Kapitel 212

Den næste dag brugte de det meste af deres formiddagen på at komme fra München til Essen, mens den store afslutningskoncert kom nærmere og nærmere. Om eftermiddagen skulle de lave en enkelt generalprøve i hallen, da det allerede var halvanden uge siden, de sidst havde holdt en koncert, hvor der indimellem var sket så meget uforklarligt.

Chrizza sad nede på en stol foran scenen og så med på deres generalprøve. Egentlig hørte hun ikke særlig meget efter, da hun sad i sin egen lille verden med hovedet fuld af dumme tanker. Det havde allerede nu været en underlig dag for hende, selvom klokken endnu ikke havde passeret de 18.

Hun havde aftenen før tilgivet Tom, og hun havde for første gang i mange dage set et smil på hans læber. Det billede af ham, der smilede sådan, sad fast og hun så det hele tiden for sig, når hun så på ham. Det føltes godt, og hun kunne mærke, at det også kunne hjælpe hende videre.

Men bare fordi hun havde tilgivet ham, betød det selvfølgelig ikke, at det hele var godt igen; de blev stadig nødt til at tale en hel del igennem – nogle helt andre ting end de andre gange, de havde snakket sammen. Der var så mange uklarheder, at det gjorde hende helt ør i hovedet. Dog var der ét specielt spørgsmål, hun blev ved med at stille sig selv: havde de overhovedet en fremtid sammen?

Hun elskede Tom, hun elskede ham rigtig meget, men hun havde også svært ved at sig sammen med ham igen, selvom det var det, hun nok allermest ønskede lige nu, hvor billede af ham smile var foran hendes øjne. Hun elskede det smil, og hun ville ikke være grunden til, at hun aldrig ville komme til at se det igen. Og desuden ville hun ikke se ham sammen med nogen anden...

Hvad betød det så? At hun gerne ville prøve igen? At hun gerne ville have ham tilbage? Godt nok havde han fortalt hende, at han allerhelst så dem sammen igen; hun gjorde ham lykkelig, men ville han overhovedet være sammen med hende, når det kom til stykket? Efter alt det der var sket med Bill gennem tiden.

Det var forfærdeligt med så mange tanker og uvisheder inde i hendes hoved, og hun vidste, hun kunne gå til Bill, hvis hun havde brug for at snakke, men dog følte hun ikke for det; hvis hun skulle være sammen med Bill, så skulle de ikke være alene – og Tom måtte også meget gerne være i nærheden. På den måde kunne han vide med sikkerhed, at hun ikke var interesseret i Bill.

Men hvis hun ikke var interesseret i Bill, hvorfor blev hun så ved med at kysse og nusse med ham, når hun udmærket godt vidste, at han ville føle noget helt andet, end hun ville? Var hun kun ude på at lege med Bills følelser, eller var det af ren frustration og ”sorg”, han nær havde endt i bukserne på hende den forrige dag?

Hun kom ud af sin egen lille verden, da hun mærkede en hånd mod hendes ene skulder. Det var Tom… Han sendte hende et lille smil, som hun vendte hovedet op mod ham og lænede sig ned til hendes øre. ”Kan vi mødes i aften hos mig?”, spurgte han roligt.

”Ja”, mumlede hun.

”Klokken 19”, sagde han efterfølgende og trak en stol hen ved siden af hende. Hun fulgte hans bevægelser nøje, og de fik øjenkontakt. ”Jeg bestiller noget mad op på værelset, så det behøver du ikke at tænke på”.

”Tom, hvad skal vi?”, spurgte hun lidt fjernt og rynkede på panden.

Han lagde sin hånd på hendes knæ og smilede halvt. ”Vi skal snakke”, svarede han bare og tog sin hånd til sig igen. ”I aften er vores sidste chance til at finde ud af, hvad vi gør i morgen, når din familie kommer hertil”. Hun trak lidt på det og rokkede så med hovedet. ”Vi kunne også bare aflyse middagen, hvis det er, Chrizza… jeg tænkte bare, det kunne være meget hyggeligt”.

”Nej, nej… det er helt fint, middag lyder rigtig godt”, hvorefter hun sendte ham et lille smil.

Hun fik selv et smil på læben og satte af til at rejse sig fra stolen. ”Jeg elsker dit smil”, hviskede han og rejste sig derefter. Han gik op mod scenen igen uden at vende sig om mod hende eller gøre noget andet; han lod bare som ingenting.

”Jeg elsker dit smil”, hviskede hun lavt og så ned i sit skød.

”Siger du noget, sunshine?”, klukkede Bill og bumpede ned på stolen ved siden af. Han trak den helt op ved siden af hende og så hende i øjnene, som hun rystede diskret på hovedet. ”Hvad ville Tom snakke med dig om?”, spurgte han nysgerrigt.

”Du behøver da ikke at vide alting”, fnes hun og puffede til hans ben.

Han nikkede. ”Jo, det bliver jeg nødt til”, grinte han og tog hendes hånd i sin. ”Jeg bliver jo nødt til at vide, hvor jeg har dig henne, skat”. Hun svarede ham ikke, men så ham bare direkte i øjnene – dårligt nok uden at blinke. ”Sig noget”, hviskede han og klemte hendes hånd blidt. ”Sig nu noget, skat”, gentog han roligt og sendte hende et lille smil.

Tom: Så er maden bestilt til klokken 19.20, jeg glæder mig til at se dig :-)

Chrizza: I lige måde, Tom :3

Tom: Jeg vil ikke se dig græde i aften, lov mig det :-*

Chrizza: Endnu engang… I lige måde :’)

Hun så sig i spejlet og så ned af sig selv. Var hendes tøj for fint eller skulle hun finde noget helt tredje at tage på? Hun vidste ikke, hvad Tom forventede sig af hende… hvis han overhovedet forventede noget.

Det hele var stadig uvist for hende, og hun vidste, hun ville komme til at skuffe en af drengene med hendes endelige beslutning: Hun elskede Tom, og hun ville være hans, men på den anden side var Bill også rigtig god ved hende, og hun nød hver en berøringer, han gav hende.

Det gjorde ondt at tænke på, og hun ville allerhelst bare have det hele ud af verdenen lige med det samme, så hun prøvede at tænke på noget andet, men det var svært. Hun satte sig hårdt i sofaen og fiskede sin mobil frem fra sin taske, der lå ved sofabordet.

Bill havde skrevet til hende lige da hun var kommet op på værelset efter generalprøve, men hun havde ikke svaret ham endnu, hvilket hun havde det dårligt over. Selvfølgelig ville hun ikke ignorere ham på den måde, men hun vidste ikke, hvad hun skulle svare ham, og hun ville ikke såre ham over en dum sms.

Bill: Jeg mener det, jeg sagde, skat… jeg vil gerne vide, hvor jeg har dig henne :-*

Hun sad og læste beskeden igennem igen og igen, mens hun prøvede på at finde på noget godt at svare ham, men der kom bare intet godt frem i hendes hjerne; kun negative ord og ting der bestemt ville gøre ham ked af det.

Chrizza: Bill, jeg er ked af det, men jeg tror ikke, du skal have for høje forventninger.

Klokken var 18.56, og hun måtte se at gøre sig helt færdig, så hun kunne gå ind til Tom og få noget mad… og selvfølgelig også få talt det sidste igennem, så de begge var parat til den kommende dag, hvor de nok blev nødt til at spille et skuespil over for hendes familie, så de ikke vækkede mistanke om, at der var noget galt i deres forhold.

Men som hun havde rejst sig fra sofaen for at gå ud på badeværelset for at tjekke sig selv i spejlet, kom endnu en besked fra Bill, og hun småløb ind i stuen, hvor hun havde efterlagt sin mobil på bordet; hun havde ikke lige regnet med, Bill ville svare hende med det samme.

Bill: Jeg elsker dig, Chrizza.

Hun sukkede dybt og lukkede sine øjne kort. Hendes hænder rystede en smule, da hun var bange og nervøs for, hvad der skulle ske. Hun ville ikke miste Bill, han var den vigtigste for hende, men hun var ikke forelsket i ham. Hun havde leget med hans følelser endnu engang, og nu var det gået ud over hende igen, men hvad havde hun forventet?

Chrizza: Undskyld, Bill :-* Jeg kan ikke…

Klokken var nu 18.59, og hun smed sin mobil ned i sofaen. Hun ønskede ikke at have den med ind til Tom, hvorefter hun med hurtige skridt gik igennem værelset og ud på gangen, hvor Toms værelse var et par værelser længere nede.

Hun stoppede op og så en sko sidde i klemme i hans dør. Det gav et lille sus i hende, da hun lagde sine hænder mod døren og skubbede den op, og hun kunne straks høre Tom gå rundt længere inde på værelset, hvilket fik et lille smil på hendes læber.

”Hej Tom”, sagde hun roligt, som hun kom ind til ham i stuen. Han vendte sig om mod hende og sendte hende et smil, mens han gik imod hende og lagde sine hænder mod hendes hofteben. Der var stille, og han sagde intet, men så hende bare i øjnene. Da hun kunne mærke hans ansigt kom tættere mod hendes, vendte hun hovedet til den ene side og sagde lavt: ”Jeg troede, vi skulle snakke, Tom”.

Han rettede sig op igen og rokkede med hovedet. ”Det skal vi også”, sagde han lavt og lagde sin hånd mod hendes ryg. ”Undskyld”, hviskede han fjernt og førte hende hen til spiseborde, hvor han allerede havde dækket op til dem.