Vi kom af sted fra lejligheden, og det hele kørte bare derud ad. Jeg kunne mærke, at hun gjorde noget ved mig, og alt var, som det havde været dagen før; jeg var virkelig ved at være godt vild med hende, hvis jeg ikke allerede var nok vild med hende.
Jeg fik parkeret på parkeringspladsen ved Ritz, hvor jeg havde hentet Chrizza dagen før. Selvom Berlin var en ganske stor by, så følte jeg ikke rigtig for at tage bilen fra det ene sted til det andet; det ville ødelægge det hele lidt, og jeg ville hellere vise hende byen på egne ben. Og desuden var byen også udstyret med både busser og u-bahn.
”Så er vi jo tilbage, hvor vi startede”, klukkede hun sødt og pegede over på supermarkedet på den anden side af gaden, da vi trådte ud fra hotellets parkeringsplads. Jeg smilede til hende og lagde en arm omkring hende. ”Mhh…”.
Jeg så på mit armbåndsur og kunne ikke lade være med at smile. ”Det er så også omkring 24 timer siden, vi mødte hinanden”. Vi stoppede op, og hun så mig dybt i øjnene. ”Det var her klokken 12.57”, sagde jeg lavt.
”Kan du huske det?” spurgte hun overrasket, og det gjorde mig egentlig ikke noget, at hun ikke selv kunne huske det præcise tidspunkt, det beviste bare, jeg var en freak. ”Hvor lang tid er der endnu?”
”3 minutter”, svarede jeg hæst.
Chrizza tog sin hånd i min og begyndte at gå hen mod fodgængeroverfeltet. ”Kom”, sagde hun roligt, og jeg fulgte efter hende uden rigtig at sige noget. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, vi skulle, men jeg havde alligevel gennemskuet hende, da hun trak mig med ind i supermarkedet.
”Hvad vil du?” spurgte jeg alligevel.
”Jeg vil tilbage til der, hvor det hele startede”, svarede hun og stoppede op foran slikket. Hun vendte sig om mod mig, tog mig omkring håndleddet og så på klokken.
”12 sekunder”, hviskede jeg. Hun så mig bare i øjnene, men hun flettede sine fingre i mine. ”Nu”, og jeg bevægede mit ansigt mod hendes. Jeg lukkede mine øjne og mærkede hendes læber blidt mod mine.
Vi stod der lidt, indtil vi kunne høre nogle stå og fniste bag Chrizza. Jeg gjorde afstanden mellem vores læber større og så hende om skulderen, og en lille pige stod og kunne næsten ikke holde sin latter tilbage.
”Hej lille ven”, klukkede Chrizza og så ned på hende.
”I kyssede”, sagde hun med den sødeste lille latter i stemmen.
Vi så på hinanden og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Jeg tog hendes hånd i min igen, og klemte den tæt. ”Det må vi også godt”, forsvarede jeg. ”Det vil du lære en dag…”.
Den lille pige blev ved med at have et stort smil på læben. ”Marlene”, nærmest skreg hun. ”Maaarleeeneee”, kom det igen.
Jeg så skræmt på Chrizza og rev hende lidt i armen. ”Lad os gå videre”, sagde jeg lavt mod hendes øre. Hun så mig i øjnene og rokkede med hovedet, men så kom denne Marlene frem. ”Åh gud”, sukkede jeg hviskende og stillede mig lidt om bag Chrizza.
”Er du Bill Kaulitz?” spurgte hun og så undersøgende på mig. Jeg sank en klump og mærkede, hvordan Chrizza langsomt lod mig hånd falde. Jeg kunne ikke lide følelsen, og hun ignorerede mig fuldstændig. ”Bill Kaulitz fra Tokio Hotel…”
Jeg trådte et skridt til siden, så jeg kom frem fra mit mindre perfekte gemmested. ”Jo”, mumlede jeg og nikkede med et lille smil på læben. ”Det er mig”.
Det gjorde mig glad, da et stort smil bredte sig på hendes læber. ”Jeg eeeelsker dig”, sagde hun pludselig og foldede sine hænder. ”Jeg har været fan af jer i såååå lang tid. Ohje, jeg elsker dig”, plaprede hun løs, og jeg troede ikke, det havde en ende.
”Det her er Potzdamer Platz”, startede jeg og pegede op på stationens skilt, hvor det stod med store, sorte bogstaver. ”Du har Ritz, og så ligger Sony Centeret herinde, hvor der er biografer og sådan lidt guf”. Hun stod og rokkede roligt med hovedet og hørte efter, hvad jeg fortalte hende uden at sige noget. Det var næsten som om, hun ignorerede mig. ”Hey, hvad er der galt?” spurgte jeg forsigtigt og lod min hånd glide lidt op og ned af hendes arm, mens jeg stillede mig tæt mod hende.
Hun rystede på hovedet. ”Jeg synes bare, det var underligt… derinde”.
Jeg kunne godt forstå hende. ”Jeg ved godt, hvad du mener”, svarede jeg roligt. Jeg lagde min hånd under hendes hage, så hun kunne se mig i øjnene. ”Jeg havde ikke lige taget højde for, at jeg ville blive genkendt”.
”Sker det tit?”
”Du ved godt, jeg ikke vil lyve for dig, Chrizza”. Hun sukkede og så ned i jorden, hvorefter jeg tog hende i hænderne, mens jeg prøvede at få øjenkontakt. ”Jeg går normalt ikke ud… og speciel ikke, hvis jeg er sammen med nogen piger”. Hun vendte hovedet mod mig. ”Jeg har én veninde”, skyndte jeg mig at sige. ”Angela… vi var kærester for… 8 år siden”.
”Ok”, mumlede hun.
Jeg klemte hendes hånd blidt. ”Der er kun én pige, jeg har følelser for”, og jeg kunne fornemme et lille smil på hendes læber. ”Jeg vil ikke lade det holde mig tilbage; jeg vil ikke have noget imod at folk ser mig sammen med dig, hvis du heller ikke har noget imod det… men hvis du ikke vil mere, så kan vi bare køre hjem til mig”, men hun rystede på hovedet.
”Jeg vil gerne se byen, Bill”.
”Med mig?” spurgte jeg usikkert.
Hun puffede lidt til mig og så mig i øjnene. ”Der er ingen, jeg hellere vil se byen sammen med end dig”, og jeg kunne se i hendes øjne, at hun virkelig mente det. Jeg rokkede med hovedet og kyssede hende kort. ”Hvis du altså vil tilbringe endnu en dag sammen med mig”.
”Sagde du, vi mødte hinanden 12.57”, spurgte hun, mens vi gik ned langs gaden.
”Hm-hm”, mumlede jeg og så hende i øjnene. ”Hvorfor da?”
Hun rynkede på panden. ”Hvad dato er det i dag?”
”9. maj”.
”Hmm….”, mumlede hun lavt og bed sig i læben.
”Kom nu”, bad jeg nysgerrigt. ”Hvad sker der, Chrizza?”, klukkede jeg.
”Jeg har fødselsdagen den 8. november”, forklarede hun. ”Hvis det er den 9. maj i dag… så var det sjovt nok den 8. i går, hvilket så resulterer i, at jeg blev 19 ½ i går…”. Jeg forstod ikke rigtig hendes pointe. ”Jeg er født 12.57, Bill”.
”Virkelig?”, og fik store øjne.
”Ja”. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til det. ”Jeg ved ikke rigtig, om jeg tror på ting som så, men det er lidt underligt, at det hele lige pludselig falder sammen på den måde… synes du ikke?”.
Jeg rokkede med hovedet. ”Jeg har altid troet på kærlighed ved første blik, men alle har sagt til mig, at det ikke findes”, jeg så hende i øjnene og fortsatte: ”Og se hvad jeg fandt”.
”I et supermarked”, klukkede hun. Hun lagde sit hoved tæt mod mit og kyssede mig blidt.
”For nu af tror jeg på alt… selv på spøgelser”, klukkede jeg.
”De her blev bygget til minde for alle de mange jøder, der blev dræbt rundt omkring i Europa tilbage i anden verdenskrig”, forklarede jeg. ”Der er nogle, der ligger sten over på dem… det er vist et eller andet respekt halløj… jeg ved det faktisk ikke”.
Hun grinte og tog et billede af dem. ”Må man godt stå oven på dem?”, spurgte hun og pegede forude, hvor der stod 4-5 børn.
”Nej, det er vel egentlig ret respektløs”, mumlede jeg.
”Men jeg tror godt, de kan holde til, at du stiller dig over foran dem, så jeg kan tage et billede af dig”, grinte hun og skubbede mig hen foran dem.
”Ahh…”
”Og så giver du mig lige dit dirty look”, grinte hun, hvorefter jeg bare kiggede meget mærkeligt på hende og rystede på hovedet.
”Du er sgu da ikke til pæn brug, du er ikke”, klukkede jeg og gik hen til hende igen. ”Pak det der kamera væk. Du er sindssyg med det i hånden”. Hun grinte af mig, mens hun lagde det over i sin anden hånd igen.
”Er der mere, jeg skal vide omkring det her… kunst?” klukkede hun.
”Hmm”, tænkte jeg. ”Jo…. Vil du høre noget sjovt omkring det her stykke kunst?”
”Ja”.
”Altså… jeg ved ikke, om det er rigtigt, vel, men je…”
Hun afbrød og puffede til mig. ”Du er virkelig dårlig til at sælge dig selv, Bill”, grinte hun. Jeg rakte tunge af hende og trak hende med over til alle de mange klodser, der stod i forskellige størrelser og højder. ”Nå, nå, nå, nå”, klukkede hun lavt og låste sine hænder bag min nakke, mens jeg førte hende op af en højere en af klodserne.
”Jeg kan næsten ikke lade dig være”, indrømmede jeg og så hende i øjnene.
”Det er jeg glad for at høre”, hviskede hun mod mine læber. ”Kys mig”, og jeg gjorde gerne, hvad hun bedste mig om, og jeg gjorde det igen og igen, indtil hun gjorde afstanden mellem vores læber bare en anelse større. Jeg så ned på hendes læber, som hun spurgte: ”Hvad var det, du ville fortælle mig af sjove ting og sager?”
Jeg tog hende i hånden og trak hende med ud på stien igen. ”Heromme bag ved lå Hilters bolig eller sådan noget… jeg er ikke helt sikker”, og hun begyndte at grine af mig igen. ”Åh, du er da dum, hva’?”, grinte jeg. ”Men der var altså et eller andet med Hilter deromme, ok…”.
”Du hørte virkelig efter i skolen”.
Hun kyssede min kind, og jeg fortsatte: ”Men… de her kasser er blevet lavet af det firma, som også leverede gas under anden verdenskrig, så de har ligesom lidt selv været ude om det”. Pause. ”Det er lidt vildt ikke?”
”Jo”.
Jeg så på hende, som hun gik og så meget overrasket ud. ”Har du aldrig set noget lignende?” grinte jeg og puffede kærligt til hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige og rystede derfor bare på hovedet. Det andet stop i bydelen Tiergarten var Reichtag; det tyske folketing.
”Sådan ser vores folketing bare slet ikke ud”, forsikrede hun mig, og vi grinte, da hun opdagede den lange kø, der var. ”Står de i kø for at komme derind?” spurgte hun meget overrasket, mens hun bare stod og stirrede på den uendelige kø.
”Ja”, svarede jeg og pegede op på toppen af bygningen. ”Du kan se ret godt ud over Berlin, hvis du kommer op i kuben”. Hun så derop og rynkede på panden, mens hun ingenting sagde. ”Men nu er vi jo så yderst heldige her i Berlin, at vi også har et fjernsynstårn”.
”Fjernsynstårn?”
Jeg nikkede og vendte og drejede mig, men jeg kunne ikke huske, hvilken retning det lå, og desuden lå det nok også for langt væk til, at vi kunne stå og se det herfra. ”Det ligger på Alexanderplatz i Friedrichshain”.
”Aha”, mumlede hun. ”Hvad er Friedrichshain?”
”Berlin er delt op i nogle områder… ligesom… små byer”. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle forklare det. ”Jeg tror, vi kommer rundt til stort set dem alle sammen”. Hun rokkede med hovedet og smilede, mens hun fandt sit kamera frem. ”Jeg må nok hellere tage et billede af det, så jeg kan huske, jeg har været her”, klukkede hun og tog et par billeder af det tyske folketing. ”Dem deutsche Volke”, sagde hun for sig selv og rokkede med hovedet.
Jeg grinte sødt af hende og tog hendes kamera ud af hånden på hende. ”Skal jeg ikke lige tage et billede af dig foran?”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar