind til, hvad jeg lavede. Jeg tænkte kort, hvorfor jeg egentlig havde spurgt hende om det; jeg vidste jo, jeg ville få det samme spørgsmål tilbage… og hvad skulle jeg så sige?

”Øh…”, mumlede jeg, mens alle tankerne og forslagene fløj rundt i hovedet på mig. ”Jeg… jeg spiller guitar”, svarede jeg så endelig og smilede lidt usikkert til hende. Hun så overrasket på mig. ”Jeg er i band med min bror og to venner”, sagde jeg.

”Band”, klukkede hun.

”Det er ikke rigtig noget specielt”, sagde jeg og trak lidt på det.

”Hvor længe har I da været sammen?”

FUCK! ”10 år”, mumlede jeg lavt.

”Hvad?”

”10 år”, gentog jeg og så knap så selvsikkert på hende. Hvor havde jeg dog bare dummet mig nu. ”Kan du spille på nogen instrumenter?” spurgte jeg for at få noget andet at snakke om hurtigst muligt.

”Jeg har engang gået til klaver, og så synger jeg også lidt nu og da”.

”Du kan synge?”

”Mh-mh”, smilede hun.

”Må man høre en lille smagsprøve?” spurgte jeg og så bedende på hende.

Hun så genert ned i jorden og smilede lidt. ”Ikke her”, svarede hun lavt.

”Men… så bliver jeg jo bare nødt til at se dig igen”, sagde jeg og smilede til hende; jeg håbede på det bedste nu, jeg ville se hende igen! ”Hvis du har lyst til at se mig igen”.

Hun nikkede roligt med hovedet. ”Meget gerne, Tom”.

”Det vil jeg se meget frem til så”, klukkede jeg og så hende dybt i øjnene.

Hun sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke. Det var så mærkeligt lige nu; jeg havde aldrig følt på denne her måde før, ellers havde jeg bare ikke haft nok respekt for pigerne, men det havde jeg nu – Chrizza var anderledes end alle de andre…

« chrizza

”Tak fordi du har holdt mig med selskab, Tom, jeg har virkelig haft en super ventetid med dig”, sagde jeg og rejste mig op fra bænken. De havde lige kaldt ud i højttalerne, at mit tog ville køre til perron om få minutter, og det var nu blevet tid til at sige farvel til ham.

”I lige måde, lille ven”, smilede han og rejste sig også op. Han stillede sig foran mig og smilede ned til mig. ”Ville du have noget imod at mødes igen… inden for det næste korte stykke tid?” spurgte han.

Jeg nikkede. ”Jeg har ikke lyst til andet”, sagde jeg lavt. Hvorfor sagde jeg også lige det? Hvad tror han om mig nu? At jeg er en eller anden crazy tøs, der bare… ja? Hvad tror han ikke om mig. Hvor er du dum, pigebarn!

”Kan jeg ikke få dit nummer så?” spurgte han usikkert og fandt sin mobil fra sin lomme.

”Selvfølgelig”, svarede jeg hurtigt og rakte ham min mobil.

”Oh, iPhone, det kan jeg lide”, grinte han og rakte mig en mobil magen til.

”Kvalitet”, klukkede jeg og skrev mit nummer ind. ”Mange tak”, sagde jeg lavt og så ham i øjnene. ”Tak fordi du ville høre på mig”.

”Ingen årsag, Chrizza, det har været en fornøjelse”.

Toget kørte ind på perronen og vi så på hinanden. ”Jeg håber, vi kan finde ud af noget en dag”, sagde jeg og lagde mit hoved på skrå. Han rokkede med hovedet og så sig tilbage, hvor toget nærmede sig. ”Men tak for i dag… og hils din bror og sig, han har en fantastisk storebror”, klukkede jeg.

Han grinte og smilte stort. ”Det vil jeg huske, Chrizza”, smilede han og lagde sine arme omkring mig. ”Jeg har haft det rigtig sjovt med at lære dig at kende”, sagde han og gav mig et længere kram.

”Mhh…”, mumlede jeg og knugede mig ind til ham, indtil jeg kunne mærke, han begyndte at give slip på mig. ”Tak”, sagde jeg lavt og så ham i øjnene en sidste gang, før jeg gik ind i toget, der hurtigt kørte fra perron… og væk fra Tom.