Kapitel 213

Der var ikke så meget seriøs snak over middagen, de snakkede bare lidt frem og tilbage, mens de sendte hinanden nogle søde blikke. Det var lidt som om, at de begge to havde accepteret det, og det hele var, som det plejede – selvom det langt fra var det.

”Tak for mad”, sagde hun lavt og lænede sig lidt tilbage i stolen.

”Velbekomme”, smilede han og så hende i øjnene. ”Kunne du lide det?”. Hun nikkede og så hen på uret på væggen. Tom fulgte hendes blik og sukkede lydløst. ”Er klokken allerede 9?”, mumlede han for sig selv og rejste sig.

Han tog fat i sin tallerken og skulle til at række ud efter hendes, da hun rykkede på sig og smilede til ham. ”Nu skal jeg hjælpe dig, Tom”. Hendes stemme var blidt, og han stod og så hende i øjnene i et øjeblik, før han rokkede lidt med hovedet og lod hende tage sin egen tallerken ud i køkkenet.

”Hvad tid kommer din familie i morgen?”, spurgte han, mens de tog resten af tingene ud i det lille køkken, der var blevet indrettet på hotelværelset, så de ikke skulle tænke på det senere… og så de kunne komme i gang med at tale hurtigst muligt.

”Jeg tror, de kommer ved 15-tiden”, svarede hun usikkert og trak lidt på det. ”Hvornår kommer de andre?”.

Tom smed sig i sofaen og stønnede højlydt. ”Mor og Gordon kommer i morgen formiddag”. Han fulgte hendes bevægelser nøje, som hun satte sig ned ved siden af ham i sofaen. Egentlig havde han bare lyst til at lægge sin arm omkring hende og trække hende tæt ind til sig, men han vidste også, at det var nok ikke det, hun havde lyst til.

Hun trak sine ben op under sig og satte sig med fronten mod ham. ”Ved de noget om alt det her, der er sket?”, spurgte hun forsigtigt og blev bare ved med at se ham i øjnene, indtil hans hoved stille begyndte at nikke. ”Ok…”.

”Hvad skal vi gøre i morgen?”

”Jeg ved det ikke helt…”, hun så hurtigt væk og tilbage på ham igen. ”Vi bliver vel bare nødt til at være, som vi var før”, og trak på skuldrene. Han sagde ingenting. ”Jeg kunne også bare fortælle dem sandheden, men jeg ved, de vil komme til at hade dig mere end nødvendigt er, Tom, og det ønsker jeg ikke”.

Han rystede på hovedet og var stadig stille, men afbrød så alligevel stilheden. ”Er der overhovedet en chance for, det kommer til at være os to igen?”, spurgte han endelig og lod sin hånd nusse hendes ankel og skinneben. Hun var stille og sad helt stille. ”Chrizza, jeg er stadig forelsket i dig… nok også mere end jeg var før. Jeg ved nu, hvordan det er at være uden dig… og det virker ikke godt for mig”. Hun så ham endelig i øjnene, og han hviskede hæst: ”Det er jo dig, jeg er forelsket i, og det er dig, jeg vil være lykkelig sammen med”.

”Hvis vi skal være kærester igen, så vil der bare opstå en masse problemer igen, Tom. Jeg ved ikke, om jeg kan gå igennem det en gang til”. Hun sank en klump og så ned på hans ene hånd, der stadig lå mod hendes ben. ”Jeg elsker dig, Tom… men jeg kan ikke gøre det mod Bill igen”.

Han rynkede diskret på panden. ”Bill…”, mumlede han og bevægede sin hånd op mod hendes knæ, hvor hendes hænder var. Han tog hende i hånden og så hende dybt i øjnene. ”Jeg elsker dig, Chrizza”, pause. ”Det gør jeg virkelig”.

Hans blik begyndte at flakke. ”Tom”, hviskede hun og fik øjnekontakt med ham. ”Hvorfor inviterede du mig ind i aften?”, spurgte hun helt seriøst og klemte hans hånd tæt. ”Du virkede så forhastet… og nu så fraværende”.

”Undskyld… jeg er bare nervøs”, han sendte hende et smil, men hun kunne se igennem det; det var ikke hans rigtige smil, som hun elskede så højt. Der var noget galt, og der var noget, som han holdt hemmeligt for hende.

”Nervøs over hvad?”

Der var stille et øjeblik, men hans tog sig sammen til at sige noget. ”Jeg vil gerne spørge dig om noget, og jeg har virkelig ingen anelse om, hvad svaret vil være”, han så hende dybt i øjnene. ”Jeg vil gerne være din kæreste igen”.

”Hvad?”, hendes pande rynkede diskret.

Han sendte hende et ordentlig smil, som hun kunne genkende, men alligevel var der noget i hans øjne, der viste, at han var nervøs for, hvad der skulle ske. Han klemte hendes hånd tæt og spurgte så: ”Vil du være min kæreste, Chrizza?”.

Hun var gået ned på sit eget værelse igen efter yderligere 3 timer. Selvom de havde skulle snakke en hel del igennem, havde det alligevel været en helt perfekt aften sammen med hende, som han elskede allermest. Bare alene tanken om hende fik ham til at smile. Det føltes så dejligt at vide, at han var tilgivet… at hun stadig følte noget for ham.

Tom lå i sin seng og kunne ikke falde i søvn; han lå og tænkte på Chrizza, og hvad hun mon lavede de par værelser længere nede af gangen. Mon hun lå på samme måde som ham selv og kunne ikke falde i søvn, fordi tankerne larmede i hovedet, eller sov hun allerede trygt og godt? Han håbede dog på den første, og han måtte finde ud af det.

Han rakte ud efter sin mobil på senge bordet og overvejede nøje, hvad han skulle skrive til hende. Han ville jo nødig virke for påtrængende, selvom han nok allermest ønskede det. Hun skulle jo på ingen måde tro, at han ikke ville hende noget; han ville have hende!

Tom: Hej smukke, tak for i aften :-* Sover du?

Chrizza: Selv tak basse :’) Nej, du har lige vækket mig.

Tom: UNDKSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD :’( Hvordan kan jeg gøre det godt igen?

Chrizza: Hvad har du at tilbyde?

Tom: Mit hjerte :-* Men det bliver forhåbentlig snart ”solgt” til den pige, jeg elsker.

Chrizza: Hun må være heldig, hvem er hun?

Tom: DIG, DIG, DIG :-* Ingen andre end dig fortjener mit hjerte!

Chrizza: Awwn Tom :’)

Tom: Må jeg komme ind til dig skat? Min seng føles så stor og tom uden dig.

Hun rejste sig fra sengen, da hun kunne høre nogle trin uden for hendes dør, og som hun gik ud i gangen, bankede det roligt på døren. Det gav et lille sus i hendes mave, da hun åbnede døren og så Tom stå derude med et lille smil på læben; et smil uden bekymringer.

”Hej skat”, smilede han og trådte inden for.

”Vi skal sove, Tom”, fnes hun og lukkede døren efter ham. Han tog sin hånd i hendes og trak hende ind til sig, hvorefter han lagde sine arme omkring hende. ”Jeg mener det…”, hviskede hun og så ham i øjnene, som hun stod helt tæt op af ham. ”Klokken er mange”, og hun mærkede hans hænder glide mod hendes ryg.

Han nikkede roligt og smilede. ”Så lad os gå i seng”, sagde han blidt og tog igen sine hænder i hendes. De gik ind til sengen, han lagde sine arme omkring hende, som han trak hende tæt ind til sin krop. De lå i ske i hendes seng og under den samme dyne. Det hele var ligesom før… det føltes i hvert fald sådanne. ”Har du fundet ud af, hvad du gør?”, spurgte han forsigtigt og blidt.

Hun rykkede lidt på sig. ”Vi skal sove, Tom”, gentog hun, og man kunne høre, at hun smilede.

Tom klukkede sødt og klemte hende kort ind mod sig. ”Jeg håbede lidt, det her ville kunne hjælpe dig lidt på vej”, hviskede han mod hendes øre og lod sine læber kysse hendes hals et par gange – på hans sted hvor han vidste, hun ville kunne lide det.

”Tom…”, sukkede hun blidt og vendte sig om mod ham, mens hans arme stadig havde et fast greb omkring hende. Hun så ham i øjnene i mørket og kunne egentlig ikke lade være med at smile. ”Jeg ved stadig ikke, hvad jeg gør… men jeg vil heller ikke miste dig, og det ved du også godt”.

Han rykkede sit hoved mod hende og lod sin næsetip gnide mod hendes næsetip i et øjeblik, mens han bare havde lukket sine øjne og nød øjeblikket med hende liggende i sine arme igen…. ”Jeg elsker dig”, hviskede han og åbnede igen sine øjne for at se på hende. ”Du udfyldte et hul, som jeg havde indeni, som ikke engang Bill eller bandet kunne udfylde, skat. Du ved, jeg vil gøre alt for dig, og jeg vil bare se dig lykkelig… og hvis du ikke er lykkelig sammen med mig, så skal vi ikke finde sammen igen… men du gør mig lykkelig, Chrizza. Jeg har aldrig følt sådanne før, og je…”.

Men han blev pludselig afbrudt af hendes læber, der ramte mod hans i et længere og blidt kys, og han kunne ikke andet end kysse hende igen. Det føltes så rigtig og ikke mindst dejligt at mærke hendes læber mod sine igen, og han kunne ikke gøre andet end at nyde det. Var det mon et tegn på, at hans chancer for hendes hjerte ikke var så små igen? Han håbede det…