Chrizza vågnede tidligt den næste morgen… i hvert fald tidligere end hun havde forventet, nu når hun alligevel havde ferie. Hun kunne høre nogle lyde ude fra gangen af; det var sikkert bare hendes familie, der ’allerede’ var stået op. Som hendes mormor altid sagde: ”Man skal have noget ud af dagen”, men Chrizza prøvede altid at overhøre hende, når hun begyndte med sit fis om, hvor meget af ens liv man spilder, når man sover længe. Blah blah blah…
Hun gabte sagte og kiggede sig lidt omkring. Bill lå lige ved siden af hende, holdt hende tæt i sine arme, mens han sov. Egentlig ville hun gerne have, at han også var vågen, men hun vidste også, det var bedst at lade ham sove… for husfredens skyld!
Så roligt som overhovedet muligt kravlede hun ud af Bills arme og listede ud af værelset, hvor hun blev mødt af sin bror, der næsten fik et chok over at se sin søster… klokken 8 om morgenen – en skolefri dag.
”Hvad laver du oppe så tidligt?” spurgte han overrasket, dog med en lav stemme, da han godt kunne fornemme, at Bill stadig lå og sov inde på værelset.
Hun trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke…”. Hun smilede til ham og vrængede på næsen, ”Det føles ikke så godt, som jeg havde forventet”, klukkede hun og skar ansigt.
”Ha, jeg kender følelsen”, grinte han og daskede til hende. ”Nååå…” sagde han spændt og kiggede med et stort smil på hende.
”Nååååå… hvad!?”
”Ja… Da vi kiggede ind til jer i går, efter der havde været lidt for stille, lå I og sov…”
”Det har man vel også lov til. Ikke?” spurgte hun lidt forvirret, men kunne alligevel også godt mærke, hvor det bragte hen ad.
”Bill lå med sine arme om dig, Chrizza…”, smilede han og løftede det ene øjenbryn. ”Er I sammen igen?”
Hun tøvede kort og kiggede ned i jorden. ”Måske…”
”Kig på mig og sig det igen”.
”Nej, jeg vil ej”.
Han grinte og lagde sin hånd under hendes hage, så han kunne se hende i øjnene. ”Er I kærester, Chrizza?” spurgte han igen.
”Ja”, sagde hun kort.
”Er det så ikke her, hvor jeg skal sige… HVAD SAGDE JEG!?”, grinte han og smilede stort.
Hun himlede med øjnene. ”Gider du ikke godt lade være”, bad hun og rystede på hovedet. ”Jeg ved godt, jeg lavede en fejl… men jeg er så bange for at gøre det igen”, sagde hun lavt og sank sammen i ryggen.
”Det skal du ikke… Bare elsk ham som du altid har gjort. Det er det bedste, du kan gøre”, sagde han støttende og rokkede med hovedet. ”Lad være med at få ham til at tro, det I gør, er forkert – og lad være med at tro det selv heller”.
”Mhh…” nikkede hun.
”Bill virker til at være den rigtige for dig, og du er tydeligvis også den helt rigtige for ham. Bare tænk på det, så skal det hele nok gå. Lad være med at hør på de andre, bare lev livet som du altid har gjort… nu har du bare en at dele det med”. Han smilede til hende og lagde sin hånd på hendes skulder. ”Jeg er sikker på, I nok skal blive et godt par. Sådan et rigtig ægtepar, skide kedelige mennesker”, klukkede han og smilede.
”Åh. Lad være! Du kan da også godt lide ham, Anders”, grinte hun og daskede til ham.
Han trak på skuldrene. ”Man bliver jo nødt til at gøre sig gode venner med sin familie, ikke…”.
Endnu engang himlede hun med øjnene og grinte. ”Du tør bare ikke indrømme, at jeg for en gangs skyld har fundet en, du også kan lide at være sammen med”.
”Måske har du ret…” han vendte sig om og gik ind mod stuen, ”Måske har du ikke”.
Hun stod lidt og tænkte over det. ”Og jeg har ret”, mumlede hun til sig selv.
Hun listede stille ind på værelset igen og kravlede akavet over Bill, der stadig lå og sov. Hun lagde sig halvt ned og lænede sig op af væggen bag hende. Det var stadig for tidligt at vække ham, og desuden ville det heller ikke skade, hvis han fik lidt mere søvn.
Så hun greb sin bog på natbordet ved siden af og begyndte at læse i den, mens hun stille – med sin anden hånd – nussede ham i håret.
Bill rykkede på sig og lagde sig tæt mod hendes mave, som om han brugte hende som hovedpude. Hun smilede og aede ham på kinden. Hvor var han dog egentlig sød at se på, som han lå der op puttede sig op af hende, tænkte hun og kunne ikke få blikket fra ham.
Han rykkede på sig igen, og hun kom hurtigt ud af sin trance. Hun fnes lavt og begyndte at nusse hans hår igen, mens hun stille og roligt prøvede bevægede sin koncentration tilbage til sin bog. Og det lykkedes…
Nogle minutter efter begyndte han så småt at bevæge på sig igen. Hun kiggede hurtigt ned på ham, han havde stadig lukket øjne, så hun læste bare videre i sin top spændende bog, hun havde fået fra skolen af.
”Godmorgen, sunshine”, hørte hun en sprød stemme sige, hvorefter hun kiggede ned på Bill, der nu lå og kiggede sødt op på hende.
”Sov videre, Bill…” sagde hun lavt og fjernede hans pandehår, der sad hulter til bulter i hovedet.
Han tog en dyb indånding og tøvede kort. ”Jeg er ikke træt mere”, sagde han overbevisende, mens han sendte hende sit velkendte, smigrende smil.
”Jo, du er så”, smilede hun og lagde sin hånd over hans øjne.
Han grinte lystigt. ”Jeg er ikke træt”, gentog han og fjernede hendes hånd.
Chrizza nikkede bare og smilede til ham. ”Det ser sådan ud, Bill”.
”Ihhh…” sukkede han klukkende og rejste sig op i sengen. ”Se selv!” udbrød han og pegede på sig selv.
”Jamen, så må du være syg, for det er alt for tidligt for dig at være oppe nu”.
Han smilede sødt til hende. ”Jeg er syg efter dig”, sagde han lavt og blinkede til hende. Han tog hurtigt hendes bog ud af hånden på hende og lagde over på bordet. Hun sagde ikke en lyd, fulgte bare hans bevægelser nøje. ”… og lige om lidt… er jeg rask igen”, sagde han og satte sig over hendes lår.
”Du vrøvler, Bill. Du er tr…”, Bill afbrød hende med et længere kys.
Han lagde sine arme tæt omkring hende og pressede hende helt tæt op mod sig. Hendes hænder blev helt automatisk låst bag hans hoved, mens hun nød hans elskværdige eksistens.
Til morgenmaden en lille time senere, sad alle og stirrede målløse på de to unge menneskers opførsel. De sad og pjattede og underholdt selskabet ret så meget med deres gode humør. Det var slet ikke normalt at se enten Chrizza eller Bill være så friske klokken 9, en arbejds- og skolefri dag. Det var dog kun én, der vidste, hvad det var, der foregik; Anders, Chrizzas storebror…
”Hvad går der dog af jer to her til morgen?” spurgte Marianne, Chrizzas mor, forbavset.
De kiggede smilende på hinanden og trak – på samme tid – på skuldrene.
”Jeg ved ikke med dig, Bill, men vi er altså ikke vant til at se vores datter sådan…” sagde hendes far, Tommy. ”Kunne du ikke komme lidt oftere. Det er dejligt at se”.
Før Bill nåede at svare, kom det med en lav stemme fra Anders: ”Jeg ved godt, hvad der sker”, sagde han og kiggede med et lusket smil ned på Bill og Chrizza. Chrizza kiggede bestemt på sin bror. ”De er kærester igen”, klukkede han og nikkede med hovedet i deres retning.
”Hvad!?” udbrød de alle i kor.
”Igen”, hviskede Bill til hende og lagde sin hånd på hendes lår.
”Hvor er det godt”, smilede Marianne glad og sendte Bill et stort smil.
”Nåå…” sagde Tommy og kiggede ned på Bill.
Han blev en smule nervøs og trak sin hånd til sig under bordet. ”Jo… altså… Hvis det er i orden med dig, selvfølgelig”, smilede Bill skævt.
Tommys ansigt løsnede sig og han grinte. ”Det er i orden. Bare så længe du passer på min lille datter”.
Chrizza himlede med øjnene og trak opgivende på skuldrene, kiggede hen på Bill, mens han svarede: ”Jeg vil passe på hende, som var hun et uerstatteligt stykke porcelæn”. Han lod sin hånd glide ned ad hendes kind, og han smilte sødt til hende.
Dét, han lige havde sagt, var det samme, som han sagde, dengang de var i seng sammen for første gang. Det kildede sådan i maven, når hun tænkte tilbage til den aften; det hele havde bare været så perfekt, og på en eller anden måde følte hun, hun var en større del af hans liv efter den aften.
Chrizza hørte ikke efter, hvad det var, de andre snakke om. Hun var ligeglad, hun ville bare have lov til at sidde og stirrede ligeså tosset, som hun ville, på sin elskede kæreste, der sad der lige ved siden af hende og smilede så guddommelig sødt.
”Velkommen i familien”, kunne hun høre en stemme sige, hun vidste ikke hvem, men hun kom hurtigt ud af sin trance efter.
”WOW, stop en hal!” sagde hun forvirret. ”Familie?” Bill kiggede med sammenknebne øjne på hende og sendte hende et skævt smil. ”Han er bare min kæreste… Vi skal jo ikke giftes eller noget som helst”.
Han sank sagte sammen i ryggen og kiggede ned i sit skød, mens han med en lav stemme, som hun Chrizza kunne høre, sagde: ”Bare din kæreste”. Han rystede stille på hovedet og kiggede med et tomt blik op på hende igen.
Der var helt stille ved bordet, og alle sad bare og stirrede ned for bordenden, hvor de sad. Der var ingen, der var modige nok til at snakke igen, så Chrizza var selv nødt til at få deres opmærksomhed væk fra hende og Bill.
”Snak dog, mennesker”, sagde hun surt og rynkede på panden. De begyndte at snakke alle sammen og lagde ikke mærke til Bill og Chrizza længere. Hun lagde sin hånd over hans, men han rykkede den med det samme. ”Undskyld, Bill…” sagde hun lavt, men han sendte hende ikke engang et eneste blik, han ignorerede hende fuldstændig. Hun sukkede og rejste sig fra bordet for at gå ind på sit værelse. Hun lukkede ikke døren, da hun vidste, Bill ville komme ind få sekunder efter.
Og det gjorde han. Bill lukkede døren stille i, hvorefter han vendte sit blik mod hende. ”Jeg… Jeg tro… Hvorf… Var de… Hvorda… ÅRH!” udbrød han og kastede sine arme ned ad sig selv. ”Hvordan kunne du sidde derinde og sige det der?” spurgte han knust. ”Betyder jeg overhovedet ikke noget for dig, Chrizza? Er jeg virkelig bare din kæreste? Elsker du mig overhovedet?”
Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Selvfølgelig elskede hun ham, og han betyd meget for hende… men hvordan skulle hun sige det, uden at få ham til at misforstå noget af det. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle have været sagt på den måde, som det kom ud på.
”Bill, jeg er virkelig ked af det”, sagde hun lavt og satte sig hen på kanten af sin seng.
”Hvis der er nogen, der skal være kede af det. så er det da i hvert fald mig”. Det kunne tydeligt mærkes, at han var en blanding mellem sur og ked af det. Og det var også forståeligt nok.
”Det var ikke meningen… Jeg var ikke vant til at høre mine forældre sige sådanne ting”, han kiggede hende i øjnene, og han kunne se, hun talte sandt. ”Jeg havde aldrig troet, de ville kunne lide dig så meget, som de gør. Det er helt anderledes, end jeg havde forventet…”.
Han rokkede skævt med hovedet og kunne nu egentlig godt se, hvad hun mente. ”Men det ændrer stadig ikke, dét du sagde!”.
”Bill… Du ved, jeg elsker dig”.
”Men…”
Hun sukkede dybt. ”Det er så nyt for mig… Du er den første, jeg kan kalde for min kæreste. Jeg har aldrig følt sådan før. Du er den første, jeg kan vise frem for mine forældre. Det er helt overvældende for mig”.
”Men jeg er stadig bare din kæreste”, sukkede han og rynkede på panden. ”Jeg ved ikke, om jeg vil leve med bare at være din kæreste, Chrizza”.
Hun rejste sig og gik et par skridt hen imod ham. ”Vil du så ikke nøjes med at være min kæreste?” spurgte hun lavt og kiggede ham i øjnene.
Han trak på skuldrene og kiggede ned i gulvet. ”Hvis det ikke betyder noget for dig, s…” Chrizza afbrød ham straks:
”SHH!!!” hun stillede sig hen foran ham. ”Bill, jeg elsker dig, og at du vil være min kæreste, betyder alverden for mig… Jeg elsker dig virkelig”.
”Jamen, jeg elsker også dig”.
”Men…”
”… men det ved du jo også godt”, smilede han skævt og krammede hende tæt ind mod sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar