Der var ikke så meget at lave end bare at vente på flyet ville lande i Kastrup Lufthavn, så hun kunne komme ud i forhallen, hvor hendes forældre ville stå og vente på hende. Det havde været en skod dag, og den kunne umuligt blive værre, tænkte hun, da hun tog imod sin kuffert, og fulgte med de mange mennesker ud i forhallen, hvor hendes forældre stod og ventede på hende med et stort smil.
Det var som altid glade for at have deres datter tilbage hos dem. De spurgte altid, hvordan det havde været, og hun følte ikke rigtig, hun havde lyst til at snakke med dem om det, Bill havde sagt til hende. Det var mere privat, og egentlig så kunne de også være ligeglade.
På vejen hjem i bilen svarede Chrizza meget kort på de spørgsmål hendes forældre nu engang havde, og selvfølgelig kunne de mærke, der var noget galt med hende, men hun undskyldte bare og sagde, hun var træt efter en lang weekend.
Da bilen kørte ind i garagen i Hedehusene, skyndte hun sig hen til hoveddøren, så hun kunne komme ind på sit værelse, isolere sig godt og grundigt, så hun kunne komme væk fra omverdenen. Hun ville have det hele ud af hovedet nu, og hun ønskede bare mest af alt at få lov til at sove det hele væk, og så bare håbe på det hele bare var en ond drøm…
Men da hun trådte ind af hoveddøren, stod hendes bror og så meget bekymret på hende. Det kram han gav hende var forsigtigt, som om der var en bagtanke ved det hele, som om der var noget, han ikke ville fortælle, noget der var sket bag hendes ryg.
”Kan jeg ikke lige snakke med dig?” spurgte Anders og trak hende med ind til sit værelse, hvor han placerede hende på sengekanten, mens han trak sin kontorstol over foran hende, satte sig på den og kiggede meget psykologisk på hende.
”Jeg er virkelig træt, Anders. Kan vi ikke godt snakke i morgen?” stønnede hun og kneb øjnene lidt sammen. Anders svarede ikke men fortsatte bare med at sidde og kigge på hende med sit bekymrede blik. Hun sukkede dybt og faldt sammen i ryggen. ”Nej, det kan vi så ikke”, mumlede hun og kiggede ned i sit skød.
”Tom har ringet”, sagde han kort.
Chrizza sendte ham et hurtigt blik og kiggede så væk igen. ”Nåh?” vrissede hun og virkede ligeglad, mens hun rejste sig fra sengen.
Anders greb fat om hendes arm og holdt hende tilbage. ”Han har også prøvet at ringe til dig…”
”Ser jeg ikke meget ligeglad ud? Jeg vil ikke snakke med nogen af dem”, sagde hun hurtigt og rev sig løs fra hans greb, hvorefter hun trampede ud af værelset, og smækkede døren efter sig i ren protest.
Hun skyndte sig ind på værelset og smed sig i sengen. Hun ønskede, hun kunne ligge sig til at sove lige med det samme, men tankerne fløj forvirret rundt inde i hendes hoved og larmede noget så forfærdeligt.
De ting, Bill havde gjort sig meget umage om at plante solidt i hendes tankegang, gjorde ondt. Hver gang hun lukkede sine øjne for at få noget ro, så hun ham foran sig, sådan som hun havde set ham tidligere på dagen; en helt anden person end den Bill, hun kendte, og den Bill hun holdt så meget af.
Hun havde godt lagt mærke til, hvor mange gange hendes mobil havde ringet, mens hun sad i taxaen fra hotellet til lufthavnen nede i Tyskland, men hun havde bare ladet den ringe ud. Hun ønskede ikke at snakke med nogen, og hun vidste vel egentlig også godt, hvem det var, der ringede og ville have fat i hende. Til sidst havde hun slukket sin mobil og lagt den allernederst i sin taske.
Der var et eller andet, der sagde hende, hun skulle finde sin mobil frem igen, så hun rejste sig akavet fra sengen, fandt sin taske, hun havde smidt på gulvet og fik fumlet sin mobil frem. Den var stadig slukket. Hun tænkte sig kort om, før hun tændte den og satte sig tilbage i sengen. Måske ville hun fortryde at tænde den, måske ville hun ikke…
Det bippede ind med diverse beskeder om, hun havde haft tonsvis af ubesvarede opkald, flere nye beskeder på telefonsvareren og diverse sms’er. Hun overvejede kort, om hun mon bare skulle slette dem alle sammen uden overhovedet at kigge på dem. På den måde kunne hun måske også komme lidt væk fra det hele.
Men hun tog sig sammen og læste sine beskeder igennem, hun havde fået. Og de var alle sammen sjovt nok fra Bill og Tom. Hun skimtede dem hurtigt igennem og slettede dem ligeså hurtigt. Det var ikke til at tage fejl af; de var stadig sure på hende, stadig den ene mere end den anden.
Den første besked på telefonsvareren fik hende til at gyse og ligge på meget hurtigt. Det var tydeligt at høre, Bill var ikke kommet af med det hele tidligere inde på hans hotelværelse. Det gjorde ondt at høre ham sige sådanne ting om hende… om det forhold de engang havde. Det var forfærdeligt den drejning det hele havde taget.
Det anspændte stemning blev løsnet lidt mere op, da hun hørte Toms blide stemme, der bad hende om at komme tilbage til dem, så de kunne få snakket ud om tingene. Han undskyldte for Bills opførsel, men man kunne stadig godt høre, hvordan det havde påvirket ham. Selvfølgelig, var han stadig sur over, hun ikke havde været ærlig overfor dem, men på den anden side kunne han også godt forstå hendes argument, og havde nu egentlig også medlidenhed med hende, nu efter Bill havde råbt sådanne af hende. Dog måtte han også tilstå, han blev nødt til at være på Bills side.
Da hun nåede halvdelen af hendes beskeder og sms’er igennem, følte hun sig træt. Måske var hun blevet træt af at skulle holde tårerne tilbage hele tiden. Hun ville simpelthen ikke græde over dem. Det var de ikke værd, og den måde, hun var behandlet på, var bare ikke fair… men hun glemte vist den måde, hun havde behandlet dem på også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar