Kapitel 211

Senere på dagen blev de alle sammen samlet, da David skulle have fortælle om de kommende dage, og hvad der ville komme til at ske, samt han også var meget interesseret i at vide, hvordan det gik med Tom og Chrizza. Selvom han ikke ville blande sig, så var han alligevel utrolig nysgerrig, og som deres manager mente han også, at han burde vide lidt mere, end han gjorde.

”Men… Chrizza”, sagde han og smilede venligt til hende. ”Du og din familie kommer stadig til Essen på søndag, ikke?”, spurgte han forsigtigt og pludselig vendte alle deres hoveder mod hende, så de kunne få hendes svar.

”Jo, de har i hvert fald ikke meldt andet ud”, svarede hun og trak roligt på skuldrene.

”Men du tager vel med os derned, ikke sandt?”

”Jo”.

Han rokkede med hovedet og så med rynket pande hen på Tom, der bare så tilbage på ham med et træt ansigt. ”Hør… Kan jeg ikke få lov til at snakke med jer to ganske kort? Alene…”.

Tom så hen på Chrizza, og de fik øjenkontakt. ”Jeg tror ikke, vi har noget at skjule, David”, han så tilbage på ham igen og fortsatte: ”så du kan bare snakke med os nu… foran de andre…”, mumlede han og trak på skuldrene. ”Der skal jo ingen hemmeligheder være”.

”Øhm…”, mumlede han og tog sig lidt til hovedet, mens han så rundt på drengene. ”Selvfølgelig… Ja…”, han rømmede sig og tog sig sammen. ”Har I fået snakket ud omkring det?”, spurgte han så endelig.

”Vi har snakket lidt”, svarede hun og rokkede med hovedet.

”Jeg vil bare gerne snakke mere”, indrømmede han og så igen hen på hende. ”Jeg føler ikke, jeg fik sagt det hele, Chrizza, og jeg vil gøre alt for, at få dig til… bare at tænke på at tilgive mig”. Hun så væk, og han sukkede. ”Jeg elsker dig jo… det har ikke ændret sig, selvom alt andet i mellem os nok har”.

”Jeg kan bare ikke få mig selv til at sige, at du er tilgivet, Tom”. De fik øjenkontakt igen. ”Du aner ikke, hvor meget det har gjort ondt på mig, og… jeg troede, jeg var stærkere, end jeg er, men du har virkelig skuffet mig”.

Han nikkede og bed sig diskret i læben. ”Jeg ved godt, det ikke bliver dig og mig igen, men jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis du ikke tilgiver mig, Chrizza. Jeg har lyst til at smadre mit spejlbillede, når jeg ser på mig selv”.

”Hvis jeg nogensinde skal kunne tilgive dig, Tom, så bliver jeg nødt til at have mere tid for mig selv, så jeg kan tænke tingene igennem”. Hun så hen på Bill og sank en klump. ”Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at skuffe jer alle sammen”.

Bill lagde sin hånd mod hendes lår. Hun så ham i øjnene, et tomt blik. ”Det er altså sjældent at høre sådanne ting komme fra Tom”, sagde han ærligt og lavt. ”Han siger normalt ikke sine følelser på den måde… du ved jo godt, han hellere holder dem for sig selv”.

”Jeg ved det godt”, hviskede hun og så ned i sit skød.

Han nussede hende kort, mens han fortsatte: ”Jeg ved godt, I nok ikke har særlig meget at gøre med hinanden mere, men overvej det, skat”, hun så ham i øjnene igen. ”Jeg er også sur over, hvad han har gjort, men jeg er nødt til at tilgive ham og komme videre… fordi han er min bror… og fordi jeg elsker ham”.

Hun sagde ingenting, men vendte hovedet langsomt hen mod Tom, der hurtigt vendte sit hoved til den anden side. Hun sad lidt og kiggede på ham, og hun sagde stadig ingenting; hun vidste ikke, hvad hun skulle sige…

Chrizza og Bill sammen på sofaen og snakkede ganske lidt, mens hun mærke hans krop halvt under sin. Han lå med sine arme tæt omkring hende og lod sine fingre glide igennem hendes hår, som han endnu ikke havde vænnet sig til var blevet en del kortere siden sidst.

”Jeg har det bare så dårligt, Bill”, sukkede hun og lagde sit hoved mod hans bryst. Hun lukkede sine øjne og mærkede hans hjertebanken, der fik hende til at slappe af, mens hun blev beroliget af hans bløde berøringer og dybe vejrtrækninger.

”Jeg kan godt forstå dig, skat”, svarede han hæst, og hun så på ham. ”Har du overvejet at tilgive ham?”, spurgte han, mens han havde øjenkontakt med hende. Hun sank en klump, og hendes blik begyndte at flakke. Han sendte hende et lille smil og lod sin hånd kærtegne hendes kind blidt og langsomt. ”Chrizza… det han har gjort er uacceptabelt… og det ved han også godt selv… men du bliver nødt til at se på det med andre øjne… Han kan intet huske fra den aften, og han kunne ligeså godt have været droppet med stoffer eller sådan noget”.

Hun lå bare og så ham direkte i øjnene i et øjeblik, hvorefter hun endelig sagde med en hviskende stemme: ”Jeg bliver nødt til at tilgive ham”, pause. ”Gør jeg ikke?”. Han nikkede roligt og mærkede så derefter hendes ansigt knuge mod sin hals. Han smilede lidt for sig selv, mens der var stille et øjeblik, og hun lukkede sine øjne blidt. ”Jeg er bare så forvirret lige nu”.

”Det skal nok gå, skat”, svarede han ærligt. ”Vi forstår godt, hvorfor du tager de valg, som du gør, og hvorfor I gør det ting, som I gør… og vi er jo her for jer begge to”. Han tog hendes hånd i sin og flettede sine fingrer ind i hendes. ”Der er ingen af os, der har lyst til at se jer adskilt… ikke engang mig…”.

Hun løftede sit hoved og så ham i øjnene. ”Mener du det?”.

”Ja”, nikkede han og sendte hende et lille smil. ”Jeg ved, hvordan Tom har det, og jeg ved, hvornår han har det allerbedst… og det er sammen med dig”, pause. ”Du hørte selv, hvor dårligt han har det med sig selv, og jeg kan ikke lide at se ham ked af det og ude af sig selv på denne her måde”.

”Undskyld”, pep hun.

”Nej”, sagde han hurtigt. ”Du skal ikke sige undskyld, skat, for det er hans egen skyld, og det ved han også godt selv”, pause. ”Det er hans egen skyld, at han er endt i en situation som denne her, du skal ikke give dig selv skylden for noget”.

”Jamen, det er jo min skyld, at han er ked af det, Bill… fordi jeg ikke vil tilgive ham”.

Han rystede på hovedet. ”Han er ked af det, fordi han har været sådan en dårlig kæreste over for dig”, hun skulle til at svare ham igen, men han afbrød hende: ”Han bliver ved med at fortælle mig, at han fortryder alt, hvad der er sket… at han ville ønske, du ikke var den kæreste, han var utro med… han kan ikke forestille sig en fremtid uden dig i hans liv, Chrizza”. Hun sank en klump og kunne ligeså stille mærke, hvordan hendes øjne blev våde. ”Aw skat”, fnes han og lagde sin hånd mod hendes kind. ”Du må ikke begyndte at græde nu, vel”, bad han og kyssede hendes pande.

”Jeg kan ikke lide at høre, at han tænker på den måde… han må ikke være ked af det”, hviskede hun.

Bill trak på det og tog sin hånd til sig igen. Hun lagde sit hoved mod hans hals igen, og han kyssede hendes hår en enkelt gang, før han igen begyndte at nusse hende roligt i håret. ”Ser du en fremtid med ham?”, spurgte han forsigtigt.

”Det ved jeg ikke endnu?”, hviskede hun mod hans hals. Det gøs kort i ham, som han mærkede hendes læber glide mod hans hals, og han bed sig i læben. ”Jeg tror bare, det er mit had, der styrer mine følelser lige nu”.

Der var stille et øjeblik. ”Elsker du ham?”

Hun løftede sit hoved. ”Ja…”.

”Elsker du mig?”, hviskede han og så hende direkte ind i øjnene. Hendes læber bevægede sig diskret, men der kom ingen lyd ud. Hendes ansigt kom tættere mod hans, og det var som om, hun slet ikke trak vejret i det sekund, hendes læber ramte hans.

Hun gik hen ad gangen, som hun forlod Bills værelse. Hun havde det slemt, en dårlig samvittighed måske. Det var slet ikke meningen, at det skulle ske, og hun fortrød hvert et kys og hver en berøring, hun havde foræret. Det var forkert at hende at nyde det, og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv.

Som hun gik forbi værelse 224 var det som om hendes ben ikke ville gå længere, og hun fik det underligt indeni. Et højlydt suk kom fra hende, og hun bankede på hans dør. Der var stille, og hun følte, hun stod og ventede i en evighed.

Endelig tog hun sig sammen og gik væk fra døren, da hun pludselig hørte Toms stemme kalde på hende. ”Chrizza”, sagde han blidt, og hun vendte sig om mod ham. Hun stod stille, mens hun bare så ham i øjnene. Han trådte lidt ud fra døren og sendte hende et lille smil. ”Vil du ikke med ind?”, spurgte han endelig og nikkede ind mod sit værelse.

Hun stod stille i et øjeblik og sank en klump, som hun diskret rokkede med hovedet. Hendes skridt var små, og hun så ned i gulvet, da hun gik op mod ham og mærkede hans hånd mod hendes ryg, som han lukkede døren efter dem. Og han lod ikke sin hånd slippe hendes ryg, før de satte sig i sofaen, hvor de havde siddet tidligere på dagen.

Tom satte sig og vendte fronten mod hende, som han trak det ene ben op på sofaen. Han så ned i sit skød og sagde ingenting. Der var stille, og hun lagde pludselig mærke til en tikkende lyd fra hans armbåndsur; det ur, som hun havde givet ham til hans 18 års fødselsdag.

Det fik hende til at tænke tilbage på hans fødselsdag, hvor de havde det godt med hinanden, og de næsten var ved at skulle vende sig til titlen som forældre. – hvad hvis hun egentlig var blevet gravid, hvad ville der så have været sket? Ville han have været hende utro alligevel, eller ville han blive hos hende og være den støttende kæreste, som han sagde, han ville være?

”Tom…”, sagde hun lavt og så ham i øjnene. Hun rynkede på panden og så søgende på ham uden at være for direkte. ”Dine øjne…”, hviskede hun og så bekymret ud, som han lagde sin hånd mod hans knæ. ”Hvad er der sket?”

Han så væk igen og trak lidt på det. Man kunne høre ham sukke, og han vendte hovedet mod hende igen. De fik øjenkontakt, og han prøvede ikke længere at skjule sine røde, grædefærdige øjne for hende. ”Det gør ondt at vide, at du ikke kan tilgive mig”, sagde han hæst og så hende direkte i øjnene, mens han rystede diskret på hovedet. ”Jeg ved godt, jeg har skuffet dig og knust dit hjerte, men jeg har også skuffet mig selv og knust mig eget hjerte. Jeg ved nøjagtig, hvordan du har det… jeg har selv prøvet det”. 

”Hvad vil du have, jeg skal gøre, Tom?”

”Tilgiv mig”, hviskede han og lagde sin hånd oven på hendes. ”Jeg vil prøve igen… og jeg vil ikke såre dig på nogen måde. Jeg vil aldrig drikke igen, jeg vil bare være sammen med dig, skat. Du gør min lykkelig”. Hun tog sin hånd til sig igen, og blikket flakkede kort. ”Jeg ved godt, du har ligget og hygget dig med Bill i dag, Chrizza”, hun så ham i øjnene uden at sige noget. ”Jeg er ikke vred på dig… jeg er ikke vred på Bill heller”.

”Hvordan ved du det?”.

”Jeg modtog et yderst besynderligt opkald fra Bill, hvor nogle letgenkendelige lyde var til at høre”, sagde han lavt og trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvad I ellers har lavet, for jeg lagde meget hurtigt på igen, men Chrizza, jeg vil tilgive dig for alle de gange, du har lavet noget sammen med Bill… bare tilgiv mig”.

”Det er slet ikke det samme, Tom”, svarede hun hurtigt.

Han så skeptisk på hende. ”Ikke?”, pause. ”Der har da ellers været lidt for mange smuttere, synes jeg… hvordan tror du ikke, jeg har det, når enten du eller Bill fortæller mig, at I har kysset og nusset? Tror du ikke, det gør mig ked af det?”.

Det gik pludselig op for hende, hvad han talte om, og hun kom til at tænke tilbage på de gange, hvor hun havde kysset med Bill – både mens hun ikke var i et forhold med Tom, og mens hun var. Hun sank en klump og rynkede på panden. ”Det er jeg virkelig ked af, Tom”, hviskede hun hæst og så ham i øjnene.

Han tog hendes hånd i sin og holdt den tæt. Der var stille et øjeblik, hvor han bare sad og kiggede hende direkte ind i øjnene. ”Tilgiv mig, Chrizza”, bad han og så endelig, og han nussede roligt og blidt hendes hånd.