Hun rejste sig op og gik indenfor i stuen, chokeret over nyheden, hvorefter hun satte sig tungt ned i sofaen. Hun vidste ikke, om hun skulle græde eller le… hun sad bare og kiggede tomt ned i sit skød uden at sige noget. Det kunne simpelthen ikke passe, tænkte hun. Hun kunne ikke være hende, de havde mødt på den ferie. Og de kunne heller ikke være de små tyske tvillinger, hun havde leget med, men som hun ikke kunne snakke med. Det kunne simpelthen bare ikke passe.
Bill kom roligt ind i stuen til hende og satte sig tæt op af hende med en arm omkring hende. Han sad i et stykke tid og bare nussede hende blidt. Hun var ikke den eneste, der var blevet overrasket over brevets handling. Han kunne heller ikke selv få det til at passe…
”Er du ok?” spurgte han så lavt og forsigtigt, men hun svarede ikke. ”Du er ikke den eneste, der er helt… paf over det her”, sagde han roligt.
”Det er virkelig, virkelig underligt”, mumlede hun tilbage og sukkede diskret.
Han nikkede og lod sit hoved hvile på hendes. ”Det kom også som et chok for mig”, sagde han roligt, ”Jeg vidste ikke engang, hun havde fået rejseselskabet til at undersøge det”.
”Jeg kan bare ikke forstå, hvordan… hvordan kan det være mig?”, sukkede hun. ”Hvordan kan det være jer?” Han trak på skuldrene, mens en tåre trillede ned ad hendes kind.
”Ej, skat. Du må ikke blive ked af det nu”. Han trak hende helt ind til sig og kyssede hendes hår en enkelt gang. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det”, sagde han lavt og sukkede derefter. ”Alt den tid efter den ferie… har det været dig, jeg tænkte på”. Hun så ham i øjnene og rynkede på panden. ”Jeg tænkte på… hvordan det ville være, hvis vi stadig havde kontakt med hinanden, og hvordan vi ville se ud sammen”. Hun rokkede med hovedet og bed sig diskret i læben. ”Det er bare svært at forholde sig til. Jeg troede bare, det var noget, jeg følte, dengang jeg så dig til COMET… at jeg havde set dig før”, han holdt en kort pause. ”Men så var det virkelig rigtigt… vi har kendt hinanden hele livet næsten”, mumlede han med en lille, klukkende stemme.
Chrizza tog sig selv i at smile, mens hun rokkede med hovedet. ”Skæbnen ville ikke have, vi skulle skilles ad”. Hun så ham i øjnene og smilede, og der var stille et nogle øjeblikke.
”Jeg kan huske, hvor glad jeg blev for dig”, hviskede han og lagde panden mod hendes.
Hun var stille et øjeblik, før hun hviskende indrømmede: ”Du gav mig mit første kys”. Han gjorde afstanden mellem deres ansigter en lille smule større, så han kunne se hende ordentligt. ”Hvis vi mødtes dengang på Mallorca… så var du også ham, der gav mig mit første kys, Bill”.
”Mener du det?” Hun nikkede. ”Jamen, så har jeg jo været den første til… alt?”
Hun nikkede igen og klukkede lavt. ”Jeg er glad for, vi mødes igen… Macky”, grinte hun og huskede det kælenavn, hans mormor kaldte ham dengang på ferie.
”Macky”, grinte han. ”Du kan huske mig”.
”Det kan jeg da i hvert fald”, smilede hun tilbage og så sig tilbage, da Tom kom ind af døren.
”Har du det godt?” spurgte han og satte sig ned ved siden af Bill. Hun nikkede og smilede skævt til ham, da han tog hendes hånd i sin. ”Nu hvor jeg ved det… kan jeg godt genkende dig, smukke”, klukkede han og smilede.
”Ligner jeg virkelig så meget mig selv?” spurgte hun og så skiftevis på Bill og Tom, der ingenting sagde. ”Ej, helt ærligt… jeg vil gerne have beviser, før jeg kan sige noget”.
”Ja”, det lyste op i Toms øjne. ”Billeder!”
”Kan du huske den dag, jeg fortalte dig, jeg var forelsket?” spurgte Bill og smilte genert til hende, som han satte sig ved siden af hende ude i haven. ”Du spurgte omkring det billede, jeg havde oppe på mit værelse… med Tom og jeg”.
Hun nikkede. ”Jeg mangler”, sagde hun lavt og rynkede på panden.
Bill rokkede med hovedet og bed sig blidt i læben. ”Tom og jeg kom op og skændes. Vi ville begge have billedet… jeg kan sagtens huske, hvor sur jeg var på ham, da han rev det midt over”.
”Hvorfor gjorde han det?”
Han skar ansigt og rystede diskret på hovedet. ”Jeg var… jeg kunne lide dig”, han trak på skuldrene. ”Det kunne Tom også”.
Chrizza løftede det ene øjenbryn og så på ham med store øjne. ”Hvad?”
”Vi var begge vilde med dig…”, mumlede han og så væk fra hende. ”Ligesom nu…”
”Nej, Bill, du er ikke vild med mig mere”, svarede hun hurtigt og vendte hans hoved mod hende, så hun kunne se ham i øjnene. Han skar ansigt igen og trak på skuldrene. ”Nej, Bill, det kan du ikke være”.
”Jeg ved godt, det er forkert… men jeg kan ikke styre mine følelser”, mukkede han. ”Måske er det bare de gamle følelser, jeg fik tilbage”.
Hun sukkede dybt og faldt sammen i ryggen. ”Nej, Bill, det kan du ikke mene”, bad hun.
”Jeg kan ikke gøre for det”, sagde han lavt og så hende længe i øjnene. ”Jeg synes bare, du skulle vide historien med billedet”. Hun nikkede og kiggede ned i sit skød. ”Hvad er der galt?” spurgte han og lagde sin hånd på hendes bare lår.
Hun rystede på hovedet og så op på ham. ”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre, Bill”, svarede hun lavt. ”Jeg kan ikke lide, at I skændes eller undgår hinanden på grund af mig”.
”Der er ikke nogen, der kan komme imellem Tom og jeg… don’t worry”, smilede han sødt og nussede hendes lår blidt. ”Og desuden skal du ikke tænke på os, skat. Vi skal nok klare os, bare så længe du har det godt”.
”Men jeg kan ikke lide at se dig ked af det, Bill”, og lagde sin hånd oven på hans. ”Det gør også mig ked af det, når jeg hører, hvordan I snakker til hinanden, når jeg er her”.
Han trak på skuldrene og lagde hovedet lidt på skrå. ”Jeg vil heller ikke kunne lide at se dig sammen med en anden… men alligevel bliver du ved med at være sammen med både Andreas og Tom”. Chrizza vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun sad bare og stirrede ind i Bills øjne. ”Hør, vær sød at fortælle mig sandheden, skat”.
”Ja…” hviskede hun hæst.
Bill vådtede sine læber og spurgte så: ”Vil det nogensinde blive dig og mig igen?” Hun sank en klump og følte, hun ikke kunne trække vejret. ”Come on, Chrizza. Jeg kan godt klare at høre sandheden”.
Hun rystede diskret på hovedet og følte sig som skurken. ”Jeg er ikke forelsket mere”, sagde hun lavt og kunne give sig til at tude, da hun så Bills skuffede ansigt, der så tilbage på hende. ”Jeg er ked af det, Bill”, hviskede hun.
Der var stille i nogle minutter, da han så spurgte: ”Hvad med Tom?”
”Ja?”
Hvordan skulle han sige det, tænke han. Han kunne ligeså godt sige det ligeud. ”Er du forelsket i Tom?” Følelsen af ikke at kunne trække vejret fløj tilbage i kroppen på hende, og hun følte sig mere svimmel end nogensinde før. Hendes stilhed fik Bill til at tænke. ”Du er forelsket…”, mumlede han, og man kunne ane våde øjne i det fjerne.
”Jeg kan godt lide ham, ja… men jeg er ikke dissideret forelsket i ham”, svarede hun lavt og lukkede øjnene kort, da hun godt kunne mærke, Bills humør havde taget en stor vending. ”Bill, du må ikke blive sur på mig… eller Tom. Jeg er ked af det, men… åh”, sukkede hun. ”Jeg ved ikke, hvad der er sket, men lige pludselig så jeg bare en helt anden side af ham, end jeg nogensinde har set før”, plaprede hun løs, da Bill afbrød hende:
”Har I været sammen?” spurgte han koldt og så væk fra hende i et øjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar