« chrizza
Jeg kunne høre toget holdt oppe på perronen, da jeg fandt den rigtige trappe op komme op af. Hvor var det bare typisk mig at komme sådan i sidste øjeblik, så jeg løb så hurtigt jeg kunne op af trappen.
”Woah”, udbrød jeg og spillede cool, jeg var nær faldet. Men det var jeg ligeglad med nu, for der hørte jeg fløjten, som jeg kom op af trappen. ”Åh fuck”, udbrød jeg for mig selv og sank sammen i ryggen.
Jeg tog mig til hovedet og lukkede mine øjne i et øjeblik. Hvor kunne jeg have slået mig selv i hovedet, hvis det ikke havde været fordi, jeg ikke var alene på perronen. Jeg så mig lidt omkring; alle ventede på det tog, der kom fra det modsatte spor.
Nå, tænkte jeg og sukkede dybt. Jeg måtte finde ud af, hvornår det næste tog kørte. Der ville i hvert fald gå en halv time, og jeg gik hen til en stander for at se, hvornår det næste tog ville komme.
En time, sagde jeg til mig selv og så fortabt på skærmen. Det kunne bare ikke være rigtigt, tænkte jeg og faldt endnu engang sammen i ryggen. Hvis jeg bare havde været 1 minut tidligere ude af døren, så ville det slet ikke havde været sket, så ville jeg slet ikke have skullet sidde på en dum banegård og vente i en time.
Ved den trappe, hvor jeg kom op, var nogle bænke, jeg kunne sætte mig til at vente på, så jeg gik ligeså stille derhen, mens jeg gik i mine egne tanker. Jeg tænkte på, hvor dum en dag det egentlig havde været, og hvor uheldig mit liv var lige for tiden.
Jeg satte mig ned for enden af bænken. Der sad en i den anden ende af bænken, han havde en hætte trukket over hovedet, mens han bare sad lænet forover og så ned i jorden. Han så hen på mig og smilede lidt, jeg gengældte hans smil og så væk igen.
”Det var synd, du ikke nåede dit tog”, sagde han så pludseligt, og jeg vendte hovedet over mod ham igen. ”Kan du ikke tage et andet?”
Jeg rystede på hovedet og følte mig en smule genert. Hvorfor snakkede han lige til mig? Hvorfor sad han der og smilede så sødt til mig. Jeg kendte ham jo ikke engang. Underligt, tænkte jeg og svarede ham så: ”Jeg har ikke mange muligheder for at komme hjem”.
Han rokkede med hovedet og så væk i et kort øjeblik. ”Bor du ikke i Berlin?” spurgte han så og så mig i øjnene.
”Nej…”
Han smilede igen. ”Hvad laver du så her?” spurgte han venligt.
”Jeg... Jeg skulle besøge min kær… min eks kæreste”, svarede jeg og vrængede lidt på næsen.
”Oh, det er jeg ked af at høre”, svarede han forsigtigt og smilede støttende til mig. ”Jeg hedder Tom forresten”, sagde han så og rakte hånden frem mod mig.
Jeg så lidt ned på hans hånd og tog så imod den, mens jeg smilede. ”Jeg hedder S… Chrizza”, sagde jeg og rokkede lidt med hovedet.
”Sødt”, klukkede han lavt og tog sin hånd til sig igen.
« tom
Jeg ville jo egentlig gerne snakke med hende, og det dumme mellemrum mellem os gjorde det en lille smule akavet at snakke sammen, så jeg tog chancen til at rykke mig en plads hen mod hende, så vi sad lige ved siden af hinanden.
”Må jeg?” spurgte jeg og smilede høfligt til hende.
”Selvfølgelig”, svarede hun og lagde sine ben over kors. Hun vendte sig lidt mod mig og så mig i øjnene. ”Jeg bor i Danmark”, sagde hun så og trak på skuldrene.
”Danmark?”
”Skandinavien”, klukkede hun sødt.
”Aha, ok… Danmark”, gentog jeg og følte mig en smule dum. FAIL, tænkte jeg for mig selv og grinte lidt. ”Hvad laver du så her i Berlin?” spurgte jeg og virkede pludselig meget tættere på hende.
”Min eks bor her… vi har lige slået op”, svarede hun og rynkede lidt på panden. ”Det gør mig ikke så meget. Det var nok det bedste alligevel”, hun smilede lidt. ”Det der lang distance forhold, lad være med det”, grinte hun.
Jeg kunne ikke lade være med at grine med hende. Det var sjovt, som hun sad der og grinte, mens hun fortalte mig, hvordan hendes forhold med kæresten var gået i stykker, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes historie. Hun var sød at høre på, og hendes accent var endnu mere sød.
”Chrizza… ” sagde jeg så og så hende i øjnene. ”Er det dit rigtige navn?” spurgte jeg.
Hun vrængede lidt på næsen og så kort ned i jorden, før hun så mig i øjnene igen. ”Stine er mit rigtige navn, men ingen kan finde ud af at sige det. Prøv engang selv, Tom. Jeg vil vædde med, du heller ikke kan”.
”Prøv at sig det igen”.
”S-T-I-N-E … Stine”.
Jeg ville virkelig føle mig dum, hvis jeg ikke kunne finde ud af at sige hendes navn ordentligt, så jeg prøvede at sige det inde i mit hoved et par gange for at få det til at lyde ordentligt… men det virkede ikke; jeg kunne ikke.
”Det var lidt pinligt, det der”, klukkede jeg og smilede genert. ”Jeg foretrækker Chrizza så”. Hun rokkede med hovedet og grinte med mig lidt. ”Chrizza…”, sagde jeg lavt og smilede. ”Det er sødt”, indrømmede jeg.
”Tak”, hun smilede sødt til mig og for første gang i meget lang tid – måske nogensinde – fik jeg gåsehud over nogens smil. Jeg så hurtigt væk, ned i jorden og tilbage på hende igen. Nu var jeg nysgerrig… nysgerrig for at vide mere om hende.
« chrizza
”Hvordan har du så fået det kaldenavn?” spurgte han så, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare. Jeg kendte ham ikke engang, og desuden var det også en længere historie, jeg var nødt til at rode mig ud i, hvis han virkelig følte for at vide det.
”Det er en længere historie”, smilede jeg venligt og trak lidt på det.
Tom klukkede og puffede lidt til mig med sin skulder. ”Mit tog kommer først om 40 minutter, jeg tror, du har tid nok”, svarede han, og jeg begyndte at fortælle ham det hele.
Han smilede sødt til mig, mens jeg snakkede, og det så virkelig ud som om, han rent faktisk var interesseret i, hvad jeg sagde, og at han faktisk hørte efter. Det havde jeg alligevel ikke troet, men heldigvis havde jeg troet forkert om ham. Måske var han alligevel en virkelig rar og venlig fyr… selvom han egentlig så mere ud til at være en af de der bad ass typer, der ikke interesserede sig i noget andet end dem selv.
”Færdig”, grinte jeg og klappede afsluttende i mine hænder en enkelt gang.
Han så på sit ur og smilede. ”5 minutter? Jeg kan jo nå at få historien 3 gange mere”, grinte han.
Jeg smilede stort. ”Har du ikke noget, jeg skal vide om dig?” spurgte jeg så.
Han tænkte lidt og smilede så. ”Jeg har en tvillingebror”, sagde han. Woah, fandtes der virkelig 2 af hans slags, tænkte jeg og så ned på hans læber, og jeg smilede. ”Hvad er der?” spurgte han, da han lagde mærke til, jeg ikke så ham i øjnene mere.
”Din piercing”, sagde jeg lavt og blev ved med at kigge på den samtidig med, jeg så på hans læber. ”Gjorde det ikke ondt?”, spurgte jeg og så ham endelig i øjnene igen, men han rystede blidt på hovedet. ”Seriøst?”
”Ja”.
Jeg klukkede lavt og så overrasket på ham. ”Har du andre piercinger?” spurgte jeg og fattede ikke, hvorfor jeg ville snakke om piercinger; jeg havde jo kun selv to helt almindelige huller i hver af mine øre, det var jo ingenting.
Han trak hætten af hoved det og viste mig sine øre. ”Jeg har de her to”, svarede han, men jeg var helt optaget af hans hår. ”Du ser meget fascineret ud af mit hår”, grinte han.
”Undskyld, det ser rigtig fedt ud”, svarede jeg bare og smilede.
”Vil du røre det?” spurgte han så, og det var som om, han kunne læse mine tanker.
”Må jeg?” spurgte jeg og kneb øjnene en smule sammen.
Han smilede og lagde hovedet lidt hen mod mig. ”Woah”, sagde jeg lavt, som jeg sad med en af hans fletninger i min hånd. ”Det minder mig om sommer”, smilede jeg og han satte sig på plads igen.
”Sommer?”
”Ja, det er rart”, klukkede jeg og himlede med øjnene over min egen dumhed.
Han grinte af mig og smilede. ”Det er faktisk ret rart”, sagde han behageligt og trak sin hætte over hovedet igen.
Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor han absolut skulle trække sin hætte over hovedet igen. Han så, så køn ud; det ansigt var jo ikke et, man skulle gemme væk under en hue eller hætte… eller noget som helst andet.
”Mhh…”, mumlede jeg og så på ham igen. ”Har du så andre?” spurgte jeg.
”Jeg har nogle, men dem kan jeg ikke vise dig her”, sagde han hæst og blinkede til mig, og jeg smilede en smule genert til ham. Flirtede han lige med mig?
« tom
Fuck, hvor er du dum, Tom, sagde jeg til mig selv. Hvorfor sagde jeg lige det til hende? Hvorfor lige dét? Ej, jeg kunne have skudt mig selv i det øjeblik, for det var virkelig dumt sagt. Det så ikke ud som om, hun tog det særlig hårdt eller noget, det var jo heller ikke meningen, men lige hende. Ej, nej, nej, nej… det skulle bare ikke have været sket.
”Ej, jeg joker bare”, prøvede jeg at redde den med. ”Jeg har ikke flere”, sagde han og smilede så sødt til hende, som jeg overhovedet kunne. Hun skulle nødig tro, jeg var sådan en pervers fætter… som jeg måske godt kunne være nogle gange. ”Har du nogen?”
”Jeg har kun i ørene”, svarede hun og trak sit hår lidt til siden, så jeg kunne se dem. Jeg nikkede og smilede. ”Mine forældre vil ikke lade mig få andre end dem”.
”Må du heller ikke få tatoveringer så?” spurgte jeg overrasket.
”Ikke så længe jeg bor hjemme”, mumlede hun og trak underlæben ud.
Jeg rynkede på panden og forstod ingenting. ”Det er jo åndssvagt, det er jo din krop”.
”Sådan ser de vist ikke helt på det”, hun trak på skuldrene og smilede lidt.
”Mine forældre har altid ladet min bror og jeg bestemme over os selv”, sagde jeg og nikkede. ”Min lillebror har både piercinger og tatoveringer”.
”Din lillebror”, gentog hun smilende. ”Hvor længe er der imellem jer?”
”10 minutter”.
”Oh, 10 minutter betyder meget”, grinte hun.
Hvor kunne jeg ikke få nok af hendes grin, det var så sødt at høre på. Jeg ville bare have mere og mere af det… ”Ja, men desværre er han et par centimeter højere end mig, så helt lille er han jo ikke rigtig mere”.
”Hvor høj er du?” spurgte hun og så ned af ham.
”187… sådan der omkring”.
Hun fik store øjne og klukkede. ”Woah”.
”Hvor høj er du?”
”I hvert fald slet ikke så høj, som jeg havde håbet på”, smilede hun.
”Prøv at rejs dig op”, bad jeg hende om, og hun gjorde, som jeg sagde. ”Du er lille”, klukkede jeg og rejste mig op foran hende. Hun gik mig til skuldrene. ”Ah, ok, måske ikke så lille igen”.
Hun puffede til mig og satte sig ned på bænken igen. ”Jeg har altid villet være høj, men det duer bare ikke, når man har lave forældre, vel”, sagde hun lavt og vrængede på næsen.
”Toget til Magdeburg ankommer på spor 2 om få minutter”, blev der kaldt ud i højttalerne, og jeg så ned i jorden. Jeg lod som ingenting, håbede på hun ikke havde lagt mærke til, jeg skulle med det tog.
”Magdeburg”, gentog hun og så på mig. ”Skal du ikke den vej?” spurgte hun.
Jeg så på hende og smilede lidt. ”Der går toge hele tiden”, undskyldte jeg og smilede selvsikkert. ”Jeg vil gerne vente her sammen med dig til dit tog kommer”. Hun så overrasket på mig og rystede så diskret på hovedet. ”Jo, Chrizza… det vil jeg altså gerne, jeg er i hyggeligt selskab”.
Hun gav op og smilte så. ”Ok så”, mumlede hun og skulede til ham med et glimt i øjet. ”Jeg kan ikke lide, når andre får sin vilje”, klukkede hun og grinte.
« chrizza
Toget kørte ind på sporet bag ved os, og vi så det køre ud af banegården igen. Jeg så hen på Tom, og han smilede til mig. Han var ualmindelig sød mod mig, og jeg følte virkelig, at vi klingede godt sammen. Det var ærgerligt, mit tog ville komme indenfor de næste 20 minutter.
”Hvor gammel er du?” spurgte han.
Åh, lorte spørgsmål, tænkte jeg. ”Jeg er… 17”.
Han så forkert på mig og rynkede på panden. ”17?”
”Ja…”
”Mener du det?” spurgte han og så søgende på mig.
”Jeg er fra ’93”, svarede jeg bare og så ned i mit skød. Lige om lidt ville han sikkert gå sin vej, fordi jeg var sådan et lille barn i forhold til, hvad han sikkert var.
”Du ligner ikke en på 17”, indrømmede han og smilede. ”Du ser meget ældre ud”.
Jeg så op på ham, og jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Det er jeg glad for, du siger, Tom”, klukkede jeg og kunne ikke rigtig få smilet væk igen. Enten var det fordi, han lige havde givet mig en ordentlig kompliment, ellers var det fordi, han stadig sad der på bænken på pladsen ved siden af mig. ”Hvor gammel er du så?” spurgte jeg lidt forsigtigt.
”Næsten pensioneret”, jokede han.
”Ej, kom nu”, smilede jeg.
”Hør, du må ikke gå, når jeg siger min alder ok? Jeg har det virkelig fedt sammen med dig, Chrizza”, sagde han og så mig seriøst i øjnene. ”Jeg mener det, du må ikke gå, ok?” Jeg nikkede og smilede. ”Jeg er 21”, sagde han lavt. Jeg sagde ingenting, men så bare på ham. ”Hallo?” grinte han.
”Undskyld”, mumlede jeg lidt pinlig berørt over det hele. ”21 år, woah”, sagde jeg.
”Jeg ved det… jeg er nok lidt gammel i forhold til dig”, sagde han, og jeg syntes, jeg kunne høre en smule ærgrelse og skuffelse i hans stemme, som han sagde det, men jeg lod det bare ligge. Som om han nogensinde ville kunne få noget i gang med en på 17 år – eller tænkte jeg det egentlig den anden vej? – som om jeg kunne få noget op og køre med en 21-årig fyr som ham… jeg ved det ikke helt?
”Hey, hvad laver du egentlig i din fritid så?” spurgte han.
”Jeg går til dans”, svarede jeg og smilede. ”MTV, street og sådan”. Tom havde ingen anelse om, hvad det var for noget, men nikkede bare med hovedet, mens han sendte hende det ene søde smil efter det andet. ”Du ved ikke, hvad det er, vel?”
”Var det virkelig så tydeligt?” grinte han.
« tom
Hun forklarede mig, hvad det var, hun lavede, og spurgte så ind til, hvad jeg lavede. Jeg tænkte kort, hvorfor jeg egentlig havde spurgt hende om det; jeg vidste jo, jeg ville få det samme spørgsmål tilbage… og hvad skulle jeg så sige?
”Øh…”, mumlede jeg, mens alle tankerne og forslagene fløj rundt i hovedet på mig. ”Jeg… jeg spiller guitar”, svarede jeg så endelig og smilede lidt usikkert til hende. Hun så overrasket på mig. ”Jeg er i band med min bror og to venner”, sagde jeg.
”Band”, klukkede hun.
”Det er ikke rigtig noget specielt”, sagde jeg og trak lidt på det.
”Hvor længe har I da været sammen?”
FUCK! ”10 år”, mumlede jeg lavt.
”Hvad?”
”10 år”, gentog jeg og så knap så selvsikkert på hende. Hvor havde jeg dog bare dummet mig nu. ”Kan du spille på nogen instrumenter?” spurgte jeg for at få noget andet at snakke om hurtigst muligt.
”Jeg har engang gået til klaver, og så synger jeg også lidt nu og da”.
”Du kan synge?”
”Mh-mh”, smilede hun.
”Må man høre en lille smagsprøve?” spurgte jeg og så bedende på hende.
Hun så genert ned i jorden og smilede lidt. ”Ikke her”, svarede hun lavt.
”Men… så bliver jeg jo bare nødt til at se dig igen”, sagde jeg og smilede til hende; jeg håbede på det bedste nu, jeg ville se hende igen! ”Hvis du har lyst til at se mig igen”.
Hun nikkede roligt med hovedet. ”Meget gerne, Tom”.
”Det vil jeg se meget frem til så”, klukkede jeg og så hende dybt i øjnene.
Hun sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke. Det var så mærkeligt lige nu; jeg havde aldrig følt på denne her måde før, ellers havde jeg bare ikke haft nok respekt for pigerne, men det havde jeg nu – Chrizza var anderledes end alle de andre…
« chrizza
”Tak fordi du har holdt mig med selskab, Tom, jeg har virkelig haft en super ventetid med dig”, sagde jeg og rejste mig op fra bænken. De havde lige kaldt ud i højttalerne, at mit tog ville køre til perron om få minutter, og det var nu blevet tid til at sige farvel til ham.
”I lige måde, lille ven”, smilede han og rejste sig også op. Han stillede sig foran mig og smilede ned til mig. ”Ville du have noget imod at mødes igen… inden for det næste korte stykke tid?” spurgte han.
Jeg nikkede. ”Jeg har ikke lyst til andet”, sagde jeg lavt. Hvorfor sagde jeg også lige det? Hvad tror han om mig nu? At jeg er en eller anden crazy tøs, der bare… ja? Hvad tror han ikke om mig. Hvor er du dum, pigebarn!
”Kan jeg ikke få dit nummer så?” spurgte han usikkert og fandt sin mobil fra sin lomme.
”Selvfølgelig”, svarede jeg hurtigt og rakte ham min mobil.
”Oh, iPhone, det kan jeg lide”, grinte han og rakte mig en mobil magen til.
”Kvalitet”, klukkede jeg og skrev mit nummer ind. ”Mange tak”, sagde jeg lavt og så ham i øjnene. ”Tak fordi du ville høre på mig”.
”Ingen årsag, Chrizza, det har været en fornøjelse”.
Toget kørte ind på perronen og vi så på hinanden. ”Jeg håber, vi kan finde ud af noget en dag”, sagde jeg og lagde mit hoved på skrå. Han rokkede med hovedet og så sig tilbage, hvor toget nærmede sig. ”Men tak for i dag… og hils din bror og sig, han har en fantastisk storebror”, klukkede jeg.
Han grinte og smilte stort. ”Det vil jeg huske, Chrizza”, smilede han og lagde sine arme omkring mig. ”Jeg har haft det rigtig sjovt med at lære dig at kende”, sagde han og gav mig et længere kram.
”Mhh…”, mumlede jeg og knugede mig ind til ham, indtil jeg kunne mærke, han begyndte at give slip på mig. ”Tak”, sagde jeg lavt og så ham i øjnene en sidste gang, før jeg gik ind i toget, der hurtigt kørte fra perron… og væk fra Tom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar