Jeg stod og så forvirret ned på alt slikket på hylden. Der var så meget, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle vælge af det. Selvfølgelig kunne jeg tage en pose af det hele… men hvad ville kassedamen så ikke lige tænke om mig? Jeg vil ikke udstå som en eller anden tyk basse, tænkte jeg og sukkede lydløst, lige indtil mit blik blev fanget.
Jeg drejede helt automatisk hovedet ned mod indgangen, som hun kom gående ind i butikken. Jeg rettede mig lidt op og prøvede at lade være med at stirre, men det var faktisk sværere end, jeg havde forventet. Det var som om, mine øjne var klistret fast til hende. Magnetisk.
Godt hun ikke så mig, tænkte jeg og prøvede at fokusere på, hvad jeg skulle købe, og hvad jeg skulle lade ligge på hylden. Jeg kunne jo ikke stå her hele dagen, vel? Men det var svært; både at vælge, men det var godt nok også svært at lade være med at følge hende, som hun gik bagom mig.
Da hun havde passeret mig, vendte jeg hovedet mod hende og kiggede op og ned af hende. Hendes lang, bølgede, blonde hår så sødt ud herfra. Jeg kunne godt tænke mig at se hende i modvind, det måtte ligne noget fra en dum, amerikansk musikvideo.
Hun drejede om hjørnet, og jeg kunne endelig prøve at tage mig sammen til at finde ud af, hvad jeg skulle købe, og hvad jeg ikke skulle. Og som jeg stod der og kløede mig i håret, så jeg hende ud af øjenkrogen; hun kom tilbage imod mig, og hun stillede sig ikke ret langt væk fra mig.
Jeg så hen på hende og fik øjenkontakt. ”Står du i det samme dilemma som jeg?” spurgte jeg så og trak smilende på skuldrene.
Hun grinte lidt og nikkede. ”Der er jo så meget, man kan vælge imellem”, svarede hun mig og så fortabt med på hylden, hvor det gode slik var. ”Kan du give mig et godt råd?” spurgte hun og så op på mig igen.
”Naa…”, mumlede jeg. ”Jeg har altid været vild med den her”, sagde jeg, fumlede en pose op fra hylden og rakte den til hende.
”Aha, Haribo… det går man aldrig galt i byen med”, smilede hun og så mig i øjnene. ”Jamen, så bliver det den, jeg tager”, sagde hun og rokkede lidt med hovedet, hvorefter hun fortsatte: ”og mange tak for hjælpen”.
Jeg smilede selvsikkert og tog selv en pose op i hånden. ”Det var så lidt, skulle det være en anden gang”, svarede jeg og fulgte efter hende op til kassen.
”Er der altid så lang kø her?” spurgte hun og så opgivende om på mig, da jeg havde stillet mig bag hende, så hun kunne komme til kassen først.
”Tja… du kan scanne dine varer ind derhenne”, foreslog jeg og pegede hen til der, hvor der ikke var nogen kø, selvfølgelig.
Hun så lidt usikkert på mig. ”Det kan jeg da ikke finde ud af”, svarede hun hurtigt.
Jeg grinte lavt og lagde en hånd på hendes ryg. ”Så hjælper jeg dig…”, sagde jeg og førte hende hen til maskinen.
”Har du tid til det?”
”Tid er det, jeg har allermest af”, smilede jeg og rystede diskret på hovedet over min egen dumhed og valg af ord. Hun tænkte sikkert, jeg var åndssvag… men det kunne da også godt være, jeg var det? Jeg var jo bare mig selv.
”Du må godt betale først, så kan jeg se, hvordan du gør”, sagde hun og trådte et skridt til siden.
Jeg trak hende tilbage og tog hendes varer op på bordet. ”Det er ikke så svært”, sagde jeg bare og begyndte at køre hendes ene pose slik og kildevand igennem. ”Sådan”, sagde jeg og trådte til siden, så hun kunne betale.
”Det har du vist prøvet før”, klukkede hun og proppede penge i maskinen.
Jeg nikkede lidt og smilede. ”Du har en sød accent…”, indrømmede jeg endelig og så hende i øjnene. ”Hvor kommer du fra?”
”København”, svarede hun lavt og trak på skuldrene.
”København i Danmark?”
”Hm… ja”. Jeg så overrasket på hende og rokkede lidt med hovedet. ”Hvad er der?” spurgte hun så med et smil på læben og med et glimt i øjet.
”Ingenting… ikke noget”, svarede jeg hurtigt og kørte mine egne ting igennem, da jeg lagde mærke til, hun var blevet færdig. ”Du har et flot sprog, det er fascinerende”, indrømmede jeg og kunne igen slå mig selv i hovedet. Hun grinte sødt og sagde ellers ingenting. ”Hvad laver du så her?” spurgte jeg og proppede penge i maskinen.
”Jeg er ’ferie’… men det er kun i et par dage”, svarede hun og trak på skuldrene.
Jeg så overrasket på hende. ”Så er det vel ikke første gang, du er her, vel?”
”Jo”.
”Har du tænkt dig at kunne nå at opleve Berlin på kun få dage?”
Hun smilede lidt genert og så kort ned i gulvet. ”Tja?...” mumlede hun.
Jeg tog mine varer i en pose og hankede op i den. ”Held og lykke med det”, smilede jeg og gik med hende mod udgangen. ”Jeg håber, du har en indfødt med, der kan vise dig, hvad der er værd at se på… og hvad der kan vente til en anden gang”.
Hun rynkede lidt på panden og så op på mig. ”Det har jeg faktisk ikke engang”, indrømmede hun og trak underlæben ud.
Jeg smilede og åbnede døren for hende. ”Jeg ville gerne være den indfødte, der gav dig en fornuftig sightseeing… men du har sikkert andre planer”, sagde jeg og trak lidt overlegent på skuldrene.
Hun så ud som om, hun tænkte meget over det, før hun pludselig spurgte: ”Var det et tilbud?”
”Hvad?”
”Var det et tilbud… vil du være min indfødte?” spurgte hun og stoppede op uden for butikkens indgang.
Jeg trak lidt på det, da jeg ikke ville virke for ligeud, men alligevel sad den lille dreng inde i mig og nikkede ivrigt med hovedet. Jeg var bange for, han nær havde tabt sit hoved derinde. ”Ja”, svarede jeg endelig.
”Og du har ikke andet at lave?” spurgte hun forsigtigt. ”Hvad med din familie?”
”Min familie?” gentog jeg forvirret. ”Hvad er der med dem?”
Hun smilede lidt. ”Vil de ikke have, du er hjemme her i ferien?”
Jeg smilede så sødt, jeg overhovedet kunne, og det så ud som om, det gav pote. ”Mine forældre er på ferie, og desuden bor jeg sammen med min bror i en lejlighed her i området… og min bror er taget på et længere ophold hos sin kæreste… som sagt… tid er det, jeg har allermest af”.
”Hmm… ok”, mumlede hun og nikkede lidt med hovedet.
”Ved du hvad… skal vi så ikke starte med en lille film aften hjemme hos mig i aften? Bare for at lære hinanden lidt bedre at kende, og så starter vi den helt store sightseeing i morgen?”
HVAD? Havde jeg lige inviteret en pige hjem til mig, som jeg ikke engang kendte; bare fordi jeg var fascineret af… hende? Jeg vidste ikke engang hendes navn eller noget som helt om hende. Som om hun nogensinde ville gå med til det.
”Jo…”, svarede hun og trak på skuldrene. ”Det kan vi da godt”, hun sendte mig et smil og vendte hovedet væk fra mig.
Jeg fulgte hendes blik. ”Hvad er der?” spurgte jeg forsigtigt.
”Kan du se de to mennesker, der sidder derhenne på den fortovscafe?” spurgte hun.
”Ja?”
”Det er mine forældre…”
Jeg vrængede lidt på næsen og så hende i øjnene. ”Det ser ikke ud som om, de er så glade for, du står her og snakker med mig”, sagde jeg lavt.
”De er meget overbeskyttende… men det skal du ikke tage dig af”.
Jeg trak vejret dybt og tog mig sammen. ”Hvad hedder du?” spurgte jeg og så hende direkte i øjnene.
”Chrizza”.
”Chrizza”, gentog jeg og rakte hånden frem, som hun tog imod. ”Jeg hedder Bill”, sagde jeg og smilede.
”Hyggeligt at møde dig, Bill”. Hun klukkede sødt og tog sin hånd til sig igen.
”I lige måde… men du må nok hellere se at komme videre”, sagde jeg og stod lidt fortabt. ”Er du sikker på, du har lyst til at mødes i aften? Jeg mener… med dine forældre og sådan?”
Hun slog ud med hånden og smilede selvsikkert. ”Jeg skal nok finde på noget”.
”Ok, fantastisk”, mumlede jeg. ”Kan jeg ikke få dit nummer, så kan du sende mig din adresse… så kommer jeg og henter dig”, smilede jeg og fiskede min mobil op af lommen.
”Øh… jo selvfølgelig”, hun så lidt usikkert på mig. ”Min mobil ligger til opladning oppe på hotellet”.
Jeg lagde hovedet på skrå i få sekunder. ”Hvis du skriver dit nummer, så sender jeg dig bare en besked”, jeg trak lidt usikkert på skuldrene.
”Det er super”, sagde hun sødt og tog min mobil ud af mine hænder. Uh, hendes hænder var bløde… De var flotte! ”Værsgo”, smilede hun kort tid efter og gav mig min mobil tilbage igen.
”Mange tak”, svarede jeg og lagde min mobil ned i lommen igen.
”Jeg må nok se at komme hen til de gamle igen”, sagde hun beklagede og sukkede.
Jeg nikkede. ”Men så ses vi i aften… jeg skriver til dig lige så snart, jeg kommer hjem”, sagde jeg smilende.
”Det gør du bare”. Hun lagde op til et kram, og jeg kunne og ville ikke andet end tage imod det med fornøjelse. ”Vi ses, Bill”, smilede hun og vendte ryggen til mig.
”Vi ses… Chrizza”, sagde jeg lavt og stod der og så lidt efter hende, da jeg opdagede, hvordan hendes forældre sad og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet og skyndte mig at gå om bag butikken, hvor min bil holdt parkeret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar