Dagen efter, altså om søndagen, skulle Chrizza hjem til Danmrk for at holde sin skole og være sammen med hendes venner, veninder og ikke mindst hendes familie. Det var kun ganske få af hendes danske venner og veninder der kendte noget til hendes succes i Tyskland, da hun jo havde valgt at være anonym og leve et helt normalt liv i derhjemme. Hendes familie vidste det selvfølgelig, men i klassen var det kun 1 af pigerne, hun hed Erika. Hende vidste Chrizza, at hun kunne stole 100 procent på, og derfor havde hun fortalt hendes hemmelighed til hende.
Drengene var samlet med alle producenterne til møde om formiddagen, da David pludselig forsvandt ud af lokalet. Der var ingen der rigtig lagde mærke til det, da de alle var meget optaget af snakken omkring deres nye album og dets start i studiet senere på måneden. Det var først, da drengene fik lov til at holde en lille pause, de lagde mærke til, at David var væk.
”Hvor er David?” spurgte Georg forvirret og havde på ingen måde lagt mærke til, at han ikke havde været til stede den sidste halve time. Drengene kiggede længe skiftevis på hinanden, trak på skuldrene og lod tanken passere hovedet.
Tom tog fat i håndtaget og åbnede døren ud til gangen med et sus. ”Ah!” udbrød han, da han fik det friske september-vind lige i ansigtet. Vinduet overfor var halvt åbent og solen skinnede. ”Hey, Gustav. Spørg lige hvornår vi skal være tilbage igen” råbte Tom bagud og stillede sig over til vinduet og tog en ordentligt indånding af den friske luft. Det var opfriskende.
”Jeg tror ikke, vi har brug for mere tid i dag” sagde David længere nede fra gangen af. Det gav et sæt i Tom og han kiggede ned ad gangen og så David sidde i sofaerne med en avis i hænderne og benene over kors.
”Har vi så fri?” spurgte Tom og smilede, men i det samme kom Bill ud af lokalet og fnes af sin bror.
”Hvem snakker du med?” spurgte han og daskede ham en over skulderen.
”David”
”Hvor?” Bill kiggede sig omkring, men kunne ikke få øje på ham. Bill havde stilet sig med ryggen mod David. Tom pegede længere ned ad gangen, og Bill vente sig og kiggede efter ham. ”David? Hvad skal vi lave nu?”
”Hent de andre” sagde David og rejste sig fra sofaen, ”så har jeg en overraskelse til jer bagefter” sagde han, mens han gik ned mod dem. ”Afskeds overraskelse” smilede han og var kommet tæt på dem nu. ”Skal vi sige 5 minutter…” Det var ikke et spørgsmål.
”Afsked?” gentog Tom og kiggede undrede efter David, der havde sat sig ind i lokalet, de lige var kommet ud fra. ”Afsked…” mumlede han og rystede på hovedet, hvorefter han satte sig ind i lokalet igen til Gustav og David.
Bill stod stadig ude på gangen og kiggede ud af vinduet. Vinden tog i hans hår, der gang glat ned på hans skuldre. Han havde ikke gidet at gøre noget ved det i dag, da han alligevel bare skulle direkte hjem igen bagefter mødet. Der kom endnu et vindstød og Bill lukkede øjnene og nød den friske luft mod sit ansigt. ”Ahhh…” sagde han lavt og sukkede behageligt. Han tænkte på dagen i går, og hvor dum han havde været mod Chrizza, da hun prøvede at muntre ham op. Det var ikke rimeligt, at han kunne finde på, at være sådan mod hende. Han rynkede på panden og åbnede øjnene. Døren til lokalet var blevet lukket. Det var sikkert Georg, da han var kommet tilbage fra sit toiletbesøg. Noget i ham sagde, at han skulle gå ind til de andre igen og vente sammen med dem, men alligevel blev han overtalt til at sætte sig op i vindueskarmen og nye solen og vinden. Det var dejligt, tænkte han og lod sit hoved læne sig mod væggen bag ham. Han lukkede tilfredst sine øjne og tog en dyb indånding.
David telefon ringede. ”Hallo?” der var stilhed i få sekunder. ”Du kommer bare ind, vi er i det sidste lokale lige nu” stilhed. ”Naah, jeg tror, Bill sidder udenfor”. Han kiggede rundt i lokalet og fik øjenkontakt med Tom, der sad og nikkede. ”Jo, Bill sidder ude på gangen” sagde David kort. ”Vi ses… Farvel”. Han lagde mobilen ned på bordet og kiggede rundt på drengene, før han rejste sig op for at åbne et af vinduerne bagerst i lokalet.
”Bill…”, sagde en lav stemme og Bill kom stille ud af sin egen verden og tilbage til virkeligheden. Han mærkede en hånd på sit lår, den var varm. Han rystede forvirret på hovedet og kiggede ned på personen og smilede, da han så, det var Chrizza. ”Hej” smilede hun og trak genert på skuldrene.
”Hej” sagde han lavt og lagde sin hånd oven på hendes. Han smilede skævt og aede den forsigtigt, ”tak for i går”. Han kiggede ned på deres hænder og smilede.
”Selv tak” sagde hun kort og fjernede sin hånd fra ham. Det kom for hurtigt efter hendes mening, og nu når hun havde fået bekræftet, hvor vild Bill var med hende, skulle hun passe ekstra godt på med, hvad hun gjorde ved og med ham. Hun sukkede indvendigt og smilede op til ham. ”Det var rigtig hyggeligt” sagde hun ærligt og smilede, ”kommer du med ind?” spurgte hun og begyndte stille at vende sig om mod døren bag dem.
”Jo, selvfølgelig” sagde han kort og hoppede ned fra vindueskarmen. Idet Chrizza skulle til at tage i håndtaget, lavede Bill en hurtig bevægelse og sprang ind foran hende. ”Nu skal jeg” smilede han og lagde en hånd bag hendes ryg som en rigtig gentleman og åbnede stille døren til lokalet, hvor de andre sad og var i gang med en mindre vigtig samtale omkring Davids hemmelig overraskelse.
”Chrizzaaa” udbrød Gustav, som den første der havde set hende. Tom og Georg sad med ryggen til døren, så de forstod ikke, hvad grunden var, at han skulle sige det. Tom skulede ondt til Gustav og fulgte hans blik, vendte sig om og smilede stort.
”Chrizza, din chokolade” grinede Tom og rejste sig op fra stolen for at give hende en krammer.
Mens hun blev krammet tæt ind mod Tom, kunne hun dufte en duft, hun kendte. ”Neeeej, Tom, du bruger min gave!” smilede hun stort og hoppede lidt op og ned et par gange, mens hun klappede i sine små hænder.
Tom kiggede dumt på hende, men alligevel med et glimt i øjet. ”Selvfølgelig gør jeg da det, er du fuldkommen dum, pige?” grinede han og rystede sagte på hovedet.
Chrizza gik hen til Georg og gav ham et kram og det samme til Gustav. Bill havde ikke sagt noget, siden de kom, men han følte sig alligevel lidt udenfor, da han ikke havde fået noget kram. Han blev kommanderet ned på sin stol, der tilfældigvis var ved siden af Chrizza, men hun lagde slet ikke mærke til ham, da hun havde travlt med at forsvare sig selv i diskussionen om hvorvidt hun var naiv eller ej. Bill sukkede, lænede sig tilbage i stolen og lod sit hoved hvile op af stolens ryg. Han lukkede øjnene og sukkede igen.
Endnu engang mærkede Bill noget varm mod sin krop, denne gang sin arm. Han bevægede sig endnu engang ud fra sin egen lille verden og kiggede tomt ud i virkeligheden. ”Bill” mumlede Chrizza lavt og kiggede op på ham. ”Kan jeg ikke lige snakke med dig… alene” smilede hun skævt og fjernede igen sin hånd fra hans underarm.
Han kiggede rundt i lokalet og så, at alle sad derinde. Han kiggede over mod David og fik øjenkontakt, David nikkede og smilede til ham. ”Jo… skal vi sætte os ud på gangen?” spurgte han og rettede sig op i stolen.
”Øøh… det må du bestemme” smilede hun usikkert, da hun stadig ikke var helt stedkendt i deres studie endnu efter kun sammenlagt 2 besøg der.
”Sæt jer udenfor og nyd vejret” sagde David og smilede til dem begge. ”Men pas på tiden, Chrizza, du skal af sted om godt en time”. Chrizza nikkede og fulgte stille efter Bill ud i haven.
”Hvad så?” spurgte Bill og kiggede hende i øjnene. Han kunne ikke lade være med at smile. Hun gjorde ham glad.
Hun tøvede kort og kiggede ned i jorden, men rettede hurtigt blikket op på Bill igen. ”Jo… altså, jeg har tænkt lidt over… det der… du ved… det du sagde til mig i går” sagde hun og smilede skævt.
”Tænkt over det?” gentog han og lagde hovedet lidt på skrå.
”Ja… altså… da jeg kom hjem i går aftes og lå i min seng, tænkte jeg over, hvilken god dag det havde været” smilede hun, ”og så pludselig slog det mig, hvad det var, du havde sagt til mig. Jeg tænkte mere og mere over det”, hun holdt en lille pause og kiggede ud over haven i få sekunder. ”Bill… jeg tror også godt, jeg kan lide dig” sagde hun lavt og kiggede ham dybt ind i hans brune øjne.
”Mener du det?”
”Ja, det tror jeg…”
Bill kiggede ned i jorden og sank sammen i skuldrene. ”Tror…”
”Nej, Bill… jeg ved det. Jeg kan godt lide dig” smilede hun og fik igen øjenkontakt med ham. ”Jeg ved bare ikke om det er nok… jeg ved ikke, om jeg har de der følelser for dig, som det er meningen, jeg skal have i din verden”.
”Du er ikke forelsket?”
”Nej” få sekunders stilhed. ”Men det vil jeg rigtig gerne, og jeg vil gøre alt for at det kan lade sig gøre… jeg har bare brug for noget mere tid sammen med dig, ok…”
”Så det du altså siger er, at du gerne vil være forelsket…” Hun nikkede og smilede skævt, ”i mig?” hendes smil bredde sig og hun lo.
”Jeg synes, du er en rigtig sød fyr, og jeg kan rigtig godt lide at være sammen med dig”, hun nikkede og trak på skuldrene.
”Det lyder lidt som om, der kommer et men…” sagde han usikkert og kneb øjnene en smule sammen.
”Men… David vil ikke have, at der kommer nogen romance ind i arbejdet, så jeg ved ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre… altså, for os to til at være sammen senere hen, måske…” sukkede hun.
”Hvad mener du? Har David sagt, at du ikke…”
Chrizza afbrød ham. ”David sagde, at han helst så os alle 5 som venner, og han ville helst ikke have nogle følelser på spil i løbet af vores samarbejde. Det der derfor jeg har svært ved at gennemføre det her, det er derfor jeg har prøvet at holde afstand fra dig, men det har bare ikke virket særlig godt…” sukkede hun.
Bill sad længe bare og kiggede på hende, da han til sidst åbnede munden og sagde: ”Vi kan bare holde det skjult for ham, Chriz” smilede han og håbede på hendes godkendelse af hans idé.
”Kan vi det?... Jeg mener, så lyver vi jo for ham og alt muligt… det er jeg altså ikke så meget for, Bill”
”Vi lyver jo ikke, hvis man ikke finder ud af noget, vel?” smilede han og var stolt over sig selv og sin hjerne, der havde givet bonus.
”Jeg ved ikke rigtig” tøvede hun og trak stille på skuldrene. ”Lad os nu se, ikke…” Bill nikkede sagte.
Der var stille i nogle minutter, hvor de bare sad og nød hinanden nærvær og det gode vejr.
”Chrizza?” spurgte han, og hun kiggede over på ham. ”Kan du ikke fortælle mig noget mere, jeg gerne vil høre?” spurgte han genert og smilede skævt.
”Hmm” mumlede hun og lagde hovedet på skrå. ”Du er vist nok grunden til, at jeg er kommet her nu… Jeg skulle have været med et tidligere fly hjem men fik det ændret”.
”På grund af mig?” spurgte han forarget.
”Jeg ville have, du skulle vide det her, og jeg ville sige ordentligt farvel til dig… og til de andre, for jeg ved ikke, hvornår jeg kommer herned til jer igen” sagde hun lavt og sukkede lidt.
”Jeg er glad for, at du kom så” smilede han og tog fat i hendes ene hånd. ”Jeg håber ikke, der går for lang tid”. Hans blik var frosset fast til hendes. ”Men du lover at svare mig, når jeg skriver, ikke?” spurgte han nervøst og klemte hendes hånd blidt.
”Selvfølgelig, Bill” lo hun.
”Jeg håber snart, du kan komme igen, for jeg vil virkelig gerne have dig i nærheden” smilede han ærligt, ”du gør mig glad”.
”Jeg vil også meget gerne herned snart igen… jeg vil i gang med arbejdet” grinede hun og slap Bills hånd. ”Hmm… skal vi gå ind til de andre igen?” spurgte hun og vente blikket mod hoveddøren bag dem.
”Ja, det kan vi godt” sagde han, mens han rejste sig op. Han tog fat i hendes hænder og hjalp hende op og stå. Men han slap ikke hendes hænder, i stedet krammede han hende tæt ind til sig og lod sit hoved hvile oven på hendes i et kort øjeblik.
”Mange tak” grinede hun og kiggede lusket på ham.
”Hvad er der?”
”Du bruger også min gave” smilede hun stort og åbnede hoveddøren og holdt den for Bill.
”Den minder mig om dig…” sagde han ærligt og kiggede ned på hende, mens de gik ned ad gangen for at komme ned til de andre. ”Måske er der ikke mere tilbage, hvis du bliver væk for længe” klukkede han.
”Pas nu på, du ikke drukner, Bill” grinede hun og rystede på hovedet over Bills kommentar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar