Bill ringede til sin mor, da han sad i en taxa på vej hjem til dem. Han ville ikke være på hotellet mere. Og det havde han en god grund for. Han ville ikke se på Chrizza mere. Han havde indset, hvor falsk hun egentlig var. Som om, hun nogensinde havde elsket ham. Hun var kun ude på at få opmærksomhed hos pressen, og nu var hendes mål nået, så nu var det videre til den næste. Han var så sur på hende. Skuffet. Hjerteknust. Han var så ubeskrivelig ked af, at det skulle ende på den måde. For han elskede hende jo. Og det gjorde han stadig, også selvom han prøvede at få sig selv til at hade hende så meget som overhovedet muligt.
’Jeg hader dig. Jeg hader dig. Jeg hader dig’, sad han og tænkte, indtil hans mor tog telefonen.
”Hallo?”
”Hej mor. Det er Bill”, sagde han lavt og kiggede ud af vinduet.
”Bill, hej”, sagde hun glad. ”Hvordan går det med dig, skat?” spurgte hun.
”Jeg kunne have det bedre”, sukkede han og ville ikke lade sine dumme følelser overvinde hans ’had’ til Chrizza.
”Åh, det er jeg da ked af at høre, skat. Hvad er der sket?”
”Chrizza er bare en kæ… Eller nej, jeg kan fortælle dig det, når jeg kommer hjem”.
”Ja, ok”, svarede hun forvirret. ”Hvor er du henne? Det lyder som om du er alene”.
”Det er jeg også. Jeg er på vej hjem. Alene”.
”Bill dog…”
”Jeg ville ikke være der mere. Jeg vil hellere hjem”, sagde han trist.
”Jamen, det er også helt ok. Skal jeg komme og hente dig nogen steder, skat?”
”Naa… Jeg sidder i en taxa på vej til stationen. Regner med at der går et tog på et tidspunkt”.
”Ej, ved du hvad. Tag du bare taxaen hjem. Så betaler jeg for den, skat”.
”Mener du det?”
”Ja, så er du også lidt mere privat. Det lyder ikke til, du er til særlig meget modgang lige nu”.
”Ok, tak mor”. Der kom et lille smil frem på hans læber. ”Hæng lige på, så”, bad han og vente sin opmærksomhed på taxa chaufføren. ”Undskyld?”
”Ja…”
”Kunne jeg ikke få dig til at køre mig til Loitsche i stedet?”
”Jo, gerne”, smilede han og nikkede bestemt.
”Tak”. Bill tog igen sin telefon op til øret. ”Sådan”.
”Godt nok. Men var der ellers noget, du ville, skat?”
”Nej, egentlig ikke. Ville bare sige, at jeg er på vej hjem”.
”Ok så. Men kan vi så ikke snakkes ved senere. Jeg er lige ude og købe julegaver, du ved. Og hvis jeg skal nå at være færdig og gemme dem, inden du kommer hjem, har jeg lidt travlt”, klukkede hun, og Bill grinte lavt.
”Det ok… Vi ses senere, mor”, smilede han.
”Vi ses, min skat”.
Bill lagde på og kiggede ud af vinduet og lænede sig tilbage i sædet. Han så Hamburg flyve hurtig forbi i en mega hastighed. Overalt var der julepynt, og det fik ham til at tænke på, at han endnu ikke havde været ude og købe en eneste gave. Det var jo det ham og Chr… han gøs bare alene ved at tænke hendes navn.
Han sukkede højt og tog sig til hovedet. Hvor havde dog været nogle underlige dage de sidste tre dage. For præcis 24 timer havde han sin kærlighed i sine arme. Og han havde det godt. Men blot 24 timer efter, hadede han hende som pesten. Eller det var i hvert fald det han prøvede at bilde sig selv ind for at få det lidt bedre med hans flugt og reaktion.
Han lukkede øjnene og mærkede pludselig sin mobil vibrere. Han slog hurtigt øjnene op og så, at det var Tom, der ringede. Og han var sikkert sammen med hende – og han var sikkert også pisse sur, da han ikke havde fortalt ham noget. Så han lod den bare ringe ud, hvorefter han lænede hovedet tilbage i sædet igen og lukkede øjnene sammen igen.
Det var jo ikke ligefrem fordi, han havde fået meget søvn den sidste nat. Han havde ligget og tænkt på, om det mon kunne passe, at ham og Chrizza virkelig ovre.
Bill prøvede virkelig at falde til ro, men det eneste han kunne tænke på, nu når han var alene, var Chrizza. Hans hjerne ville åbenbart ikke acceptere, at han skulle hade hende. Han savnede hende, og han havde det dårligt over alle de tanker, han havde gjort sig selv omkring hende, for at få sig til at hade hende endnu mere.
Han prøvede at få noget andet at tænke på, men så han en stor stander med diverse nyheder for dagen. Og hvad dukkede op… et billede af Chrizza og Tom. Mon det var en tegn? Han rystede sagte på hovedet og læste overskriften: ”Er Tokio-Bill allerede ude af billedet?”
Bill blev rasende og ønskede at læse artiklen med det samme. Hvis det ikke havde været for den ekstra store regning, der skulle betale for Hamburg midt til Loitsche, så havde han bedt chaufføren om at standse et kort øjeblik for at købe BILD.
Men Bill tog chancen og spurgte: ”Undskyld, du har tilfældigvis ikke BILD fra i dag af, vel?” Han følte sig lidt dum, som han sad deromme på bagsædet og henvendte sig nu for 3 gang til chaufføren, der tydeligvis ikke var helt tysker.
”Jo, det har jeg”, svarede han og fik øjenkontakt med Bill i bakspejlet.
”Må jeg låne den et øjeblik?” spurgte Bill høfligt, og taxa chaufføren rakte den om til ham med et smil. ”Mange tak”.
Bill kiggede langsomt forsiden igennem og tjekkede hvor artiklen om sin bror og eks var. Det føltes helt underligt at kalde hende det. Men var han overhovedet hendes eks, for havde jo teknisk set aldrig kaldt hinanden kærester. Det var aldrig faldet dem ind. Der var ingen af dem, der havde spurgt, om den anden kunne tænke sig at være kærester. Selvom det nok var meget ligegyldigt. De havde jo haft sex og følt alt muligt godt sammen. Så de var vel så godt som kærester. Eller var…
Han prøvede ikke at haste sig igennem starten af avisen, da han endelig kom til artiklen, der havde vækket stor opsigt hos ham.
KEND DIN PLADS, KÆLLING, stod der med store, fede bogstaver hen over dobbeltsiden. Det gøs kort i ham, da han læste det højt inde i sig selv. Han kiggede ned på de to største billeder i midten; det ene af ham og Chrizza, der holdt i hånden på vej hjem fra restauranten den anden aften, og det andet af Tom, der holdt rundt om Chrizza fra aftenen før.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar