Klokken havde passeret 8 og var godt på vej til halv 9. Der var nu en time til deres gæster ville komme. Alt var parat og færdigt. Den store hal de havde leget i deres barndomsby, Loitsche, var pyntet flot op og baren var fyldt godt op med alkohol og andet sjovt.
”Bill, hvor mange regner I med at blive?” spurgte han kraftig mand. Han var blot én af deres 8 lejede dørmænd.
”Gæstelisten er på vej” svarede Bill tomt og sukkede.
”Hvorfor så trist?” spurgte Tom, da han var ved at blive lidt træt af Bills tomme ansigtsudtryk. ”Du har fødselsdag. Vi får gæster om mindre end en time, makker. Vi skal feste hele natten!”
”Jeg vil bare gerne være lidt alene inden alt det der, Tom. Ok?” sagde han lavt og vendte ryggen mod Tom og gik ind i et af rummene, hvor nogle grønne og blå stribede sofaer stod. ”Gyseligt” sukkede han og satte sig tungt ned i en af dem. Han sukkede dybt og kiggede ud i luften. Musikken begyndte at spille, så rejste sig op og lukkede døren. Det var lydtæt. Fedt, tænkte han, mens han slog sig ned i sofaen igen. Han trak benene ind under sig og kiggede længe ned på sin mobil han havde holdt i hånden de sidste 4 timer. Den var næsten helt våd af sved – nervøsitet. Nervøsitet for om alle mon ville komme. Alle sammen! Han låste sin mobil op og tastede det nummer ind, som han havde haft forsøgt at komme i kontakt til hele dagen… men uden held.
”Velkommen til telefonsv…”
”Fuck nu af!” vrissede han og smed sin mobil ned ved siden af sig. Han opgav nu. Han havde forsøgt at komme i kontakt de sidste mange timer, men hvorfor kunne den mobil bare ikke blive taget? Hvis den ikke var slukket, så gik den bare direkte på telesvarer. Og han havde lagt diverse beskeder og sendt flere tusinde sms’er. Men intet svar var der kommet tilbage. Ikke et eneste…
Bill sukkede og lod sit hoved hvile op af væggen bag ham. Han lukkede øjnene og stønnede højlydt. Sådan sad han i nogle minutter, før han greb fat i sin mobil igen og tastede nummeret ind, men nåede aldrig at ringe nummeret op, da David kom brasende ind i rummet.
”Hej, Bill” smilede han venligt og gik hen og stillede sig foran ham. ”Hvordan går det? Tom siger, du er lidt… utilfreds”
”Jeg vil bare gerne være lidt alene” mumlede han og sukkede.
”Åh ok. Så går jeg bare igen” sagde han og virkede ikke fornærmet.
”Tak” smilede Bill skævt. ”David!” Han rettede hovedet mod ham. ”Du ved tilfældigvis ikke hvornår de andre kommer, vel?”
”Gustav og Georg burde snart være her…”
Bill nikkede diskret og tøvede. ”Hvad med… Chrizza?” spurgte han forsigtigt.
”Ved du hvad, Bill… det er faktisk lidt underligt… bekymrende” begyndte David, og gik nogle skridt væk fra døren igen. ”Jeg har faktisk ikke hørt fra hende hele dagen… Jeg ringede til hende tidligere, men jeg kunne ikke få fat på hende”. David kiggede ned i gulvet. ”Men så ringede jeg til Laura lige før jeg tog af sted hertil…” 20 minutter siden.
”Hvad sagde hun?” spurgte Bill bekymret. Interesseret. David var stille i nogle sekunder. Lidt for lang tid efter Bills mening. ”David, er der sket noget?”
”Altså, da jeg kom i kontakt med Laura, var de på hospitalet i Berlin. Det var ikke noget alvorligt, sagde hun”. Pause. ”Vi skulle ikke være bekymrede”.
”Hvad er der sket med hende?” David kiggede væk. ”David!” sagde Bill bestemt. ”Hvad er der sket?”
”Jeg tror, Chrizza selv skal fortælle det, hvis hun har lyst, ok. Du skal ikke være bekymret for hende. Hun har det godt, Bill. Og det mener jeg… Hun har det godt! Hun er i gode hænder og hun kommer i topform om kort tid igen”.
”Jeg bliver nødt til at snakke med hende…”
”Bill… Lad være… Hvis hun ikke kommer, må det ikke ødelægge din aften. Du må huske på, hun er også blot et menneske, ikke… Bill, du må give hende lidt afstand”.
”Kommer hun?” spurgte han forsigtigt.
”Jeg ved det ikke? Det håber jeg… for din skyld. For Toms skyld… For hendes egen skyld” smilede David skævt og åbnede døren ud til den store hal igen. ”Lad det ikke påvirke din aften det her”.
Bill sagde ingenting, men nikkede bare. David lukkede døren efter sig og Bill var endnu engang alene med den larmende stilhed. Han sukkede dybt og gav et lille råb fra sig. Det pinte ham virkelig. Han greb sin mobil og trykkede ring op på det allerede-tastede nummer. Denne gang gik den direkte på telefonsvarer. Der har altså været en ved hendes mobil, tænkte han.
”Hej Chriz” Sekunderne gik. ”Det er mig… Bill” han prøvede at le. ”igen…” Pause. ”Ehm… Jeg håber du kan nå at komme i aften. Det ville simpelthen være perfekt, hvis du kunne”. Pause. ”Men jeg håber du kommer… og undskyld alle mine sms’er og opringninger og ikke mindst beskeder”. Pause. ”Jeg har bare været meget urolig for dig”. Pause. ”Men jeg talte lige med David… Han siger, du har det godt… Det lettede”. Pause. ”Nå, men… vi ses, Chriz”.
Det bankede blidt på døren. ”Bill?” Stemmen var velkendt. Det var en stemme, der kunne få ham til at smile. Han rejste sig hurtigt op fra sofaen og løb over til døren.
”MOR!” råbte han og sprang op i hendes arme. ”Hvor er det bare godt at se dig” smilede han.
”I lige måde, min dreng…” Simone stak hovedet ind i rummet og kiggede rundt. Hun kiggede tilbage på Bill igen og kiggede undrende på ham. ”Hvad laver du dog derinde… alene?” spurgte hun og pegede ind i rummet.
”Jeg havde brug for at være lidt alene” mumlede han og trak på skuldrene.
”Stadig dét…” Bill nikkede og vidste godt, hvad hun hentydede til. ”Er hun her ikke?”
”Nej…”
”Kommer hun?”
”Jeg ved det ikke… Det håber jeg”.
”Jeg er sikker på, at hun nok skal komme, Bill… Hvis du bare selv tror på det, skat” smilede hun beroligende og aede hans kind. ”Nå… Men klokken er jo snart ved at være 9, så tror du ikke, du skal klæde om og finde smilet frem igen? Jeg så det lige før” klukkede hun og nev sin søn i siden, så hun kunne få et lille glimt af et smil på hans læber. ”Hov, der var det sørme igen” klukkede hun og stoppede.
”Ok, mor” smilede Bill og vendte om mod gaderoben, hvor hans taske meget gerne skulle stå og vente på ham.
Der blev banket på glasset og alle blev stille. Tom og Bill stillede sig op på et bord, så de kunne se ud over de mange mennesker, der var mødt op for at fejre dem. Musikken blev slukket og Tom hævede sit glas. ”Hej alle sammen og velkommen”. Glasset blev sænket igen. ”Nu er vi her jo alle sammen, så derfor v…” Bill afbrød ham:
”Næsten alle sammen”.
”Ok, vi er her næsten alle sammen, så lad os få startet denne her fest med et ordentligt knald”. Tom hoppede ned fra bordet, og Bill tog en stol ved hjælp. ”Du kunne da også bare fortælle dem alle sammen, hvem det er, du venter på, ikke, Bill?” mumlede Tom til ham og vente ryggen til ham.
”Som om du ikke også mangler hende” råbte Bill efter ham, da musikken var begyndt at spille igen. Han sukkede, fakede et smil og satte sig hen til sin bedste ven, Andreas. ”Hej” smilede han. ”Hvad så? Hvordan går det?”
”Sådan lidt op og ned… Jeg tror mine forældre er ved at finde sammen igen” smilede han glad og løftede sit glas. ”For mine forældre” grinede han og tog en tår af sin øl. Han rakte glasset op igen, ”Og for Bill og Toms fødselsdag”, hvorefter han bundede.
Bill kiggede skævt på ham. ”Ok, det var godt at høre… Andreas, jeg henter lige ny øl til dig, ikke…” sagde Bill hurtigt og halvløb væk fra bordet og op til baren. ”Hej, ehm… en ny øl, tak” smilede han og satte sig på en af barstolene.
”Hej Bill”. Det gav et sæt i ham, da en hånd blev lagt på hans skulder. ”Hvor er det godt at se dig igen”. Hånden fjernede sig igen.
”Heeej” sagde Bill en smule fjoget og nærstuderede ansigtet ved siden af ham. Hvem fanden er du, tænkte han og prøvede at lade være med at dumme sig. Tænk nu for fanden, TÆNK! Mørkt hår, store brune øjne. Bleg i huden. Mellemhøjde.
”Du kan ikke huske mig, vel?” smilede hun og virkede ikke den mindste smule fornærmet.
”Joooo da” løj Bill. Måske skulle han til at lære, at lyve bedre… Det lød ikke overbevisende.
”A…” begyndte pigen, og Bill afbrød:
”ANGELA” næsten råbte han. ”Angela! Selvfølgelig”. Han smilede stort. ”Hej søde, hvor er det længe siden”. Han gav hende et lille klem.
”I lige måde, Bill” smilede hun. ”Du bliver bare ved med at vokse” klukkede hun og pegede op og ned ad ham. Bill trak på skuldrene og sendte hende et overlegent blik. ”Tom inviterede mig her forleden dag… det lyder ikke til, du vidste noget om det”.
”Nej… nej, jeg vidste ikke noget?” Han rystede på hovedet og rynkede på panden. ”Ej, men du må virkelig undskylde, jeg ikke kunne kende dig, Angela. Du ligner bare overhovedet ikke dig selv”. Han holdt en kort pause og tænkte hans sætning igennem. ”Altså… for den gang vi var sammen, du ved… Du har forandret dig… Jeg mener… På en god måde, ikke…”
”Bill, rolig. Jeg forstår godt, hvad du mener” smilede hun. ”Du har også forandret dig meget”. Pause. ”På en god måde” citerede hun ham og grinede.
Bill grinede og kiggede ned i gulvet. ”Jaaa”.
”Hvordan går det ellers med dig?”
Bill tøvede. Han ville ikke fortælle sandheden. Ham og Angela snakkede jo ikke sammen mere. ”Ehm… Det går helt fint. Vi går snart i studiet og sådan, så det kunne ikke gå bedre” løj han. Det var overbevisende nok til at Angela troede på det. ”Hvordan går det med dig?”
”Det går fint nok… Jeg har lige fundet sammen med min eks igen efter 5 måneders brud. Så det er dejligt nok” smilede hun. Hun virkede lykkelig. ”Du har ikke nogen pige i øjeblikket?” spurgte hun forsigtigt.
”Nej… Ikke lige for tiden” smilede han og trak på skuldrene. Hun behøvede ikke at vide at hans sidste kæreste, var hende… Omkring halvandet år siden.
”Nå, ok” mumlede hun og nikkede diskret med hovedet. ”Der skal nok komme en” smilede hun.
”Tja… Jaaa” klukkede han og trak endnu engang på skuldrene. Og det må meget gerne være snart, tænkte han.
”En øl” sagde en gennemtrængende stemme inde fra baren af og afsluttede den pinlige tavshed, der pludselig var kommet.
”Hør, Angela… Jeg bliver lige nødt til at gå ned med denne her til Andreas”. Bill tog fat om glasset og gik ned af stolen. ”Det var rigtig godt at se dig igen” smilede han og gav hende et lille klem igen. ”Hvem ved, måske mødes vi senere igen” klukkede han.
”Ja, jeg er glad for, vi lige fik snakket lidt” smilede hun. ”Og tillykke med fødselsdagen, Mackey” grinede hun.
”Tak, Angela” smilede han og vendte om mod Andreas’ bord igen. ”Mackey, hvordan kan hun huske det?” mumlede han til sig selv. Han rystede på hovedet og fokuserede på bordet, men kunne ikke få øje på Andreas. Det var kun Peter, Jimmi og Felix der sad ved bordet nu. ”Hey, hvor er Andreas henne?” spurgte Bill med lidt bekymret stemme, men han stillede glasset på bordet.
”Han gik den vej” råbte Peter og pegede på udgangen bag ved Bill.
”Han gik lige udenfor for at tage noget frisk luft” svarede Felix.
”Ok, tak gutter” smilede Bill og vendte sig om mod udgangen. Han kiggede lidt og stod på tær lidt, men kunne ikke få øje på Andreas. Han måtte være kommet udenfor. Bill rettede sig op og kig tværs gennem dansegulvet for at komme hen til udgangen. Han kiggede ned i gulvet og fik et sløret blik, hvorefter han rystede sagte på hovedet og rettede sig op igen. Idet han gik hen mod dørens åbning og den friske luft kom imod hans ansigt, troede han, han drømte. Han fik et stort smil over hele ansigtet og løb hen mod døren. ”Chrizza!” råbte han og lagde sine arme rundt om hende. ”Jeg troede ikke, du kom” sagde han mod hendes øre og slap hende igen. ”Jeg er glad for, du kom” smilede han glad og tog fat i hendes ene hånd, klemte den let og slap den igen.
”Jeg burde heller ikke være her” smilede hun nervøst, ”men jeg lovede jo at komme”.
”Jeg er rigtig glad for, du er her. Nu er ALLE kommet” klukkede han og lagde en arm om skuldrene på hende og fugte hende ud til gaderoben, så hun kunne komme af med sit overtøj. ”Har du det godt?” spurgte han forsigtigt og førte hende udenom alle de mange dansende mennesker.
”Ja, jeg har det i hvert fald bedre” smilede hun.
”Hvad var der sket?”
”Bill… skal vi ikke bare være glade og fejre din og Toms fødselsdag. Så kan vi altid snakke om sygdomme senere… men ikke nu” sagde hun venligt og smilede op til ham.
”Selvfølgelig” smilede han tilbage og tog hendes jakke af hende. ”Nu skal jeg” sagde han og hang hendes jakke på en bøjle.
”Uh, gentleman, hva’? Mange tak” klukkede hun og hev lidt ud i sin kjole og nejede fint.
”Lækker sag du har fået fat i der, hva’?” smilede han og tjekkede hendes kjole ud til mindste detalje. ”Den er sød” smilede han.
”Jeg kan også godt lide dit tøj” grinede hun og begyndte at åbne sin taske. ”Bill” sagde hun. ”Tillykke med fødselsdag”. Hun hev en gave op af sin taske og rakte den til ham.
”Jamen, du skulle jo ikke have gave med, Chriz”
”Jeg kan altså ikke bruge den selv, så du bliver nødt til at beholde den, Bill” klukkede hun. ”Pak op”.
Bill begyndte at pakke gaven op og fik store øjne, da han så, hvad det var. ”Oh du gode gud, Chrizza. Har den ikke været dyr?” spurgte han forarget.
”Tjo… Nææh” grinede hun. ”Jeg har fået den anbefalet” smilede hun og tog æsken ud af hans hænder. ”Det er Diors bedste… Prøv at duft til den”. Hun fik flasken med parfumen op af æsken og stak den hen foran næsen på Bill. ”Det er rigtig mand” grinede hun og duftede selv til den. ”Den er bare god”.
”Ej, mange tak, Chriz. Den er jeg meget glad for” smilede han og tog flasken ud af hendes hænder, pakkede den ned i æsken og stillede på et lille bord ved siden af. ”Mange, mange tak” smilede han og kyssede hende kort på kinden, hvorefter han klemte hende tæt ind til sig.
”Det var så lidt, Bill. En fødselsdag uden gaver, er ikke en rigtig fødselsdag” sagde hun lavt og ”slap fri” fra Bills greb. ”Jeg har også en til Tom… ved du hvor, han er?”
”Han er inde og danse med alle festens piger” grinede han og rullede øjne. ”Men ellers kan du giver ham den i morgen… Det vil han nok få mere ud af, for så kan han huske, hvem han overhovedet har fået den fra”.
”Åh ja, ok. Det kan vi godt sige” grinede hun. ”Men jeg vil gerne lige sige tillykke til ham også” smilede hun og pakkede sin taske væk. ”Kom” smilede hun og tog fat i Bills hånd. ”Følg mig til Tom” grinede hun og smilede op til Bill.
”Javel, Frøken” grinede han og ledte hende ind i den store hal igen og videre ind til Tom.
”Tooom” smilede Chrizza og vinkede diskret til ham. Rigtig nok havde han en sværm af piger dansende omkring sig.
”Chrizza, du kom. Heeej” smilede han og krammede hende. ”Seriøst, gør et eller andet ved min bror, han har været øv hele dagen på grund af dig” sagde han mod hendes øre, så det kun var hende, der kunne høre det.
Chrizza nikkede og grinede. ”Tillykke med fødselsdagen… jeg har en gave, men du må vente med at få den til i morgen”.
”Det er helt i orden” klukkede han vendte tommelen opad.
”Super” smilede hun og nikkede diskret.
”Men nu må I to gå ud og have det sjovt… Toilettet er altid et godt sted, når der ingen senge er” grinede han og vrikkede øjenbrynene op og ned et par gange.
”Gider du holde din mund” grinede Bill bag Chrizza og rystede på hovedet.
”Jeg siger det bare…” Han stak hånden ned i sin lomme og kastede noget over til Bill… som han greb. ”Værsgo… Det første er gratis. Nummer to kan vi snakke om” grinede han og vente ryggen mod dem.
Chrizza vendte sig om mod Bill og kiggede ned i hans hænder. ”Hvorfor undrer det mig ikke?” grinede hun og rystede på hovedet. Hun kiggede op på Bill, der rullede øjne af sin bror.
”Og han skal forestille og være den ældste?” klukkede han og trak på skuldrene, hvorefter han proppede kondomet ned i sin buskelomme og tænkte ikke mere over det.
”Nå… Er her flere jeg kender?” spurgte hun og lænede sig tæt op af Bill for at kunne kommunikere med ham.
”Du skal møde min mor” smilede Bill og lagde den ene arm om hendes liv. ”Hun glæder sig til at møde dig”.
”Du har fortalt om mig” sagde hun forarget og kiggede med store øjne op på Bill.
”Selvfølgelig” grinede han og klemte hende kort ind mod sig.
”Nå, men så ok” grinede hun og lagde selv en arm om hans liv.
”Du skal også møde min bedste ven”
”Andreas” indskød hun.
”Ja, det var faktisk ham, jeg ledte efter, da du kom”.
”Er her slet ikke nogen gamle ekskærester, der er kommet for at crashe hele festen?” grinede hun og forestillede sig det.
Bill grinede og kiggede ned på hende. ”Min eks er her faktisk…” Han rynkede på panden. ”Jeg stødte på hende oppe i baren før du kom… jeg vidste ikke hun var inviteret”.
”Åh ok”
”Det var nogle underlige tanker, jeg fik, da jeg så hende. Jeg har ikke set hende siden vi slog op” sagde han lavt og kiggede ikke efter, om han gik ind i nogen af de dansende mennesker, de gik forbi.
”Hvor længe siden er det?” spurgte hun forsigtigt.
”Halvandet år, tror jeg”
”Bill…” Hun begyndte han at ae hans ryg blidt. ”Vi behøver ikke at snakke om det her” smilede hun skævt. ”Undskyld, jeg bragte det på banen”.
”Det skal du ikke tænke på, Chriz” smilede han og stoppede op. De var kommet ud fra dansegulvet… levende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar