tirsdag, august 21, 2012

I ♡ BERLIN - kapitel 23


Jeg gik ud i opholdsstuen, hvor jeg vidste, at de unge par ville sidde. Og de sad der endnu. ”Hej”, sagde jeg med en blid stemme. De vendte sig om mod mig, og jeg satte mig ved bordet overfor dem.
”Hvordan gik det så?”, spurgte den unge kvinde interesseret.
”Jeg er blevet far… til en lille pige”, mit smil blev større end stort. Det var første gang, jeg sagde, at jeg havde fået en lille pige til nogle mennesker, som jeg i bund og grund ikke engang kendte. Jeg skulle vende mig til det; jeg skulle sige den, lille, men fuldstændig betydningsfulde sætning så mange gange efterfølgende.
Hun klappede sine hænder sammen og så hen på den unge mand, hvorefter hun så tilbage på mig igen. ”Hvor er det fantastisk. Tillykke! Og hvordan har din kæreste det?”, spurgte hun.
Jeg prøvede at lade være med at ændre mit ansigtsudtryk ved spørgsmålet. Vidste hun ikke, hvem vi var siden hun tiltalte Chrizza som min kæreste og ikke Chrizza… Jeg lod det ligge og svarede: ”Både mor og datter har det godt, mange tak”, jeg så hen på den unge mand. ”Mange tak for hjælpen. Det…”, jeg stoppede op. ”Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis I ikke var i nærheden”. Jeg var ærlig!
Han trak på det og sendte den unge kvinde et kort blik. Han smilede. ”Det skal du ikke tænke på. Vi var bare heldige at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt”, svarede han. ”Og dine bilnøgler”, hvorefter han rakte dem til mig.
”Tak”, svarede jeg og lod dem ligge i min knyttede hånd. Jeg så på dem begge i et øjeblik, hvorefter jeg pludselig åbnede min mund og spurgte om det første, der lige faldt mig ind: ”Hør, har I ikke lyst til at komme forbi mit og min kærestes hus en aften. Vi kan lave noget mad. Som tak for hjælpen…”.
De nikkede begge to roligt på hovedet. ”Jo, det lyder da godt”, svarede hun. ”Hvis det ikke er alt for meget, jeg mener… Hvis I har overskud til det”.
Jeg slog ud med hånden. ”Vi skal nok finde plads til det, bare rolig”, svarede jeg og fortsatte: ”Vi skylder jer i hvert fald mindst af alt en middag”.
”Jamen, det vil vi se frem til”, sagde den unge mand. Jeg smilede og begyndte at rejse mig. ”Måske vi skal introducere os selv”, forslog han og så hen på den unge kvinde ved siden af ham, som gav ham ret ved at nikke roligt på hovedet. ”Jeg hedder Olly, og det her er min kone Christiane”.
Jeg rakte min hånd frem og hilste på dem begge på. ”Tak for hjælpen Olly og Christiane. Jeg hedder Bill”, sagde jeg og følte mig egentlig en smule dum over at introducere mig, når de sikkert godt vidste, hvem jeg var. Men… jeg var jo bare høflig.
”Det tænkte jeg nok”, fnes Olly. ”Men vi var ikke helt sikre”.
Jeg trak på smilebåndet i takt med, at jeg trak kort på skuldrene. ”Vi kommer jo alle i situationer, hvor vi har brug for andres hjælp”, sagde jeg roligt.
”Så… Din kæreste… Er det Chrizza?”.
Jeg nikkede roligt med hovedet, mens jeg bare smilede. ”Ja, Chrizza er min kæreste”, svarede jeg, og jeg følte mig stolt, da jeg svarede. Hun smilede til mig og så næsten helt forbløffet ud – som om hun ikke lige havde regnet med, at rende ind i både Chrizza og jeg på samme dag… men det skete vel heller ikke hver dag.

”Hej mor”, sagde jeg roligt i telefonen. Klokken var halv 3 om eftermiddagen, og jeg stod ude på gangen udenfor Chrizzas stue. Hun lå og hvilede sig efter den mere eller mindre uforudsigelige dag, med Novalee i sine arme. ”Mor, jeg har noget, jeg skal fortælle dig”.
”En glædelig nyhed”.
”Vi bliver nødt til at aflyse vores afrale i aften”.
”Chrizza har født. Du er blevet farmor”, man kunne tydeligt høre på min stemme, at jeg smilede over hele ansigtet. Og det gjorde jeg virkelig. Jeg var så stolt. Hvad jeg havde gået og ventet på de sidste 9 måneder… var endelig kommet til live. Jeg var blevet far. Og vores lille pige havde det godt.
”Ja… Nej, det ved jeg godt. Det er en længere historie, men det skete bare lige pludselig, mens vi var i byen”.
”Hun er fantastisk. Chrizza klarede det rigtig flot”.
”Hun ligner os begge. Chrizza siger, hun har min næse”, jeg klukkede, mens jeg svarede.
”Ja, ikke?”
”Nej, hun ligger og hviler sig lige nu”.
”Sygeplejersken snakkede om, at hvis alt var, som det skulle være, så bliver vi sendt hjem engang senere. Der er ikke behov for, at vi bliver her længere, siger de”.
”Jeg kan lige snakke med hende om det, men jeg kan ikke se noget problem i det, mor. Jeg vil så gerne have, at I skal se hende. Hun er så fantastisk smuk”.
”Jo, jeg har ringet til dem også. Jeg snakkede med Marianne”.
”Nej, det kan komme herned om 3 dage, som aftalt. Arbejdet kalder, du ved”.
”Ja…. Det gør jeg… Og du må også hilse Gordon. Jeg har selv lige ringet til Tom. Han kommer om 20-25 minutter, så han kan køre os hjem”.
”Mange tak, mor. Det er helt vidunderligt”.
”Det skal jeg nok. Og tak. Elsker dig”.
”Vi ses i morgen”.

Jeg gik ind på vores stue igen. Langsomt og lydløst fik jeg lukket døren bag mig, og jeg gik mod hendes seng, hvor hun stadig lå og hvilede sig. Hendes hoved var vendt væk fra mig og mod vinduet, og jeg lod mine læber forsigtigt kyssede hendes tinding, som jeg stod foroverbøjet over hende. I hendes arme lå Novalee, min lille pige, vores lille pige. Hun sov sødt. Det havde hun stort set gjort lige siden, hun kom til verdenen. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde regnet med, men jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at vi kunne få en baby så rolig og stille som Novalee. Måske var det Chrizzas ”down-to-earth”-stil, som hun havde fået.
Jeg så på klokken. Der var kun 10 minutter til, Tom ville komme. Jeg kunne ikke vente med at vise ham vores lille pige. Hans niece. Jeg vidste allerede nu, hvor godt han ville passe på hende og være der for hende. Og for os. Nøjagtigt ligesom han passede på mig dengang vi var mindre. Og også nu for den sags skyld. Han havde altid holdt hånden over mig, hvis jeg behøvede det. Han var uden tvivl den bedste bror!
Som jeg sad i mine egne tanker og stirrede ud af vinduet, så jeg ud af øjenkrogen, at Chrizza vendte hovedet mod mig. Jeg kom tilbage til overfladet og så ned på hende, mens jeg sendte hende et smil. ”Hvordan har du det?”, spurgte jeg med en hæs stemme, som jeg lod min hånd glide igennem hendes hår.
Hun rokkede roligt med hovedet. ”Jeg har det fint nok”, svarede hun og blev ved med at se mig i øjnene. Jeg kunne ikke få smilet væk fra mine læber, når hun så sådan på mig. Og det kunne tydeligt mærkes på os begge, at vi var lykkelig. Lykkelige forældre til en lille pige.
Jeg lod mine læber presse mod hendes i et længere kys, og jeg kunne mærke, hvordan det boblede inde i mig. Det føltes ualmindelig rart. ”Jeg elsker dig”, hviskede jeg mod hendes læber, hvorefter jeg kyssede hende igen. Jeg lod et par centimeter komme imellem vores ansigter, så jeg kunne se hende i øjnene.
”Jeg elsker også dig, skat”, sagde hun roligt og lod sin næse nusse mod min i et kort øjeblik. ”Har du snakket med dine forældre?”, spurgte hun, og jeg nikkede roligt med hovedet. ”Og Tom?”.
”Ja. Han er her inden længe”, svarede jeg. ”Han er gående herover, og så kører han os hjem, når vi nu engang skal hjem”. Jeg rettede mig op og lod min hånd køre over Novalees hoved. Jeg tog mig selv i at smile. ”Det er sikkert ham, der ringer nu”, sagde jeg og greb ned efter min mobil i min bukselomme. Jeg trak lidt væk fra sengen, som jeg begyndte at snakke med ham. ”Skat, jeg går lige ud og henter ham”, hun så hen mod mig og nikkede. ”Jeg kommer lige om lidt”.
”Det er i orden”, sagde hun med en blid stemme og smilede.
Jeg gik ud på gangen igen og forbi opholdsstuen, til jeg kom til fødeafdelingens skranke. Og der stod han så. Min kære bror. Han kom imod mig med et kæmpe smil på læben, der blev mere end gengældt.
”Tillykke Bill”, sagde han glad, som han lagde sine arme omkring mig og gav mig et stort kram.
”Mange tak”. Jeg knugede ham tæt ind til mig og så ham i øjnene.
”Hvordan føles det så?”, kluklo han, mens vi gik med små skridt tilbage til vores stue. Jeg smilede bare og trak lidt på skuldrene. Han vidste udmærket godt, hvordan jeg havde det. Jeg udstrålede lykke og kærlighed. Han puffede bare til mig og grinte, mens vi fortsatte. ”Men du ser i hvert fald godt ud, Bill. Det ligner ikke, at det har taget hårdt på dig”.
Jeg så på ham og stoppede op foran døren til enestuen. ”Det er jeg glad for at høre”, svarede jeg og smilede, hvorefter jeg åbnede døren og lod Tom gå ind først.
”Hej Chrizza”, sagde han glad, mens han gik med rolige skridt hen mod hendes seng.
”Hej Tom”, svarede hun. Han gav hende et kys på kinden og et lille klem derefter.
”Åh, hej min lille ven”, klukkede han lavt. Han lænede sig lidt over hende og aede roligt Novalee på hånden. Jeg stillede i fodenden af sengen og så på, da Chrizza pludselig sagde:
”Hun er vågen, skat”. Jeg gik over på den anden side af hendes seng og så ned på vores lille pige, der lå og kiggede op på sin onkel. ”Hun vågnede lige efter, at du var gået”, sagde hun og så op på mig. Jeg smilede bare og gav hende et lille kys på læberne. ”Tom”, sagde hun og så mod ham.
”Ja?”.
”Du vil ikke have noget imod at holde hende, vil du?”.
Hans øjne lyste. ”Nej da”, svarede han. ”Nej, overhovedet ikke”.
Jeg klukkede sammen med Chrizza. ”Hvis du sætter dig ned på stolen, så kan Bill give dig hende. Kan du ikke?”, spurgte hun mig, og jeg nikkede.
Jeg fik min lille pige op i armene, og for første gang så jeg hendes blå øjne. ”Hun har dine øjne”, sagde jeg overrasket og så med store øjne mod Chrizza. Hun smilede, som om hun godt vidste det og ville have mig til selv at finde ud af det. ”Hun har dine øjne, skat”, sagde jeg lykkeligt. ”Hvor er det fantastisk”.
Jeg gik over mod Tom og lagde Novalee i hans arme. Hun greb fat i hendes ærme og holdt lidt fast i det, mens hun lå og blev vugget frem og tilbage i Toms trygge favn. ”Hvor er hun dog bare en smuk lille pige”, sagde han lavt uden at tage blikket fra hende.
Jeg lagde min arme omkring Chrizza og kyssede hendes tinding. ”Hun har dine øjne”, sagde jeg og så på hende. ”Jeg håber, hun får sin mors store blå øjne”. Hun fnes og så ned på Tom et kort øjeblik, hvorefter hun så tilbage på mig:
”Kan du ikke hjælpe mig, skat?”.
Jeg nikkede. ”Jo, med hvad?”.
”Jeg skal på toilettet”.
”Jo, selvfølgelig, skat”. Jeg hjalp hende op af sengen og ud på badeværelset, der hørte til vores lille hyggelige enestue. Jeg lukkede døren efter os og lod hende tisse. Jeg stillede mig bag hende og lagde mine arme omkring hendes mave, som hun vaskede sine hænder. ”Hvordan føles det ikke at have nogen mave?”.
Hun vendte sig om mod mig og lod sine hænder låse bag mit hoved. ”Det føles… underligt. Rart. Og befriende”, hun smilede.
”Det bliver underligt at skulle til at vende sig til, at du ingen mave har længere”. Hun lagde sin pande mod min. ”Jeg har kun kendt dig ganske få dage, hvor du ikke var gravid”, hvilket var sandt, da ”uheldet” enten skete første, anden eller tredje gang, vi var sammen.
 ”Og alligevel er du her endnu”. 
”Selvfølgelig”, hviskede jeg og kyssede hende blidt. ”Jeg vil altid være her. Hos dig. Hos mine to piger”. Jeg så hende dybt i øjnene. ”Altid”. Hun rokkede sagte med hovedet. ”Jeg vil ikke forlade dig. Du er og bliver min fremtid, Chrizza”. 

tirsdag, august 14, 2012

I ♡ BERLIN - kapitel 22


Chrizza var blevet lagt på enestue og havde fået noget smertestillende, så hun næsten ikke kunne mærke det, der åbenbart havde udviklet sig til veer. Jeg sad ved hendes side, som hun lå i en seng med hovedet vendt mod mig. Jeg havde min ene hånd mod hendes bare mave, hvor hendes egen hånd også lå, og den anden i hendes hånd. Jeg tog ikke mine øjne fra hende, og jeg prøvede bedst muligt at berolige hende. Hun var nervøs for det, der skulle komme til at ske, det kunne sagtens mærkes, ved at hun ikke sagde meget. Jeg kendte hende. Hendes vejrtrækninger var dybe, og hun begyndte at blive varm på panden.
Hun fik en ve, og jeg klemte hendes hånd tæt. ”Du klarer den flot, skat”, sagde jeg med rolig stemme og tog en dyb indånding. ”Du klarer den så fantastisk flot, skat”, gentog jeg og så hende i øjnene. Jeg sendte hende et lille smil og kyssede hende mellem øjnene. ”Du skal ikke være bange”, bad jeg og klemte hendes hånd blidt.
”Jeg er så nervøs”, svarede hun hæst og lukkede sine øjne blidt.
”Det ved jeg godt”, sagde jeg lavt. ”Det ved jeg godt, skat. Men det skal du ikke være. Du har ikke kunnet gøre noget ved det, vel”. Hun åbnede sine øjne igen og så på ham. ”Jeg er ked af, hvad der er sket. Det er jeg virkelig”. Hun sank en klump. ”Men hun er snart ude. Vores datter”, jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.
”Vores datter”, gentog hun og kunne heller ikke lade være med at smile, indtil endnu en ve tog over hendes krop. Jeg så hen på det digitale ur, der stod på bordet på den anden side af sengen. Hun kunne se på mig, hvad jeg tænkte. ”Er det nu?”, spurgte hun lavt, stadig i smerter.
Jeg rokkede roligt med hovedet, mens jeg slap hendes ene hånd for at rive i snoren, der tilkaldte læger og sygeplejerske til stuen. Jeg kunne se angsten i hendes øjne; angsten for, at det ville gå galt. ”Du skal nok klare det, skat. Jeg er hos dig hele tiden, jeg lover det”.
Der gik ikke mange sekunder, før det kom væltende ind med læger og sygeplejerske på vores stue. Tiden var inde. . Kun få minutter mellem hver ve. Novalee ville ud og se verdenen, se sine forældre. Og det var godt og vel 20 minutter siden, vi var ankommet til hospitalet.
Der blev taget en del prøver, og jeg blev guidet fra det ene sted til det andet, så jeg ikke stod i vejen for lægerne, der skulle se til Chrizza. De blev ved med at snakke indbyrdes med de fine medicin-ord, som hverken Chrizza eller jeg kendte til eller vidste betydningen på.
Pludselig blev der panik på stuen, da en maskine begyndte at hyle. Vejrtrækningen blev svagere, og vores lille datter skulle ud med det samme. Jeg blev kommanderet om bag ved sengen, hvor jeg ikke ville stå i vejen. Jeg nussede Chrizza beroligende i håret, og hun så op på mig. ”Undskyld”, hviskede hun og bed sine tænder sammen. Jeg sagte intet, men nikkede bare sagte mod hende. Der var intet at undskylde for. Hun kunne intet gøre.
Fødslen blev sat i gang. Det, der normalt kunne tage flere timer, skulle nu gøres på under det halve for at rede vores lille pige. Det vidste sig, at ved de pludselige ryk, der var kommet ud af kuglerne mod både Chrizzas mave og ryg/lænd havde resulteret i, at hun havde vendt og drevet inde i maven, da det ikke havde føltes behageligt. Derfor havde Chrizza fået større smerter, da det havde sat gang i veerne, som hun ellers ikke havde haft før. Ikke engang snerten af plukveer, hvilket havde været overraskende for lægerne. Allerede nu vidste jeg, Novalee var noget helt specielt.

Efter godt og vel 30-35 minutter kom vores lille pige ud. Kun få komplikationer undervejs, men hun havde det godt. Og Chrizza havde det godt. De to piger, der betød allermest for mig nu, var i gode hænder og havde det godt. Jeg var lykkelig!
Jeg stillede mig ved siden af hendes seng og kyssede hende blidt på læberne. ”Du gjorde det, skat”, sagde jeg stolt, og jeg kunne ikke fjerne mit smil. Det var som klistret på mine læber. Hun sukkede dybt og tog sig til hovedet. ”Jeg elsker dig, Chrizza”, hviskede jeg mod hendes kind, ”Det gør jeg virkelig”, og jeg kyssede hende en enkelt gang.
”Jeg elsker også dig”, sagde hun lavt og tog min hånd. Hun tog en dyb indånding og lukke øjnene for et øjeblik, hvorefter hun åbnede dem igen og så jordmoderen komme imod hende med vores lille datter i sin favn. Hun havde fået det værste blod og væske væk og pakket ind i et tæppe.
”Her er hun så, jeres lille fighter”, sagde jordmoderen, som hun lagde hende i Chrizzas favn.
Chrizza lod sin lillefinger glide mod hendes pande, og så op mod mig. Hendes smil var fra det ene øre til det andet. Ved at se hende siddende der med vores lille datter, fik mig til at blive endnu mere forelsket i hende, hvis det overhovedet var muligt.
Jeg lod min lillefinger nusse mod hendes små finger. Hun greb fat omkring den, og jeg blev helt blød indeni. ”Hvor er hun smuk”, sagde jeg næsten hviskende. Chrizza så mig i øjnene og smilede så ufatteligt sødt til mig, hvorefter hun så ned på vores lille pige igen. ”Det må hun have fra dig, skat”, fnes jeg og kyssede hendes tinding.
”Pjat”, lo hun og så på mig igen. ”Vil du holde hende, skat?”
Jeg smilede. ”Ja”.
Jeg fik en stol over ved siden af sengen, og jeg fik min lille pige i mine arme for allerførste gang. Jeg blev så rørt, at jeg fik våde øjne. Hun var så smuk, og jeg kunne ikke forstå, at jeg kunne være med til at lave noget, der var så smukt som hende. Jeg smilede og lod forsigtigt mine læber presse mod hendes pande.
Jeg mærkede Chrizzas hånd køre igennem mit hår. Jeg så op på hende, og jeg kunne ikke lade være med at fælde en tåre. ”Farmand”, fnes hun og så ned på vores lille pige. Der var ingen af os, der sagde noget i et par minutter; vi sad bare og nød øjeblikket. ”Hun har din næse”, sagde hun pludselig. 
Jeg løftede mit ansigt og så mod Chrizza. ”Har hun?”, smålo jeg. Hun nikkede roligt. ”Jeg håber, hun har fået dit smil, skat. Og dit åbne sind”. Min stemme var blid, og jeg lod mine læber presse mod hendes i et mindre men lidenskabeligt kys. Jeg så tilbage på Novalee igen, og jeg lod min hånd køre over hendes ansigt. Hun så helt stille, hun lå og sagde små lyde, som om hun knirkede. Hun græd ikke, hun knirkede bare. ”Det er tydeligt, at hun er din datter, skat”, grinte jeg og hentydede til knirke lyden. De to første timer af Chrizzas eget liv lå hun nemlig i sin fars arme og knirkede.

tirsdag, august 07, 2012

I ♡ BERLIN - kapitel 21


Jeg parkerede bilen og vendte hovedet mod Chrizza. ”Giv mig lige et kys, skat”, klukkede jeg og lod mine læber kysse hendes. Jeg så hende i øjnene og smilede sødt. ”Lad mig hjælpe dig ud”, sagde jeg roligt og steg ud af bilen.
Chrizza åbnede bildøren og tog imod min hjælpende hånd. ”Tak”, sagde hun lavt.
Jeg havde kunnet mærke på hende i et par dage nu, at hun var ved at være en smule træt af at skulle have hjælp hele tiden og ikke kunne gøre alting selv, som hun plejede. Jeg vidste godt, at hun ikke mente det på den måde, som hun udtrykte det, men jeg forstod hende nu egentlig også godt. I 9 måneder havde hun ikke måttet dyrke motion eller bære for tunge ting, og som tiden skred frem og fødselen nærmede sig, kunne hun – og måtte hun – endnu mindre.
Jeg lod min hånd tage fat i hendes og klemme den tæt, som hun vendte hovedet mod mig og smilede til mig. ”Du ser godt ud, skat”, sagde jeg med en blid stemme. Hun havde stadig et smil på læben, og jeg lagde i stedet min arm omkring hendes ryg.
Jeg havde forventet, at der ville være flere på gaden på dette tidspunkt, men der var kun få, der kom imod os, hvilket var perfekt. Jeg har taget en større chance ved at invitere Chrizza ud på brunch i dag, da jeg udmærket godt vidste, at hun ikke brød sig særlig meget om at få opmærksomhed på den måde, som hun gjorde, når vi var ude sammen. Men gaderne var mere eller mindre tomme, og det samme var den restaurant, som vi endte på.
Vi blev henvist til et bord, og vi bestilte lidt brunch. Jeg lagde efterfølgende hendes hænder i mine på bordet og klemte dem blidt. ”Er det ok med dig, skat?”, spurgte jeg forsigtigt, mens jeg så hende i øjnene. Hun rokkede roligt med hovedet, og jeg lænede mig over det forholdsvis lille bord og kyssede hendes læber blidt.
”Det er utroligt, at der ikke er flere ude”, og jeg vidste, at hun var glad for det. Jeg var efterhånden heller ikke så meget for opmærksomheden, man mange gange fik, når man bevægede sig ud af sin bolig, da jeg vidste, hvordan Chrizza havde det med det, men det var noget, man bare skulle vende sig til, for det kunne ikke være anderledes.
Jeg smilede og rokkede roligt med hovedet, som jeg lænede mig tilbage igen og fortsat holdt hendes hænder i mine. ”Jeg frygter dagene efter fødslen”, og hun vidste udmærket godt, hvad jeg mente, og hun vrængede på næsen. ”Vi må bare få det bedste ud af det, skat. Der er ikke så meget andet, vi kan gøre”.

Der havde været få piger henne ved vores bord den formiddag, men de havde pænt ventet til vi var færdige med at spise, hvilket jeg respekterede. Når fansene bare kunne opføre sig ordentligt, og speciel når Chrizza var i nærheden, så havde jeg ikke noget imod at snakke med dem, tage billeder med dem og lignende. Så længe jeg kunne mærke, at de også respekterede min kæreste og mine valg.  
Der havde været to piger henne kort tid efter, vi var blevet færdige med at spise, og det havde været meget nysgerrige omkring Chrizzas fødsel, og jeg kunne mærke på dem, at deres glæde var ægte. De var faktisk glade på mine og Chrizzas vegne, og jeg kunne ikke andet end fortælle dem, hvor meget det betød for mig, at vi havde nogle fans, der støttede os – og speciel mig – i sådanne situation, som betød, at jeg muligvis var nødt til at lægge hele Tokio Hotel-arbejdet på hylden… bare i nogle måneder, så jeg kunne være sammen med min nye familie.
En mor havde været ovre med sin teenagedatter og givet os nogle små tips med på vejen, hvilket jeg personligt syntes var vildt sjovt at høre. Jeg var positivt overrasket over denne brunch-tur, og på grund af sådanne gode oplevelser, ville jeg gerne invitere hende ud igen. Jeg havde nu også fået bevist og mærket på egen hud, at vores fans støttede mig i min familieforøgelse.

”Tak for i dag”, sagde jeg venligt til vores tjener, som jeg lagde min arm om Chrizzas lænd og fortsatte mod udgangen af restauranten. Der var kommet flere mennesker ude på gaden ligesom på restauranten, som vendte blikket mod os, som vi kom gående. Klokken nærmede sig også de 11-11.30, hvilket også betød, at diverse shoppingsbutikker var åbne.  
”Tak for mad”, fnes hun, og jeg åbnede døren for hende. ”Tak”. Jeg smilede bare til hende og holdt fortsat min arm omkring hende, mens jeg gav hende et lille klem. ”Det var en god idé, du fik… med at tage ud og spise”, indrømmede hun.
”Jeg syntes næsten, at vi trængte lidt til at komme ud. Det er efterhånden længe siden, du er blevet forkælet på den måde, skat”, sagde jeg roligt og passerede en mindre gruppe piger, der kiggede mod os.
”Det passer jo ikke”, fnes hun. ”Du forkæler mig hele tiden”.
Jeg trak på skuldrene og grinte. ”Du fortjener det”. Hun sagde ingenting, men himlede bare øjnene, mens hun lo sødt. ”Tror du, at du kan klare at gå ned til supermarkedet, eller skal vi tage bilen derned?”.
”Jeg kan godt gå, der er ikke så langt igen”, svarede hun lavt, ”Men spørgsmålet er nu, om du gider at slæbe og bære vores varer herned igen”. Hun så mig i øjnene og løftede let det ene øjenbryn.
”Jeg klarer det nok, skat”, grinte jeg og kyssede hendes pande, som vi gik over gaden og fortsætte ned mod supermarkedet, hvor vi skulle handle ind. ”Ellers går jeg bare ned og henter bilen”. Der var ikke det, vi ikke kunne finde ud af sammen, og det føltes dejligt at have det sådanne.
”Du er bare så smart, skat”, grinte hun, og jeg kunne høre på hendes stemme, at hun drillede mig. Jeg grinte af hende og rystede sagte på hovedet. ”Jeg mener det”, grinte hun og så på mig. ”Du er en yder… Av!”, udbrød hun pludseligt i normalt toneleje og rynkede på panden.
”Hvad er der?”, spurgte jeg uroligt og stoppede op. Jeg lagde begge mine hænder omkring hende; den ene fortsat mod hendes lænd, den anden mod hendes mave. Hun udbrød et lavt ”Av” igen, hvorefter hun bøjede sig bagover. Hvis jeg ikke havde haft mine arme omkring hende, havde hun faldet bagom, hvilket havde givet store konsekvenser.
”Det er som om, der er noget, der prikker mig, Bill”, sagde hun lavt, stadig med rynket pande. ”Det er virkelig ubehageligt”.
Jeg blev mere og mere nervøs og urolig for hende. Jeg havde på intet tidspunkt læst eller hørt om, at gravide havde prikke-ture inden fødslen. Aldrig kunne jeg have forestillet mig, at det var normalt. Der var kun én ting, vi kunne gøre, men før jeg nåede at sige det, gav det flere ryk i hende, som om hun blev skudt på.. uden krudt.
Og ganske rigtigt. Jeg så mindre kugler lande på jorden ved siden af os, som jeg prøvede så godt, jeg overhovedet kunne, at få hende væk fra gaden og beskytte hende fra kuglerne, der kom fra alle mulige retninger. De gjorde ondt. Og de prikkede. Slog hårdt mod huden. Og de blev ved med at komme haglende. De blev større og større, og jeg begyndte at blive mere og mere ude af mig selv.
Folk omkring os på gaden tog ikke længere afstand fra os, men skyndte sig hen til os for at hjælpe. Jeg kunne ikke være mere sikker nu; Chrizza skulle på hospitalet. For mange ryk eller stød mod hendes højgravide mave var ikke godt for hende. Hun prøvede så godt hun kunne, at holde sine tårer tilbage. Hun var bange og var i smerter. Det kunne kun gå for langsomt nu. Chrizza skulle have hjælp! 
”Kan vi hjælpe? Hvad har du brug for?”, der kom et ungt par løbende over mod os.
”Skat, det skal nok gå”, sagde jeg, men jeg kunne godt selv høre på min stemme, at jeg ikke lød særlig overbevisende. Jeg så hen mod dem. ”Hun skal på hospitalet. Min bil holder derovre”, jeg nikkede med hovedet mod min bil, ”Kan I hjælpe mig med at komme derover? Hun kan ikke gå selv.”
”Selvfølgelig!”. Der blev taget fat omkring Chrizza, og vi kom over til min bil. ”Har du brug for et lift?”, spurgte den unge mand, der helt sikkert var et par år ældre end mig selv. ”Jeg kan køre, hvis du har brug for det”.
Jeg så ham i øjnene, og jeg tog en hurtigt beslutning. ”Ja… Ja, det må du meget gerne. Du kender vejen, gør du?”
”Vi finder ud af det”, sagde den unge kvinde. ”Jeg skal nok hjælpe dig, skat”, sagde hun til sin kæreste. ”Først skal vi lige have dig ind på bagsædet”, hendes stemme var blid, og jeg følte virkelig, at jeg overlod Chrizza i gode hænder.
Vi fik Chrizza ind på bagsædet, og jeg satte mig ved siden af hende og holdt tæt omkring hende. Kuglerne var nu stoppet med at hagle ned på hende, men hun havde stadig store smerter – både i ryg og i maven. ”Vi skal nok få dig på hospitalet, skat”.
”Men det gør så ondt!”, pev hun og kneb øjnene hårdt sammen. Hun lagde sit ansigt mod min brystkasse, og jeg kunne mærke, hvordan hun rystede. Det var ikke en rar situation, vi var kommet ud for. ”Åhhh”, pep hun og rykkede på sig.
”Shhhh, det skal nok gå”, prøvede jeg at berolige hende. ”Jeg er hos dig, og vi er på vej til hospitalet nu”, hviskede jeg lavt mod hendes øre. Jeg lod min hånd kærtegne hendes kind, som hun sad med hovedet lænet mod nakkestøtten. Hendes øjne var presset sammen, og nogle gange blev de presset hårdt sammen.
”Jeg kan ikke”, sagde hun svagt. ”Jeg kan ikke…”.
”Hvad kan du ikke, skat?”, hun svarede mig ikke, men pressede sine øjne hårdt sammen. Hun udbrød et mindre udråb for sine smerte og lagde sine ene hånd mod hendes mave. ”Chrizza, hun har det godt, bare rolig. Du skal nok også få det godt igen”.
Jeg så ud af forruden og så hospitalet forude. Heldigvis befandt vi os i nærheden, og heldigvis var hospitalet i centrum. Vi kom op til lysreguleringen foran hospitalet, og den unge kvinde sprang pludselig ud af bilen. ”Jeg løber i forvejen og finder hjælp”, hvorefter hun var væk.
”Skat, vi er på hospitalet om under 1 minut. Så kommer du ind og får hjælp”. Hun pep og begyndte at græde. ”Shh… Såsåsååsås, du må ikke græde, skat. Det skal nok gå”, jeg kunne mærke, at jeg selv begyndte at blive følsom, og jeg kunne bestemt ikke lide at se hende på den måde. Og jeg kunne ikke lide at tænke på, at der rent faktisk var nogen, der kunne finde på at skyde kugler og hagl mod min kæreste, min højgravide kæreste.
Der blev grønt, og bilen accelererede hurtigt op. ”Jeg kan parkere din bil, hvis I bare kommer ind hurtigst muligt”.
”Mange tak”, sagde jeg, og tænke ikke rigtig mere over, at jeg efterlod min bil hos en fremmed. Men efter hvad de havde hjulpet med, så kunne jeg ikke andet end vise dem min taknemlighed og stole på dem. Jeg kunne ikke tænke på andet lige nu, end at få Chrizza ind på hospitalet, så vi kunne finde ud af, hvad der var galt med hende. Hendes smerter virkede ikke normale.
Som vi kørte op foran indgangen til hospitalet, stod der en sygeplejerske med en rullestol til Chrizza og endnu en mandlig sygeplejerske ved siden af. Den unge kvinde pegede mod min bil, og de løb hen til os, som bilen standsede. Bildøren blev åbnet, og de fik Chrizza ud af bilen så hurtigt - og sikret - muligt ned i rullestolen, der hurtigt blev kørt indenfor. Jeg nåede ikke engang at vende mig for at få kontakt til det unge par; jeg løb bare så hurtigt, jeg kunne, efter min kæreste og lægefolket.