Sneen begyndte så småt at falde smukt igen på den allerede godt sne beklædte, danske jord. Det var så smukt og romantisk… Mens mørket også var ved at falde på, talte de ned til juleaften; der var nu kun 24 timer til det var rigtig juleaften. De kunne næsten ikke vente, men noget sad i baghovedet hele tiden og satte en stopper for deres 110%’s glæde; Chrizza og Bill ville ikke være sammen om 24 timer. De ville være hver for sig… splittet, men stadig ligeså forelskede, som de var, når de var sammen.
Chrizza og Bill sad sammen inde i stuen og kiggede stille ud af vinduet, mens de kiggede på de små, fine snefnug, der ramte gaden. Der var ikke noget bedre end at sidde der, hånd i hånd – arm i arm – under et tæppe sammen med den person, man holdt allermest af.
”Så bliver det alligevel hvid jul”, sagde hendes morfar muntert, da han gik igennem stuen og så de to sidde og kigge ud på sneen. ”Åh, hvor er det dog skønt”, smilede han til dem og gik ud af stuen igen.
Chrizza lagde sit hoved mod hans skulder og sukkede lydløst. Hun skulle lige til at sige ham noget, da Bill pludselig – efter en god halvtimes stilhed – spurgte:
”Smukke, vil du ikke med udenfor?”
Hun kiggede forbavset på ham. ”Udenfor?! Der er da hunde koldt, mand”, beklagede hun sig, men dog så alligevel enig med sig selv – efter Bill havde sendt hende et specielt blik – at de skulle udenfor. ”Åh, ok så…”, smilede hun, og lod Bill hjælpe hende op fra gulvet.
”Nu ikke for sent”, mindede hendes mor dem om, mens de stod ude i gangen og tog deres overtøj på. ”Vi ved jo alle sammen godt, hvilken dag det er i morgen”.
Bill trak underlæben ud. ”Min afrejse dag”, sukkede han.
”Jaja…” råbte Chrizza tilbage og kyssede hurtigt Bills kind og et smil bredte sig på hans læber. ”Lad os ikke tænke på det nu, skat. For nu skal vi nemlig ud i kulden. Jaaaa!”
”Nøj, hvor er du dog herlig”, grinte han og skubbede hende ud af hoveddøren.
Hun sendte ham et selvsikkert blik og smilede. ”Det ved jeg da godt, du”, svarede hun og tog fat i hans hånd. ”Hvor vil du hen af?” spurgte hun og kiggede sig omkring.
Det var ved at være rigtig mørkt; hun havde aldrig været glad for at være ude, når det var mørkt. Men det var lidt som om, nu når hun var sammen med Bill, hendes kæreste, så var det hele helt ok, der var ingen grund til bekymringer, overhovedet…
”Jeg vil se din by”, sagde han og smilede til hende, mens han fint flettede sine fingre ind i hendes.
”MIN by ligefrem”, gentog hun og klukkede sødt. ”Der er skam ikke så meget at se her”.
”Ej, der må da være et eller andet… Hvor plejede du at hænge ud henne på denne her tid af året?” spurgte han så og trak hende lidt ned ad den gade, hun boede på.
Hun tænkte sig lidt om. ”Kælke bakken… når altså der var sne, ikke”, smilede hun. ”Ih, det er jo næsten synd, vi ikke har en kælk så”, sagde hun sarkastisk og smilede stort til ham. Det gjorde hende bestemt ingenting.
”Det er faktisk en skam, ja”, mumlede han og virkede en smule trist over deres mangel af kælk.
”Åh, se!” udbrød han glad og pegede med et endnu større smil længere nede af kælkebakken.
Det var blevet endnu mere mørkt, og der var intet lys omkring bakken, så hun havde svært ved at se, hvad det gode var, Bill havde fået øje på. ”Hvad skal jeg se, Bill?”
”En kælk”, smilede han og slap hendes hånd, idet han begyndte at kæbe ned og hente kælken hen til dem.
”Åh, for helvede”, mumlede hun for sig selv og så ikke speciel begejstret ud, mens hun kiggede langt efter ham. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at smile, da han vendte sig om mod hende igen og begyndte at løbe direkte mod hende igen – med kælken lige i hælene.
”Puha”, grinede han.
”Du ser godt ud, når du løber, skat”, klukkede hun drillende og stillede sig helt tæt på ham; håbede evt. på at få ham til at glemme den dumme kælk.
”Chrizzaaa…”, afbrød han smilende, da hun havde givet ham et par kys her og der, men hendes afledningsmanøvre virkede ikke som planlagt. Hun sukkede lydløst og smilede et lille smil.
Bill pegede ned ved siden af sig, og Chrizza fulgte hans håndbevægelser. ”Mener du det virkelig?” spurgte hun opgivende, da Bill stod og pegede ned på kælken ved siden af dem.
Og selvfølgelig mente han det da… ”Ja!”
”Åh”.
”Please, Chrizza. Det er så længe siden…”, bad han sødt og tog fat i hendes hænder.
”Jeg kan ikke lide det”.
Og så kom de frem. Hundeøjnene… De kendte og uimodståelige hundeøjne kom til syne i mørket og stirrede hende direkte i øjnene. ”Hmm…”, mumlede han og smilede sødt til hende. ”Jeg skal nok passe på dig”.
”Vil du ikke selv kælke, skat?”
Bill lagde hovedet på skrå. ”Hvad er det sjove i det?” spurgte han overlegent.
Det kunne hun jo selvfølgelig godt se, der ikke var noget sjovt i. Men gik det, så gik den, ikke sandt… ”Jeg vil gerne blive heroppe og kigge på, mens du tager et par turer”.
”Nej”, sagde han bestemt og rystede på hovedet. ”Please, kom nu, skatter. Jeg lover, jeg nok skal passe på dig”.
”Ihh”, sukkede hun og overgav sig. ”Så sæt dig dog ned i den dumme kælk”.
”Jaaa…”, jublede han glad, og der gik ikke mange sekunder, før han sad nede i kælken; hun skulle jo nødig skifte mening. ”Kommer du, skat?”, spurgte han og rakte hånden op til hende.
Hun tøvede. ”Vil du ikke have den første tur alene?”
”Nej tak, jeg vil have den sammen med dig, min smukke pige”, smilede han og greb fat i hendes hånd, så han kunne trække hende ned til ham. ”Sæt dig så, unge dame”, klukkede han.
”Åh!”
”Jeg fornemmer en vis utilfredshed”.
”Ja, det kan du lige bande på”, brokkede hun sig, mens hun fik sat sig ordentligt til rette.
”Bare tag det roligt”, sagde han med en blid stemme mod hendes øre, da hun lænede sig helt tilbage op ad ham. ”Helt rolig…” hviskede han og bevægede sine hænder op ad hendes lår, så han kunne få hende til at tænke på noget andet; måske noget bedre… noget hun hellere ville…
”Det kan jeg godt sige dig, Bill”, sagde hun og rejste sig hurtigt op. ”Det gør jeg aldrig igen!”.
Han grinte af hende. ”Så slemt var det da heller ikke, skat”.
”JO!” svarede hun bestemt og begyndte at gå med hastige skridt op af bakken, før hun fik lyst til at smadre den dumme kælk i flere tusinde stykker.
”Du må ikke være sur, skat”, bad han og satte sig ved siden af hende på toppen.
”Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide at kælke”.
Han lagde sine arme omkring hendes skuldre og kiggede på hende. ”Undskyld”.
”Nej, Bill. Lad være”, bad hun, ”Du skal ikke undskylde for noget. Det er jo ikke din skyld”.
”Men jeg fik dig til at gøre det alligevel”.
”Bill, stop”, bad hun og kiggede på ham.
”Jamen, hvad er der så galt?” spurgte han og lagde sit hoved tæt mod hendes. Han kunne mærke hendes varme, og han fik sådan en lyst til at kysse hende.
Så det gjorde han… Måske et par gange for meget.
”Ok, Bill. Jeg tror, du skal tage en tur med kælken igen”, smilede hun til ham.
Han klukkede og gjorde afstanden mellem deres hoveder en lille smule større. ”Tror du?”
”Ja”.
”Vil du ikke med?”
”Nej tak”, svarede hun hurtigt.
”Men måske kunne du rent faktisk lade være med at holde dig for øjnene denne gang, skat”.
”NEJ!”
”Ok så”, grinede han og satte sig endnu engang op i den lille kælk. ”Sikker?” spurgte han for en sidste gang, og hun nikkede ivrigt på hovedet. ”Helt sikker?”
”Ja”, smilede hun til ham og skubbede ham hurtigt af sted , så hun kunne blive fri for hans dumme kælk og dens efterfølgere.
”Det var fandeme sjovt”, jublede han, da han kom løbende op af bakken med et stort smil på læben. ”Du skulle næsten have været med, skat”, smilede han til hende og stillede sig hen til hende. Hun sagde ingenting, men sukkede bare sarkastisk af ham og himlede med øjnene. Bill fnes og smilede sødt. ”Hvad vil du lave, smukke?” spurgte han og lagde sine arme omkring hende.
”Det ved jeg ikke?” svarede hun lavt og trak på skuldrene.
Bill rokkede lidt med hovedet og kiggede hende i øjnene. ”Er der noget galt, skat?” spurgte han forsigtigt og hældede hovedet lidt til den ene side.
”Nej”, svarede hun hurtigt og smilede til ham.
”Hvad så?”
”Ikke noget, Bill. Der er ikke noget galt”. Det lød overbevisende.
Han smilede sødt og pressede derefter sine læber mod hendes. ”Min smukke pige”, smilede han og krammede hende tæt ind mod sig.
”Hvad har du lyst til?”
”At være her sammen med dig”, sagde han og kiggede hende i øjnene. ”Kom med…”, sagde han blidt og tog fat i hendes hånd.
Hun fulgte med ham. ”Hvad skal vi?” spurgte hun usikkert, da hun opdagede, Bill var på vej hen mod kælken igen.
”Ikke det, det ser ud til, skat. Bare rolig”.
”Hmm…” mumlede hun og holdt tæt omkring Bills hånd.
”Bare rolig, skat. Du skal ikke udsættes for kælkens sjove egenskaber igen”, grinede han og prøvede at få hende til at slappe af.
Hun smilede nervøst. ”Hvorfor er vi så på vej hen mod den, Bill?”
”Vil du måske sidde direkte på jorden?” spurgte han og fnes. ”Du bliver bare kold i røven”. Han stoppede op foran kælken og slap hende hånd, hvorefter han satte sig ned på selve sædet af kælken. ”Kom”, smilede han til hende og rakte sin hånd op til hende.
”Er det sikkert?” spurgte hun nervøst, som om det gjaldt liv eller død.
Han grinte af hende og nikkede. ”Kom nu bare, skat. Jeg passer på dig”.
”Det sagde du også sidst”, mumlede hun og tog fat i hans hånd.
Han hjalp hende ned til sig, så hun sad tilbagelænet op ad ham mellem hans spredte ben. ”Sidder du godt nok?” spurgte han og lagde sine arme omkring hende og tog fat i hendes hænder.
”Ja, det er godt”, sagde hun lavt og lænede hovedet tilbage, så hun kunne kigge op på hans ansigt. Han kiggede ned på hende og smilede. ”Jeg elsker dig”, smilede hun og mærkede Bills læber mod hendes pande.
”Jeg elsker dig”, sagde han og blinkede til hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar