”Bill”, sagde Tom roligt, da han åbnede døren. ”Vi skal lige snakke sammen…” Bill sukkede dybt og smed sig ned på sengen. Tom gik lydløst hen til hans skrivebord og satte sig på stolen. ”Hvad er dit problem?” spurgte han så.
”Trina er mit problem, Tom”, vrissede han nervøst og kiggede på ham.
Han rokkede lidt med hovedet. ”Ja, det tror jeg vist lidt, jeg fandt ud af… Hvad har hun gjort dig?”
”Hun skiller dig og mig ad, fuldstændig. Jeg har ikke snakket med dig i dagevis nu”.
”Og Chrizza kan ikke være skyld i det?” spurgte han hurtigt og kiggede skeptisk på ham.
”Det ved du jo godt, hun ikke er, Tom”.
”Hmm…”, mumlede han bare.
”Men jeg er bare så fucking træt af at se på hende sidde og gramse på dig hele tiden. Jeg gider det virkelig ikke!”
”Men hun er jo min kæreste…”, sagde han lavt.
”Virkelig? Er hun nu også det?” hans stemme blev lidt mere rolig og kontrolleret.
Tom nikkede. ”Ja… ja, det tror jeg”.
”Jeg kan ikke lide hende. Og du ved også godt, mor og Gordon heller ikke kan, Tom”.
”Men det ændrer ikke mine følelser for hende”.
”Jeg er ligeglad, Tom. Jeg vil ikke have, hun er i nærheden af Chrizza!” sagde han bestemt.
”Og hvorfor nu ikke det?”
Bill tænkte kort. Skulle han fortælle ham det? Eller skulle han lade være og gøre som Chrizza hele tiden havde planlagt. Hmm… ”Jeg vil bare ikke have dem tæt på hinanden, Tom. Så er den ikke længere”.
Tom himlede bare med øjnene og lagde armene over kors. ”Du er for meget… I er for meget”, sukkede han og lænede sig tilbage på stolen.
”Jeg kan i…” mere nåede han ikke at sige, før Chrizza stormede ind på værelset og smækkede døren hårdt i efter sig. ”Chrizza”, udbrød han og hastede sig med at komme op af sengen.
”Jeg skal væk herfra… lige nu!”
”Hvad er der sket, skat?” spurgte han og holdt sine hænder mod hendes arme, så hun kunne slappe lidt mere af. Hendes krop var fuldstændig anspændt af raseri og smerte.
”Lad mig gætte… Trina?” sukkede Tom opgivende og rejste sig fra stolen.
Chrizza vred sig ud af Bills greb og gik hen imod Tom med hastige skridt. ”Så længe du er sammen med hende, kommer jeg ikke i det her hus, Tom!” råbte hun.
”Hvad fanden har du imod hende?” råbte han tilbage.
”Hvad jeg har imod hende?”
”JA!”
”KÆND DIN PLADS, KÆLLING”, råbte hun ham lige op i hovedet.
”Hvad fanden snakker du om?”
”Ja, din såkaldte kæreste derinde var den tøs, der råbte efter mig på aften ved restauranten. Hun var en del af en gruppe, der råbte af mig og slog mig om eftermiddagen ude ved studiet”. Hun kiggede surt på Tom. ”Hun elsker jo ikke dig, Tom… Hun elsker din berømthed”, sagde hun lavt og kiggede ned i jorden.
”Du ved ikke en skid”, sagde han bare surt og gik forbi hende.
”Tom!” Hun vendte sig om og kiggede på ham. ”Hvis du fortsætter med at være sammen med hende… også selvom du nu ved, hvem hun virkelig er… så er vi ikke venner mere”, sagde hun hårdt.
”Fint!” muggede han bare og gik forbi Bill. ”Din kæreste er en kælling”, sagde han, idet han gik forbi ham.
”Hold din kæft”, vrissede Bill.
Han tog fat i håndtaget og åbnede den lidt, hvorefter han kiggede sig bag skulderen og smilede flabet til Chrizza. ”Det har været rart at kende dig, Chrizza”, smilede han og gik ud af værelset.
Der var stille på værelset i få sekunder før Chrizza faldt sammen på gulvet og begyndte at hulke. Bill skyndte sig hen til hende, satte sig ned på gulvet og trak hende op til sig, mens han holdt sine arme tæt omkring hende.
”Jeg vil virkelig ikke være her længere, Bill”, hulkede hun og kiggede op på ham.
Han rokkede med hovedet og tørrede en tårer væk. ”Jeg har heller ikke lyst til at være her”, mumlede han og smilede skævt til hende. ”Vil du stadig ikke til Paris, skat?” spurgte han forsigtigt, mens han bare klemte hende tæt ind mod sig.
”JO! … Jeg vil til Paris med dig”, sagde hun lavt og lagde sit hoved mod hans brystkasse. ”Der er ingen andre, jeg hellere vil til Paris til end dig, Bill”, hulkede hun ærligt og kiggede op på ham.
”Mener du det?”
Hun nikkede. ”Ja, jeg vil rigtig gerne”.
”Åh, så kan vi også bare være sammen. Bare dig og mig, skat”, smilede han og nussede hendes overarm blidt.
”Der er ikke noget, jeg hellere vil”, mumlede hun og kyssede ham blidt.
Bill smilede lidt og sagde så: ”Så lad os komme af sted med det samme, min smukke pige”.
Hej mor og Gordon.
Når I læser det her brev, så er Chrizza og jeg sikker på vej til Paris… hvis vi ikke allerede er der. Men vi blev – desværre – nødt til at tage af sted. Der skete så meget her i dag, mens I var på arbejde :-( Jeg er ked af det, men det var det bedste. Undskyld.
Vi kommer snart hjem igen. Jeg lover det.
Jeg elsker jer.
Bill
Ps Så ved Tom godt alt omkring hvem Trina virkelig er, men det vil jeg ikke snakke om…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar