”Hils din familie fra mig”, sagde hun lavt, da de stod ude i lufthavnen ved terminal 3. Hun havde sine arme tæt omkring hans hals og hendes pande mod hans. ”Ønsk dem en rigtig god jul, skat”.
”Det skal jeg nok gøre”, svarede han og kiggede ned i gulvet. ”Jeg kommer altså til at savne dig, min pige”, sagde han ærligt og klemte hende ekstra tæt ind mod sig.
”Jeg vil også savne dig, Bill. Men vi ses snart igen”. Hun prøvede at smile, mens hun kiggede dybt ind i hans brune øjne.
”Lover du, du kommer?” spurgte han.
”Jeg lover det, skat. Jeg tager af sted tidligt, så kan jeg være hos dig, når du står op”.
Han smilede sødt. ”Skal jeg ikke komme og hente dig i lufthavnen?”
”Nej”, rystede hun på hovedet. ”Jeg tager en taxa, og så kommer jeg ind og vækker dig”.
”Er du sikker på, jeg ikke skal hente dig?” spurgte han for en sidste gang og lod sin næse nusse mod hendes.
Chrizza smilede skævt. ”Bliv hellere hjemme, Bill. Jeg vil ikke have flere forside historier i år”, sagde hun og kyssede ham.
”Jeg vil ikke love noget, skat. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde dig væk fra pressen”, sagde han lavt.
”Tak, basse. Men du bliver nok nødt til at gå nu”, sagde hun og kiggede ned i gulvet. Der var en irriteret tåre på vej. Hun hadede at sige farvel, men hun ville ikke vise Bill, at hun var sådan et tude fjæs.
”Du må ikke være ked af det, skat”, bad han og løftede hendes hage op med sin hånd, hvorefter han lagde sin hånd blidt mod hendes kind.
Hun tog en dyb indånding og smilede. ”Jeg kan bare ikke lide at sige farvel”.
”Det er ikke farvel”, hviskede han. ”Det er på gensyn”. Det var nøjagtigt dét, hun havde sagt, da hun lå i hospitalssengen i Berlin dengang, hvor hun skulle ind og opereres. Der hvor Bill havde været så fandens ked af det. Det havde været et sandt helvede, rent ud sagt.
Hun kunne ikke lade være med at smile. Han var så sød, som han stod der og holdt sine hænder rundt om hende, prøvede virkelig på at få hende – og ham selv for den sags skyld – til at tænke på noget andet.
”Elsker dig”, sagde hun lavt og lod sit hoved falde mod hans skulder.
”Elsker dig, prinsesse”, sagde han og krammede hende tæt ind mod sig.
Hun løftede igen sit hoved og kiggede direkte ind i hans smukke øjne. ”Og mange gange tak for din gave, skat. Jeg er virkelig glad for dem”, smilede hun. Bill rokkede med hovedet og smilede til hende, mens han med den ene hånd viftede lidt af hendes hår væk, så han kunne se hendes øre, hvorpå to smukke sten sad – i en hvert øre – og han smilede stort. ”De er virkelig smukke”, sagde hun lavt, og nød hvordan Bill stod der og smilede til hende.
”De skal jo passe til deres ejermand, ikke”, klukkede han sødt og blinkede til hende. ”Men jeg er virkelig også monster glad for min jakke, skat. Virkelig alt for meg…”
”Stop, Bill”, afbrød hun og lagde en hånd over hans mund, så han ikke kunne sige mere. ”Jeg vil ikke høre på det”, sagde hun og fjernede langsomt sin hånd igen. ”Du har fortjent den, skat. Ok?” Bill nikkede og smilede skævt. ”Godt”, svarede hun stolt og aede hurtigt hans kind et par gange.
”Jeg må nok hellere se at komme af sted, skat. desværre”. Chrizza kiggede ham i øjnene og rokkede med hovedet. ”Men jeg skriver til dig, ligeså snart jeg har mulighed for det”.
”Vi ses, skat”, sagde hun og kyssede ham blidt på munden.
”Vi ses, sunshine”, hviskede han mod hendes ører og gav slip rundt om hende. Han tog fat i hendes hænder og smilede lidt til hende. ”Glædelig jul”, smilede han og bøjede hovedet ned og kyssede hendes pande, før han vendte om og gik op af trappen.
”Glædelig jul”, mumlede hun og fulgte ham hele vejen op af trappen, lige indtil hun ikke kunne se ham mere.
Chrizza gik med små skridt igennem lufthavnens hal og ned til toget. Hun prøvede at tænke på noget andet, men det var svært. Hvor end hun kiggede hen, så hun Bill for sig; hans smil og hans dejlige, brune øjne. Det var som om, han var overalt. Hvorfor skulle det være så hårdt? Spurgte hun sig selv igen og igen, mens hun sukkede dybt for hver gang. Hun håbede det ville ændre sig, og hun håbede at de kommende to dage ville gå med lynets hastighed – også selvom det var juleaften i aften – for hun ville så smadder gerne være sammen med Bill igen… og Tom for den sags skyld også. Hun savnede dem jo forfærdeligt…
Toget trillede ind på perronen, og hun syntes pludselig at togets bremse lyde skar dybt ind i hendes hoved. Sådan havde hun aldrig følt det før. Det plejede ikke at være så slemt, mente hun. Men måske hun bare var i det forkert humør.
Hun satte sig ind i toget, underligt nok var der ikke nogen mennesker i den kupe, hun endte op i. De var sikkert hjemme ved deres familier og kære for at fejre den søde tid i julen. Hun sukkede endnu engang. Hvor ville hun dog bare ønske, hun kunne få alle hendes kærer samlet på ét og samme sted i aften.
Chrizza: Erika, smukke <3
Erika: Hej skat. Nej, undskyld. Jeg er i Italien hos min mormor og morfar. Desværre. Er der noget særligt smukke? <3
Chrizza: Naa… Jeg ville bare ses lidt, ikke andet :-D Men god jul så. Hils <3
Erika: I lige måde skat :-)
Chrizza sukkede og bladrede igennem hendes telefonbog til hun fandt et andet nummer. Malene, hende kunne man altid regne med. De skulle vist alligevel også være hjemme i julen, så hun kunne vel godt lige tage et smut ned forbi Roskilde by for at mødes med hende.
Chrizza: Malene, hi :-) Kan du mødes?
Malene: Spurgte lige mama. Jeg må ikke. Desuden er huset også fuld af gæster.
Chrizza: Ih, hvor nedern. Men god jul så smukke :-)
Malene: Hey, Chriz. Er der noget i vejen?
Chrizza: Nej, nej :-) Hils familien <3
Hun sukkede endnu engang og rystede opgivende på hovedet. Hun havde virkelig brug for en eller andet til at opmuntre hende lige nu. Alt det med hvor meget hun savnede Bill og de andre skulle bare ud af hendes hjerne lige med det samme! Hun ville ikke mere. Hun havde ikke lyst til at sidde i toget og græde. Det ville simpelthen være for pinligt…
”Alex”, mumlede hun for sig selv og skyndte sig at finde Alexanders nummer. Hun smilede næsten ved tanken om, at nu kunne det endelig være, hun kunne finde en, hun kunne være lidt sammen med inden den helt store julemiddag gik i gang om cirka 6 timer.
Chrizza: Alex, min ven <3
Alexander: I dag? Nu? :o
Chrizza: Ja :-) Eller jeg er på vej hjem fra lufthavnen, så når jeg kommer hjem.
Alexander: Åh, lufthavnen… Yeah, I see, I see :-( Men jo, selvfølgelig. Altid. Du kan jo bare komme skatter :-D
Chrizza: Præcis, lufthavnen. Jeg har brug for at komme i bedre humør. Ingen anden bedre end dig.
Alexander: Det var sødt sagt, Chrizza. Haha :-D Men du kommer bare, når du får tid. Vi får alligevel ikke gæster før klokken 19, så kom du bare.
Chrizza: Yay <3
Alexander: Don’t worry. Du er altid velkommen, you know that.
Chrizza: TAK! <3
Hun smilede og følte sig straks bedre til mode. Det kunne virkelig lette op, at hun skulle se Alexander igen. Det var ikke ligefrem fordi hun så så forfærdelig meget til ham mere. Ikke efter hun brugte så meget tid nede i Tyskland.
Før i tiden havde hun stort set hver dag været sammen Alexander, Malene og Erika. De var en slags gruppe, kunne man vel godt sige. De var i hvert fald bedste venner alle sammen. Det var nemlig også derfor hun havde fortalt lige netop dem hendes hemmelighed. Hun havde virkelig tiltro til dem, og de havde også bevist, at de kunne holde på en hemmelighed så stor som denne, Chrizza gik og holdt skjult for så mange.
Hun sad i sine egne tanker, da hun pludselig fik en sms. Det gav et lille sæt i hende, da hun åbenbart var rimelig langt væk i hendes minder om de gode gamle dage sammen med hendes 3 dejlige venner. Men da hun så, beskeden var fra Bill, kunne hun alligevel ikke lade være med at være total klodset på tasterne, mens smilende ventede på, at beskeden ville åbne, så hun kunne se, hvad han havde skrevet til hende.
Bill: Jeg kunne ikke lide at se dig så trist skat :-(
Chrizza: Vend dig hellere til det skat. Jeg er et tude fjæs.
Bill: Mit lille tude fjæs <3
Chrizza: Deal baby :-)
Bill: Jeg flyver om 5 minutter skat.
Chrizza: Så er du også snart hjemme. Er det ikke rart? :-)
Bill: Tja… Jeg havde jo helst set dig tage med mig hjem skat <3
Chrizza: Aww <3
Bill: Ja, jeg savner dig allerede prinsesse :-(
Chrizza: Jeg savner også dig min skat
Bill: Du må ikke sige sådan noget :’(
Chrizza: Hmm… hvor er jeg dog bare glad for dig, Bill.
Bill: I lige måde sunshine <3
Chrizza: Jeg har lige fået fat på Alexander. Så jeg tager hjem til ham, når toget engang stopper i Roskilde skat.
Bill: Ej, det lyder hyggeligt. Jeg skal ikke være bekymret, vel?
Chrizza: Hvorfor skulle du dog være det? :-) Du ved jo, jeg elsker dig skat <3
Bill: Åh, det er jeg glad for at høre smukke. Så må du lige sige hej fra mig :-)
Chrizza: Ja, ja. Det skal jeg nok gøre <3
Bill: Jeg er ked af det skat. Jeg bliver nødt til at slukke min mobil nu. Jeg skriver til dig, når jeg kommer hjem igen. Elsker dig.
Chrizza: Ok, du skriver bare. Jeg vil glæde mig :-D Elsker dig <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar