”Taxa’en er her nu, drenge!” råbte Simone ude fra køkkenet og gik smilende i gangen og åbnede hoveddøren for Chrizza. ”Hej, og velkommen” smilede hun og gav Chrizza et kram.
”Tak fordi jeg måtte komme” smilede hun og trådte ind i gangen.
”Drengene er vist lige ved at gøre rent” konstaterede hun og tog hendes jakke og hang op på knagen. ”Det er godt med nogle gæster nu og da… det får dem til at rydde op” klukkede hun. Chrizza sagde ingenting, hun lo bare med og smilede til Simone.
”Uh, det dufter godt” indrømmede Chrizza, da hun trådte ud af gangen og ind i det åbne køkken. Hun kiggede sig omkring og smilede. ”I bor flot” smilede hun og kiggede videre. Køkkenet gik ind i stuen, den eneste dør var lukket.
”Bag den dør finder man alt rodet”. Chrizza tænkte sig til, at det nok var Tom og Bill der havde deres værelser derinde. Hun grinede og trak på skuldrene. ”Nå, du behøver ikke stå her og snakke med mig… Gå du bare ind til drengene”.
”Nej nej, jeg har ikke noget imod det” sagde hun overbevisende og smilede. ”Du virker rar og jeg vil vildt gerne lære dig bedre at kende, Simone”.
”Åh, i lige måde, Chrizza”.
”Er der noget jeg kan hjælpe med?”
”Tja… Nej, jeg venter bare på, at kartoflerne er færdige i ovnen, for så er der mad. Sæt dig ned og så kan vi snakke lidt… hvad siger du til det?”
”Meget gerne” smilede Chrizza og satte sig over på en stol ved det opdækkede spisebord.
”Så du kommer altså fra Danmark, forstår jeg?”
Chrizza tøvede. ”Altså, jeg bor i Danmark og har gjort det stort set altid, men jeg er født i Göteborg… i Sverige. Men jeg ser mere som dansker end svensker” lo hun.
”Åh, ok. Hvem i din familie er svensk?”
”Ingen… teoretisk set… men dengang min mor ventede mig, arbejdede min far i Sverige, så mine forældre boede der og min bror og mine bedsteforældre også… men da jeg så blev født blev min far forflyttet til Danmark igen og så tog vi til Danmark igen… til en lille landsby. Og der har jeg boet lige siden”.
”Interessant… Men hvad hedder du så rigtigt?” spurgte hun. ”Jeg formoder ikke, at du hedder Chrizza rigtigt” smilede hun. Håbede på, ingen blev fornærmede.
”Jeg hedder Stine, men det går ikke særlig godt for nogen udlændinge at sige det” grinede hun. ”Prøv selv… det skulle være vildt svært”.
Simone prøvede at sige det, men opgav. ”Det er sgu svært” grinede hun og ærgrede sig over, at hun var endnu en i rækken, der ikke kunne sige hendes navn. ”Men hvor kommer Chrizza så fra?”
”Ja, altså… jeg var engang på ferie, hvor jeg mødte nogle drenge… Det er meget længe siden nu… men de havde også svært ved at sige mit navn, så en af dem begyndte at kalde mig Chrizza. Jeg tror, de forvekslede mit navn med noget alá Christina… måske, hvem ved…” Hun holdt en lille pause. ”Og ja… så er det bare kommet igen. Jeg kunne godt lide det” smilede hun. ”De der drenge var faktisk også her fra Tyskland, så det var ret skægt at det lige var her, jeg skulle finde mig til rette” klukkede hun og sukkede glad.
”Kan du huske, hvor det var, du var på ferie dengang der?” spurgte Simone interesseret.
”Hmm” mumlede hun. ”Jeg mener, det var Mallorca… men jeg er ikke sikker”.
”Nej, ok… det er også fint nok” smilede hun venligt og nikkede sagte med hovedet. ”Nå, men jeg tror også kartoflerne er færdige” sagde hun og rejste sig fra bordet og gik hen og åbnede ovnen. ”Sørme så… De er færdige” klukkede hun og hev bagepladen ud af ovnen og stillede på bordet. ”Vil du lige være sød og give mig skålen der, Chrizza?”
”Jo, selvfølgelig” smilede Chrizza og rakte ind efter skålen på bordet og gik hen til Simone med den.
”Lad os se, hvad drengene siger til, at du er kommet” grinede hun og kaldte på dem. ”Tom! Bill! Der er mad!” Der gik ikke mange sekunder før den lukkede dør i stuen blev nærmest sparket op.
”Chrizza” sagde Tom forbavset og smilede. ”Hvornår er du kommet?” spurgte han og skyndte sig hen og kramme hende. ”Bill, Chriz er kommet!” råbte han og Bill kom til syne i døren. Tom slap grebet omkring hende og satte sig over på sin plads ved bordet.
”Hej” smilede Bill og gav hende et hurtigt kram. Han havde lovet sig selv, at han skulle prøve at styre sig selv i aften. ”Har du fået lavet dine lektier?” spurgte han klukkende og stillede sig ved siden af hende.
”Ja” svarede hun og nikkede. ”Jeg er rigtig stolt af mig selv” grinede hun og trak genert på skuldrene.
”Sæt jer ned” sagde Simone og satte maden på bordet. Bill satte sig på sin normale plads med Simone på sin side og Chrizza satte sig på den anden side af bordet med Tom ved sin side. ”Gordon er på arbejde, så han kommer først senere”. Chrizza nikkede ok og smilede.
”Hvad så? Har du det godt?” spurgte Tom og kiggede på hende.
Hun nikkede og smilede. ”Tjo, det går da” klukkede hun. ”Hvad med jer? Havde I en god fødselsdag?” spurgte hun og kiggede skiftevis på Tom og Bill, men endte alligevel med at kigge på Tom igen.
”Ja, det var superfedt” oversmilede Bill. Chrizza kiggede over på ham og smilede. ”Det var synd du ikke var der til slut, Chrizza”
”Ja, Bill fik hevet sin eks med ud på toilettet” grinede Tom og nikkede bestemt.
Chrizza fik store øjne og kiggede over på Bill. ”Virkelig?” spurgte hun overrasket og prøvede at grine.
”Nej! Jeg ved slet ikke, hvad du snakker om, Tom” sagde Bill og kiggede bebrejdende på sin bror.
”Nå… Øv, det kunne da være et godt minde” grinede han og skovlede mad ind i munden. ”Det kunne jo være, det gik lidt bedre denne gang, ikke?” Tom hylede af grin og kiggede over på Chrizza, der ikke rigtig kunne følge med i deres samtale.
”Tom, pas dig selv!” vrissede Bill og hakkede surt i sin mad. ”Nar” mumlede han og skulede til ham.
”Tom, Bill har ret” sagde Simone med en blidt, men bestemt stemme. ”Pas dig selv”.
”Tak!” vrissede Bill surt og blev ved med at hakke i sin mad.
”Spis” sagde Simone lavt og puffede kærligt til Bill. ”Drenge”, sukkede hun ironisk og smilede til Chrizza.
”Jeg kan godt se det… det må ha været hårdt” klukkede hun.
”Lige netop, min pige! Lige netop”.
Tom kiggede skulende over på sin mor. ”Årh, lad være, skøre dame” grinede han. ”Du elsker os!”
”Det har hun jo ikke sagt noget om, hun ikke gjorde, Tom” indskød Chrizza hurtigt og følte sig klog.
”Kan vi ikke bare lade det ligge?” sukkede Bill opgivende og lod et lille smil brede sig på læberne.
”God idé, skat” smilede Simone og nikkede diskret. Der var en kort pause og Simone kiggede bekymret ned på sin sidemand. ”Er du ok, Bill?” spurgte hun forsigtigt.
”Mh…” mumlede han bare og fakede et halvt smil på læben, mens han kiggede kort og tomt op på sin mor. ”Jeg er bare træt” skyndte han sig at sige, rettede sig op på stolen og hakkede videre i sin mad.
”Du ser heller ikke for godt ud, mand” indskød Tom og fniste til Chrizza, der fik det helt skidt af at se Bill have det sådan. Bill kiggede bestemt op på Tom og hvis øjne kunne dræbe, var Tom for længst død. Chrizza følte, at der skulle snakkes om noget andet, så hun sagde hurtigt:
”Jeg har for resten en forsinket fødselsdagsgave med til jer” smilede hun og håbede på, at drengene var færdige med deres krig og kunne holde våbenhvile bare lige lidt tid endnu.
”Gaver?” gentog Tom og kiggede interesseret ned på Chrizza ved siden af sig.
Hun nikkede. ”Jeg fik jo ikke givet dig noget i går”.
”Jeg glæder mig allerede” klukkede Tom og sad uroligt på stolen, mens han smilede stort. ”Sex to dage i træk… Uha, jeg elsker fødselsdage” grinede han hysterisk, men stoppede brat op, da Bill hidsigt skubbede stolen ud og væk fra bordet, hvorefter han med store, hastige skridt gik ind i stuen og videre hen til døren, der blev smækket. Man kunne høre døren til hans værelse blive smækket få sekunder efter det første brag. ”Hov” mumlede Tom og kiggede uskyldigt hen på sin mor, der sad med et bebrejdende blik fastfrosset mod Tom.
”Det var IKKE særlig smart, det der, Tom!” sagde Simone bestemt og rynkede bekymret på panden.
”Hvad!? Det var jo bare en joke, for helvede!”
”Du ved det godt, Tom! Det er Bill! Din egen bror… Tag dig sammen!” vrissede hun og rejste sig fra bordet. Hun stillede sig over til køkkenbordet, med ryggen til spisebordet, og tog sig til hovedet med den ene hånd, mens hun støttede sig til bordoverflade med den anden.
Chrizza prøvede at lade som om hun ikke var til stede og sad bare og kiggede ned i sit skød. Hun var ked af det, der var sket. Det var jo ikke meningen. Var det altid sådan, tænkte hun og rynkede diskret på panden.
”Undskyld” hviskede Tom ned til hende, mens han sad helt stille på sin stol. Chrizza kiggede op på ham og nikkede kort, mens hun sendte ham et lille smil. Hans blik var ikke så tomt og trist, som hun havde regnet med.
”Undskyld, skat…” sagde Simone og vendte sig om mod spisebordet igen. ”Undskyld, min dreng… Det har været en hård dag og jeg er bare træt” undskyldte hun og satte sig ved bordenden på Toms anden side.
”Det ok, mor” smilede han.
”Jeg er ked af, at du skulle opleve dette, Chrizza, men det sker nogle gange, når de her har nogle helt forskellige planer og meninger” sagde hun og hentydede til sine sønner. Før Chrizza kunne nå at svare, klukkede Tom ligeså lystigt:
”Hun har oplevet det én gang før, mor…” Pause. ”Jeg dummede mig i forgårs også”. Tom fnes let og trak bare på skuldrene. Han tog det ikke så tungt.
Simone rystede sarkastisk på hovedet af Tom og grinte. ”Hvad har jeg dog gjort galt?” spurgte hun og fik øjenkontakt med Chrizza.
Der var stilhed i nogle sekunder før Tom afbrød den. ”Jeg vil altså ikke have mere at spise. Hvad med dig, Chriz?”
”Nej tak. Det smagte rigtig godt. Tak!” smilede hun til Simone.
”Du skal da ikke takke for maden. Det er en mors ret” klukkede hun og rejste sig fra bordet. ”Men jeg er glad for, I kunne lide det, unger” smilede hun og satte hænderne i siden. ”Nå… I kan bare gå ind på værelset, så rydder jeg af bordet”.
Chrizza kiggede forvirret op på Tom, der allerede havde rejst sig fra bordet og var ved at skubbe sin stol ind under bordet igen. ”Skal vi ikke hjælpe?”
”Nej” svarede han kort og smilede. ”Det klarer mor”.
”Er du sikker?” spurgte hun og kiggede over på Simone.
”Ja, klart. Smut I bare, så kalder jeg, når der er dessert”.
Chrizza fik store øjne og rystede på hovedet. ”Wow” mumlede hun og rejste sig fra bordet.
Idet som Tom og Chrizza var på vej ud af køkkenet, råbte Simone efter dem. ”Hey, kom lige…” De kom til syne i døren igen. ”Lad lige Bill være lidt længere tid endnu, ok?”
”Ok” sagde de i kor og gik ind i stuen og videre ind på Toms værelse.
”Og Tom…” råbte hun, mens de gik igennem stuen, ”Hold snitterne for dig selv”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar