I ♡ BERLIN ~ kapitel 9

Vi gik under Brandenburger Tor, og vi stoppede op midt på selve pladsen, hvor der stod en masse mennesker og tog billeder af lidt af hvert. ”Vi har lige passeret grænsen mellem Potzdamer Platz, Tiergarten, og nu er vi i Mitte”.

Hun så sig omkring og fandt endnu engang sit kamera frem. ”Hvis jeg nu holder min mund, vil du så ikke stille dig foran der, og så stiller jeg mig her, og så kommer jeg helt tilfældigt til at tage et billede af… det der”.

Jeg grinte. ”Det er Brandenburger Tor”.

”Præcis”, klukkede hun.

”Ojj”, mumlede jeg og stillede mig parat til at få taget endnu et billede.

Hun smilede sødt til mig. ”Mange tak”, og rakte ud efter min hånd. ”Fortæl mig noget klogt, Bill”.

Jeg tænkte mig lidt om. ”Hmm…”

”Du skuffer mig”, grinte hun og klemte min hånd.

”Øhm…”, mumlede jeg og vendte hende om. ”Det var her den amerikanske præsident sagde, at muren skulle rives ned, og hvis du ser den ned ad, så var det der, muren startede”, og jeg kunne godt mærke, at hun lænede sig op mod mig, og jeg smilede. ”Jeg mener, at det var den eneste vej, der førte Øst- og Vestberlin sammen lige i den første tid, efter 1989… men så tror jeg ikke, jeg kan huske mere”, klukkede jeg lavt og lagde mine arme omkring hende, hvorefter jeg krammede hende tæt mod mig.

”Mmhh…”, mumlede hun og vendte hovedet mod mit.

Vi stod der og så ud over alle sammen, der gik forbi os; det var en travl by. ”Nå…”, sagde jeg lavt og kyssede hendes hår. ”Skal du ikke over og have taget billede sammen med den søde bjørn derovre?” grinte jeg og pegede diskret hen bag hende, hvor der stod en og var klædt ud.

Chrizza vendte sig om og fik et mindre chok, da bjørnen var på vej hen mod dem. Hun gik med hurtigt skridt hed ved siden af mig, og jeg lagde mine arme omkring hende. Hun så op på mig og smilede. ”Skal man give den penge, før den går?”

Jeg trak på skuldrene og så hen på bjørnen, der vinkede os hen til den. ”Jeg tror, du vil have godt af at få taget et billede med den”, klukkede jeg og trak hende med hen til den. ”Kom, jeg tager et billede af jer, Chrizza”.

”Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej”, skyndte hun sig at sige i ren forskrækkelse. ”Kan vi ikke gøre det sammen?” spurgte hun forsigtigt og vidste lige, hvad hun skulle gøre mod mig, så jeg ville overgive mig.

”Ok så”, grinte jeg. ”Men hvem skal så tage billedet, kloge hoved?”

Hun fandt sit kamera frem og gik hen til den første, der gik forbi os og spurgte, om de ikke kunne tage billedet for os. Jeg rystede på hovedet over hende, mens jeg smilede stort. Vi stillede os på hver sin side af bjørnen, og billedet blev taget.

”Mange tak”, sagde hun og tog imod sit kamera, hvorefter hun vendte sig om mod mig.

Jeg gik imod hende og tog hende i hånden. ”Det var da ikke så slet, var det?” grinte jeg og blinkede til hende. Hun puffede til mig og skar ansigt; jeg begyndte at grine sødt, og det fik hende selv til at grine også. ”Blev det et godt billede?”

”Det bør du slet ikke bekymre dig om, Bill”. Jeg så ned på hende og smilede bare roligt til hende, hvorefter hun fortsatte, hvor hun slap. ”Du er mega fotogo. Jeg tror ikke, du kan se grim ud på billeder”.

Jeg så hende bare direkte i øjnene og smilede helt automatisk, da jeg svarede hende: ”Du burde ikke snakke for højt, smukke”. Det var ærligt sagt, og jeg vidste ikke, om jeg behøvede at sige mere.

”Hvor er her smukt”.

Vi gik ned langs Unter den Linden. ”Jeg har altid været vild med det her sted. Her er smukt lige meget, hvilken årstid man kommer her i”. Jeg skuede over gaden og så Madame Tussauds, og jeg grinte lavt for mig selv.

”Hvad er der?” spurgte hun nysgerrigt.

”For tre år siden fik jeg min egen voksdukke ovre på Madame Tussauds derovre”, og pegede over gaden. Hun så overrasket på mig og smilede stort. ”Jeg har aldrig været derinde, men jeg skulle være meget besøgt”.

”Jeg kunne godt tænke mig at besøge dig… skal vi ikke gøre det?”

Jeg så på hende. ”Vi kommer ikke til at gå alene derinde”, sagde jeg helt seriøst.

Hun trak på skuldrene og smilede troværdigt. ”Jeg synes, jeg klarer det meget fint med at ignorere alle dem der kigger indtil videre”, sagde hun sødt og så tiggende på mig, men hun havde også ret; hun ignorerede alle, der tog billeder eller kiggede – nogle endda gloede – efter os.

Chrizza tog fat i min hånd og småløb hen til min voksdukke. Jeg kunne se på hende, at hun holdt et grin tilbage, og jeg vidste godt hvorfor. ”Du må godt grine, Chrizza, for det er ikke den fedeste dukke på den her udstilling”, indrømmede jeg.

”Du ser da godt ud, Bill”, smilede hun og så mig i øjnene. ”Jeg kan bare bedst lide den virkelige dig”. Jeg smilede helt automatisk og stillede mig foran hende. Hun så mig direkte i øjnene, og det boblede i min mave, som det altid gjorde, når hun så sådanne på mig. ”Må man godt kysse dig på et offentligt museum?”, hviskede hun.

”Ja”, hviskede jeg mod hendes læber og kyssede hende blidt og langsomt. Hun gjorde standen mellem vores hoveder lidt større og flettede sine fingre i mine. Hun så mig i øjnene og smilede bare sødt. ”Har jeg nogensinde nævnt, at du gør noget ved mig, smukke?”

”Det tror jeg, du har nævnt en enkelt gang”, klukkede hun og gav min hånd et lille klem. ”Jeg må have et billede af dig, Bill”, og fandt sit kamera frem.

”Jeg står lige foran dig og glor på dig… tag da endelig et billede”, grinte jeg, og hun rakte tunge af mig.

”Jeg vil have et billede af jer begge så”.

”Jeg tror ikke, du har mere plads på dit kort, Chrizza”, og stillede mig hen ved siden af dukken. ”Hvor er det fedt, jeg er vokset”, og så hen mod hende, som hun stod klar til at tage et billede af mig og… mig?

”Ihh, hvor er I fine”, smilede hun og tog kameraet væk fra ansigtet igen.

”Jeg tror, det ville klæde endnu mere, hvis du var på billede”, svarede jeg, men jeg gik hen mod hende og rakte ud efter kameraet. ”Af sted”, grinte jeg og tog det ud af hendes hånd. Hun vrængede på næsen, rakte tunge og gik med små skridt hen mod dukken, som jeg gav hende et lille klap bagi.

”Du er da fræk”, smilede hun flirtende og lagde sine arme omkring dukken.

Jeg tog et billede af hende, og ville ønske, jeg stod i hendes arme. Da jeg havde taget billedet, tog hun sine arme til sig igen og skulle lige til at gå over mod mig, da jeg sagde: ”Det skader ikke, at tage et til…”, og hun gik tilbage igen. ”Og så giver du mig lige dit dirty look”, citerede jeg, og hun sendte mig sit dirty look, ligesom jeg havde bedt om, mens hun lod sin hånd glide ned over ”mit” skridt. ”Woah”, udbrød jeg, da hun småløb tilbage til mig igen og lagde sine arme om min hals.

”Hvad?”, grinte hun.

”Det der… det var fandeme sexet”.

Hun løftede det ene øjenbryn meget flirtende og førte mig langsomt op af væggen en halv meter bag os. ”Det her?”, spurgte hun lavt og lod sin ene hånd glide ned langs min mave og ned over mine bukser.

”Mmh”, stønnede jeg lavt og kyssede hende. ”Du er nu egentlig frækkere, end jeg troede, du var”, indrømmede jeg og tog hendes hånd i min. Hun så uskyldigt på mig og smilede bare sødt. ”Skal vi gå videre? Der er masser af dukker endnu…”.

”Vi er i Kreuzberg”, sagde jeg og pegede hen mod et gammelt hus. ”Derovre ligger Checkpoint Charlie, har du nogensinde hørt om den?”, spurgte jeg og så på hende, men hun rystede sagte på hovedet. ”Du ved bare intet om Berlin?”.

Hun klukkede. ”Nej, det er derfor, du er hos mig og skal lære mig lidt”.

Jeg smilede. ”Det er her, man kunne krydse øst og vest Berlin”.

”Hvorfor står der en mand med et gevær?” spurgte hun nærmest skræmt.

”Det er bare for turisterne”, og beroligede hende. ”De er der bare for at få det hele til at se lidt mere virkeligt ud”.

Hun rynkede på panden og bed sig i læben. ”De ser lidt uhyggelige ud, Bill”.

Jeg grinte sødt og kyssede hendes tinding. ”Jeg skal nok passe på dig så”.

Vi gik rundt i Friedrichshain, da der pludselig var nogle piger, der fulgte efter os. Først havde vi ikke lagt mærke til dem, men det var ikke fordi, de var holdt sig stille; de larmede faktisk ret meget, og vi kunne begge høre, hvad det var, de snakkede om, og jeg havde ”heldigvis” sluppet Chrizza hånd, inden de gik helt amok.

Jeg vendte mig om mod dem og sendte dem et smil. ”Det er ikke fordi, jeg ikke er glad for de ting, I siger om mig… om os… men kunne vi ikke bede om lidt privatliv?”, spurgte jeg og så skiftevis på pigerne.

”Jo, undskyld”.

Jeg slog ud med hånden. ”Du skal ikke undskylde”, smilede jeg bare.

”Bill….”.

”Ja?”

Den ene pige smilede genert til mig. ”Må jeg ikke tage et billede af dig?”.

”Jo selvfølgelig”. Jeg så ud af øjenkrogen, at Chrizza bakkede lidt ud til den ene side. Der blev taget et billede eller flere, og jeg så hurtigt hen på hende, som hun stod og smilede sødt til mig. ”Var der ellers andet?” spurgte jeg.

”Er I kærester?” spurgte en anden pige.

Jeg rystede på hovedet. ”Det kan man ikke sige, vi er”.

”Hvad er I så?”, spurgte en tredje og så hen på Chrizza.

”Øhh… venner?”.

”Jeg viser hende byen”, tilføjede jeg og smilede til Chrizza. ”Og nu skal vi videre, hvis der ikke var andet”.

De nikkede og vinkede, som vi vendte ryggen mod dem igen og gik ned af gågaden. ”Hvor er du en god fyr”, sagde hun og smilede til mig. Jeg trak lidt på det og lagde en arm om hendes ryg, da jeg ikke ville lægge mine hænder i hendes; jeg havde på fornemmelsen, at de stadig stod og kiggede efter os. ”Der er godt nok mange, der har stoppet os i dag”.

”Jeg synes, du klarer det flot”, indrømmede jeg.

Hun trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det?”.

”Du skal bare være dig selv, Chrizza. Det er det, de vil have… men gør det dig noget?”. Jeg fik øjenkontakt med hende, og hun rystede diskret på hovedet. ”Jeg har ikke været ude i rigtig lang tid uden bodyguards… det er dejligt”.

Vi kom hen til Alexanderplatz, hvor fjernsynstårnet stod. ”Woah”, kunne jeg høre hende mumle, som hun kiggede op i luften og op mod toppen. ”Det er da alligevel ret højt, når man står hernede”, og så hen på mig.

”Tror du på mig nu, når jeg siger, at der er en ret god udsigt ud over Berlin, når man står deroppe?”.

Hun nikkede og smilede. ”Jeg har aldrig sagt dig imod”.

”Har du lyst til at komme derop?” spurgte jeg og trak hende lidt ned af pladsen.

”Jeg vil hellere komme tilbage en anden gang og tage derop”, svarede hun og jeg så hende i øjnene. ”Hvis du vil gentage denne succes…”.

”Selvfølgelig, vil jeg da det”.

Chrizza klukkede sødt og så ligeud. ”Åhhh”, udbrød hun.

”Hvad er der?”

”Det er mine forældre… de har set os”, sagde hun lavt, som jeg så, at et ægtepar gik målrettet hen mod os. ”Undskyld”, sagde hun lavt og så mod sine forældre. ”Hej mor… hej far”, og det hele føltes egentlig en smule akavet.

”God eftermiddag”, sagde jeg venligt og smilede. 

”Nå, hvad laver I her?” spurgte hendes mor.

Jeg trak lidt på det. ”Jeg lovede jo deres datter en tur i byen”.

”Åh ja, det er også rigtigt”. Hendes far stod bare og vippede på sine fødder, mens han fulgte nøje med i samtalen, dog uden at sige noget overhovedet. ”Jeg kan se, I er blevet gode venner”, smilede hun, og det var først nu, det gik op for mig, hvor meget Chrizza egentlig lignede sin mor.

”Vi er bare…”, svarede hun og så op på mig.

”Vi er bare i godt humør”, og jeg smilede sødt tilbage.

Hendes mor lagde en hånd mod min overarm og så mig i øjnene. ”Hør, vi har bestilt bord på vores hotel til en middag i aften. Kunne du ikke godt tænke dig at komme og holde Chrizza lidt med selskab?”

”Du skal altså ikke tage med i aften, hvis du ikke har lyst, Bill”, sagde hun og så ærligt på mig. ”Jeg kan også sagtens melde fra… så vi to kan lave et eller andet sammen igen i aften”. Hun smilede, og jeg kunne ane et lille, hemmelighedsfuldt smil.

Jeg slog ud med hånden. ”Jeg vil gerne møde dine forældre, smukke. Det kan kun blive godt”.

”Er der mere, vi mangler at se?” spurgte hun, som hun gjorde sig parat til at rejse sig fra bænken.

”Vi mangler faktisk én bydel endnu… men den er faktisk flottest i mørke”.

Hun tog sin hånd i min. ”Kan vi så ikke tage hjem?”

”Det kan vi sagtens. Jeg er også ved at blive sulten igen”.

”Har du noget, jeg kan lave til os derhjemme?”

Jeg tænkte mig lidt om. ”Jeg har kun pasta”, svarede jeg og smilede uskyldigt.

”Pasta er også godt”, grinte hun bare og rejste sig. ”Men kan vi så ikke lige gå op på mit hotelværelse først, inden vi kører hjem til dig?”. Jeg nikkede og rejste mig. ”Jeg bliver lige nødt til at hente noget mere anstændigt tøj, når vi absolut skal spise sammen med dem”, og hun rakte tunge af mig.

”Jeg glæder mig altså”, indrømmede jeg bare og kyssede hende ganske kort, før vi igen gik videre ned ad gaden, så vi kunne komme hen til Chrizzas hotel, hvor min bil – forhåbentlig – stadig holdt parkeret på hotellets parkeringsplads.