Det var blevet torsdag den 1. november, og det årlige MTV Europe Music Award skulle afholdes i München. Tokio Hotel var blevet nomineret til deres allerførste priser, og de skulle samtidig også ”Monsson” live, der var ved at komme godt rundt i hele verden. De havde en stor aften i møde, og det var nok noget af det største, de nogensinde havde prøvet.
Som dagen skred frem blev stemningen mere og mere nervøs iblandt drengene, og der havde været fuld knald på dem alle. Der skulle ske så meget, og de havde en hel del at leve op til, da de var de første tyskere, der stod til at vinde hele to priser; ”Inter Act” og ”Best Band”.
Dog havde Tom stadig dårlig samvittighed over, hvad han havde udsat Chrizza for, og han havde stadig ikke haft kontakt til hende. Han ville allerhelst bare snakke tingene ud med hende, også selvom han sikkert ikke ville få en chance til; han ville bare se hende i øjnene igen.
”Har I husket det hele?”, spurgte David, før han lukkede døren i deres bus, der skulle køre dem hen til arenaen, hvor showet skulle holdes. ”Jeg har nogle ting, jeg gerne vil sige, før I skal på den røde løber”. De så alle op på ham og rokkede med hovedet. ”Jeg har haft fat i Trina, og hun har ikke fortalt nogen, hvad der er sket”.
Tom rynkede på panden og så skeptisk på ham. ”Tror du virkelig på det?”.
”Jeg aftalte et møde med hende, Tom. Jeg har hendes underskrift på det, så ja; jeg tror på hende… og jeg ved godt, at det ikke hjælper på noget, men hun undskylder mange gange for det, hun har gjort”.
Han fnøs og lagde armene over kors. ”Det ændrer ikke noget nu”, mumlede han.
”Nej… det ved jeg godt. Men det bringer mig også til det næste… Chrizza sidder ikke sammen med os i aften. Jeg har snakket lidt frem og tilbage med hende i dag, og det er det, vi er kommet frem til”.
”Åh”, stønnede han lavt og så ned i sit skød.
”Hun går også alene på den røde løber”.
”Alene?”, spurgte Bill.
David trak lidt på det. ”Hun har en veninde med, som hun mødte til konkurrencen i lørdags”, svarede han roligt. ”Det var vist nok også hende og hendes band, der vandt konkurrencen, men jeg er ikke sikker”.
”Vivien”, sagde Georg. De så alle hen mod ham, overraskede. ”Ja, ok… Jeg skriver faktisk en del med Chrizza. Hun hedder Vivien, og hun skulle være rigtig sød. Hendes band hedder vist nok Aloha From Hell…”.
”Kan jeg så ikke få lov til at tale med hende?”, spurgte Tom forsigtigt.
”Det er måske bedst, hvis du fortsat holder dig lidt i baggrunden, Tom”, svarede David ærligt og så ham i øjnene. ”Hun er stadig meget ked af det. Da jeg mødtes med hende tidligere…”, pause. ”Jeg vil jo ikke være imod dig, Tom, det ved du også godt, men hun er virkelig ked af det”.
Bill rynkede på panden og så ud af vinduet. ”Men hun er der i aften, ikke?”.
”Jo, hun ville ikke gå glip af det, så hun vil være i salen”. Han så hen på Tom og sendte ham et lille smil. ”Giv hende lige lidt tid, Tom… Jeg er sikker på, hun bare har brug for lidt afstand, og så er hun klar, så I kan tale det hele igennem”.
Han trak på det. ”Det må jeg jo så bare finde mig i”, mumlede han og lænede sig tilbage i sit sæde. Han fik øjenkontakt med Bill, der bare sad og så bekymret hen mod ham. ”Jeg har ikke gjort andet et såret hende, Bill…”.
De kom fra den røde læber og blev guidet direkte ind i deres backstage rum, hvor de kunne slappe lidt af og få lidt ro på nerverne, der efterhånden var kommet, da deres store øjeblik kom tættere og tættere.
Der var blevet spurgt efter Chrizza, og hvorfor hun ikke gik samen med dem på den røde løber, men de havde bare taget alle spørgsmålene vedrørende hende med et smil. Tom prøvede at holde facaden oppe, selvom det var meget svært.
Der var et kamerahold omkring dem hele tiden til deres ugentlige afsnit af et nyt web show, de ville prøve sig frem med, Tokio Hotel TV. De blev nødt til at være på hele tiden, men det kunne godt være lidt anstrengende, da de endnu ikke helt havde vendt sig til at være på… selv i deres backstage rum.
”Tror du, vi vinder?”, spurgte Bill og smilede til Tom.
Han trak på det. ”Det ville da være mest fair, ikke…”.
”Hvem ville I give en pris, hvis I selv skulle bestemme?”, blev der spurgt.
”Jeg ville helt sikkert give en til Linkin Park”, skyndte Bill sig at sige.
Gustav kom bagfra. ”Foo Fighters”.
”Jeg ville nok give en pris til Fall Out Boy… hvis vi ikke havde været i samme kategori”.
”Nej…”, udbrød Tom. ”De har alle vundet før… der er ingen, der fortjener den mere end os, venner! De har alligevel også så mange andre priser. Det ville betyde så meget mere for os, og desuden er det første gang, vi er nomineret. Derfor vil det også være mest fair, hvis det var os, der vandt… Vil I ikke give mig ret i det?”.
Showet blev sparket i gang, og der blev udgivet priser til en masse dygtige musikere. Og så blev det tid til at uddele prisen inde for kategorien ”Inter Act”. Joss Stone og Paul van Dyk kom på scenen, hvorefter videoen for de nominerede begyndte at spille.
Der blev helt stille i arenaen, og kameraerne susede hen mod Tokio Hotel, og ”Monsoon” startede i højttalerne omkring dem. De sprang hurtigt op fra deres sofaer og omfavnede hinanden. De havde håbet på det, men de havde i den grad ikke troet på det.
Bill stod lidt og så ud over publikummet uden at sige noget. Det var helt uvirkeligt at stå deroppe, og han tog sig endelig sammen til at sige noget. Han smilede stort, mens han sagde: ”Jeg tror… der er ingen, der kan forestille sig, hvad det her betyder for os. For to år siden var det mest spændende, at vores første single blev udgivet i Tyskland. Monsoon… Og nu er vi her… på denne scene med alle mulige store internationale musikere… Vi får denne pris, og det er på grund af jer, vores fans i hele Europa. Denne her går ud til jer, mange tusind tak. Vi er så stolte, tak!”.
”For fanden, vi gjorde det drenge”, udbrød Georg med armene i vejret, da de kom ind i deres backstage rum igen.
”Seriøst, det var forfærdeligt…. Men alligevel godt”, mumlede Tom forvirret. ”Vi sad bare der, og så kom kameraerne… oh… Hvor var det fedt”, grinte han og smilede stort. David så på ham og smilede. Det var længe siden, han havde set ham smile sådanne. ”David, vi gjorde det sgu”, klukkede han og puffede til ham.
”Jeg er rigtig stolt af jer, drenge”, indrømmede han og så på dem alle sammen.
”Jeg kan slet ikke forstå det. Det er ikke helt gået op for mig endnu, at de faktisk sagde vores navn deroppe… og pludselig sprang alle omkring mig bare op, og det var totalt ligesom på film, altså”. Han tog sig til hovedet og sukkede lettet. ”Jeg så bare rundt på alle de andre, og jeg var ved at græde. Men så tænkte jeg bare: Ikke græd, ikke græd…”.
”Det er simpelthen så fedt. Man ser normalt denne her pris i TV’et, men nu er det vores. Det er utroligt, slet ikke til at forstå. Og det er kun på grund af vores fans, der har stemt på os”.
”Utroliiiigt”, grinte Tom og klappede i sine hænder. ”Du ser normalt kun Madonna og sådanne personer med den, det er sygt”, han så ned i sine hænder, hvor han stod med den og så lidt ekstra på den. ”Men nu hvor jeg kigger ordentligt på den, så ligner det bare noget billigt lort”, grinte han.
”Chrizza… Chrizza, vent lige. Stop!”, råbte han ud på gangen. Hun vendte sig om og så sig undrende omkring. ”Chrizza”, sagde han lidt lavere og løb op til hende. ”Hej sunshine”, smilede han og lagde sine arme omkring hende.
”Bill, hvad laver du her?”, spurgte hun forsigtigt og knugede sit ansigt mod hans hals.
”Jeg ledte efter dig”, hviskede han og kyssede hendes hår. Han så hende i øjnene og blev en smule ked af det. ”Jeg ville se dig, inden vi skal op på scenen og være drivvåde”, klukkede han og lagde sine hænder mod hendes hofter.
”Hvad skal I dog?”
Han smilede bare hemmelighedsfuldt og blinkede til hende. ”Ja… Bare vent og se, skat”. Chrizza rystede opgivende på hovedet og klukkede. ”Hvad har du dog lavet med dit hår?”. Det var blevet meget kortere, helt op til et lille stykke over skuldrene. Han så hende bekymret i øjnene, og kunne egentlig godt fornemme, hvad der måske lå bag. ”Har du det godt?”, spurgte han lavt og så seriøst på hende.
Hun rystede på hovedet og så ned i gulvet. ”Jeg vil ikke tale om det, Bill”.
Han lagde sin hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt mod sit. ”Jeg savner dig altså, smukke”, hviskede han og kyssede hende kort. ”Og det ved jeg, Tom også gør. Rigtig meget…”.
”Bill, lad være”, bad hun og så væk.
”Undskyld, skat”, hviskede han og krammede hende tæt ind mod sig. ”Vi bliver nødt til at ses, inden du tager hjem igen”, og han så hende i øjnene og smilede. ”Der er så meget, jeg skal fortælle dig”.
Hun rokkede med hovedet og tog hans hænder i sine. ”Det vil jeg glæde mig til”. Hun sendte ham et lille smil og kyssede ham kort på læberne. ”Du må hilse de andre, ikke… og tillykke med jeres flotte pris, skat”.
”Mange tak”, sagde han lavt og gav hende et sidste kram. ”Kan du ikke godt skrive til mig, hvis der er noget, skat?”, spurgte han lavt mod hende øre. Hun nikkede og så ham i øjnene. ”Jeg elsker dig, sunshine”.
”Jeg elsker også dig, Bill”, hviskede hun og slap ham. ”Vi ses…”. Han vinkede mod hende og vendte sig hurtigt den anden vej, hvorefter han løb ned, hvor han kom fra; ned til sit rum, hvor de skulle til at gøre sig klar til deres optræden.
”Kyssede du lige med Bill Kaulitz der?”, spurgte Vivien overrasket.
Hun smilede for sig selv uden at se på hende. ”Bill er en god ven”, hendes stemme var blid, og hun rokkede ganske diskret med hovedet, som de fortsatte ned af gangen og ind til deres pladser foran scenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar