Dagene gik langsomt fremad, mens Chrizza passede sin skolegang, hvor hun fik helt andre ting at tænke på, mens drengene øvede til den nye tour, de skulle skyde i gang med et brag af en koncert den 3. april. De ville starte i Prag og så videre gennem Europa.
Der var ikke nogen af dem, der havde prøvet at kontakte hinanden. Dog havde Chrizza i smug skrevet tillykke til Georg, da han havde fødselsdag, men så heller ikke mere. Hun ønskede ikke, der skulle gå mere galt mellem dem, end der allerede var.
Det var nu torsdag den 12. april. Det var hviledag, og drengene havde spillet en koncert aftenen før i Wien og var nu på vej til Kempten i Tyskland, hvor de skulle lave koncert den næste dag.
Bill vågnede meget tidligt den næste morgen. Han havde ikke rigtig kunnet sove, fordi han blev ved med at tænke på Chrizza. Det havde han gjort de sidste par dage, fordi han vidste, det snart var tid til, hun skulle opereres på hospitalet i Berlin.
Han stod op og gik ind til David, der allerede var oppe, selvfølgelig. Bill satte sig foran ham uden at sige noget, han sad bare og stirrede tomt ned i den avis, David læste.
”Jeg vil gerne af sted”, sagde han lavt og fik øjenkontakt med David. Han rokkede med hovedet og vidste godt, hvad det var, han mente. De havde nemlig snakket lidt frem og tilbage omkring, hvad der var sket og så videre. David havde sagt, at hvis Bill skiftede mening, så kunne han godt få lov til at tage af sted, hvis det passede ind til kalenderen.
”Hvis du er klar, så kan vi få en til at køre dig resten af vejen”, sagde David forstående og lagde avisen fra sig.
”Jeg er klar om 10 minutter så”, sagde han hurtigt og var væk igen.
Bilen kørte op foran hospitalet i Berlin. Klokken var omkring 12, og Chrizza havde været færdig med operationen i cirka halvanden time. Bill skyndte sig ind til skranken, hvor nogle sygeplejersker stod. ”Hej, kan De sige mig, hvor jeg finder Chrizza?” spurgte han høfligt og sendte dem et halvt smil.
”Er De familie?” spurgte den ene af damerne.
Bill rynkede kort på panden. ”Nej, det er jeg godt nok ikke lige. Men jeg er næ…”
Den anden dame afbrød ham og smilede: ”Følg med mig, Hr. Kaulitz”.
”Mange tak”, svarede han hurtigt og fulgte med hende ned ad gangen. ”Ved De, hvordan det går med hende?” spurgte han usikkert.
”Operationen gik fint, og hun er lige vågnet fra narkosen”, svarede hun og smilede til Bill, der bare fulgte efter hende med et bedrøvet og rokkende hoved. ”Men det var godt, der var nogen, der kom”, begyndte hun og fik øjenkontakt med Bill. ”Hun er helt alene her”.
”Har hun sagt noget om, hun ikke ville se mig?”
”Hun har ikke sagt så meget”, svarede hun og stoppede pludselig op. ”Hun ligger derhenne i nummer 32”, og pegede få meter nede af en anden gang.
”Mange tak for Deres hjælp”, sagde han hurtigt og skyndte sig ned til værelse nummer 32, hvor han bankede diskret på og åbnede døren. Det gav et sæt i ham, da han så Chrizza ligge med lukkede øjne. Det var så længe siden, han havde set hende. Det så næsten ud som om, hun havde smerter. ”Chrizza?” spurgte han stille og gik langsomt hen imod hende. Hun løftede hovedet og så ham i øjnene. ”Hej smukke”, smilede han og satte sig op på sengekanten til hende.
”Bill”, mimede hun svagt med sine læber og smilede halvt. Hun tog hans hånd og prøvede at klemme den, men hun havde ingen kræfter.
”Må jeg godt sidde lidt hos dig?” spurgte han og kærtegnede hendes kind blidt, mens han bare smilede til hende og følte, hvordan han stille og roligt blev helet indeni. Hun nikkede roligt med hovedet. ”Jeg er ked af, hvad jeg har sagt”, sagde han lavt og blev en smule bekymret i ansigtet. ”Jeg var skuffet og sur indeni. Jeg ved godt, det var noget værre møg, jeg sagde”. Han var stille i et øjeblik og fortsatte så: ”Jeg mente ikke noget af det, skat”.
”Du skal ikke undskylde”, hviskede hun og fik et mindre chok, da Bill lagde sin hånd over hendes mund.
”Du må ikke bruge din stemme”, sagde han chokeret og kiggede hende dybt i øjnene.
Chrizza lagde sin hånd over hans og fjernede den. ”Jo, jeg må så”, sagde hun svagt og klukkede lavt. ”Det gør bare lidt ondt”, beklagede hun sig og vrængede på næsen.
”Du behøver ikke at bruge din stemme for min skyld”, smilede han og strøg sin hånd igennem hendes hår. ”Jeg vil bare allerhelst se dig smile igen”.
Nogle timer senere var klokken ved at blive 5, og det begyndte så småt at trænge på med, Bill ville blive hentet igen, så han kunne komme tilbage til drengene og fortsætte med touren. Han vidste godt, han ville få det svært ved at sige farvel til hende, men han håbede også inderligt på, hun ville komme i en af de kommende weekender. Han ville så gerne vise hende det hele.
”Chrizza…”, sagde Bill lavt mod hendes øre og nussede hendes hår. Hun var faldet i søvn i hans favn, mens de havde siddet og set en film. ”Chrizza…” prøvede han igen og ruskede roligt i hende. ”Skat, vågn så op”, mumlede han og kunne godt se, hun var langt væk, da hun endelig åbnede sine øjne. ”Filmen er slut”, smilede han og blev en smule trist til mode, da hun kiggede forvirret rundt i lokalet. ”Hvad er der?” spurgte han forsigtigt. Chrizza kiggede ham i øjnene og lagde armene om hans hals. ”Ej, hvad er der galt?” spurgte han igen og nussede hende på ryggen.
”Du må ikke gå”, bad hun og så ham i øjnene igen. Bill smilede skævt og rynkede på panden. ”Jeg vil ikke være alene”, sagde hun lavt og kiggede ned.
”Jeg kan ikke blive særlig længe, skat. Jeg skal tilbage til de andre”, sagde han og lagde begge sine hænder mod hendes kinder. ”Jeg ville gerne, men jeg kan ikke”.
”Tag mig med”.
”Hvad?”
”Du hørte mig godt, Bill”.
Nu blev han forvirret. ”Det kan jeg jo ikke bare”.
”Tag mig med”, bad hun og så på ham med et tiggende blik. ”Jeg vil gerne med dig”, hviskede hun.
Bill bankede på Davids dør senere på aftenen. ”Hej Bill”, smilede han, da han åbnede døren.
”Hej”, svarede han og trådte ind på hans værelse, hvor døren blev lukket efter ham. David fulgte efter ham ind i studen, hvor de satte sig i hver deres sofa. ”Chrizza ligger inde i min seng”, sagde han lavt og smilede skævt.
David rokkede med hovedet. ”Kan du godt klare det?” spurgte han bekymret.
”Jeg vil gøre alt for hende, og jeg vil ikke have, hun skal lide… eller være alene”, svarede han og kiggede meget seriøst på ham. ”Jeg kunne ikke lide at se hende ligge i den dumme hospitalsseng”, sukkede han og klukkede lidt.
”Det kan vi andre heller ikke…”, sagde han kort. ”Jeg mener bare… er det en god idé, hvis hun bliver?”
”Hvad mener du?”
”Jeg vil altså ikke have, I skal være uvenner. Ingen af jer!” sagde han bestemt.
Bill trak på skuldrene. ”Det var en misforståelse, David. Og jeg skal nok snakke med hende om det i morgen, når hun bliver lidt mere sig selv igen”.
David var stille et øjeblik, hvor han bare sad og kiggede Bill dybt i øjnene. ”Du skal komme til mig, hvis der sker noget, Bill”, og han rokkede med hovedet som svar. ”Jeg ved, hvordan I har det, når I er adskilt, og det er ikke et godt syn”.
”Jeg ved det godt”, mumlede han og kiggede ned i sit skød. ”Det er bare lidt svært nogle gange. Jeg elsker hende jo, og jeg vil hende kun det bedste… det er bare svært”.
”Jeg vil bare ikke have, I holder noget hemmeligt for mig, ok?”
”Selvfølgelig”, svarede han lavt og rejste sig igen fra sofaen.
”Har hun det ellers godt?” spurgte David, og Bill stoppede op på vej ud til døren.
”Hun er træt, ikke rigtig sig selv”, sagde han tøvende og slog ud med hånden.
Han nikkede og sendte Bill et smil. ”Jeg er virkelig stolt af dig, Bill”.
”Hvorfor sover du ikke?” spurgte Bill overrasket, da han kom ind på sit værelse igen en time senere. Han satte sig hen på sengekanten og lænede sig ind over hende. ”Det er altså meningen, du skal sove”, klukkede han lavt og nussede hendes pandehår.
”Jeg kunne ikke”, mumlede hun hviskende og kiggede ham i øjnene.
”Hvorfor ikke? Har du ondt?” spurgte han bekymret og mærkede hendes pande, om den var varm.
Hun fjernede hans hånd og smilede halvt. ”Jeg følte mig alene”.
”Skal jeg ligge mig ned hos dig?” spurgte han og smilede sødt. ”Det kan jeg godt”.
”Vil du det?”
Han nikkede og prikkede hende kærligt på næsetippen. ”Der er ikke noget, jeg hellere vil lige nu”, smilede han og rejste sig fra sengen. ”Giv mig 2 minutter”, og han forsvandt ud på badeværelset for at gøre sig klar til natten.
Han kom gående ud igen, mens han smilede til hende. Han trak sin T-shirt over hovedet og lagde sig ned ved siden af hende i sengen. ”Tak fordi du kom i dag”, sagde hun lavt og kiggede ham i øjnene.
”Jeg kunne ikke lide, du skulle være alene”, og lagde sin hånd mod hendes kind og kærtegnede den blidt. Chrizza skulle lige til at svare ham, da han afbrød hende: ”Spar på stemmen, smukke. Du vil få brug for den en anden gang”, smilede han og lagde sig tæt op af hende.
”Jeg elsker dig, Bill”, sagde hun lavt og lagde sit hoved mod hans hals.
”Jeg elsker også dig, skat”, klukkede han og lagde sine arme tæt omkring hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar