Kapitel 155

Telefonen ringede tidligt den næste morgen. Simone var ved at gøre sig klar, da hun skulle på arbejde, da hun pludselig blev lettere forstyrret af den uventede nyhed, der hurtigt kunne blive et stort vendepunkt på hele dagen, der dårlig nok var begyndt endnu.

”Ja, selvfølgelig”, sagde hun og gik ud i køkkenet, hvor Gordon stod og var ved at lave morgenmad. ”Jeg vækker dem med det samme”, hun nikkede uroligt med hovedet og så hen på Gordon. ”Jo, du må også hilse hende. Sig til hende, at hun nok skal klare det”, sagde hun lavt og stillede sig tæt op af ham. Gordon lagde sine arme omkring hende og holdt hende tæt ind mod sig. ”Ja, vi snakkes ved”… ”Hej”.

Simone smed på mobilen på bordet og skyndte sig at knuge sig ind mod ham. ”Hvad er der sket?” spurgte han lidt efter, mens han nussede hendes nakke. Hun så ham i øjnene og sukkede dybt. ”Skat…”

”Chrizza skal indlægges”, sagde hun lavt og fik urolige bevægelser igen.

Det berømte bekymringsrynke kom frem på hans pande. ”For hvad dog?” spurgte han forbavset.

”Der har været læger omkring hende i nat, og hun bliver svagere og svagere”, svarede hun og sukkede dybt. ”De er på vej herned med hende, så hun kan komme ind til der, hvor hun har vant til at være”.

Gordon kunne tydeligt mærke, hvor hårdt det havde taget på hende, og han kunne også godt mærke, hvordan humøret pludselig havde ændret sig. Men det var jo klart; Chrizza var jo som deres fællesbarn – sådan lidt derhen ad…

”Hvad med Tom og Bill?” spurgte han forsigtigt.

Simone sukkede dybt igen og trak lidt på skuldrene. ”David har fået det af vide, så han er på vej herud, så han kan sige det til dem… så hvis de gerne vil derind til hende, så kan han køre dem”. Han nikkede. ”Åh”, sukkede hun, ”Jeg kan ikke lide at tænke på det, skat. Det var bare ikke det, jeg havde forventet”. Hun så ham i øjnene. ”Hvorfor gjorde vi ikke noget i weekenden?”

”Nu må du ikke bebrejde sig selv, skat”, svarede Gordon roligt, mens han nussede hendes overarm. ”Nu går jeg op og vækker dem, så kommer de herned, og så må vi tage den derfra, ok?"


”Åh Gud, hvor skal jeg aldrig op så tidligt igen!”, sukkede Bill surt, da han satte sig hårdt ned på stolen ved køkkenbordet. ”Jeg håber, I har en god undskyldning for det her”, mumlede han muggent og lagde armene over kors.

Simone svarede ikke men så bare uroligt hen på Gordon. ”Hvor langt er din bror?” spurgte han og satte sig ned ved siden af Simone. Bill mumlede noget uforståeligt og rystede på hovedet. ”Hmm… ok”, svarede Gordon lavt og så sig tilbage ud af køkkenvinduet, da han hørte en bildør smække.

”Hm?” Bill satte sig op og så i det samme retning som Gordon. ”Hvad laver David her?” spurgte han forvirret, men Simone og Gordon svarede ham ikke. Han rejste sig op for at gå ud og lukke ham indenfor. ”Hej”, mumlede han.

”Godmorgen Bill”, smilede han lidt. Bill kiggede undrende på ham, da han begyndte at tage sit overtøj af. ”Hvor er Tom?” spurgte David hurtigt, da han kom ind i køkkenet.

”Han er lige ved at være færdig”, svarede Simone og rakte ham et kop. ”Kaffe?”

”Ja tak”, smilede han venligt. Han så hen på Bill, der havde sat sig på den samme plads, indtaget den samme stilling som før. ”Hmm…”, mumlede han og tog så en tår af sin kaffe, der lige var blevet skænket op til ham.

”David?” udbrød Tom overrasket, da han kom ud i køkkenet.

”Godmorgen Tom… sæt dig hellere ned”, sagde han og blev straks en smule usikker i sin stemme.

Tom satte sig ved siden af Bill, der rettede sig op nu. ”Hvad foregår der?” spurgte han forvirret og så hen på Simone, der havde Gordons arme omkring sig. David så skiftevis hen på Bill og Tom uden at sige noget. ”Hvad er der sket?”

”Vil du?” spurgte Gordon og så hen på David.

Han rokkede med hovedet. ”Det skal jeg nok”.

”Vil hvad?” spurgte Bill hurtigt og så hen på David. ”Hvad er der galt?”

Man kunne næsten ligefrem se panikken bryde frem i både Tom og Bills øjne, som den larmende stilheds ubesvarede spørgsmål forblev ubesvarede. De så på hinanden og tilbage på David igen; Simone og Gordon sad lydløse på den anden side af bordet.

”Jeg blev ringet op her tidligere af Chrizzas forældr…”

”Hvad er der sket med hende?” afbrød Bill hurtigt og så med store øjne mod ham.

”Hun skal indlægges…” Han så hen på Tom, der sad helt stille på sin stol og så tomt ned i bordet. ”De er ved at få hende herned, så hun kan komme på hospitalet inde i Berlin”.

Bill sukkede dybt og så hen på Simone. ”Vi er så kede af det, skat”, hun så hen på Tom, der stadig ikke havde rørt sig ud af stedet. ”Tom…”, sagde hun lavt, men hun fik ingen øjenkontakt. Hun gav op.

”Er det… kræften?” mumlede Bill og rynkede lidt på panden.

David nikkede. ”Chrizza skal sikkert igennem en større behandling, end hun plejer. De er nødt til at ligge hende i respirator, så de er sikre på, hun får den mængde luft, hun har brug for”.

”Kan hun ikke selv trække vejret?” spurgte han.

”Hun har haft nogle vejrtrækningsproblemer i nat, der har resulteret i, hendes forældre var nødt til at tage en hurtigt beslutning; og de har truffet den rigtige… hun kommer i de bedste hænder inde i Berlin, og jeg har også snakket med lægerne omkring det hele”.

Der var stille i et øjeblik, mens David overvejede, hvad han ellers skulle sige, da Tom pludselig så op og spurgte med en hæs stemme: ”Kan hun dø?”

David så ham i øjnene og ventede lidt, før han svarede ham. ”De gør alt, hvad de kan for at få hende tilbage til normal tilstand igen, Tom”.

Toms ansigtsudtryk blev dødt; det hele faldt sammen. Bill så hen på ham og skyndte sig at ligge sine arme omkring ham. Han krammede ham tæt ind til sig, mens han lukkede øjnene, så han ikke viste, hvor tæt på, han var, til at græde.

”Vi står sammen om det her, Tom, husk det”, hviskede Bill mod hans øre. Han slap ham og så ham i øjnene. ”Vi står sammen, ok”, sagde han lavt og rokkede med hovedet i nogle små bevægelser.


Tom, Bill og David sad i bilen halvanden time senere og var godt på vej ind til Berlin. Klokken var nu omkring 10 om formiddagen, da en kæmpe kø forhindrede dem i at køre i normal tempo.

”FFS”, mumlede Tom surt og lagde armene over kors.

David så på ham i bakspejlet. Han sagde ingenting, men han kunne sagtens se ud fra Toms ansigtsudtryk, at det her plagede ham virkelig meget. Men der var ikke noget, han kunne gøre… de måtte vente til køen var ovre. Hvis dog bare kunne flyve, tænkte han og blev afbrudt af Bills stemme, der pludselig fyldte hele bilen:

”Hvis vi begynder at gå, så kan du bare indhente os, David”. David så sig tilbage over skulderen, han så skeptisk på Bill, der pludselig opdagede, han blev set på. ”Jeg mener det faktisk”, sagde han og nikkede ivrigt.

”Siger du, du vil gå til Berlin langs motorvejen?” spurgte han skeptisk.

”Ja?”

”Bill, det kan du ikke… du vil blive set, og så ved du godt, hvad det en…”

Tom afbrød: ”Gider I ikke godt stoppe med at snakke”, vrissede han.

Bill så hen på ham og blev tom i ansigtet. ”Undskyld”, sagde han lavt og betragtede Toms bevægelser i et kort øjeblik. ”Skal vi snakke om noget andet?” spurgte han og prøvede at få sin bror til at tænke på noget andet.

”Nej”, mumlede han bare og så ud af vinduet.

”Vi kun…”

”Nej”, sagde han lidt hårdt og så hen på Bill. ”Jeg vil ikke snakke, jeg vil ingenting! Jeg vil bare gerne væk, ok…”


Tom: Vi sidder fast på motorvejen… FFS! Hvordan går det med hende? Hvor langt er I kommet?

Anders: Hun er ved at blive lagt i narkose lige nu, men hun skulle have det lidt bedre nu efter, de har hjulpet hende med at trække vejret. Heldigvis :-) Hvor langt har I tilbage?

Tom: Vi har siddet fast i en time nu, har rykket os 200 meter måske. Det er det rene kaos! Åwh, så når jeg ikke at se hende før…? :-(

Anders: De regner med de starter operationen om en halv time, men hun spurgte efter jer :-) Hun kunne ikke forstå, hvorfor I ikke var hos hende, men hun var meget svag på det tidspunkt.

Tom: Jeg skulle også have været hos hende, føler mig virkelig dum her i denne her lorte kø! Ville give alt for at se hende igen… lige nu. Men kan du ikke sige, jeg er hos hende, når hun vågner op igen.

Anders: Selvfølgelig :-) Men op med humøret, Tom. Hun er i bedring nu, og det hele skal nok gå godt – lægernes ord.

Tom: Læger plejer normalt at tale sandt…

Anders: Og det gør de også denne gang.


Godt halvanden time blev bilen parkeret ude foran hospitalet. Bill og Tom skyndte sig ud af bilen. De halv løb indenfor og ind til skranken, hvor der stod noget personale, der måske kunne hjælpe dem. De så meget nøje på Tom og Bill, som de kom ind af hovedindgangen og gik målrettet hen til dem.

”Undskyld, kan I fo…”

”3D”, svarede en af mændene, der smilede støttende til dem.

”Tak”, svarede Bill og halv fat i Toms arm. ”Kom nu, mand”, udbrød han og stoppe op for at se på ham. ”Hun skal nok have klaret det, Tom”, sagde han og så ham i øjnene. ”Lad os nu bare komme op og se hende”.

”Jeg ved ikke, om jeg kan”, sagde han og så ned i gulvet.

”Sludder, kom nu”, sagde han og trak ham videre ned af gangen. ”Og desuden skal du ikke være så negativ, Tom, det kan hun ikke lide”. Bill rynkede på panden så rundt på skiltene, så han ikke fik ført dem i vildspor.

Mens han gik der sammen med Tom ned ad gangene, tænkte han tilbage på de gange, hvor han havde været i samme situation som sin bror. Dengang var det Tom, der havde været den positive – deres roller var fuldstændig byttet nu. Måske var det bare sådan, det skulle være…

”Bill! Tom!” udbrød Anders, da han fik øje på dem.

Bill vinkede til ham og satte automatisk hastigheden op. Han så sig over skulderen og kiggede på Tom, der så en smule skræmt ud. Han stoppede op og så ham i øjnene. ”Hvad er der?” spurgte han forsigtigt.

”Han sagde da ikke noget om, deres forældre også var her”, mumlede han skræmt og skubbede ham, så de kunne komme ned til dem. Han var nu kun få meter fra sin kæreste, som han forhåbentlig snart kunne se igen.

”Hej”, sagde Bill og smilede til Anders.

”Hej Bill”, smilede Anders og gav ham et kram. Han så hen på Tom, der stod lidt i baggrunden og smilede skævt. ”Kom her, Tom”, grinte han og gav ham et kram, mens Bill hilste på Chrizzas forældre. ”En halv time mere og så kan hun få lov til at vågne”, sagde han lavt og smilede.

Tom nikkede og fik det straks lidt bedre. ”Tak”, smilede han. Han så hen på forældrene ved siden af. ”Hej Tommy”, sagde han og hilste på deres far. ”Marianne”, smilede han og hilste også på deres mor.

Bill trak to stole over til dem, så ham og Tom kunne sidde sammen med dem, indtil de kunne få lov til at komme ind til Chrizza ved hendes hospitalsseng. ”Noget nyt?” spurgte han og så forhåbningsfuld hen på Anders.

”Hun må vågne om en halv time, og så skal lægerne kigge på hende der”, svarede Tommy og trak på skuldrene.

Tom nikkede og så ned i gulvet. Han sukkede dybt og rystede diskret på hovedet, mens han sad i sine egne tanker. Det var forfærdeligt at tænke på, at hun lå derinde i rummet ved siden af… Hun lå sikkert helt alene. Han gøs af tanken.

”Undskyld”, sagde han lavt og rejste sig fra stolen. Han gik med hastige skridt ned ad gangen – den modsatte vej af hvor de kom fra – og gik ud af en dør. Han kunne ikke holde ud af høre på, hvordan Chrizza havde haft det, da hun var taget af sted hjemme fra dem af.

Selvom han havde prøvet at holde op med at ryge, var han nødt til at gøre en undtagelse nu; han var nødt til at få lidt kontrol over sine uroligheder. Han blev bare nødt til at ryge bare en enkelt smøg. Det var trods alt også godt to uger siden – hvis ikke mere – han havde røget…