Fem dage senere…
”Hallo?”
”Er det Chrizza, jeg snakker med?” spurgte en dyb stemme i telefonen.
”Æh… Hvem er det?” spurgte hun med en lille, nervøs stemme. Det ville ikke være første gang, at der var en, der prøvede at opfange hendes mobil.
”Ja, undskyld.. Jeg hedder David Jost. Jeg skulle meget gerne ha’ snakket med din manager. Laura, ikke sandt?”
”Hun hedder Laura, jo. Men det ved jeg desværre ikke noget om…” Hendes stemme døde hen, og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.
”Du har et møde her i Hamburg senere i dag, ikke?” spurgte David.
”Jo… Universal…” Hun lød usikker.
”Super, så har jeg fat i den rigtige. Jeg fik to forskellige numre, men det må så være det andet nummer, der er til din manager”. Han lød glad. Chrizza svarede ikke… ”Men så ses vi senere, Chrizza… Vi glæder os til at se dig”.
”I lige måde” løj hun og sagde farvel. Hun lagde på og smed sin mobil hen i sengen. ”Hvem fanden var det?” mumlede hun til sig selv og lukkede vinduet i.
”Er du klar, Chrizza?” råbte Laura nede fra stuen af. ”Vi kører lige om lidt…”
Chrizza svarede ikke, men begyndte bare at skynde sig lidt mere med at blive færdig til tiden. Det var så pinligt at komme for sent til møder og andre ting. ”Jeg er klar nu” sagde hun, mens hun løb ned af trappen og sprang de sidste par trin over, for at ramme jorden hurtigere. ”Skal vi af sted nu?” spurgte hun og tog sine sko på.
”Vi kører så snart du er færdig, så hvis du er færdig nu, så kører vi nu…” smilede Laura og fandt hendes jakke og bilnøgler frem. Chrizza nikkede og tog hendes jakke i hånden. ”Jamen, så kører vi nu…”
Da de kom ud i bilen, tændte Chrizza for radioen for at høre det nyeste gossip om de kendte.
”Til fredagens Comet Award, blev Tokio Hotel set med Tysklands nye superstar, Chrizza. Både under showet, backstage og til afterpartyet tilbragte de tid sammen. Hvad har hun i ærmet? Til afterpartyet blev hun set siddende tæt med forsangeren Bill Kaulitz. Hvad går dette ud på? Og hvad siger Tom til, at han pludselig skal dele hans brors kærlighed med en pige… Og Paris Hilton har nu indrø…”
Chrizza slukkede for radioen igen og kiggede bare tomt ud i luften. ”Jeg gjorden ingenting, Laura. Overhovedet. Jeg lover dig det, vi sad sammen og ikke mere?...”
”Velkommen til den virkelige verden, Chrizza. Sådan er pressen. Du skal passe på med, hvad du gør, ok. Hvis du siger noget forkert eller hvis du gør noget anderledes… Du bliver hængt op på det… Sådan er pressen, Chrizza…”
Hun sukkede og lænede hovedet tilbage i sædet og lukkede øjnene.
”Chrizza…” Stemmen var fjern i hendes hoved, men hun reagerede alligevel. ”Chrizza…” Nu var der også nogle der ruskede i hende. ”Chrizza…” Stemmen blev højere og højere jo nærmere hun kom til omverdenen.
”Hmm” mumlede Chrizza og åbnede øjnene helt.
”Vi er her nu” smilede Laura overlænet over hende.
”Hvor?” spurgte Chrizza forvirret.
”Studiet… Hamburg… Vi skal til møde, Chrizza” smilede hun og klikkede hendes sele op. ”Kom nu”
Chrizza sukkede og gabte stille. Mens hun gik ud af bilen og prøvede at stå fast på jorden med hendes trætte ben, kom hun til sig selv igen. ”Der var én der ringede tidligere, Laura. Han hed David… Han ville gerne snakke med dig” gabte Chrizza igen og strakte sig, mens de gik hen over gårdspladsen. Laura svarede ikke, men gik bare nogle skridt foran hende og nikkede sagte. ”Jamen så ok…” mumlede Chrizza til sig selv og prøvede at se en smule mere frisk ud.
”Argh” udbrød Laura og vendte sig hurtigt om. ”Jeg glemte min taske i bilen. Venter du her, eller går du ind?”
”Jeg bliver her” sagde Chrizza og satte sig ned på trappestenen. Solen skinnede selvom det ellers havde været dårligt vejr de sidste par dage. Den skinnede ikke fuldkommen igennem, men den var der og den varmede fint nok. Den tyske sommer var vist heller ikke noget at prale af… ligesom den danske sommer!
Laura kom tilbage og satte sig ved siden af Chrizza på trappen. ”Er du nervøs?” spurgte hun og kiggede hen på Chrizza, som sad og pillede ved hendes neglelak. Det gjorde hun altid, når hun var presset, usikker eller nervøs.
”Nej, hvorfor skulle jeg være det?” spurgte hun. ”Jeg ved ikke engang, hvad vi skal… Så måske” klagede hun og kiggede op mod solen.
”Jamen, du finder hurtigere ud af det, hvis vi kommer indenfor nu” grinede hun og rejste sig op, rakte hånden ned til Chrizza og vendte sig om mod døren bag dem. Laura åbnede døren og smilede selvsikkert til hende. Chrizza sukkede, prøvede at smile, men det gik ikke så godt, gik ind af døren og lukkede øjnene. ”Vi skal denne vej, Chrizza” smilede Laura og hev fat i hendes arm. Chrizza var helt målløs over stedet. Der var billeder af alle mulige kendte mennesker på væggene, diverse platiner hang også rundt omkring på gangen. Der duftede af kokos og æble og der var en svag brise, da nogle af vinduerne var åbnet.
”Har alle de mennesker været her?” spurgte Chrizza med åben mund og store øjne. Laura nikkede og grinede lidt af Chrizzas ansigtsudtryk. ”Også Madonna?” spurgte hun og lukkede munden, men øjnene forblev store. Laura nikkede igen. ”AD!” udbrød hun og rynkede panden. ”Det er alligevel lidt ulækkert at tænke på, ikke?” grinede Chrizza og sukkede højlydt, mens de gik længere ned af gangen.
”Hej og velkommen til hytten” kluklo en mand, en fremmed mand, men hans stemme virkede bekendt. ”Jeg er David Jost” smilede han og rakte hånden frem og hilste på dem begge.
”Hej David” smilede Chrizza og trak genert på skuldrene.
”Ok, så vær søde at følge med mig” smilede David og åbnede en dør til et lille rum, hvor han gik ind og lukkede døren efter dem igen. ”Denne vej”. Der var en masse møbler i rummet og mindede meget om en stue eller hygge-rum. Der var endnu en dør i den anden side af rummet, som David gik hen og åbnede. Det var ud til køkkenet. Det var ikke så stort, men virkede alligevel stort nok. ”Vil I have noget at drikke? En kop kaffe eller te…” spurgte David.
”En vand ville være helt fint, tak” sagde Chrizza og gik et skridt frem. Hun tog imod den kolde flaske fra køleskabet og gik over til vinduet, mens David hældte kaffe op til Laura og ham selv. ”Det er et smukt sted, det her” smilede Chrizza og gik tilbage til David og Laura igen.
”Vi er også meget glade for købet. Det var meningen, at vi skulle bo her, men de papirer er ikke blevet gennemført endnu, så i øjeblikket bor i på hotel inde i indre by” smilede David og tog sin kop i hånden. ”Og bag denne dør, bliver alt musikken skabt. Lyden og det hele” smilede han og åbnede døren til et stort rum med masser af guitarer, basser, et klaver, et trommesæt og diverse mikrofoner og stænger dertil. På væggene var der store plakater med Metallica, Linken Park, Tokio Hotel, Rolling Stones, AC/DC, Aerosmith og en masse andre kunstnere. Denne gang var Madonna ikke involveret, tænkte Chrizza og fnes lidt for sig selv over tanken.
”Prøv at se mine sko, Laura” grinede Chrizza og pegede ned på hendes sko, mens de gik videre ud på gangen igen. ”De er jo total skæve”
”Nej, det er de da i hvert fald ikke” sagde Laura sarkastisk og rullede med øjnene.
”Jeg kan faktisk ikke mærke, at de er skæve. Så det gør vel egentlig ikke noget…” mumlede hun og kiggede ned i gulvet, da de gik ind i det næste rum.
”Det kan være de skal være sådan, Chrizza” kluklo Laura, og Chrizza nærstuderede stadig sine sko.
”Hmm” mumlede hun og rystede på hovedet over, at hun ikke havde lagt mærke til skævhederne noget før. ”Underligt” mumlede hun og løftede hovedet op og fandt ud af, at de ikke gik mere.
”Hej” grinede Bill og rejste sig op fra sofaen.
”Bill” sagde hun forvirret og rynkede på panden.
”Jeg tror, du har gjort et godt indtryk, Bill” grinede Georg, som også rejste sig op.
”Hun kan huske dig” grinede Gustav.
”Det sker jo ikke ligefrem hver dag, vel brormand?” spøgede Tom.
Bill sukkede bare og rullede øjne af dem. ”Det er ikke sådan at være den mindste” klagede han og gav Chrizza et kram.
”Jeg kender det alt for godt” kluklo Chrizza og trak genert på skuldrene. ”Hej Gustav” smilede hun og gav ham et kram. ”Og Georg” Han fik også et kram. ”Og Tom” – rosinen i pølse enden – fik også et kram.
”Så er jeg da tydeligvis ikke den eneste, der har givet et godt indtryk, hva’? Hun kan huske os alle. Ha!” grinede Bill og satte sig hånligt ned i sofaen igen.
”Altså, jeg kan godt forstå, hun kan huske mit navn. Selvfølgelig” sagde Tom selvsikkert og puffede kærligt til Chrizza, som bare stod og kiggede uforstående på ham. Han kiggede på hende og blev enig med sig selv om, at hun ikke forstod den.
”Men hvis du er færdig med at charmere vores gæst, Tom”, beklagede David, ”så kunne vi måske begynde at snakke forretninger nu, eller er der mere du gerne vil sige?” David kiggede bestemt på Tom, som krøb stille længere ned i sofaen. Han rystede sagte på hovedet og lagde armene over kors. ”Godt så” begyndte David, ”så kan vi begynde nu…” Han satte sig ned på en kontorstol og rettede blikket over mod Chrizza, der var blevet placeret lige overfor ham. ”Chrizza” startede han og hun smilede til ham. Han lo i få sekunder og begyndte så med at snakke om den virkelig grund til, at hun var der. Forretningssnak!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar