Der var nu gået en uge; det var blevet lørdag igen. Det var ikke blevet bedre med hensyn til alle rygterne, men de var ved at blive bedre til at håndtere dem, så der ikke ville ske det samme, som der gjorde i Ludwigshafen den foregående weekend.
Drengene havde haft en koncert i Moskva torsdag aften og var derfor først kommet hjem i løbet af fredag aften. Tom havde dog prøvet at få Chrizza ned til sig, så hun ville være hjemme hos ham, når han kom hjem, men hun havde andre planer.
Simone og Chrizza havde i længere tid gået og snakket omkring, de skulle tage ind til byen og shoppe lidt og bare være sammen, kun de to. Og den dag var endelig blevet i dag, og hun var derfor taget hjemmefra Danmark lørdag morgen og ind til Magdeburg, så hun kunne mødes med hende, og de kunne komme ud og se på butikker… bare have det hyggeligt.
De havde aftalt, at de skulle mødes på en café i centrum af Magdeburg klokken 9. Simone sad allerede derinde, da hun kom gående ind klokken lidt i 9. ”Godmorgen Simone”, smilede hun og bukkede sig ned og gav hende et kram.
”Godmorgen Chrizza, har du haft en god tur herned?” spurgte hun, mens hun satte sig på pladsen overfor.
”Det var ganske fint”, svarede hun og tog sin jakke af. ”Har du ventet længe?”
Hun rystede på hovedet. ”Nej, jeg er næsten lige kommet. Jeg tænkte, at jeg kunne ligeså tage af sted… der sker jo ikke rigtig så meget derhjemme mere”. Chrizza rynkede på panden og forstod ikke helt. ”Gordon tog på arbejde i morges, så han kunne komme herind til os og spise middag i aften.
”Ej, hvor lækkert. ”
”Ja, jeg tænkte, at du nok ikke ville have noget imod, at han kom også”.
Hun rystede på hovedet, ”Nej, overhovedet ikke”.
”Drengene er taget hjem i deres lejlighed”.
”Åh, ja… lejligheden”.
Hun smilede sødt. ”Du har stadig ikke vendt dig til den?”
”Nej”, mumlede hun og vrængede lidt på næsen. ”Jeg vil jo helst være hjemme hos jer, hvor I også er”.
”Åhh”, klukkede hun og lagde sin hånd over hendes. ”Vi skal nok tænke på dig, skat”, sagde hun og tog sin hånd til sig igen. ”Jeg har heller ikke selv vendt mig helt til tanken om, at de ikke bor hjemme hos deres mor længere…”.
”Der må jo være helt stille derhjemme nu”.
”Det er der skam også”, forsikrede hun og smilede. ”Jeg tror, det var en fornuftigt beslutning, du traf, Chrizza”, indrømmede hun og rokkede bare forsigtigt med hovedet. Hun trak lidt på det og bed sig diskret i læben. ”Du skal huske på ikke at gøre det her til dit hjem… Danmark er dit hjem”.
”Men jeg har stort set alt her”, mumlede hun.
”Du har din skole, du skal afslutte, og du har dine venner, som du ikke ser for meget tid i forvejen, ikke… Jeg tror ikke, det ville være sundt for dig, hvis du gav op på alt det for at bo i lejligheden sammen med dem”.
Hun nikkede. ”Du er nok ret”.
”Jeg ved godt, du gerne vil være så meget sammen med drengene som overhovedet muligt, men at I har lidt afstand vil nok også være godt engang imellem… Selvom det er lidt svært at forholde sig til tanken om, at Tom og Bill skal bo derinde helt alene”. Hun klukkede og lagde hånden over hendes, som hun nussede blidt. ”Hvis du skal flytte herned, så skal du vente lidt… vent et år og se, hvordan landet ligger; dig og Tom skal nok finde ud af det sammen engang. Han vil jo ikke give slip på dig, når du rejser hjem…”.
Der kom en ung tjener gående hen til deres bor, og han tog imod deres bestillinger. Han så lidt ekstra på Chrizza og spurgte så endelig: ”Det er Chrizza, du hedder ikke sandt?”
”Jo, det er mig”, smilede hun venligt.
Han fik et ekstra stort smil på læben. ”Kan du huske mig? Alexander… Vi mødtes engang på en restaurant i Loitsche… Toms ven”.
Det gik pludselig op for hende, hvem han var. ”Åhh, jo. Jeg kan godt huske dig nu”.
Alexander så ned på Simone. ”Åh, og du har svigermor med i byen. Hej Simone”, smilede han sødt.
”Hej Alex”.
”Dig og Tom er stadig sammen, hører jeg”.
”Ja, vi er stadig sammen”.
”Det er godt at høre, der er kommet en, der kunne få lidt ro på fyren”, grinte han. ”Men jeg vil ikke forstyrre længere. Jeg kommer med jeres mad lige om lidt”, og han forsvandt hurtigt.
Simone smilede stort og klukkede. ”Han har da vist et godt øje til dig, skat”.
”Nej”, fnes hun og himlede med øjnene.
”Tom er den rette”, og prøvede at efterligne hendes stemme.
Hun nikkede og så lidt omkring på restauranten, hvorefter hun endelig tog sig sammen til at spøgrge: ”Hvordan har du det egentlig med det?”, og Simone tog roligt sin hånd til sig igen.
”Hvad tænker du på?”
”At jeg kommer sammen med Tom”, hun sendte hende et smil og rømmede sig.
”Jeg har det rigtig godt med det faktisk. Det er rart at se, at Tom endelig har fundet en pige med ben i næsen”, klukkede hun og blinkede til hende. ”At du er kommet ind i vores familie på en lidt anderledes måde, det tænker jeg ikke rigtig over… hvad da?”
”Jeg tænke bare, det at jeg var kærester med Bill, og nu er jeg kærester med Tom”.
Hun trak lidt på det. ”Jeg støttede dig og Bill, fordi jeg elsker jer begge. Og den måde I begge kom tilbage på, det var sindssygt flot gjort, men at du så falder i hænderne på Tom, det var altså lige noget, jeg ikke havde forventet”.
Chrizza klukkede. ”Hmm…”, og trak genert på skuldrene.
”Jeg vidste godt, Tom var vild med dig, men jeg havde ingen anelse om, at det var gensidigt… I tog virkelig fusen på mig der, men endnu engang støtter jeg jer. Og det vil jeg altid gøre. Lige meget hvad I roder jer ud i”, og man kunne godt høre, at hun hentydede til eftermiddagen på hotelværelset den 1. september, hvor der var en graviditetstest indblandet. ”Jeg er bare glad for, at du blev i vores familie, skat. Om du så er sammen med min ene søn, eller du er sammen med min anden… det ændrer jo ikke noget”.
Hun pustede ud og smilede sødt. ”Pyha”.
”Var du bange for, jeg ikke kunne lide, du er sammen med Tom?”
”Det ved jeg ikke rigtigt. Altså, det er jo ikke lige fordi, der har været ro i huset, siden jeg kom ind, vel…”, hun holdt en pause og blev lidt mere seriøs i sit ansigt. ”Jeg har været skyld i så meget mellem Tom og Bill, og jeg føler bare, at hvis jeg ikke havde taget imod jobbet hos dem, så ville de have været gode venner… altid”.
”Sådan skal du slet ikke tænke, Chrizza, for du har gjort rigtig meget for dem”. Hun så direkte i hendes øjne. ”Jeg har snakket rigtig meget med Bill omkring, hvordan han skulle være over for dig, både dengang og nu. Han har været så langt nede på grund af jeres forhold, men alligevel kan han ikke leve uden dig, skat”.
”Det var min skyld”, mumlede hun.
”Du skal ikke give dig selv skylden, for I var begge to ude om det. Husk det… Dig og Bill duede bare ikke sammen, og det endte på en forkert måde, sådan er det bare”, hun sendte hende et lille smil og fortsatte: ”Bill snakker tit om, hvor glad han er for, at dig og Tom har det godt sammen”.
”Hvad?... sådan noget har han aldrig sagt til mig… jeg føler, at han føler, det er det stik modsatte”, indrømmede hun. ”Han er altid så trist og sådan, når vi alle tre sidder sammen, og jeg prøver virkelig at få ham i bedre humør, men Tom vil ikke lade mig snakke alene med Bill”.
”Jeg har bare nogle jaloux tvillinger”, grinte hun og trak opgivende på skuldrene ”Men jeg er da stolt af, de begge er faldet for en pige som dig, skat”.
Chrizza skulle lige til at svare hende, da hun så ud af øjenkrogen, at deres mad var på vej, og det var den samme unge fyr, der bar det ind. ”Så er Deres mad færdig”, sagde Alexander og smilede sødt til hende. ”Velbekomme”.
Tom: Nu må du altså ikke glemme at komme hjem til mig i aften skat :-*
Chrizza: Åhh, er det i aften? Det havde jeg jo helt glemt :o
Tom: HAVDE DU!?
Chrizza: Nej, fjollehoved :-* Selvfølgelig, havde jeg ikke glemt det.
Tom: Jeg hader dig, det ved du godt, ikke? :-)
Chrizza: Det ved jeg godt skat :-D Elsker du mig lidt endnu?
Tom: Jeg vil elske dig for altid, min eneste ene :-*
Chrizza: Aw Tom :i Jeg glæder mig til at se dig i aften. Miss you.
Tom: Jeg savner også dig smukke dukke. Vi er alene hjemme.
Chrizza: Hvad med Bill?
Tom: Jeg har smidt ham ud :-D
Chrizza: Ej…
Tom: Han er taget over til Angela, så vi er alene i lejligheden helt til i morgen. Magic happens here!
Chrizza: Jeg vil slet ikke vide, hvad du tænker på lige nu skat -.-
Tom: I got dirty a mind…
Simone begyndte pludselig at snakke med en lav stemme, og jeg undrede mig om, om hun muligvis var blevet en form for skør, så jeg trak hurtigt kjolen over hovedet og stak hovedet ud af prøverummet.
”Hej Gordon”, smilede hun hurtigt.
”Hej Chrizza, må vi se festlighederne?” grinte han og trak hende ud foran prøverummet.
”Uhh”, udbrød Simone glad. ”Den er rigtig flot”, og jeg kunne se på hende, at hun mente det. ”Jeg tror, du vil stråle som solen på den røde løber”, og hun blinkede til hende. ”Tom vil ikke kunne holde fingrene fra dig”.
”Så er det nok en dum idé, at jeg køber den, tror du ikke?”, klukkede hun.
Gordon slog ud med hånden og grinte sit velkendte grin. ”Det tror jeg ikke, du skal tænke så meget på, for kan han jo alligevel ikke…”.
Hun himlede med øjnene og så sig selv i spejlet. ”Den er ret flot”, mumlede hun og vendte og drejede sig, hvorefter hun fik øjenkontakt med Simone. ”Altså… jeg skal jo bruge en kjole” og så skiftevis på Simone og Gordon.
Chrizza: Hej bedste ven, hils Angela fra mig.
Bill: Hej bedste veninde, det skal jeg nok :-D
Chrizza: Mange tak, bedste ven.
Bill: Ingen årsag :-* Men bedste veninde? – Lad være med at gør det på sofaen.
Chrizza: Hvad mener du dog, bedste ven?
Bill: DU SKAL IKKE BOLLE MED TOM PÅ SOFAEN!
Chrizza: Omg, Bill! xD Hvad regner du med?
Bill: Jeg kender min bror :-D
Chrizza: Puha… Bare hils Angela, ok? :-*
De sad inde på en lille restaurant inde i byen om aftenen. Det havde været en lang dag, og de havde haft det rigtig godt sammen. Chrizza og Simone var gået amok i et par af butikkerne, så Gordon havde måtte gå ned i bilen med nogle af poserne, så de kunne bære flere…
Simone og Gordon sad tæt mod hinanden, mens han havde sin hånd mod hendes. Chrizza sad over for dem og nød bare at se dem på den måde, for endelig havde hun ”tiden” til at opfatte, at de var nøjagtig ligesom hende og Tom; forelskede.
”Hvor længe har I været kærester?” spurgte hun endelig og kunne ikke lade være med at smile, for hun havde aldrig rigtig set dem på den måde før… hun havde aldrig været alene med dem, da enten Tom eller Bill altid havde været ”i vejen”.
De så på hinanden. ”Siden drengene var… 6 år, tror jeg”.
”Wow”, mumlede hun bare og så overrasket på dem. ”Det er jo lang tid”.
”Ja”, nikkede han. ”12 år cirka”.
”Hvorfor skal de dig ikke far?”
Gordon trak lidt på det. ”Det har de egentlig aldrig gjort”, og så hen på Simone, der rystede på hovedet. ”Det er kun sket ganske få gange så”, konstaterede han og så tilbage på Chrizza igen, der bare smilede sødt til ham. ”Jeg tænker ikke rigtig over det, fordi jeg har været omkring dem så længe nu”.
”Snakker de nogensinde om deres far?”
Chrizza rystede diskret på hovedet. ”Jeg har aldrig hørt om ham”, indrømmede hun ærligt.
”Nej, det tænkte jeg nok”, mumlede Simone og så ned i sit skød. ”Hvis der er noget, du vil vide, så kan du komme til mig, skat… Hvis der er noget om fortiden eller noget som helst andet, som du ikke vil snakke med drengene om, ok?”
Hun nikkede. ”Det kunne godt være, det var en god idé”, tilføjede Gordon.
”Der er nogle småting, der er lidt uklare for mig”, indrømmede hun dog og lagde hovedet kort på skrå. ”Men hvis de ikke selv har sagt noget til mig, så er det måske fordi, det er noget, jeg ikke behøver at vide”.
”Tom og Bill snakker normalt ikke om deres far, og jeg tror, at hvis du spørger dem om ham, så vil de nok ikke have noget imod at svare dig, fordi… du er dig… men de snakker generelt ikke om ham, fordi de ikke ved, hvad de skal sige om ham”, svarede hun ærligt og trak roligt på skuldrene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar