Bill: Jeg kører hjemmefra nu :-) Hvad nummer bor du i?
Chrizza: Fantastisk :-D Jeg bor i 337.
Bill: Ok, vi ses om lidt.
Chrizza: Jeg glæder mig :-)
Jeg lagde min mobil fra mig og tændte motoren i min bil. Klokken var nu 17.32, og jeg kørte ud fra ejendommens parkeringsplads med fuld tilfredshed. Jeg havde nået alt det, jeg skulle nå, og jeg havde husket at slå toiletbrættet ned efter sidste brug. Hvor var jeg parat!
Få minutter senere kørte jeg ind på hotellets parkeringsplads, hvor jeg parkerede min mobil så tæt ved indgangen som muligt. Jeg så mig selv i bakspejlet, tog mine solbriller af og smilede til mig selv.
”Du skal nok klare det”, mumlede jeg til mig selv og lagde dem på pladsen mellem de to forsæder, hvorefter jeg steg ud af bilen, låste den og gik imod indgangen.
Det var nøjagtig, som jeg huskede det. Ritz havde ikke forandret sig; samme dørmand, der åbnede døren for mig, når jeg kom imod ham. ”Godaften”, sagde han høfligt og smilede til mig, mens jeg gik ind i lobbyen.
”Godaften hr.”, sagde receptionisten.
”Godaften”, svarede jeg og smilede.
”Kan jeg hjælpe Dem med noget?”
”Jeg kommer for at hente en veninde, og min bil holder parkeret derude”, jeg pegede ud på parkeringspladsen. ”Hvad skal jeg betale?” spurgte jeg og så hende i øjnene. Jeg kunne godt mærke, hvordan hun så undersøgende på mig uden at virke for direkte.
”Ved De hvad… Det behøver De ikke slet ikke tænke på. Det skal vi nok klare, hr.”, sagde hun venligt og smilede til mig.
Jeg så overrasket på hende og smilede. ”Mange tak”, svarede jeg og gik hen imod elevatoren. Jeg stod lidt og stirrede tomt ned i gulvet, indtil elevator døren åbnede, og jeg gik ind. ”337”, sagde jeg til mig selv og trykkede langsomt på 3. sal.
Da jeg kom op på gangen, skulle jeg et godt stykke ned af den, indtil jeg så værelse 337. Jeg bankede forsigtigt på og sukkede lettet; endelig var det tid, tænkte jeg og smilede, da jeg hørte nogle trin komme mod døren.
”Hej Bill”, smilede hun og åbnede døren helt for mig.
”Hej”, svarede jeg og så smilende på hende.
”Kom indenfor”, tilbød hun.
Jeg gik indenfor på hendes værelse og stillede mig midt i stuen, mens hun pakkede nogle små ting ned i sin taske. ”Hør, vil du sove hos mig?” spurgte jeg, og hun stoppede op og så på mig. ”Jeg har et gæsteværelse”, tilføjede jeg og smilede overbevisende.
”Jeg ved ikke, om det er ok for mine forældre”, sagde hun og vrængede på næsen.
Jeg trak på skuldrene. ”Det er ok… det var bare mere… så var vi samlet i morgen tidlig”.
”Det er faktisk ikke en dum idé”, klukkede hun og åbnede skabet, hvor hun trak en større taske ud.
”Men du skal ikke gøre det, hvis dine forældre ikke er cool med det”, skyndte jeg mig at sige, da jeg så, hvad det var, hun havde gang i.
Hun slog ud på hånden og fandt hurtigt noget tøj. ”Jeg er ikke taget med for at hænge på dem”, grinte hun og forlod soveværelset. ”Jeg bliver bare lige nødt til at gå ind og sige det til dem, inden vi går så”, sagde hun, da hun kom tilbage.
”Det er helt i orden”, sagde jeg og nikkede. ”Så kan jeg måske også få lov til at hilse på dem?”
”Vil du hilse på mine forældre?” spurgte hun og så skeptisk på mig.
Jeg trak lidt på skuldrene og smilede. ”Tja… så ved de da, hvem det er, der bortfører dig i morgen”, svarede jeg.
”Du har ret, Bill, det ville nok være en smart idé”, sagde hun og lukkede sin taske. ”Let’s do it”, grinte hun og hankede op i den og gik ind til mig i stuen.
”Lad mig tage den”, sagde jeg og rakte ud efter tasken.
Hun smilede sødt til mig og rakte mig den. ”Tak”, sagde hun lavt og tog sin lille jakke på, hvis det nu skulle blive køligt senere på aftenen.
Hun smækkede døren efter os, og vi gik lidt ned af gangen. ”Har I mange penge?” spurgte jeg, og hun så hen på mig. ”Jeg mener bare… Ritz”.
”Min far har sit eget firma, han skal faktisk arbejde i morgen”, svarede hun og stoppede op. ”Han arbejder tit i Tyskland”.
”Gør han?” spurgte jeg og prøvede ikke at lyde for nervøs… Hvad hvis nu hendes far kunne genkende mig, så ville det hele være ødelagt, men jeg prøvede at lade være med at tænke på det, og jeg smilede bare til hende.
”Hm-hm…”, mumlede hun glad, mens hun bankede på døren.
Få sekunder efter blev der åbnet. ”Chrizza…”, sagde hendes mor og så undrende hen på mig, men smilede dog alligevel lidt. ”Kom indenfor”.
Vi gik indenfor og mødte hendes far, hvorefter hendes mor stillede sig ved siden af ham. ”Mor og far… det her er Bill”, præsenterede hun, og jeg hilste på dem. ”Jeg sover hjemme hos ham i nat, så kan vi også komme tidligere af sted i morgen”.
Hendes forældre sendte begge et blik til mig, som jeg sagtens kunne læse, selvom de ikke prøvede at være for direkte med deres kropssprog. ”Jeg har et gæsteværelse i min lejlighed”, indskød jeg hurtigt, da jeg følte, det hele blev en smule akavet.
”Aha, det er rart at vide”, sagde hendes far og sendte mig et smil.
”Men så vil vi også gå”, sagde Chrizza og smilede til mig.
”Godt at møde jer”, sagde jeg høfligt og gav dem begge hånden, hvorefter vi forlod værelset og kom ud på gangen igen. Chrizza så hurtigt hen på mig og smilede, mens vi gik ned til elevatoren. ”Hvad?” spurgte jeg klukkende.
”Jeg tror faktisk ikke, de syntes, du var så dårlig igen”, grinte hun. ”De plejer ikke at lade mig gå ud med drenge… speciel ikke tyskere”.
Jeg grinte og himlede med øjnene. ”Skal jeg høre på tysker jokes hele aftenen nu?” grinte jeg og trykkede på knappen til elevatoren.
”Måske kan du blive fri”, smilede hun sødt. Elevatoren kom hurtigt, og vi trådte ind i den. ”Hvordan vidste du egentlig, det var Ritz, da jeg skrev adressen?” spurgte hun så.
”Jeg… øh… jeg bor i Berlin”, sagde jeg, som en dårlig cover historie.
”Nej… hvordan vidste du det?” spurgte hun.
Jeg trak på skuldrene og smilede. ”Jeg har boet her et par gange”, svarede jeg så.
”Jamen, hvis du bor i Berlin, behøver du da ikke at bo på hotel”.
”Jeg har ikke altid boet i Berlin. Jeg kommer fra en lille by ikke så langt herfra”.
”Hvad hedder den?” spurgte hun nysgerrigt.
”Har du nogensinde hørt om Loitsche?” spurgte jeg, men hun rystede på hovedet. ”Magdeburg?”
”Nej”, svarede hun uskyldigt og så lidt ned i gulvet.
Vi kom ned i lobbyen, og jeg lod hende gå ud først. ”Det skal du ikke tænke på, Chrizza. Tyskland er stor… i forhold til Danmark”, smilede jeg og puffede lidt til hendes skulder. Hun smilede til mig og nikkede lidt. Jeg så hen på receptionisten og nikkede. ”Tak for hjælpen”, sagde jeg.
”Fortsat god aften”, svarede hun bare og sendte mig et smil.
Dørmanden åbnede døren for os. ”Godaften”, sagde han høfligt.
”Godaften”, smilede Chrizza og så mig i øjnene, som vi gik ned til parkeringspladsen.
”Skal vi lege en leg?” spurgte jeg og fandt mine bilnøgler frem.
”Jaaaa”, jublede hun og klukkede.
Jeg viste hende min bilnøgle og hun så på den. ”Ud fra denne her skal du gætte, hvilken en af de her biler der tilhører mig”, forklarede jeg hende og tog nøglen til mig igen. Jeg så ud over parkeringspladsen, men jeg så ud af øjenkrogen, at hun skulede sødt til mig. ”Ok… den er sort”, hjalp jeg hende.
Hun tog et blik ud over pladsen og sukkede. ”Mindst 60% af bilerne er sorte, Bill”, beklagede hun sig og grinte. ”Er det en lille bil?”
”Nej”.
”Tag?”
”Tag?” spurgte jeg og så undrende på hende.
”Ja, er det en med tag?”
”Ja, min bil har tag”, grinte jeg.
”Så det er en stor bil med tag”, sagde hun til sig selv og så lidt rundt på bilerne, mens vi langsomt nærmede os der, hvor jeg havde parkeret. ”Er det den der?” spurgte hun og pegede hen mod den.
Jeg smilede og sendte hende et sødt blik. ”Ja”, svarede jeg og låste op med nøglerne.
”Audi Q7, ikke?” spurgte hun med store øjne, mens hun fulgte efter mig om bag bilen.
”Du kender den?”
”Det er min yndlings bil”, udbrød hun og klappede lidt i sine hænder.
Jeg grinte og åbnede bagagerummet. ”Virkelig?” spurgte jeg, mens jeg lagde hendes taske ind og lukkede efter mig igen.
”Ja, den er vildt lækker”, klukkede hun og satte sig ind på forsædet ved siden af mig.
”Den er ret vild”, smilede jeg og tændte motoren. ”Har du kørekort?” spurgte jeg så og så hen på hende, inden jeg kørte ud af båsen.
”Jeg er ved at tage det… mangler kun min køreprøve, og så er jeg klar”, svarede hun.
Jeg nikkede og begyndte at køre. ”Det er synd, vi ikke er derude, hvor jeg kommer fra… der kunne jeg ellers lade dig køre lidt ned af de tomme gader… men her er der så meget politi”, sagde jeg og holdt fuld fokus på trafikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar