”Din mobil larmer, søs”, råbte Anders – Chrizzas storebror – gennem hele stuen.
”Hvem er det fra?” spurgte hun, mens hun gik i hans retning ned mod sofaerne. Anders kiggede på skærmen og så et velkendt navn stå på skærmen. Han smilede skævt og sagde ingenting. ”Hallo, hvem er det?” spurgte hun igen og tog sin mobil op i hænderne.
”Bill”, sagde han hviskende og vrikkede med øjenbrynene.
Hun rynkede på panden og låste tastaturet op. ”Hmm…” mumlede hun, mens beskeden åbnede. Hun læste beskeden igennem flere gange og kiggede skiftevis undrende på mobilen og sin bror, der sad og smilede interesseret til hende.
Bill: Hvad ville du gøre, hvis jeg stod udenfor din dør? Ville du lukke mig ind? <3
”Hvad skriver han?” spurgte Anders og smilede. Hun rakte ham mobilen, så han selv kunne læse beskeden. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. ”Kommer han?”
”Jeg ved det ikke? Men hvad skal jeg svare ham? Selvfølgelig ville jeg lukke ham ind. Han er jo… Hmm… Han er jo min…” Hun sukkede og sank sammen i ryggen.
”Din Bill”, smilede Anders og lagde sin hånd på hendes knæ. ”Så skriv det, Chriz”.
Chrizza: Selvfølgelig ville jeg lukke dig ind, Bill – du er altid velkommen her (:
”Han var min Bill, Anders”, sukkede hun og kiggede ham i øjnene.
”Sludder! Han er stadig din, og du er stadig hans. Bare vent og se”, smilede han støttende og rejste sig fra sofaen.
Bill: Tak, sunshine – men så er jeg hos dig om 5 minutter <3
”Hvad!?” udbrød hun og kiggede overrasket op fra sin mobil.
”Hvad sker der?” spurgte hendes far.
”Bill siger, han er her om 5 minutter”, sagde hun forvirret.
”Kommer Bill?” spurgte hendes mor og stak hovedet ud fra køkkenet.
Chrizza trak på skuldrene og skar ansigt. ”Det tror jeg måske, han gør, mor”, smilede hun skævt. ”Gør det noget?”
”Nej da, der er mad nok”, smilede hun og gik ud i køkkenet igen.
Hun rejste sig fra sofaen og vandrede forvirret rundt i stuen. ”Rolig nu, Chrizza…” smilede hendes morfar. ”Det skal nok gå. Hvad er du bange for?”
”Hmm… Han blev lidt sur sidste gang vi sås”, sagde hun og satte sig ned på gulvet foran ham.
”Jo, men tror du stadig, han er sur, hvis han tager den lange vej dernede fra?”
Hun trak på skuldrene. ”Nej, det er han vel nok ikke, nej”.
”Det skal nok gå”, smilede han støttende og rokkede med hovedet. ”Jeg vil gerne møde denne unge mand”, sagde han med en gammelmands stemme og grinede.
”Tak morfar”, smilede hun og rejste sig fra gulvet for at give ham et kram. ”Jeg går lige ind og fjerner mit sengetøj så”, sagde hun hurtigt og forsvandt med hurtige skridt ind på sit værelse. Hun kiggede sig omkring og var godt tilfreds med hendes oprydning. Sengetøjet blev hurtigt lagt ned i skuffen under sengen og et par puder blev placeret hist og her på overfladen af hendes seng.
Det ringede på døren, og det gav et sæt i hende. Det var som om hendes hjerte sad helt oppe i halsen. Turde hun virkelig gå derud og lukke ham ind? Kunne hun få sine fødder til at bevæge sig ud i gangen til ham? Hun nikkede bestemt og tog sig sammen. Med hastige skridt gik hun hen til døren og åbnede den forsigtigt.
Da hun trådte ud af sit værelse, så hun Bill igennem ruden stå og kiggede til den ene side. Nu var hun nervøs. Hun gik hen til døren og åbnede den langsomt, mens Bills blik hurtigt fangede hendes.
Han smilede til hende og sagde så: ”Hej”.
”Hej. Øhh, kom indenfor”, sagde hun hurtigt og gik væk fra døren, så Bill kunne komme ind i varmen.
”Mange tak”, smilede han og hankede op i sin sportstaske, han havde med sig.
”Velkommen”, sagde hun genert og trak på skuldrene. Hun kiggede ned i gulvet og bevægede sin mund i forskellige bevægelser.
”Chrizza?” sagde han kort, da han igen stod foran hende, efter at have taget sine sko og jakke af. Hun kiggede op på ham og kunne ikke lade være med at gengælde hans smil. ”Jeg har savnet dig så forfærdelig meget”, sagde han lavt og lagde tæt sine arme rundt om hende.
”Jeg har også savnet dig, Bill”, hviskede hun mod hans øre, og han gjorde afstanden mellem dem større. Han lagde sine hænder mod hendes overarme og rokkede med hovedet. ”Undskyld, det jeg gjorde, Bill”, sagde hun lavt og kiggede ned i gulvet.
”Undskyld selv”, sagde han langsomt og lagde sine læber mod hendes pande, og hun løftede automatisk hovedet. ”Nå… må jeg se dit hus?” spurgte han så og skiftede emne fuldstændig.
”Øh, ja, selvfølgelig…” svarede hun forvirret og fulgte ham ind på sit værelse, så han kunne komme af med sine ting.
”Jeg forstyrrer ikke, vel?” spurgte han forsigtigt, da de gik ind mod stuen, hvor resten af familien opholdt sig.
”Nej, nej… Mine forældre har intet imod det”, smilede hun til ham og førte ham ind i stuen. Hun smilede endnu mere, da hun kunne mærke Bills hånd tage fat i hendes og holde den tæt mod hans. Hun smilede op til ham, og han gengældte med et smil og et enkelt blink med øjet.
”Sunshine”, hviskede han.
”Mor, Bill er her”.
Hendes mor – Marianne – vendte sig straks om og småløb hen til Bill og gav ham et kram. ”Hej, Bill. Godt at se dig igen”, smilede hun.
”Jo tak, i lige måde”, svarede han og smilede stort. ”Undskyld jeg kommer så uanmeldt”.
”Ah, det skal du ikke tænke på”, sagde hun lystigt og slog ud med hånden. ”Du er altid velkommen her hos os”.
”Mange tak”, sagde han og kiggede hen på Anders. ”Hej Anders”, smilede han og gik hen til ham.
”Hey”, grinede han. ”Hvad så? Går det godt?”
”Tja… Det går stille og roligt”, svarede Bill og trak på skuldrene.
Anders nikkede og kiggede på sin søster, der stod nogle meter bag Bill. Han smilede til hende, og det fik Bill til at vende sig om og kiggede på hende. Han vinkede hende over til sig, og få sekunder efter lagde han sin arm bagom hendes ryg.
”Bill, det her er min mormor”, smilede hun og førte ham hen til sin mormor – Inge.
”Hej, hyggeligt at møde dig”, smilede han venligt og rakte hånden frem.
”I lige måde”, smilede hun og gav hånden. ”Jeg har hørt en masse godt om dig, så det er rart endelig at kunne sætte ansigt på dig”.
”Jeg håber mit ansigt behager så”, klukkede han, og det fik hele køkkenet til at grine. ”Nå, hvor er din far henne?” spurgte han lavt og kiggede rundt.
”Han sidder inde i stuen med morfar”, svarede hendes mor og pegede ind i stuen.
”Tommy, hej!” smilede Bill stort og gav ham et kram.
”Hej Bill”, svarede han. ”Hvad bringer dig dog hertil?” klukkede han og lagde sin hånd på hans skulder.
”Din datter”, smilede han og kiggede tilbage mod hende.
”Åh, jeg havde ellers håbet, du var kommet på grund af mig”, jokede han.
”Jamen, det kan vi da også godt sige, Tommy”, grinede han og kiggede over på den herre, der sad i stolen ved siden af sofaen.
”Hej, jeg hedder Bill”, smilede han venligt og rakte hånden frem.
”God aften, Bill. Jeg er Villy”.
Chrizza kom hen ved siden af Bill og smilede ned til sin morfar. ”Min morfar”, smilede hun og kiggede op på Bill.
”Ahhh… Jeg har hørt så meget om dig”, smilede han stort. ”Det er dig, der laver træ ting, ikke?”
”Det er mig, ja”, klukkede han stolt over at sit barnebarn havde fortalt om sit hemmelige talent.
”Du er smadder god, det må jeg sige”.
Morfar rokkede lidt med hovedet og klukkede lavt. ”Mange tak, mange tak”.
”Vi skal spise nu”, afbrød Marianne og alle rejste sig op for at gå ind til bordet og få noget lækkert mad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar