Chrizza åbnede forsigtigt døren og trådte ind på Bills værelse. Hun kunne høre Bills tunge åndedræt, så han måtte ikke være vågnet endnu. Hun lukkede stille døren i igen og listede over til bordet, hvor hun lagde sine ting. Klokken var kun lidt over halv 6 om morgenen, så det ville være for tidligt at vække ham, mente hun. Derfor listede hun hen til sengen og lagde sig et godt stykke væk fra ham, så hun ikke ville komme til at vække ham, hvis nu han drejede sig eller lå uroligt.
I lidt tid lå hun bare der i sengen og lyttede til Bills regelmæssige, tunge åndedræt. Det gjorde hende glad at vide, at han lå lige ved siden af hende. Allerhelst ville hun gerne have hans varme arme omkring hende, men hun vidste, at hvis hun vækkede ham nu, ville han ikke ligge sig til at sove igen, hvilket han havde brug for.
Hun blev ved med at ligge og høre på Bill, indtil hendes øjenlåg blev forfærdelig tunge. Til sidst kunne hun ikke holde dem oppe længere, og hun blev nødt til at overgive sig. Hun faldt i søvn…
Da klokken blev omkring 8, og det var blevet lidt lysere udenfor, vågnede Bill med et chok – et godt chok. Han opdagede, Chrizza lå lige ved siden af ham og sov sødt. Hun lå på siden med fronten mod ham og med ansigtet godt gemt i hendes små hænder. Han sukkede glad og smilede, mens han vendte sig om mod hende. Bill trak den ene arm op over dynen og skulle til at ae hende over håret, men kun få millimeter før han rørte hende, trak han hånden til sig igen. Hun skulle have lov til at sove. I stedet rejste han sig fra sengen og luntede smilende ud på badeværelset.
Bill kom tilbage til soveværelset igen og listede hen til sengen igen. Han stod i fodenden af sengen og betragtede hende i nogle sekunder, mens hun lå der i sengen foran ham. Han smilede og sukkede lettet. Han kravlede stille op i midten af sengen og aede hendes lår blidt. ”Chrizza” sagde han lavt, mens han uden nogen problemer eller modstand fik skubbet hende om på maven. Han satte et knæ på hver side af hendes hofter lænede sig ned til hendes hoved. ”Chrizza” hviskede han igen, mens han nussede hendes arme og fik et lille smil på læben, da han mærkede, at hun rørte på sig. Han kyssede blidt hendes kind, og det fik hende til at åbne sine øjne. ”Godmorgen, smukke” smilede Bill og trillede ned ved siden af hende.
”Du sov, da jeg kom. Det var ret tidligt, så jeg ville ikke vække dig, Bill” smilede hun og tog sin ene hånd i hans. De var bløde og dejlig varme som altid.
”Det er ok, Chriz, jeg vil også meget hellere vågne op til synet af dig ligge og sove ved siden af mig” klukkede han og lagde sig tættere på hende. ”Kom her, skat. Du er helt kold” sagde han bekymret og slap hendes hånd for i stedet af få hende til at ligge sig i sine arme.
”Jeg vidste slet ikke, jeg var så kold” beklagede hun sig og lagde sig tæt ind mod ham. Hun lagde sine arme tæt ind mod hans mave og hovedet lagde hun mod hans skulder. Bill hev dynen over dem og lagde derefter begge arme fast omkring hende, hvorefter han nussede hendes ryg blidt. ”Det er min skyld, hvis du bliver syg så”.
”Hvorfor skulle jeg blive syg?”
”Fordi jeg er så kold” klukkede hun.
”Hvis jeg bliver syg, skat… så har du bare en god grund til at være sød mod mig” sagde han og fnøs.
”Og det er jeg måske ikke i forvejen, Bill?”
”Du forlod mig da i går, skat” grinte han og gav hende et lille klem.
”Tja…” tøvede hun, ”Ja, det er rigtig nok, skat. Men nu er jeg også kommet for at blive lidt” smilede hun og kyssede hans en enkelt gang.
”Hvornår skal du så torturere mig igen, skat?” spurgte han med en usikker stemme.
”Det ved jeg ikke endnu, Bill”
Han sukkede dybt og lukkede øjnene. ”Jeg er i hvert fald bare glad for, du er her igen, smukke”.
”Jeg er også glad for at være tilbage” sagde hun lavt.
Stilhed.
”Chrizza” hviskede Bill og kiggede ned på hende.
”Hmm…” mumlede hun og fik øjenkontakt med hende.
”Jeg har savnet dig” sagde han ærligt og smilede skævt. Chrizza smilede til ham og kyssede hans læber. ”Det tager jeg som et i lige måde” klukkede hun og lagde sin hånd på hendes lænd.
”Det kan du lige bande på, skat”, sagde hun lavt og smilede, ”Jeg har også savnet dig”.
”Ej” sagde han sukkende, ”at være væk fra dig bare én dag er hårdt nok” han rystede opgivende på hovedet. ”Jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg skal gøre, når du begynder i skolen igen”.
”Jeg begynder først i skolen til Januar”, sagde hun lavt og kiggede væk igen.
”Januar? Jamen, skulle du ikke begynde her i starten af december, skat?”
”Jo…” mumlede hun usikkert og fortsatte i samme dur: ”Men jeg bliver nødt til at være her lidt længere denne gang”.
”Bliver nødt til?... det lyder som om, det er dårligt” sagde Bill og satte sig op i sengen. Han kiggede bekymret ned på hende og søgte øjenkontakt. ”Vil du ikke være her?”
”Jo, Bill… men…” hun sukkede og satte sig op af sengegæret. ”Der er bare… noget… jeg skal fortælle dig”. Hun kiggede ned i sengen og kneb sine øjne sammen.
”Ej, hvad er der galt med dig, smukke?” spurgte han bekymret og satte sig over ved siden af hende. ”Skat, sig det” bedte han roligt og lagde sine arme tæt omkring hende.
”Jeg har bare noget vigtigt, som jeg måske skulle have fortalt dig tidligere” sagde hun med en lav stemme og prøvede at kigge op i Bills øjne men fortrød med det samme og kiggede i stedet ned i sengen igen.
”Chrizza…” hviskede han roligt og nussede hendes arm. Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom ingen lyd ud. Bill kiggede forskrækket på hende og rynkede bekymret på panden. ”Jeg bliver helt nervøs for dig, skat. Er du ok?”
Hun rystede på hovedet og tog sig sammen til at kigge op i Bills øjne. Det var ren smerte for hende, og hun kunne ikke lade være med at få en tåre i øjnene. ”Jeg…” Hun kiggede væk fra ham igen. Nej, hun skulle se ham i øjnene nu! Så hun kiggede op på ham igen og sagde det ligeud: ”Bill… jeg har… kræft”.
Det stivnede i Bill. Han sagde ingenting men sad bare og kiggede hende dybt ind i øjnene, mens de stille blev våde. Han blinkede nærmest ikke. Chrizza kunne mærke, at hans hånd blev en smule svedig, og det gjorde hende urolig. Hun lagde sin ene hånd på hans brystkasse og puttede sig ind til ham. ”Mener du… altså, virkeligt?” stammede han og rørte endelig på sig. Hun nikkede og kiggede ham i øjnene. Hun tog sine hænder i hans og endnu en tåre trillede ned ad hendes kind. ”Du må ikke græde…” sukkede han og kneb øjnene sammen, ”det smitter”, snøftede han og et par tårer faldt smukt ned ad hans kinder.
”Undskyld, skat”
”Nej, det er mig, der undskylder” hulkede han, ”jeg burde have vidst det, Chrizza. Jeg burde have vidst at du var syg”. Hun trak på skuldrene og tørrede en tåre væk fra hans kind. ”Men…. Hvornår har du fået det at vide?” spurgte han usikkert og rynkede på panden.
”Se, det er det, der gør mig til et dårligt menneske, Bill” begyndte hun, men han afbrød hende, før hun kom for godt i gang.
”Nej, stop! Det vil jeg slet ikke høre på!”
”Jeg har været syg lige siden, jeg mødte jer…. Og før! Siden jeg var 8 år” sukkede hun og prøvede at placere et lille smil på læben.
”Men hvorfor siger du det nu? Der må være en grund, Chriz” han tog hendes hånd, ”hvad sker der?”
”Jeg skal opereres om ganske kort tid” sagde hun lavt og kiggede væk fra Bill.
Han kneb øjnene sammen af ren smerte. ”Hvad betyder det?”
”Lægerne siger, jeg er i behandling” sagde hun med en smule håb i stemmen.
”Og….”
”Det blev opdaget i god tid, så jeg har ikke noget at frygte… endnu”. Bill kiggede skræmt og spørgende på hende og hans læber blev til én lige streg. ”De mener ikke, jeg er her om 2 år”.
”Neeej!” udbrød Bill og rejste sig fra sengen. Han gik hen til vinduet og trak gardinet lidt fra. Chrizza rejste sig op og gik hen til ham. Hun stillede sig bag ham og lagde sine arme rundt om hans liv. ”Jeg vil ikke tro på det, Chriz” hviskede han lavt og rystede på hovedet, mens han stirrede ud af vinduet. ”Jeg vil ikke…” gentog han.
”Skat” hviskede hun og vendte ham om mod sig, ”Jeg er stærk, og vi skal nok klare det her også”. Hun lagde sin hånd mod hans kind. ”Hvis jeg ikke er her… Hmm, så lad os få det bedste ud af tiden nu, ikke” hun smilede skævt til ham og aede forsigtigt hans kind. ”Jeg vil ikke tænke på. Jeg vil bare leve livet”.
”Hvordan kan du være så optimistisk?”
”De sagde, jeg heller ikke ville blive 10 år”.
Bill nikkede lidt med hovedet og trak på skuldrene. ”Men hvad så nu?”
”Lev livet, Bill”. Hun lagde armene omkring hans hals. ”Jeg vil ikke have du behandler mig anderledes på grund af det her… det er det, der får mig til at føle mig anderledes”.
”Men det er du jo”. Chrizza kiggede skuffet op på ham og trak sine arme til sig igen. Hun vendte ryggen til ham og gik ind mod stuen. ”Undskyld, skat. Det mente jeg ikke” sagde han lavt og løb hen og krammede hende tæt ind mod sig. ”Undskyld, undskyld, undskyld” sukkede han og klemte hende hårdt ind mod sig.
”Ok”.
”Skal vi ikke sætte os her i sofaen? Jeg vil gerne spørge om nogle ting…. Hvis det er i orden med dig, altså”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar