Kapitel 242

Det var blevet mandag morgen. Klokken var kun 05.15, da vækkeuret vækkede Tom og Chrizza inde på værelset. Det havde været en lang nat, men derudover havde de sovet stort set hele natten uden at blive forstyrret. Chrizza følte sig bedre, end hun havde gjort de sidste par dage, hvilket var et godt tegn, eftersom hun selv var begyndt at virke tvivlende omkring operationen, selvom hun ikke ville indrømme det for de andre, når de spurgte ind til det.

Tom lod sine hænder glide igennem hendes hår, mens hun langsomt begyndte at vågne helt op. ”Du kan godt sove lidt længere, hvis du vil, skat”, sagde han blidt mod hendes kindben og kyssede hendes kind forsigtigt.

”Nej”, hviskede hun hæst, mens hun pressede øjnene hårdt sammen.

”Shh…”, bad han. ”Du må spare på stemmen i dag, skat. Den lyder ikke for godt”. Hun så ham i øjnene og så helt fortabt ud. Han vidste udmærket godt, hvad hun tænkte, og hvad hun ville sige, hvis han ikke lige havde bedt hende om at tie stille. ”Du skal nok klare den, skat”, sagde han, mens han så hende direkte i øjnene. Men han kunne stadig se fortvivlelsen i hendes øjne. ”Skat, du må ikke miste håbet nu. Please, lad være”, bad han og blev helt ked af det. ”Jeg vil ikke miste dig… og jeg ved, at du nok skal klare den”.

”Jeg elsker dig”, hviskede hun.

”Jeg elsker dig”, smilede han halvt tilbage og kyssede hende blidt på læberne. Han rykkede sig ikke ud af stedet, men blev bare ved med at ligge og kigge på hende. Han var så tæt på at miste hende, og i dag var endnu en af de dage, hvor han ville kunne komme til at føle, hvor meget han ville miste, hvis hun gav op. ”Jeg elsker dig så utrolig højt, Chrizza”, hviskede han og kyssede hendes pande, hvorefter han rejste sig fra sengen.

”Hvad skal du?”, spurgte hun og så langt efter ham, som han gik hen mod gardinet. Han trak det lidt fra, så han kunne se ud. Det var stadig utrolig mørkt uden for, og han trak det derfor på plads igen.

”Jeg skal op og i gang”, svarede han, som han kom gående mod hende igen. ”Vil du blive liggende lidt? Jeg kan komme ind til dig, når jeg har været i bad”. Han satte sig på knæ i sengen og så ned på hende. Hun trak underlæben ud og så bedende på ham med et glimt i sine små, svage øjne. ”Jeg kunne også lægge mig ned hos dig og slå tiden ihjel i et lille stykke tid”.

Hun smilede. ”Jaaaa”, jublede hun lavt og hostede.

Han så bestemt på hende. ”Jeg gør det kun, hvis du lover at holde din mund lukket. Du bliver nødt til at spare på stemmen, skat”. Hun rokkede roligt med hovedet, og Tom lagde sig halvt op af sengegæret. ”Kom her”, sagde han blidt, hvorefter han hjalp hende op til sig, så hun sad lænet op af hans bryst med hans ben omkring sig. ”Sidder du fint nok?”, og hun nikkede. ”Bill bør også være ved at stå op nu”, mumlede han, da han hørte, at der var noget, der rumsterede på gangen.

Det bankede forsigtigt på døren, og Bill stak hovedet ind. ”Godmorgen”, sagde han lavt.

Chrizza vinkede forsigtigt til ham. ”Godmorgen Bill”, klukkede Tom.

”Har I sovet godt i nat?”, spurgte han og stod stadig kun med hovedet inden for døren.

”Jo tak, hvad med dig?”. Han nikkede og smilede til Chrizza. ”Hun må ikke sige noget… det er en deal, vi har indgået”, sagde han hurtigt og fik igen øjenkontakt med Bill, der bare rokkede med hovedet. ”Hvad tid er det, David kommer og henter os?”.

”6.30”, mumlede han og gabte helt automatisk ved tanken om, hvor tidligt det var.

Tom nikkede. ”Ok…”, han rettede hovedet mod Chrizza. ”Så kan jeg altså kun sidde her med dig i 20 minutter, skat. Jeg skal også nå i bad, inden vi skal af sted”. Hun rokkede med hovedet og mærkede, hvordan Tom begyndte at nusse hendes lår under dynen. ”Men vi har jo også i morgen… og i overmorgen”, hviskede han mod hendes øre.

”Banke, banke på”, klukkede Bill muntert, som han åbnede døren ind til Toms værelse. Han havde været i bad og var nu færdig til at tage af sted. Tom var gået i bad efter ham, og hun var blevet efterladt i sengen. Hun så hen mod ham, som han kom gående imod ham. ”Skal jeg hjælpe dig med at tage tøj på, eller kan du selv gøre det?”

”Vil du hjælpe mig?”.

”Selvfølgelig”, smilede han og rakte sine hænder ned til hende i sengen. Hun så ham i øjnene og smilede sødt. ”Kom… op med dig”, klukkede han og hjalp hende lige så stille op af sengen. Hun støttede sig til ham og lagde sine arme omkring hans ryg. Bill lod sin hage hvile mod hendes hoved, og han lukkede øjnene. ”Hvordan har du det i dag, skat?”, spurgte han lavt, mens han gave hende et forsigtigt klem i sine arme.

”Jeg er bange”, pep hun og så ham i øjnene.

”Du skal ikke være bange, skat”, bed han og lagde sin ene hånd mod hendes kind. ”Du har ikke noget at være bange for”.

”Hvad hvis jeg ikke vågner op igen…”.

Han rystede sagte på hovedet. ”Du skal nok klare det”. Han sendte hende et lille smil. ”Du må ikke give op, lov mig det”. Hun nikkede roligt. ”Tom og jeg er hos dig, når du vågner op igen”.

”Du er hos mig, når jeg vågner, ikke?”.

Han rynkede på panden. ”Jo… og Tom”, men hun rystede på hovedet. ”Hvad mener du, Chrizza?”.

”Du skal være hos mig, når jeg vågner op, Bill. Ligesom det plejer at være. Dig”, hviskede hun, mens hun så ham direkte i øjnene. ”Vil du ikke nok være sød at være hos mig, når jeg vågner op igen?”, hun sank en klump.

Han nikkede. ”Selvfølgelig”.

Bill: Hej Andreas. Tak, fordi du hjalp til i går – jeg ved, Chrizza havde det godt sammen med dig. Jeg tænkte, du lige ville have en lille update om, hvad der foregår :-) Vi er på hospitalet nu, og har været her i et godt stykke tid… Chrizza er lige blevet lagt i narkose, og Tom sidder inde  hos hende. Det er stadig for tidligt at sige, hvad der vil komme til at ske, men hun er stadig meget bange. Jeg har aldrig set hende så tvivlende og utryg før. Men lad os bare håbe på, at det hele nok skal gå godt.

Klokken var næsten 10, og operationen havde været i gang i godt 15 minutter. Tom havde fået lov til at sidde inde hos hende, indtil hun var faldet helt hen og var klar til at blive kørt ned på operationsstuen. Han havde siddet og holdt hendes hånd tæt, indtil han kunne mærke, hvordan hun ligeså stille begyndte at slappe mere af i sin hånd og pludselig ikke lagde nogen kræfter i det længere. Det havde gjort ham et smule utryg og nervøs, men hun lå så stille i sin seng, at man kunne fornemme hendes hjertebanken under det yderst sexede hospitalstøj.

”Skal vi gå ned og få noget at spise?”, spurgte Tom og så på klokken. Bill svarede ikke rigtig, men trak bare på skuldrene. ”David kommer om en halv time, og så går der ikke særlig lang tid, før Chrizza er tilbage igen”.

Han rokkede roligt med hovedet og så selv på klokken. ”Jeg er ikke speciel sulten, Tom”.

”Det er jeg heller ikke… men vi bliver nødt til at få noget mad. Vi bliver nødt til at tro og håbe på det bedste, Bill”. Han fortsatte med at rokke med hovedet. ”Vi bliver ved med at sige til Chrizza, at hun ikke må miste håbet, men det er det, vi gør ligeså snart hun bliver lagt i narkose… Det er ikke fair overfor hende”.

Toms telefon ringede. ”Det er David”, sagde han, mens han så hen på Bill.

”Tag den!”.

”Hej David, det’ Tom”.

----

”Vi sidder i cafeteriet”.

----

”Nej, det er bare Bill og jeg”.

----

”Ja, cafeteriet på 3. sal”.

”2. sal”, rettede Bill.

”Cafeteriet på 3. sal”, skyndte han sig at sige.

----

”Det er godt, for vi har masser af mad”.

----

”Ja… Ja, det gør vi. Hej, hej”.

----

”Er han på vej?”, spurgte han.

Tom nikkede. ”Han kommer lige om lidt. Han skulle lige ned og høre om der var noget nyt omkring Chrizza… De siger, at hendes operation er færdig om 5 minutter, så de vil lægge hende ned på overvågning om cirka 10-15 minutter”. Der var håb i hans stemme, og der kom et lille smil frem på hans læber.

”Så det er gået godt?”.

”Det sagde de ikke noget om, men det går jeg ud fra… hun er i hvert fald i gode hænder her”.

Bill nikkede og så bag Tom. ”David kommer nu”.

Tom vendte sig om og fulgte ham, og han kom hen og satte sig ved siden af ham ved deres bord. ”Hej drenge”, sagde han med et smil på læben.

”Hej David”, sagde de næsten i kor.

Han så undrende ned på deres mad og skiftevis på Bill og Tom. ”Hør… I har jo slet ikke spist af maden, har I?”.

”Nej… vi var ikke sultne”, svarede Bill.

”Men det er vi nu”, skyndte Tom sig at sige og greb ud efter en sandwich, han havde købt tidligere. 

Den sidste pige i mængden - Kapitel 7

Hun klukkede og rystede opgivende på hovedet. ”Ja… Ja, det er jeg”. Hun så lidt opgivende ud i ansigtet men smilede alligevel sødt hen imod mig. Hun fik et mere bekymret ansigtsudtryk og sagde så: ”Jeg ved godt, jeg skulle have haft sagt det til dig på en anden måde, Tom”.

”Nej… det er okay”, jeg smilede støttende til hende.

Men hun rystede på hovedet. ”Jeg skulle have sagt det til dig før. Da vi mødtes… før vi endte i sengen igen”. Hun sukkede og så væk. ”Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på”. Hun så hen mod mig igen. ”Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket”.

Jeg tog hende hånd i min, og hun så ned i sit skød. ”Du tænker for meget over tingene, Chrizza”, sagde jeg med blid stemme. ”Lad være med det…”. Hun så på mig igen. ”Jeg er selv stadig chokeret over, hvad der er sket, men sket er sket, ikke sandt?”.

”Jo…”. Hun gengældte mit smil. ”Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at du ville dukke op på min adresse”. Jeg trak smilede på skuldrene og klemte hendes hånd blidt. ”Jeg troede, jeg så det sidste til dig i går, som du vendte ryggen til mig og forsvandt”.

”Lad os glemme, hvad der skete i går”, bad jeg. ”Jeg var et svin, Chrizza, og jeg undskylder mange gange for den måde, jeg handlede på. Det var ikke fair gjort, og jeg fortryder nu, at jeg ikke blev hos dig. Men jeg har ikke tænkt mig at forlade dig nu”.

Hun rynkede blidt på panden, mens der var stille. ”Hvad skal det sige?”.

Jeg smilede halvt, mens jeg så hende direkte i øjnene. ”Jeg… jeg vil gerne have det her barn med dig”. Hun fik store øjne. ”Jeg vil gerne være ved din side gennem det hele, og jeg gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at få vores barn til at have det godt”.

Hun smilede, og jeg kunne ane, at hun havde lidt våde øjne. ”Vores barn…”.

”Vores barn”, gentog jeg igen og lagde min arm omkring hende. ”Jeg tror, det vil blive hårdt, men hvis vi står sammen, så kan vi godt klare det”, sagde jeg, mens jeg så hende i øjnene. Hun nikkede og sukkede dybt, mens hun smilede. ”Hvor er jeg dog glad for, jeg er kommet”, fnes jeg.

Hun nikkede. ”Det er jeg også, Tom”.

Jeg lod min hånd køre igennem hendes hår, mens jeg bare så hende i øjnene. ”Ved din familie godt, du er gravid?”, spurgte jeg en anelse bekymret.

”Nej”, rystede hun på hovedet. ”Jeg ved, min far ville blive skuffet over mig, hvis jeg kom og sagde, jeg var gravid, og jeg ikke kunne sætte navn og ansigt på faderen til mit barn. Jeg ved, det betyder meget for ham at vide, at jeg er i gode hænder”.

”Du er i gode hænder hos mig. Det lover jeg dig!”. Hun smilede. ”Vil du fortælle din far, at du er gravid?... nu hvor faderen er på plads”.

”Ja”.

”Og din far bor i Berlin?”. Hun nikkede. ”Ved du, om han er hjemme i aften?”.

”Det ved jeg ikke noget om, men jeg kan godt prøve at finde ud af det… hvad tænker du på?”.

Med et smil på læben, foreslog jeg: ”Inviter ham på middag. Sig, at der er noget vigtigt, du gerne vil fortælle ham. Fortæl ham, at jeg er her”, jeg smilede. ”Ikke en kæreste… bare en ven”. Hun nikkede. ”Hvis du inviterer ham til i aften, har vi hele eftermiddagen til at lære hinanden bedre at kende”.

Hun trak lidt på det. ”Jo… jeg ringer lige til ham og hører, om han skal noget”, hvorefter hun rejste sig fra sofaen.

”Det er bare et forslag”, sagde jeg.

”Det lyder rigtig godt, Tom”, og hun gik ud af stuen.

Jeg tog mig selv i at se rundt i hendes stue. Den var forholdsvis stor, men når man tænkte på, at det var hendes barndomshjem, så var den vel en meget passende størrelse. Jeg tænkte tilbage på mit egen barndomshjem, og når jeg sammenlignede vores stue med denne, kom jeg pludselig til at tænke på, om hun mon var enebarn.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik langsomt rundt i stuen, mens var studerede hendes ting, der stod rundt omkring. Der var billeder her og der, men ingen billeder af hende selv som barn, hvilket jeg selvfølgelig villet have elsket.

Jeg kom til at tænke på, hvordan vores barn ville komme til at se ud. Om det mon ville ligne mig eller hende mest – eller om han eller hun ville have min næse og hendes mund – eller måske omvendt. Der var så mange tanker, der fløj rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg var glad.

Jeg var glad over, at hun ikke var ked af det og sur over min opførsel den forrige aften. Jeg var glad over, at hun var så positiv over tingene. Hun var bestemt en pige, som jeg kunne bruge lang tid sammen med, og jeg ønskede alt i hele verden for, at hun tænkte det samme som jeg.

Det var ikke fordi, jeg var forelsket i hende. Ikke spor… altså, jo – jeg kunne da godt lide hende, men jeg havde brug for længere tid sammen med hende for at vide, om det skulle være hende og jeg. Men jeg vidste allerede nu, at der ville være et bånd mellem os lige meget, om vi var forelskede i hinanden eller ikke – vi skulle have et barn sammen, og det var det mest fantastiske, der kunne ske – selvom jeg havde været skeptisk overfor det.

Jeg kom pludselig ud af mine tanker, da jeg så en ramme stå på en reol med en masse gamle bøger og cd’er. Jeg stoppede op foran den og stod helt stille. Der var et billede i rammen, og jeg gættede mig frem til, at det var hende mor, da hun lignede hende ret meget. Jeg vidste nu, hvor hun havde sit kønne ansigt fra.

Jeg hørte hende komme bagfra, og jeg så mod hende. ”Hvad døde hun af?”, spurgte jeg forsigtigt.

”Brystkræft”. Jeg rokkede roligt med hovedet og kiggede hen mod billedet igen. ”Man opdagede det for sent, og da de endelig opdagede det, havde hun kun få måneder tilbage. Men hun kæmpede”, jeg så et lille smil komme frem på hendes læber. ”Hun var stærk lige til det sidste, og hun ønskede ikke, at min far og jeg skulle se hende ligge som en død guldfisk”. Jeg lagde min arm omkring hendes ryg og klemte hende ind mod mig. ”Jeg ville ønske, hun kunne være her i aften…”, hun så mig i øjnene. ”Jeg ville ønske… hun kunne høre vores nyhed”.

Jeg lod min ene hånd kærtegne hendes kind. ”Hun sidder og kigger ned på dig, Chrizza. Hun ved det allerede, og jeg er sikker på, at hun er stolt af dig. Hun smiler til dig, og ønsker dig alt held og lykke. Og jeg ved, at hun ville ønske at være her i aften sammen med os. Det er jeg sikker på”.

Hun lagde sine arme omkring mig og sit ansigt mod min hals. ”Hvor er jeg glad for, du er her, Tom”.

Hun havde vist mig rundt i huset, og jeg kunne godt forstå, hvorfor hun elskede dette hus. Der var mange minder i det, og jeg ville ønske, jeg kunne få hende til at blive boende her, men på den anden side var det måske også sundt nok at komme lidt væk derfra, eftersom hun ikke havde efterladt huset siden moderen døde.

Vi sad på hendes værelse og snakkede – prøvede på at lære hinanden bedre at kende, inden hendes far ville komme om aftenen. Der var én ting, jeg endnu ikke havde haft mulighed for at sige til hende, og jeg var meget usikker på, hvordan hun ville tage det. Det var noget, som Bill og jeg var blevet enige om; jeg blev nødt til at fortælle hende det – jeg blev nødt til at fortælle hende det nu.

”Hør… Chrizza…”, hun så hen mod mig. ”Bill og jeg… vi snakkede sammen i nat…”.

”Ja?”.

”Jeg tænkte på, om du havde lyst til at flytte hjem til os?”.

”Øhm…”.

Jeg skyndte mig at tilføje: ”På den måde kan vi også se mere til hinanden, og jeg vil have mulighed for at være med under hele forløbet”. Stille. ”Det er en smule langt at køre fra Hamburg til Berlin hver gang jeg skal se dig”.

Hun nikkede. ”Det kan du selvfølgelig godt have ret i”.

”Ja… hvad siger du?”.

Hun trak lidt på det. ”Det er selvfølgelig en god idé, men jeg vil jo ikke trænge mig på, Tom. Jeg vil ikke være i vejen for jer på nogen måde”.

Jeg smilede og slog ud med hånden. ”Det skal du slet ikke tænke på, Chrizza. Det vil betyde rigtig meget for mig, hvis du fik opbygget et godt venskab med Bill. Og han vil rigtig gerne have, at du flytter hjem hos os. Han vil gerne lære dig bedre at kende også”.

Hun smilede. ”Jeg ved ikke rigtig, Tom…”.

”Kom nu”, tiggende jeg klukkende. ”På den måde er vi tættere på hinanden. Det vil føles som en rigtig familie, hvis du flyttede hjem til os”, jeg lagde hovedet på skrå og smilede sødt til hende. ”Jeg lover dig, at du vil få det godt, Chrizza”. 

Den sidste pige i mængden - Kapitel 6

Jeg gik op af stien foran huset og ringede på døren. Der var helt stille, og jeg kunne ikke fornemme, at der var nogen, der kom imod døren, før der blevet taget i dørhåndtaget og et velkendt ansigt – samt krop – kom til syne i døren.

”Tom”, udbrød hun overrasket, og jeg havde svært ved at læse hende.

”Hej”, smilede jeg halvt og så kort ned i jorden. ”Må jeg komme ind?”. Der blev stille. ”Jeg tror, der er noget, vi bliver nødt til at snakke om”.

Hun rokkede roligt og langsomt med hovedet, mens hun så mig i øjnene, ”Ja…”, hvorefter hun kom ud af sine trance. ”Ja, det har du nok ret i… Kom ind”, sagde hun lavt og trådte væk fra døren.

”Mange tak”, sagde jeg, som jeg gik forbi hende og ind i hendes entre. Her var flot, og jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvor mange nips-ting hun havde. Det mindede helt om mit eget hjem, hvor Bill i den grad havde sat sit præg med hans yndlings nips-ting.

Da jeg havde taget min jakke af, skulle jeg til at bukke mig ned for at tage mine sko af. ”Du behøver ikke at tage skoene af, Tom. Jeg skulle til at gøre rent alligevel”, men jeg tog dem alligevel af og stillede dem fint ind til siden, som om jeg havde i planerne at blive i længere tid.

”Forstyrrer jeg?”

Jeg så hende i øjnene, og hun sendte et lille smil til mig. ”Nej”, rystede hun på hovedet.

Jeg nikkede og smilede tilbage. ”Okay…”.

”Vil du have noget at drikke?”.

”Jo tak”, svarede jeg og fulgte med hende ud i køkkenet.

Her var så utrolig lyst over det hele, og jeg kunne lide stedet mere og mere. Der var et eller andet der sagde mig, at jeg godt kunne lide at være der. Der var en god atmosfære, og selvom vi havde en del mere eller mindre ubehagelige ting at snakke om, så var der ingen akavet stemning – jeg havde det overraskende godt i hendes nærvær.

”Du har et flot hjem”, indrømmede jeg.

”Tak”, mumlede hun. ”Jeg flytter her inden for de næste par dage. Jeg har ikke råd til at bo her længere”. Hun undlod min øjenkontakt og åbnede et af de øverste skabe. ”Vil du have kaffe?”, spurgte hun.

”Ja tak”.

Hun nikkede og så mig meget kort i øjnene, hvorefter hun fortsatte hen til kaffemaskinen. ”Det er et forholdsvis stort hus, når jeg bor alene her”.

Jeg så hen mod hende og smilede forsigtigt. ”Hvor skal du så bo henne?”.

”Det er ikke helt afgjort endnu. Jeg leder stadig efter den helt rigtige lejlighed, jeg kan bo i, men indtil  da skal jeg bo nogle uger… måske måneder… hos min far”, pause. ”Det her er mit barndomshjem. Da min mor døde for 2 år siden, flyttede min far ind til byen i en lejlighed, men jeg ville ikke væk herfra. Det her hus betyder så meget for mig”. Hun så hen på mig, og jeg kunne mærke på hende, at hun var ked af det.

”Jeg kan godt forstå dig”, sagde jeg lavt og gik hen imod hende. Jeg lagde en arm omkring hendes ryg og gav hende et lille klem. Jeg mærkede, hvordan hun lagde sine hænder mod mine skulderblade og panden mod min ene skulder. ”Du må ikke være ked af det, skat”, hviskede jeg mod hendes hår.

Hun sukkede ud og så mig i øjnene. ”Tak fordi du er her lige nu, Tom”.

Jeg sendte hende et lille smil og kyssede hendes pande. ”Jeg vil altid være her for dig. Fra nu og til evig tid”. Hun smilede halvt til mig og lagde sin kind mod mit bryst. ”Jeg vil stå ved din side, Chrizza”, hviskede jeg og kyssede hendes hår.

”Tak, Tom”. Hun krøb langsomt ud af mine arme og vendte ryggen til mig for at hælde kaffe op i to glas. Jeg stod bare og smilede lidt mod hende, som hun vendte sig om mod mig igen og rakte mig en kop. ”Værsgo”.

”Tak”, smilede jeg og tog imod koppen. Vi satte os ind i stuen; jeg satte mig ved siden af hende i sofaen og så på hende uden rigtig at sige noget. Vi sad lidt i et par øjeblikke og så på hinanden – intet akavet. Der var helt stille, og jeg havde en eller anden lyst til at give hende et stort kram, for jeg kunne se på hende, at hun ikke var helt ok. Men så sendte hun mig et smil, og jeg smilede tilbage til hende. Jeg tog mig endelig sammen… ”Så… du er gravid?”.