Kapitel 219

Det var onsdag den 7. november, og klokken havde lige rundet de 11 om formiddagen. Tom var ved at gøre sig klar til at tage af sted til Danmark for anden gang på ganske kort tid. Denne gang havde han ingen dårlig nyhed at fortælle hende, så som at han havde været hende utro med sin ekskæreste. Han gøs bare ved tanken om hans sidste tur dertil, og han prøvede konstant at ryste tanken om det ud af hovedet, selvom det nok mere eller mindre var blevet tatoveret fast mod hans hjerte, hvad han havde udsat Chrizza for – om han kunne lide det eller ej.

Han gik ind i stuen, hvor Bill sad og så TV sammen med Andreas, der åbenbart pludselig var dukket op, siden han selv havde forladt stuen for godt og vel en time siden. Ja, de havde alle sammen været tidligt oppe på grund af, de skulle lave et telefon interview med en fransk radiostation.

”Burde du ikke være i skole?”, grinte Tom og puffede til ham, som han satte sig ned i stolen.

Han vrængede på næsen og klukkede fjoget: ”Jo… men jeg gad ikke”, pause. ”Og desuden har min skole også lukket i dag…

”Hvorfor dog det?”, spurgte han forvirret.

”På grund af sneen”. 

Tom rynkede lidt på panden og så hen på Bill, der bare sad med et roligt smil på læben. ”Hvad?”, udbrød han pludselig. ”Er der kommet sne i nat?”. Han rejste sig brat op og småløb hen til vinduet, hvor han trak gardinet fra. ”Åh, fuck”, mumlede han og sukkede dybt.

”Hvad tid skal du af sted?”, spurgte Bill.

Han vendte sig langsomt om og havde et opgivende blik i øjnene. ”Jeg skulle af sted klokken 12, men det bliver vel heller ikke til noget så”, mumlede han og gik tilbage mod dem med små skridt, hvorefter han smed sig tungt i stolen igen.

”Lad være med at sige det, Tom”, bad han. ”Hvis jeg ringer ind til lufthavnen og får dem til at sige noget om dit fly, kan du gøre dig færdig imens. Du skal nok beregne mindst en halv time forsinkelse bare på at komme ind til byen herfra”.

Han vrængede på næsen og så hen på Andreas. ”Jeg kan godt køre dig derind”.

”Vil du det?”, og der var blot en smule håb i hans stemme.

Andreas nikkede. ”Vi kører om 20 minutter så, kan du være klar dertil?”.

”Jeg har faktisk pakket færdigt, så jeg er klar nu…”.

Bill rejste sig fra sofaen og løb ind på sit værelse, hvor hans mobil lå til opladning. Han satte sig på sengen og rakte ud efter sin bærbar, der lå på hans natbord. ”Tom!”, råbte han, og ganske kort tid efter, stak han hovedet ind til ham.

”Ja?”.
”Hvor skal du af sted fra?”.

”Tegel”.

Han nikkede. ”Tegel, Schönenberg”, mumlede han for sig selv og begyndte den helt store søgning på at finde et telefonnummer, han kunne ringe til og få nogle yderligere informationer omkring fly-situationen.

Tom: Hej skat. Der er opstået er ret stort problem! Halvdelen af flyene er aflyst :’(

Chrizza: Åh nej, hvad sker der? Er det på grund af sneen? :o

Tom: Ja, men jeg prøver alt, hvad jeg kan, skat. Jeg vil ikke give op !!!

Chrizza: Du må ikke give op, skat <3 Jeg savner dig.

Tom: Jeg prøver at blive sat over på et andet fly, men det er nemmere sagt end gjort :-*

Chrizza: Det skal nok gå, skat. Du ved ikke noget endnu?

Tom: Jeg ved ingenting, skat. Men jeg skriver til dig så snart, jeg ved noget nyt <3

Chrizza havde nu siddet i lufthavnen i godt fire timer; halvanden time hvor hun intet havde hørt fra Tom. Hun vidste ikke, hvornår han ville lande, eller om han overhovedet var kommet med et fly til København endnu. Pludselig var han bare stoppet med at svare hende, og når hun prøvede at ringe til ham, gik den direkte på telefonsvarer.

Hun havde siddet ude i ankomsthallen og set flere og flere mennesker gå igennem skydedørene, men der var ingen Tom. Hun så på sin mobil og sukkede dybt. Klokken var nu næsten 18, og hun rejste sig fra bænken.

Underligt nok var der ikke kø ved deres information, og hun skyndte sig derover, inden der kom nogen, der mente de havde et større problem end hendes. ”Hej”, sagde hun til damen, der sad bag skranken. ”Kan De ikke hjælpe mig vedrørende et fly fra Tegel, Berlin?”.

”Jo, hvornår skulle det lette?”.

Hun sukkede. ”Det ved jeg ikke… jeg håbede lidt på, De kunne fortælle mig, hvornår der landede nogle fly derfra”.

”Et øjeblik”. Chrizza rokkede roligt med hovedet, mens hun så ned i gulvet, og hun følte virkelig, at der gik rigtig lang tid, før hun endelig sagde noget igen. ”Jeg kan så fortrælle Dem, at alle fly fra Tegel er desværre blevet aflyst, og de har lukket deres lufthavn for al trafik”, sagde hun og sendte hende et lille smil.

”Nå…”, mumlede hun og prøvede at være for ligeud med sin ærgrelse. ”Men tak for hjælpen så”, sagde hun lavt og gik igen. Hun stoppede op midt i hallen og så ned mod skydedørene, hvor der stadig kom flere og flere mennesker ud.

Et dybt suk kom fra hende, og hun gik tilbage til bænken, hvor hun havde siddet før, men hendes plads var i mellemtiden blevet taget. Dog var der en plads på den anden side af bænken, og hvis hun ikke ønskede at stå op, indtil Tom ville dukke op, hvis han overhovedet kom, så måtte hun skynde sig hen og snuppe pladsen.

Det var en yderplads, og hun lænede sit hoved mod sin håndflade. Hun kunne mærke, hvordan hun blev mere og mere træt. Og hver gang der kom et udkald i højttalerne, gjorde det det ikke bedre. Hun havde nu siddet der og hørt på den samme dame snakke ud i lufthavnen i over tre timer, og det var det samme, hun sagde igen og igen. Hun havde godt fattet, at der var opstået nogle alvorlige problemer på grund af den kæmpemæssige mængde af sne, der var kommet natten over, ellers havde hun siddet hjemme i sit hus sammen med sin kæreste og hygget – og ikke i en dum lufthavn.

Klokken 18.56 tikkede en sms ind, og hun slog sine øjne op. Hun måtte have været faldet i søvn. Det var en underlig følelse, hun havde, for hun følte, at hun kun havde lukket sine øjne i ganske få minutter, men hun havde åbenbart siddet der og ”sovet” i godt en time.

Hun fumlede lidt og fik endelig sin mobil op af sin jakkelomme. Hun håbede på, det var Tom – og hvis det var, så håbede hun på, at han havde en god undskyldning for ikke at have kontaktet hende noget før. Det var ikke meningen, at hun skulle føle sådan en vrede inden i, for det var jo ikke Toms skyld, men hun kunne bare ikke lige styre sine følelser.

Anders: Hej søs. Hvad så? Har du hørt fra Tom? Hvor er du henne nu? :-)

Chrizza: Nej, jeg har ikke hørt fra ham siden i formiddags. Jeg sidder stadig i lufthavnen.

Anders: Tror du, han kommer i dag?

Chrizza: Jeg ved det ikke? Han sagde, han ville skrive, hvis der skete noget nyt.

Anders: Kom hjem, Chrizza. Du skal ikke sidde derude længere…

Chrizza: Nej, han kommer, Anders! Jeg vil ikke bare efterlade ham.

Selvom hun ellers havde været så optimistisk hele eftermiddagen, kunne hun godt mærke, at hun var begyndt at virke en smule usikker på sig selv, og hun tvivlede mere og mere på, at han ville dukke op. Men stadig; han havde ikke skrevet noget, så han måtte komme!

Klokken var nu blevet 19.35, og der var ikke nær så mange mennesker i lufthavnen længere, som der havde været tidligere på dagen. Det helt store kaos var forbi, dog blev der stadig ved med at komme mennesker ud gennem skydedørene; bare var bare de forkerte mennesker. Hun ønskede at se Tom.

Hendes sidemakker på bænken havde forladt hende for godt en halv time siden, og hun havde derfor fået bænken for sig selv, men hvis det ikke havde været for de dumme skille-alla-armlæn, havde hun lagt sig fladt ned på bænken. Det var ret trættende at vente, og hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad han mon havde gjort, hvis han stod i hendes situation.

Hun ville ikke lade sin hånd læne mod hendes håndflade igen, da hun var bange for, at hun ville falde i søvn igen. Og desuden begyndte hun at få ret ondt i sin ryg af bare at sidde ned hele tiden, men alligevel orkede hun ikke at rejse sig op for at gå. Det ville også se pænt dumt ud, at hun bare gik rundt frem og tilbage. Men hvad fanden, tænkte hun… Hun rejste sig derfor op og begyndte at gå lidt rundt omkring ankomstområdet, så hun samtidig kunne holde øje med, hvis han pludselig skulle dukke op.

19.58 og hun havde gået lidt frem og tilbage i næsten en halv time, og hun begyndte hendes ben af gøre ondt. Hun sukkede dybt, og hun kunne sagtens mærke, at hun var ved at være rigtig træt. Og tanken om, at hun faktisk også havde lektier for til i morgen, gjorde det ikke bedre. Hvorfor havde hun ikke bare taget dem med… men hun vidste selvfølgelig ikke, at hun skulle sidde der i flere timer.

Hun satte sig ned på sin bænk igen og kunne ikke rigtig gøre så meget andet end at sætte sig til at kigge ned i hendes skød. Hun pillede lidt ved sine negle, mens hun prøvede at lade være med at tænke for meget over tingene. Der var stille omkring hende nu, og hun kunne mærke, hvordan hun slappede mere af nu, hvor der ikke var så meget kaos omkring hende længere.

Hun mærkede pludselig nogle hænder foran hendes øjne. Det gav et mindre sæt i hende, og hun kunne mærke hans varme mod hendes nakke. Han lænede sig ned mod hendes venstre øre, og han hviskede: ”Guess who…”.

”Tom”, sagde hun lavt, og hun kunne ikke lade være med at smile.

”Forkert!” Han tog sine hænder til sig, som han fortsatte: ”Det er min mand”, han klukkede sødt, og hun vendte sig om mod ham, som han sad på knæ på den modsatte side af bænken. ”Hej skat”, hviskede han og lagde sine arme omkring hende. ”Jeg er ked af, du måtte vente så længe”.

”Hvorfor ringede du ikke?”.

Han så hende i øjnene og så lidt trist ud. ”De aflyste alle flyene fra Tegel, så jeg måtte skynde mig hen til en anden lufthavn… jeg havde ikke tid til at skrive til dig, skat. Jeg er ked af det, men jeg var allerede sent på den”.

”Det er i orden, skat”, sagde hun lavt og pressede sine læber mod hans.

”Åh, det har jeg ventet på hele dagen!”, klukkede han roligt, og hans læber mødte igen hende i nogle små kys. Han så hende i øjnene og tog sine arme til sig igen. ”Lad os hellere komme hjem, skat”.

”Ja”.

De rejste sig fra bænken, og tog hinanden i hånden. ”Hvor længe har du siddet her?”, spurgte han forsigtigt, og han skjulte bestemt ikke, hvor dårlig samvittighed, han havde over det.

”Siden 13.45 cirka”, svarede hun roligt og trak på skuldrene. ”Du skal ikke tænke på det, skat. Jeg er bare glad for, at du er her nu”, hun sendte ham et troværdigt smil, og hun mærkede derefter, hvordan han flettede sine fingre fint i hendes.