”Godmorgen Gordon”, sagde Chrizza lavt, da hun trådte ud i køkkenet den næste morgen.
Han så op fra sin avis og smilede til hende. ”Godmorgen”. Hun gik hen til ham og fik et hurtigt kram, mens han spurgte: ”Har du sovet godt?”
Hun satte sig ved siden af ham ved spisebordet og gned sig i øjnene. ”Ja, det var helt fint”, nikkede hun og smilede til ham. ”Bill sagde, jeg godt kunne låne jeres seng… jeg håber ikke, det gør noget”.
”Nej, selvfølgelig ikke. Du er altid velkommen”, klukkede han og hældte et glas juice op til hende. ”Du ser træt ud”, tilføjede han og rakte hende glasset. Chrizza nikkede overbevisende og tog en tår af appelsinjuicen. ”Skal du ikke ind og sove lidt mere så?”
”Nej, så træt er jeg alligevel ikke”, grinte hun. ”Hvornår er I kommet hjem?”
”Vi kom hjem for en time siden”, svarede han. ”Vi tænkte, vi nok hellere måtte skynde os hjem til Tom og Bill”, grinte han og himlede med øjnene. ”Man ved jo aldrig, hvad de to kan finde på…”
Hun kunne ikke andet end give ham ret. ”Men hvor er Simone henne?” spurgte hun så og prøvede at lytte efter, men hun kunne ikke høre hende nogen steder i nærheden.
”Hun er lige inde på posthuset. Der er kommet et vigtigt brev”, svarede han ganske kort.
”Hvorfor er det ikke bare blevet sendt herhjem?”
”I skulle ikke have fingrene i det, mens vi var væk, så det blev sendt ind på posthuset, så vi selv kunne tage ind og hente det, personligt”, klukkede han og smilede til hende og kunne mærke Chrizzas nysgerrighed. ”Du skal nok få det af vide senere, min pige”, smilede han.
”Ih buh, hemmelighedsfulde mand”, sukkede hun ironisk og trak underlæben ud. Gordon grinte bare af hende og trak på skuldrene.
Simone kom hjem halvanden time senere med hænderne fulde. Chrizza skyndte sig ud i indgangen, da hun hørte bildøren smække. Hun så ud af vinduet og så Simone bære den ene pose ud af bilen efter den anden.
”Hej Simone”, smilede Chrizza og løb ud til hende.
”Hej min pige”, hun gav hende et hurtigt kram og en lille kys på kinden. ”Gider du ikke være en skat at hjælpe mig ind med alle de her ting?” spurgte hun og så tiggende på hende. For et sekund kunne hun genkende Tom og Bill i hendes øjne; de havde virkelig arvet hendes øjne.
”Jo, selvfølgelig”, sagde hun hurtigt. ”Hvad skal jeg tage?”
”Bare tag dem der ikke er så tunge, så tager jeg resten”, svarede hun og hankede op i nogle af poserne. ”Hvornår er du kommet?” spurgte hun, mens de gik op af stien til huset.
”Jeg tog med hjem i går”, svarede hun.
”Ja, du sov, da vi kom hjem i morges”, klukkede hun og stillede sine poser ude i gangen. ”Du kan bare stille dem ind i køkkenet, så kommer jeg med de tre sidste nu”, sagde hun og gik ud til bilen for at hente de sidste par poser ind.
”Bill”, sagde Chrizza lavt og lukkede døren efter sig. ”Bill muuus”, klukkede hun og satte sig på sengekanten. Hun så ned på ham med en lille smil på læben, mens han flakkede længe med øjnene.
”Årh”, brokkede han sig og kneb øjnene hårdt sammen igen.
Hun grinte og kærtegnede hans kind kort. ”Bill, du skal altså op nu”, sagde hun forsigtigt.
”Nej”, mumlede han hæst og vendte hovedet væk fra hende.
”Jo, kom så”, bad hun. ”Din mor har et brev, hun godt vil åbne, når I begge to er kommet op”, sagde hun lavt mod hans øre.
”Hva’? Et brev?” gentog han og rejste hovedet op fra puden.
”Ja”, og trak på skuldrene.
”Fra hvem?” spurgte han og blev straks interesseret og nysgerrig.
”Jeg ved ligeså lidt som du, Bill”. Han satte sig op i sengen. ”Har du sovet godt?” spurgte hun og så ham i hans trætte øjne.
Han nikkede og smilede. ”Ikke nok”, jokede han og rakte tunge af hende.
”Du har fået mere end nok, skat”, grinte hun og rejste sig op fra sengen.
”Går du?”
”Din bror skal da heller ikke sove mere”, og vendte sig om mod døren. ”Du skal ikke ligge dig til at sove igen, Bill. Du kan sove, når du bliver gammel”, grinte hun og lukkede døren forsigtigt efter sig, hvorefter hun trådte de få skridt ned af gangen, til hun kom til Toms værelse. ”Tom”, sagde hun, da hun satte sig på sengekanten.
Han slog hurtigt sine øjne op og kiggede på hende. ”Hej”, sagde han med en hæs stemme.
”Jeg er blevet bedt om at vække dig”, sagde hun lavt og smilede til ham.
”Er mor og Gordon kommet hjem?” spurgte han og tog hendes hånd.
Hun nikkede. ”De kom hjem i morges… før jeg stod op”.
”Har du været oppe længe?” spurgte han og nussede blidt hendes hånd, mens hun nikkede diskret på hovedet. ”Du skulle have kommet ind til mig. Vækket mig, skat”.
”Nej, det vil jeg da ikke, Tom”.
”Hvorfor ikke?” spurgte han. ”Så kunne vi have hygget lidt jo”. Hun trak på skuldrene og smilede lidt. ”Du vil hellere tulle rundt i huset”, klukkede han.
”Gordon var hjemme, så vi fik os en rigtig god voksen snak”, grinte hun og himlede med øjnene. Tom kunne ikke lade være med at grine af hende. ”Ej, men kom ud til os andre, sovetryne. Bill er også vågen nu”. Hun skulle lige til at rejse sig op fra hans seng, da han rev hende ned til sig.
”Må jeg ikke få et lille kys først?” spurgte han lavt.
”Godmorgen min dreng”, grinte Simone, da Bill trådte ud i haven. Sekundet hvor solen ramte hans ansigt, tog han hurtigt en hånd op foran øjnene og stønnede. ”Åh, lad da være. Det er skønt”, klukkede hun og smilede til Chrizza.
”Solen gør mig blind”, beklagede han sig og satte sig hårdt og opgivende ned i en stol.
Få øjeblikke kom Tom ud af terrassedøren og lavede nøjagtig det samme skuespil med hånden op foran øjnene. Simone himlede bare med øjnene over dem og grinte lidt for sig selv.
”Nå, men nu når vi alle er samlet, så vil jeg gerne snakke med jer alle sammen”. Hun kiggede rundt skiftevis mellem dem. ”Jeg har modtaget et brev, hvori der er et svar, jeg har gået og tænkt længe over”.
”FFS, kvinde. Er du gravid?” udbrød Tom og kiggede med store øjne mod sin mor.
”Nej, Tom. Det er intet alvorligt heller. Det er noget tilbage i fortiden”, sagde hun og holdt dem hen, selvom hun nu egentlig også var ret nysgerrig og spændt på, hvad svaret var.
”Åben nu bare, skat”, bad Gordon pænt og smilede til hende.
”Kan i huske, da vi var på Mallorca tilbage i 2000?” spurgte hun og kiggede på Tom og Bill, mens de nikkede. Chrizza rynkede lidt på panden og forstod ikke rigtig sammenhængen i det. ”Pigen var Göteborg”, sagde hun kort og smilede lidt hen mod Chrizza.
”Kom nu, mor”, sukkede Bill og skyndte på hende.
”Jeg har en mistanke om, det kunne være Chrizza”, sagde hun kort og så hen på hende. ”Jeg kunne genkende dig, og Chrizza var det helt samme navn, Tom og Bill kaldte dig”.
Hun rystede på hovedet og så tomt over på Bill. ”Nej”, mumlede hun og sank en klump. Bill kiggede tilbage på hende med det samme tomme blik.
Simone begyndte at læse op fra brevet, mens der var helt stille omkring dem. Da hun var færdig med at læse op, så hun skiftevis hen på hver af de unge mennesker. Det var Chrizza, de havde mødt for godt 7 år siden på Mallorca. Chrizza var pigen fra Göteborg.
(Se evt. kapitel 18 og 20, red.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar