Da hun vågnede igen, var der tomt ved siden af hende. Hun gned sig forsigtigt i øjnene og kiggede på uret. Klokken var kun halv otte, Bill burde ikke være stået op endnu alligevel. Hun rejste sig lidt op i sengen og kiggede rundt i værelset. Der var helt stille. For stille…
”Bill…?” sagde hun ud i værelset, men der var intet svar. Hun satte sig helt op i sengen og lyttede efter nogle lyde. Helt bum stille var der. ”Bill?” sagde hun igen lidt højere og rejste sig fra sengen. Det gøs i hende, det var koldt på værelset. Hun gik ind i stuen, men der var han heller ikke. I gangen… var der heller ikke noget, og ej på toilettet. Hun var helt alene. Hun følte sig som Palle alene i verden.
Med et bump faldt hun sammen i sofaen og sukkede dybt. Hvor var han henne, tænkte hun og kiggede ud af vinduet. Bare der ikke var noget galt med ham, men alligevel havde han også virket så fraværende aftenen før. Mon det var noget, hun havde gjort galt? Hun rystede diskret tanker ud af hovedet igen og rejste sig fra sofaen.
Hun kiggede rundt på diverse borde og stole på det forholdsvis store hotelværelse, om der eventuelt skulle ligge en seddel fra Bill. Han var jo så glad for at skrive sedler, havde hun fundet ud af, og hun smilte ved tanken. Men smilet forsvandt igen, da hun ikke kunne finde nogle sedler eller andet overhovedet. Det eneste hun kunne sige med det samme var, at han var gået, for hverken hans sko eller jakke var der.
Hun løb ind til sengen igen og greb ud efter hendes mobil. Måske han havde skrevet, men nej… Ingen modtagende beskeder, kun et ubesvaret opkald fra et ukendt nummer, og hun vidste, at han ikke havde ukendt nummer, når han ringede til hende, så det kunne ikke være ham.
Hun tastede hurtigt hans nummer ind og lagde mobil mod sit øre. Hun satte sig på kanten af sengen og håbede på, han ville tage sin telefon… Men stemmen i mobilen sagde, han var optaget. ”Årh”, udbrød hun irriteret og faldt bagud, mens hun pressede sine øjnene sammen.
”Kom nuuu… tag den så”, mumlede Bill for sig selv, mens han gik stille ned ad gaden. Det var stadig lidt mørk derude, heldigt at gadelysene var tændt. ”Åhh, kom nuu”, beklagede han sig og sukkede. ”Tom, for helvede”, mumlede han irriteret og vendte sig om, for at se om der var nogen, der eventuelt fulgte efter ham. Det var der – heldigvis – ikke, så han fortsatte ned ad gaden.
”Hallo?” svarede en pippende stemme.
”Trina!” vrissede han irriteret, ”Giv mig Tom”.
”Hvem er det?”
”Bill, din nar. Giv mig Tom”, svarede han hårdt.
”Snak dog pænt, mand”.
”Jeg har ikke tid, Trina. Giv mig ham så…”
”Hmm…”, mumlede hun bare og tog telefonen væk fra øret. ”Tom, skat…”, sagde hun med en blid stemme. ”Din spasser bror vil snakke med dig”.
”Bill?” kunne man høre Tom sige med en meget fjern stemme.
”Hvem ellers”, fnøs hun.
”Kom nuuu”, vrissede Bill utålmodigt.
”Hold din kæft, Bill”, svarede hun igen.
Tom afbrød hurtigt: ”STOP!”
”Alt for dig, elskede”, sagde hun med en sukkersød stemme.
”Vent lige to sekunder, Bill”, sagde Tom ind i røret og gik ud af værelset og ind på Bills værelse. ”Hey, hvad så?” sagde han og prøvede virkelig at virke vågen.
”Tom, vi bliver altså nødt til at snakke sammen…”, sagde Bill bestemt, men alligevel usikkert.
”Så kom hjem…”
”Det kan jeg ikke”.
Tom fnøs. ”Du vil ikke, det er det, der er problemet”.
”Du ved godt, hvad der forhindrer mig, Tom”.
”Okay, okay… Men hey, Trina siger, hun godt vil give dig en chance til. Så du k…”
Bill afbrød hurtigt. ”Give mig en chance til?”
”Ja?...”
”Jeg skal absolut ikke prøve at komme overens med hende. Ikke efter hvad hun har gjort mod Chrizza”.
”Ej, slap nu af med det der pis, Bill. Hun siger selv, Chrizza gjorde et alt for stort nummer ud af det”.
”TOM! Du var selv tilstede den aften! Du burde vide, hvem der taler sandt af de to”. Han var rasende nu. ”Jeg vil ikke have en chance til hos hende. Det eneste jeg vil have er, at hun er væk, når jeg engang kommer hjem igen!”
”Det er ligeså meget mit hus, som det er dit, idiot!”
”Du ved godt, mor og Gordon ikke kan lide hende. Hun er for helvede ikke velkommen. Hvornår finder du ud af det, Tom? Er det virkelig så fucking svært at forstå… Hun elsker dig IKKE!!” sagde han med en hård stemme.
”Jeg gider slet ikke skændes med dig om det her. For det eneste du gør er at give min kæreste skylden, når vi begge godt ved, Chrizza er ligeså meget skyld i det”, fnøs Tom. ”Og desuden gider jeg heller ikke skændes med dig…”
Der var stille i et øjeblik. ”Tom, jeg er virkelig ked af det, men…” han sukkede, ”Jeg… Åh”, han gav op og tog hånden op til hovedet. ”Jeg vil ikke skændes med dig”, hulkede han.
”Bill, for fanden”, sagde Tom med en blid stemme. ”Hvad er der galt med dig?”
”Jeg har ikke sovet godt i nat. Jeg har bare ligget og tænkt og tænkt på alt og intet…”, mumlede han trist.
”Er der sket noget?” spurgte Tom bekymret.
”Jeg tror ikke, Chrizza elsker mig”, svarede han og mærkede en tåre trille ned ad hans kind.
Tom sukkede. ”Det ved du godt, ikke er sandt, det der, Bill”.
”Jamen, hvorfor vil hun så ikke gøre det officielt med mig?” hulkede han igen og satte sig ned på en bænk, hvor der ingen mennesker i nærheden var.
”Jeg kan ikke give dig nogle råd omkring hende, Bill. Jeg er ked af det, mand. Men jeg snakker ikke om hende længere. Jeg snakker ikke med hende heller”, svarede han tomt.
”For min skyld?” pep han.
”Undskyld, Bill”, svarede han langsomt. ”Men hey… prøv at snak med hende om det, ikke…”.
Bill trak på skuldrene. ”Ja, ja”, mumlede han bare og sukkede dybt. ”Jeg er ked af, jeg snakkede sådan til dig før”.
”Lad os ligge det bag os, Bill. Også det de sidste par dage… Jeg vil ikke være uvenner med dig på grund af nogle tøser”. Man kunne høre på hans stemme, at han smilede lidt. ”Vi er jo trods alt brødre, ikke”, klukkede han.
”Tom, jeg er virkelig glad for, at du siger det der”, svarede Bill og tog sig selv i at smile skævt.
”Selvfølgelig, mand”.
”Hils mor og Gordon fra mig”.
”Det skal jeg nok gøre. Men hvornår kommer du egentlig hjem?” spurgte han nysgerrigt.
”Jeg ved det ikke… lige nu tager vi bare en dag ad gangen”.
”Ok, ok”, svarede Tom og rokkede med hovedet. ”Men jeg vil gå ind i seng igen, så…”
”Jeg må nok også se at komme hjem igen”, svarede Bill og rejste sig fra bænken. Han kiggede op ad gaden, hvor deres hotel lå. Der var stadig gardiner trukket for, så hun var sikkert ikke stået op endnu.
”Godt, du ringede, Bill”.
”Vi ses. Farvel”.
”Hej, hej…”
Bill traskede stille op ad gaden, mens der så småt begyndte at komme få mennesker på gaden. Folk lagde ikke engang mærke til ham, hvilket fik hans humør til at blive lidt bedre. Det var sådan her, han altid havde ønsket, det ville være; ingen genkendte ham, og han kunne være anonym, men stadig lave det, han ønskede fortælle verdenen igennem sit musik. Men ingen længe ville folk nok begynde at snakke… og så ville helvede bryde løs og en masse billeder ville blive taget. Helt ligesom det plejede at være…
”ROMANTISK AFFÆRE I PARIS”, stod der på en af aviserne. Hans blik blev fanget af et billede, der genskabte episoden i går foran Eiffeltårnet. Han stoppede op foran kiosken og stirrede tomt på forsiden af avisen.
”Godmorgen”, sagde kioskejeren ud af døren.
”Åh, godmorgen”, svarede Bill og gav ham et hurtigt blik. ”Hvor meget koster din avis?” spurgte han med en lav stemme, mens han pegede på monitoren.
Manden tog en avis fra sin bunke og gav Bill den. ”Ingenting… Tag du den bare, min pige”, smilede han.
Bill rynkede kort på panden og smilede så til ham. ”Mange tak”, sagde han og vendte straks ryggen til ham og fortsatte med hastige skridt op til hotellet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar