Tom og Chrizza satte sig ud i den taxa, de havde fået bestilt, da de tjekkede ud af hotellet. Taxa chaufføren lagde deres kufferten om bagi, hvorefter han skyndte sig ind på forsædet. Det var nemlig begyndt at regne.
”Hvor kan jeg køre jer hen?” spurgte taxa chaufføren venligt og drejede sig om, så han kunne se sine kunder i øjnene. Han smilede og nikkede lidt med hovedet. Det var vel første gang, han havde haft kendte mennesker på bagsædet.
”Lufthavnen, tak”, sagde Tom og nikkede bestemt.
”Så gerne”, svarede han kort og vendte sig om igen. Han startede motoren og satte kurs mod lufthavnen.
I nogle minutter kunne man ikke høre andet end taxa chaufførens lave musik fra højttalerne og bilens larmende motor. Det måtte være en diesel bil. Chrizza sad og kiggede ud af vinduet med et tomt blik. Det lignede hun stirrede på de små regndråber der for forbi på ruden.
Tom lagde blidt sin hånd mod hendes lår og med sin tommelfingere kørte han den lidt frem og tilbage, mens hun stille kom ud af sin trance. Hun rystede sagte på hovedet og kiggede op på Tom. Han smilede til hende, og hun smilede igen, mens hun lagde sin hånd oven på hans.
”Du kommer stadig hjem til os den 27. ikke?” spurgte han lidt forsigtigt og stoppede med at nusse hendes lår, for i stedet at holde hende i hånden.
Chrizza rynkede på panden. ”Den 27.?” gentog hun, ”Hvad sker der den 27.?”
”Der sker det, at du skal hjem til os”, klukkede han lavt og smilede. ”Vi holder hvert år en lille jule middag alla ting. Det er en tradition”.
”Jeg er ikke velkommen”, mumlede hun og kiggede væk.
”Chrizza, du er mere end velkommen”, sagde han bestemt, og det fik hende til at kigge op på ham igen. ”Jeg vil have du kommer”, hans hoved rokkede lidt, ”Jeg vil ikke være væk fra min bedste veninde så længe”, smilede han sødt og klemte hendes hånd blidt.
”Jamen, hvad med… Bill?”
”Jeg snakker med ham. Men du skal komme, smukke. Ellers så bliver jeg sur”.
Hun smilede og fnøs. ”Jeg vil se, om jeg kan komme så”.
”Mine bedsteforældre kommer også. Og til gengæld vil min mor nok også se sin lille pige igen, ikke”, grinede han.
”Ja, ok”, sukkede hun sarkastisk og himlede med øjnene. ”Jeg vil se, hvad jeg kan gøre”.
”Og så kan du også give Bill din gave der”, sagde han hurtigt og håbede på, at hun bare ville acceptere det og lade det ligge.
”Nej, Tom. Du skal jo have den med hjem”, sagde hun med store øjne.
”Jeg synes, du selv skal give ham den, ok. Jeg synes, du selv skal have fornøjelsen af at se hans glade ansigt, når han åbner din gave”.
”Eller hans glade ansigt når han kyler den direkte ud i skraldespanden”, mumlede hun og kiggede ned i sit skød.
”Jeg ved, at han vil elske din gave, Chriz. Og jeg ved, at han nok skal blive god igen. Han skal bare have lidt tid…”
”Jeg håber du har ret, Tom”, sagde hun langsomt.
”Jeg har altid ret”, klukkede han og klemte hendes hånd tæt.
”Heeey, det er min replik”, udbrød hun og skulede sarkastisk mod ham.
Tom stak taxa chaufføren lidt for mange penge, end han skulle have. ”Tak for turen”, smilede han og nikkede til dem.
”Det er mig, der takker”, svarede han og tog imod pengene, åbnede sin bildør og løb om bag bilen for at tage deres kufferter ud.
”Tom?” spurgte Chrizza og rynkede forunderligt på panden.
”Hmm…” mumlede han og smilede ned til hende.
”Betalte du lige, der?”
”Jeg giver”, sagde han bestemt. ”Og det skal slet ikke diskuteres…”
Hun tog fat i hendes kuffert og trak på skuldrene. ”Nåh… ok”, sagde hun lavt og nikkede diskret.
”Jeg går med dig ind”, sagde han, da taxaen kørte af sted.
”Det behøver du altså ikke, Tom”, sagde hun ærligt.
”Jamen, det vil jeg godt. For du er min bedste veninde”, klukkede han og tog fat i hendes hånd, så de kunne komme ind i varmen.
”ÅRH”, stønnede hun opgivende og sank sammen i ryggen. Tom kiggede ned på hende og fulgte hendes blik. ”Jeg magter simpelthen ikke at sidde herude i endnu flere timer, end jeg allerede skal”, sukkede hun og kiggede over på Tom.
”Hvor meget er det forsinket?” spurgte han, og ledte efter flyet til København. ”TO TIMER!?” udbrød han og fik store øjne.
”Åh! Lorte fly”, mumlede hun og himlede med øjnene.
”Du må godt sove hjemme hos mig. Og så kan du komme på flyet i morgen. Eller et tog…”
”Naa… ellers tak, Tom”, hun skar ansigt.
”Jeg kan også spørge om Gordon vil køre dig hjem”, bad han og nikkede ivrigt.
Hun rystede på hovedet og kiggede kort ned i gulvet, før hun fik øjenkontakt med Tom igen. ”Jeg tror ikke, det ville blive anset som en særlig god ting, at jeg kommer hjem til jer lige i øjeblikket”.
”Chrizza, du er min gæst. Ikke hans”.
”Ellers tak”, smilede hun.
Tom lagde armen om hendes skuldre og smilede. ”Ved du hvad… jeg kender nogle gutter herude. Hvis du har lyst, så vil jeg gerne vente sammen med dig i stedet”.
”Mener du det?”
”Ja, jeg skal bare lige have fat i en af dem først”.
”Ej, Tom, det behøver du altså ikke… du skal hjem til din familie”.
”… Og det skal du også”, konstaterede han. ”Så kommer vi begge to senere hjem”.
”Jamen, ok så”.
Hun lagde sit hoved ned mod Toms skulder og sukkede dybt. Tom trak sin mobil op af lommen og begyndte at lave nogle telefonopkald til diverse mennesker. Hun hørte ikke engang efter. Hun stod bare lidt i sin egen verden og tænkte på, hvor god han også var mod hende…
”Så sidder vi her…” smilede Tom og trak på skuldrene, mens han kiggede sig omkring, som de sad der ude ved alle de udenlandske gates.
”Ja…” mumlede hun og trak også selv på skuldrene. ”Jeg er altså virkelig glad for, jeg har dig, Tom”, sagde hun lavt og kiggede på ham, da han pludselig kiggede hende i øjnene. ”Jeg mener det, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig”.
Han smilede til mere og lagde sin hånd på hendes lår. ”Jeg er også meget glad for dig, smukke pige”, smilede han og begyndte ligeså stille af glide sin tommelfinger frem og tilbage mod hendes lår. ”Men vil du ikke nok være sød love mig en ting?” Hun nikkede forsigtigt. ”Lad være med at tænk for meget på Bill. Lad være med at bebrejde dig selv, Chrizza. Det får du det kun meget værre af”.
”Jeg tænker hele tiden på ham”, sukkede hun og kiggede ned i sit skød.
”Hvorfor? Hvad tænker du?”
”Hvad han laver. Hvad han mon tænker om mig. Om han nogensinde vil have noget med mig at gøre igen?”, hun sukkede og sank sammen i ryggen. ”Jeg savner ham, Tom”, hviskede hun og kiggede tomt op på ham. ”Jeg savner ham virkelig”.
”Prøv at lade være med det”.
”Det kan jeg ikke”, vrissede hun og sukkede dybt.
”Chrizza, prøv at lade være med at tænke på ham. Eller lad være med at tænk negativt. Tænk på noget godt. Tænk på nogle af de gode tider i har haft sammen”, smilede han skævt. ”Tænk på jeres gode tid i sengen”, klukkede han og prikkede lidt med sin albue i hendes side.
Hun grinede. ”Tooom…”.
”Se, det er slet ikke så svært, vel?”
”Nej, men hvis jeg skal love dig ikke at være ked af det mere…” Han nikkede interessant, ”Vil du så ikke også love mig, at få Bill til ikke at være ked af det også. Eller hade mig?”
”Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, Chriz. Selvom jeg helst ser dig sammen med mig”, klukkede han, ”så vil jeg alligevel gerne have jer to til at kunne sammen igen”.
”Tak, sexy”, smilede hun skævt, lagde sine arme rundt om hans hals, kyssede hans kind blidt og krammede ham på den akavede måde, man nu krammer på, når man sidder på en bænkerække ved siden af hinanden med et armlæn imellem sig.
”Jeg vil gerne være ærlig at sige, at han nok skal blive god igen. Han skal bare have sandheden af vide, og så skal det hele nok komme. Han vil kunne forstå. Men til gengæld tror jeg også, han vil blive lidt skuffet og sur over, du ikke sagde det til ham fra start”.
Hun nikkede forstående. ”Det forstår jeg også godt, hvis han gør. Og jeg har det også rigtig dårligt med det. Men jeg følte bare ikke rigtig, jeg havde overskud til det den aften”.
”Hmm… Hvad skete der overhovedet den aften? Hvordan fik du sagt det til ham?”
”Vi sad bare på sofaen, slappede af sammen. Han spurgte mig om vi havde haft en god aften, og så var det ligesom lidt oplagt at jeg kunne fortælle ham, hvad der skete. Så gik det hele bare så hurtigt, og jeg begyndte at græde ligeså stille. Det gjorde virkelig ondt at sige sådan noget. At tænke på, at det var vores ende. Jeg følte mig, som et ondt menneske”.
”Hvad gjorde han så?”
”Han sagde ikke rigtig så meget. Han spurgte mig, om jeg virkelig mente, det jeg sagde. Om der ikke var noget, vi kunne gøre for at forhindre det. Men det var der jo ikke. Jeg elsker ham rigtig, rigtig højt, men det var mit privat liv, det ville gå ud over”.
”Jeg forstår dig godt”, nikkede ha forstående. ”Men du skulle have kommet til mig. Du ved, du altid kan komme til mig”.
”Tak, Tom”, smilede hun. ”Det er jeg virkelig glad for, du siger. Og du skal også altid komme til mig, hvis du har brug for noget”.
”Lige nu kunne jeg faktisk godt spise noget”, klukkede han og kiggede rundt om sig for at se, om der var noget, de kunne få at spise.
”Hvad vil du have? Jeg giver denne gang”, smilede hun og rejste sig op fra bænken. Chrizza havde selvfølgelig fået sine kufferter indskrevet, mens Toms var blevet til opbevaring og stod i et lukket rum, så de ikke havde dem at slæbe rundt på.
”Pizza”, smilede han og rejste sig også op, da Chrizza tog fat i hans hånd og trak ham op fra bænken. ”Tak”, smilede han sødt og gav ikke slip på hendes hånd. Hun smilede op til ham, og han sendte hende et lille blink med øjet, hvorefter de gik på jagt efter et sted, hvor de kunne få noget at spise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar