Taxaen kørte ind foran huset i Loitsche. Det var onsdag morgen, og solen var endnu ikke stået op endnu. Selvfølgelig, det var december måned, og klokken var også kun lige rundet 8. Bill havde haft så meget ret angående mængden af sne i forhold til hjemme hos hende. Det lignede et eventyr. Det var så smukt.
I døren stod allerede Simone med et bredt smil på læben. Godt, så det var ikke kun Chrizza selv, der var glad for at se hende igen, det var sørme også gengældt. I den grad! Det kunne ikke gøre hende andet end glad at se.
”Chrizza”, smilede hun glad, da hun rakte armene ud og holdt hende trygt i sin lune favn.
”Hej Simone”, sagde Chrizza lavt og var egentlig ret træt efter at have stået tidligt op. ”Tak fordi jeg måtte komme”.
”Selvfølgelig, du er jo min lille pige”, klukkede hun venligt og lukkede døren efter dem, da de trådte ind i gangen. Her duftede godt. Af både jul og dejlig familie behag. God atmosfære.
”Ah, tak, Simone”, smilede hun og tog sit overtøj af. ”Havde I så en god jul?” spurgte hun og satte sig ved bordet i køkkenet, hvor en dejlig duft af nybagte sværmede rundt. Det gjorde hende næsten helt sulten.
”Ja, det var rigtig godt. Og endnu engang tak for gaven”. Hun smilede sort og satte sig også ved bordet ved siden af Chrizza.
Hun trak på skuldrene og lagde hovedet på skrå. Det var da det mindste, hun kunne gøre, efter de havde taget sig så godt imod hende. Det var så meget mere, end hun nogensinde kunne have ønsket sig. ”Selv tak”.
”Tom og Bill er altså ikke stået op endnu… men det havde du vel heller ikke regnet med, vel?”
”Nej, nej. Overhovedet ikke. Jeg sagde også til dem, at de ikke behøvede at stå så tidligt op her, bare fordi jeg kom. De har jo brug for søvn, som de selv siger”.
”Du kan bare gå ind til Bill, hvis du har lyst. Jeg er sikker på, han er frisk nok, nu når du er kommet”.
Hun smilede lidt og rokkede lidt med hovedet. ”Jeg venter lid, tror jeg”. Emneskift. ”Hvad med Gordon”, spurgte hun, ”Hvor er han henne?”
”Han er ude med hundene”.
”Åh, ja. Ok”. Hun havde da helt glemt hundene. Hvordan kunne hun glemme dem? Hun smilede. Måske var hun alligevel lidt for træt, når hun ikke engang havde lagt mærke til, hundene var væk. Wow!
”Gå du bare ind til Bill, Chrizza”, hun lagde sin hånd mod hendes og smilede skævt, mens hun fortsatte: ”Jeg skal alligevel også til at lave morgenmad”. Chrizza nikkede og smilede lidt. ”Han har savnet dig sådan”.
”Jeg har også savnet ham… og jer også”. Sagde hun lavt og rejste sig fra bordet. Og det samme gjorde Simone.
”Men det er i hvert fald godt at se dig igen, min pige. Det bliver dejligt at have dig her lidt”, sagde hun glad og krammede hende tæt ind mod sig, hvorefter Chrizza forlod køkkenet og gik igennem den hyggelige stue for at komme ind på Bills værelse.
Det var som om der gik et kæmpe stød igennem hende, da hun åbnede døren ind til gangen, hvor Bills værelse lå. Da hun så hans lukkede dør, begyndte hun så småt at smile lidt. Åh, det ville blive så godt at se ham igen. Men det var jo ikke ligefrem fordi det var langt tid siden, de havde set hinanden. Men det var bare som om at sidst, de havde været samme, var der sket noget helt specielt. De var bundet sammen. De var virkelig lykkelige nu. De var kærester nu…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar