Kapitel 210

Chrizza vågnede op til Bills besked den efterfølgende morgen. Hun smilede lidt for sig selv og lagde sin mobil fra sig igen. Sengen føltes så stor og hendes hjerte så tomt. Det var en mærkelig følelse, hun havde indeni, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre ved det?

Hun satte sig op i sengen og slyngede sin dyne godt omkring sig, som hun lænede sig tilbage mod sengegæret. Det var stadig mørkt udenfor, og hun rakte igen ud efter sin mobil. Klokken var kun otte, hvilket også var for tidligt til, at hun kunne svare Bill og få en samtale ud af det.

Det havde været svært at falde i søvn efter Georg var gået, men hun var dog alligevel faldet i søvn, men det var lidt som om, at hun stadig havde været vågen. Og desuden havde der også været nogle larmende lyde ude fra gangene, hvor artisterne fra diverse lande boede.

Hun vidste ikke, hvad hun skulle give sig til og få tiden slået i ihjel. Hver gang der var stille omkring hende, kunne hun ikke lade være med at tænke på Tom, og hvad han havde gjort mod hende, hvilket resulterede i at hun enten begyndte at græde eller blive vred.

Siden hun fik sandheden af vide, havde hun ikke været sig selv. Det havde været svært at skjule for sine forældre, og det var også derfor, hun havde brugt så meget tid som muligt i Tyskland, så hendes forældre ikke skulle begynde at fatte mistanke.

Der var nu kun to dage til, at hendes familie ville komme ned til Essen, hvor drengene skulle holde deres afslutningskoncert på deres tour. Selvom hun ikke var meget for det, så blev hun nødt til at snakke med Tom, da hun mente, at det var nok, at hun var sur på ham, og ikke også hendes familie lagde deres had på ham.

Hun rejste sig endelig fra sengen og gik ud på badeværelset, hvor hun tændte for bruseren. På den måde kunne hun både få tiden til at gå, samtidig med at hun forhåbentlig kunne få tankerne lidt væk fra det hele. Hun håbede på, Bill snart ville skrive til hende, så hun kunne gå ned til ham og hygge lidt samt få nogle helt andre tanker.

Hun kom igen ud af badet efter at have stået derinde i næsten en time. Når vandet faldt ned mod hendes hud, kunne man ikke se hendes tårer, når hun tænkte på ham, og hvor meget hun hadede og savnede ham på samme tid.

Da hun kom ind i soveværelset igen, havde hendes mobil stadig ikke sagt noget, og hun satte sig tungt på sengekanten. Der var ikke noget at gøre; hun blev nødt til at få fat i ham, og så måtte de få snakket tingene ud, om hun kunne lide det eller ej – der var intet andet at gøre.

Chrizza: Hej Tom. Jeg håber, du havde en god aften i går. Jeg vil gerne snakke med dig…

Hun lagde sin mobil fra sig igen og gik hen til sin kuffert for at finde noget tøj at tage på, men idet som hun trak sine bukser på, bippede det fra hendes mobil, og hun blev en smule forskrækket, da hun ikke lige havde forventet et svar. Ikke på denne tid i hvert fald.

Tom: Jeg ved ikke, om man kan kalde det en god aften; du var der ikke </3 Værelse 224.

Hun læste hans besked igennem flere gange, og hun blev endelig enig med sig selv om, at hun ikke skulle svare ham; hvad kunne hun overhovedet svare ham? Hun rejste sig i stedet fra sengekanten og tog resten af sit tøj på, hvorefter hun gik ud på badeværelset igen og lagde en hurtig make-up.

Der blev banket på døren, og han skyndte sig ud for at åbne. ”Hej Chrizza”, sagde han med et lille smil på læben, som han lod hende gå forbi sig og ind på værelset. Hun sendte ham et halvt smil og gik forbi ham uden at sige noget. ”Jeg havde ikke forventet, du ville skrive til mig”, indrømmede han og satte sig ind ved siden af hende i sofaen.

”Vi bliver jo nødt til at tale sammen på et eller andet tidspunkt”, mumlede hun og så ned i sit skød. Han rokkede med hovedet. ”Hvad havde du tænkt dig at gøre, Tom?”, spurgte hun og så ham i øjnene.

”Jeg ved det ikke…”, mumlede han bare. ”Jeg vil bare ikke se dig ked af det, Chrizza. Du må hade mig så meget, du vil… og du kan skælde mig ud. Jeg vil bare ikke have, du er ked af det. Det var dumt af mig at gøre, og jeg fortryder alt, jeg gjorde den aften”.

Der var stille et øjeblik. ”Hvorfor gjorde du det?”

Tom trak lidt på det, før han svarede med en hæs stemme. ”Jeg ved det ærlig talt ikke… Vil du gerne vide, hvad der skete den aften?” Selvom hun ikke var meget for det, nikkede hun alligevel diskret med hovedet. ”Jeg begyndte at tale med denne her mørkhårede pige, jeg ved ikke, hvad hun hedder, for det var jeg slet ikke interesseret i at vide… jeg ville jo bare være venlig og tale lidt med hende”. Han sank en klump og sukkede dybt. ”Vi havde fået af vide, at det ikke var en god idé, hvis vi drak, fordi vi havde en koncert dagen efter, og jeg kan virkelig ikke huske, hvordan hun fik mig til at drikke alkohol”.

”Kan du overhovedet huske noget?”, mumlede hun.

”Vi gik ud på trapperne… foran baren, og så pludselig sad jeg og kyssede med en anden nede bag ved. Det var mørkt, så jeg vidste ikke, hvem det var, før jeg vågnede op ved siden af hende morgenen efter”.

Hun bed sig i læben og gjorde alt, hvad hun kunne for at holde tårerne tilbage. ”Tænkte du overhovedet ikke på noget tidspunkt, at det du gjorde, var forkert?”, spurgte hun lavt og hæst, mens hun kunne mærke, at hun nok snart ikke kunne holde tårerne tilbage længere.

Tom kunne godt mærke på hende, at han gjorde hende ked af det, og han tog hendes hånd i sin og klemte den tæt. ”Chrizza, jeg ved godt, hvor forfærdeligt du har det, men jeg har det altså heller ikke fedt ved det her… hvis jeg bare havde taget med Bill hjem den aften, så ville det ikke have været sket, og så ville jeg heller ikke sidde her og få dig til at græde, vel…”. En tåre trillede ned af hendes kind, mens han fortsatte: ”Jeg ved godt, at der nok ikke er store chancer for, at du vil tage mig tilbage igen, men jeg kan intet gøre, skat. Jeg elsker dig, og det vil jeg gøre, lige meget om det er gengældt eller ej”.

Han tørrede endnu en tåre væk fra hendes kind og så fortabt på hende. Hvis der var noget, han hadede, så var det at se folk, han holdt af, være kede af det. Og han kunne bestemt ikke lide at se hende være ked af det… og specielt ikke se hende være ked af det på grund af hans egne dumheder.

”Hvad med Trina?”, hulkede hun.

”Ja… Hvad med hende?”, spurgte han og nussede hendes hånd blidt, mens hun bare trak på skuldrene. ”Jeg har modtaget en besked fra hende, som jeg ikke har svaret på”, han trak sin mobil op af lommen og låste den op. ”Måske du gerne ville læse den?”

”Nej”, rystede hun på hovedet og tog sin hånd til sig.

”Kom nu, Chriz”, bad han roligt og så hende i øjnene. ”Jeg vil gerne have, at du ved, hvad hun har skrevet til mig… jeg vil altså ikke holde noget hemmeligt for dig, og det ved du også godt”. Hun vrængede diskret på næsen og så ned i sit skød. ”Kom nu, skat”, sagde han lavt og lagde en hånd under hendes hage, som han fik hende til at se ham i øjnene. ”Skal jeg så virkelig læse den op for dig?”.

”Gør hvad du vil…”, mumlede hun og rev sit ansigt fri fra hans hånd.

Bill kom pludselig ind på Toms værelse. Han stoppede op, da han så dem sidde i sofaen. Tom, med sine arme omkring hende, som hun sad med sine ben op under sig og lænet hen mod ham. Hun var faldet i søvn i hans arme efter at have grædt færdig over ham.

”Hvad foregår der?”, spurgte han forsigtigt og satte sig hen i stolen ved siden af sofaen.

Han trak lidt på den ene skulder, som hun  ikke lå lænet op af. ”Der foregår ikke så meget andet, end hun hader mig”, svarede han mumlende og sank en klump. ”Hun blev så sur på mig, og hendes tåre gjorde så ondt”.

”Ja, det kan jeg se…”, klukkede Bill roligt og lagde hovedet på skrå. ”Men har I så fået snakket det igennem?”. Tom trak lidt på det og vrængede på næsen. ”Ok… Hvor står i henne nu så? Er I stadig kærester, eller hvad skal der til at ske?”

”Jeg ved det ikke, Bill. Jeg  tror ikke, hun vil have noget med mig at gøre længere, og jeg er bange for, at det vil komme til at gå ud over jer andre”, svarede han hæst. De fik øjenkontakt, og Bill lagde sin hånd mod hans knæ. ”Jeg ved godt, jeg er god til at overdrive, men det jeg har gjort nu… det er bare ikke acceptabelt”.

Han rystede på hovedet og gav ham ret. ”Det var ikke det bedste, du kunne gøre for at holde jeres forhold kørende”, indrømmede han og trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre… men har I overhovedet fået snakket omkring det?”.

”Altså… jeg har fortalt hende, hvad der skete den aften… hvad jeg kan huske, og jeg har også vist hende beskeden, som Trina sendte til mig i går… men ellers har vi ikke rigtig snakket så meget”. Han sukkede dybt og så ned på hende. ”Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det… at jeg stadig elsker hende”, han trak på skuldrene, ”Jeg har spildt mine chancer”.