”Tom…” sagde Bill lavt og åbnede døren ind til hospitalsrummet. Han kiggede hen på ham, og smilede roligt. ”Andreas sagde, du ville snakke med ham”, sagde han med en usikker stemme, der havde præg af nervøsiteten, der nu var på det højeste.
”Øh, ja…” mumlede Tom og rynkede lidt uforstående på panden, indtil han kom i tanke om samtalen ude på trappestenene. ”Ja”, han rettede sig lidt op på stolen og nikkede. ”Jeg har noget, jeg godt vil sige til dig”.
”Er det meget vigtigt, Tom? For jeg kan ærlig talt ikke koncentrere mig sæ…”
Han afbrød og kiggede op på ham. ”Jeg er vild med Chrizza”. Han kiggede nu på Bill med et usikkert ansigt, mens han stille rokkede lidt med hovedet.
”Hvad fanden er det du siger?” spurgte Bill vredt og rystede uforstående på hovedet.
Tom rejste sig fra stolen og gik over til vinduet. ”Du hørte mig godt, Bill”.
”Var det derfor, du blev herinde hos hende?” Hans stemme var vred og det var tydeligt at høre, at han ikke var det mindste tilfreds med sin brors tilståelse. ”Du prøver at tage hende fra mig, Tom!” sukkede han ivrigt og gik med store skridt hen ved siden af ham. ”Ikke?” sagde han med høj stemme og skubbede til ham.
”Bill! Stop så!” sagde Tom bestemt og rev fat i armen på ham. ”Gider du ikke godt at falde lidt til ro. Jeg gider seriøst ikke at skændes over det her”.
”Jamen, det bliver du jo så nødt til. Jeg giver sgu ikke op så let” vrissede han og med hurtige bevægelser fik han revet sig fri fra Toms greb om sin arm. ”Du holder dig bare væk fra hende, du gør, Tom” pegede han bebrejdende imod ham og kiggede med et ondt blik.
”Fald ned, Bill” sukkede han og tog en dyb indånding.
”Nej, jeg har sgu ikke tænkt mig at falde ned. Jeg finder mig ikke i det her!” råbte han og gik rundt i rummet og lavede store armbevægelser. ”Jeg elsker hende, og jeg viser det for hende, Tom! Du har ikke gjort andet end at spille sej overfor hende! Tager du overhovedet det her seriøst? Hva?”
”Ja, jeg tager det her fucking seriøst, Bill!” råbte han, ”Jeg er sgu da også ked af det, men hallo! Hvorfor tror du, hun valgte mig til at blive hos hende, hva?” Han kiggede på Bill og rystede på hovedet. ”Jeg viser ikke, hvor ondt det gør!” sagde han og kiggede væk fra ham igen.
”Hvad fanden er det, du mener med det der?”
”Du ved sgu da, hvor ked af det hun bliver, når du viser dine følelser for hende… Jeg vil ikke gøre hende ondt eller mere ked af det ved at vise, hvor slemt det er for mig” han sukkede og kiggede op på Bill, der stod i den anden ende af lokalet. ”Jeg bliver jo selv ked af det, når jeg ser dig sidde og prøve og give hende din energi og livskraft, Bill”. Bill kiggede ned i gulvet og fik pludselig en dårlig fornemmelse inde i sig selv. ”Men vi må bare holde sammen, ikke... Jeg ved, det hele nok skal ordne sig igen. Jeg kan mærke det” sagde han lavt og smilede lidt over imod Bill. ”Jeg tror bare ikke, Gud er klar til at få endnu en engel indskrevet på sit himmelhotel” klukkede han og gik over mod sin bror. ”Hun skal nok klare den” sagde han lavt og lagde armen om skuldrene på ham.
”Hvordan kan du være så sikker på det?” sukkede han og faldt sammen i skuldrene.
”Fordi hun er stærk, Bill. Hun har været igennem det her så mange gange nu, og hun har det godt, hvor hun er nu”.
”Du snakker som om hun er død!” vrissede han og skulede til Tom.
Han trådte væk fra Bill igen og satte sig på stolen. ”Måske vil du ikke bare indse at hun nok skal klare det… Måske ser du hende helst død? Er det sådan, det skal forstås, Bill?” spurgte han vredt og lod sig holde en afstand fra al øjenkontakt.
”Du er fandeme en af de største narrøve, der findes, Tom” sagde Bill hidsigt og gik med hastige skridt over mod ham og slog ud efter ham. Tom nåede lige at få flyttet sit hoved, ellers havde han haft et yndigt, lille aftryk af Bill hånd placeret på sin kind. ”Jeg hader dig så meget, mand” råbte han og skubbede ham ned af stolen.
”Hvad fanden har du gang i, Bill” råbte Tom og rejste sig hurtigt op fra gulvet igen. Han gik over mod Bill og begyndte at skubbe ham, mens de råbte i munden på hinanden og slog ud efter hinanden.
”Hvad sker der dog derinde” udbrød David forskrækket, da han hørte en høj lyd inde fra stuen af. Han rejste sig hurtigt op og flåede døren op. ”Stop, stop!” råbte han og løb hen og fik skilt drengene fra hinanden.
”David, slip mig!” råbte Bill vredt og prøvede at vikle sig ud af Davids greb om hans overarm.
”Du slapper lige lidt af, unge mand” kommanderede David og rev lidt i ham. ”Georg, Gustav, Andreas!?” råbte han, ”KOM!”
Georg kom først ind på stuen og løb straks hen til Tom, der også stod og prøvede at komme væk fra David. ”Tom, slap af” sagde han roligt og gik ham sat hen på den stol, som Bill tidligere havde væltet ham ned af, og som han senere havde kastet efter Tom. ”Slap af, mand” sagde han og fik Tom til at sidde roligt på stolen, mens han prøvede at få en normal vejrtrækning igen.
”Gustav, hjælp lige her” sagde David og Gustav løb straks hen til ham for at holde Bill fast.
”Giv så slip på mig” skreg Bill hysterisk.
Andreas gik lydløst til hen til Tom og Georg og trak hen stol hen ved siden af Tom. ”Hvad så? Er du ok?” spurgte han stille og kiggede på ham.
Tom rystede opgivende på hovedet og kiggede over på Bill. ”Han overreagerer” sukkede han og kiggede ned i gulvet.
”Jeg finder mig ikke i den her behandling” råbte Bill og begyndte at lidt mere til jorden. ”Han… Han… ÅRH!” udbrød han og faldt sammen med i gulvet. ”Undskyld” stammen han lavt og man kunne høre nogle stille snøft komme fra ham.
Andreas rejste sig op og satte sig på hug foran Bill. Han lagde sin hånd på hans ryg og klappede ham blidt. ”Må jeg ikke lige snakke med dig og Tom… sammen?” spurgte han og Bill kiggede med våde øjne op på sin bedste ven.
”Vi går ud på gangen imens så” sagde David og vendte sig om mod døren. ”Stoler på dig, Andreas” smilede han og lukkede døren efter dem.
”Ok” sagde han og kiggede skiftevis på Bill og Tom, der sad på hver deres stol et godt stykke fra hinanden. Han tog et dyb indånding og nikkede en enkelt gang. ”Godt så… Bill, sig undskyld til Tom, og Tom, sig undskyld til Bill… NU!”
”Undskyld” sagde de begge i kor og skulede ondt til hinanden.
Han rystede opgivende på hovedet og rullede øjne af dem. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle det her, uden i farer på hinanden igen”.
”Så send dog narren hjem, så har vi ikke ham at tænke på mere” vrissede Bill og lagde armene over kors.
”BILL!” sagde Andreas hårdt og kiggede bestemt på ham. ”Stop så. I bliver nødt til at snakke ordentlig og pænt til hinanden, ellers så kan det være lige meget”.
Tom rømmede på sig. ”Må jeg godt lige have lov til at sige noget her?” spurgte han og kiggede uskyldigt over på Andreas.
”Relevant?”
”Tja… pænt relevant, ja”. Andreas nikkede og smilede støttende til Tom. ”Bill, hallo. Jeg ved godt, det er ret dumt og utrolig forkert af mig. Chrizza… jeg kan altså ikke gøre for det” sukkede han og kiggede ned i jorden. ”Jeg prøver på ingen måde at skille jer ad. Jeg vil ikke have jer adskilt, for du er pænt nedern, når hun ikke er i nærheden af dig”. Han klukkede lavt og smilede lidt. ”Jeg vil se jer sammen, og jeg må bare leve med, at hun er din”. Bill kiggede over på Tom og stirrede bare med et tomt udtryk på ham. ”Men hun er altså min bedste veninde, og sådan er det bare”.
”Jeg elsker hende, Tom” sagde han gemte sit ansigt i sine hænder. ”Jeg er så bange” snøftede han og faldt sammen i skuldrene.
Tom rejste sig og trak sin stol med over ved siden af Bills. ”Jeg ved det, Bill. Hun elsker også dig, men tag det nu roligt, ikke… Jeg er her også til at støtte dig. For jeg elsker dig også”. Bill kiggede op på Tom med våde øjne. ”Jeg mener det, Bill. Du ved, vi hænger sammen” smilede han skævt og aede sin bror på ryggen.
”Ying og Yang”, hviskede Bill.
”Lige præcis”.
Bill kiggede længe ind i Tom øjne og sagde pludselig med lav stemme: ”Undskyld, jeg kaldte sig for narrøv. Og slog dig og skubbede dig”.
Tom nikkede lidt og klukkede så: ”Ned fra stolen”.
”Gjorde det ondt?” spurgte han bekymret og rynkede på panden.
”Det kildede da i hvert fald ikke specielt meget, så meget kan jeg da sige” grinede han og tog sig til hovedet. ”Det gør faktisk ret ondt”.
”Undskyld, Tom” sagde han og kiggede genert og skyldigt ned i gulvet.
”Hey, hvad har man ikke brødre til” smilede han og klappede ham på ryggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar