”Jamen, jeg vil ikke ligge herinde hele dagen, Anders. Jeg kan sagtens være her”, sagde hun tiggende, men der var ikke noget at gøre; når Anders havde talt, var det sådan, det skulle være. ”Årh”, sukkede hun og gjorde, hvad han sagde.
”Du bliver nødt til at få det bedre, så du kan komme i skole i morgen”, han satte sig på sengekanten og så støttende ned på hende. ”Mor og far siger, hvis du ikke er rask nok til at tage i skole i morgen eller tirsdag, så får du nok heller ikke lov til at tage til Hamburg tirsdag eftermiddag”.
Chrizza fik store øjne og trak dynen op over hovedet. ”Men det er jo ikke min skyld, jeg har det, som jeg har… jeg har ikke gjort noget galt”, pep hun og så op på ham igen. ”Jeg vil ned til dem igen”, sagde hun lavt og fik tomme øjne.
Anders rokkede med hovedet og forstod hende udmærket godt; han var nok en af de personer, der bedst kunne sætte sig i hendes sted, hvis han skulle komme ud for det. De forstod hinanden bedre end nogen andre.
”Prøv at se, om du kan sove”, sagde han roligt og rejste sig fra sengen. ”Så kan vi altid se, hvordan du har det, når du vågner igen…” Hun nikkede og lagde sig til rette i sengen. ”Mor og far er hjemme om en halv time, men prøv at se om du ikke kan falde i søvn inden”, han klukkede let: ”så undgår du også en masse af deres spørgsmål”.
Anders: Hey :-D Længe siden… Hør, tillykke med min søster – Held og lykke med hende. Haha. Men apropos min søster; hun har det lidt skidt i dag, ligger ind i sengen og sover lige nu. Har hun haft det skidt nede hos jer også?
Tom: Hey mand, mange tak :-D Jeg skal nok passe rigtig godt på hende. Hmm… Hun var meget svag forleden dag, lå bare i sengen og sov i nogle timer, og så virkede hun meget bedre igen. Er det alvorligt, tror du? :O
Anders: Da vi kom hjem i går, var hun lidt nede over det hele, og hun gik også meget tidligt i seng. Men jeg ved det ikke? Jeg tror bare, hun skal bruge lidt tid på at samle sig igen. Det virker til at hele situationen har taget hårdt på hende :-(
Tom: Hvor er det forfærdeligt, men det var nok meget klogt, at hun tog hjem… Bill og jeg snakkede sammen omkring det tidligere. Godt vores forældre ikke var hjemme – gad vide hvad vores naboer mon har tænkt om os…
Anders: Det lyder som om, det gik vildt for sig :O
Tom: Mon ikke! :-D
Anders: Men har I så fundet ud af noget? Jeg er sgu lidt bekymret for jer alle tre.
Tom: Awh, det skal du ikke være; bare sørg for at Chrizza har det godt :-) Når hun vågner, vil du så ikke bede hende om at ringe eller skrive til mig, hvis hun kan overskue det?
Anders: Selvfølgelig, det siger jeg :-)
Tom: Mange tak, sig jeg elsker hende…
Nogle timer senere vågnede hun igen, hun skyndte sig at ringe til Tom; hun savnede ham noget så forfærdeligt lige nu, som hun lå der fladet ud i sengen og havde det bestemt ikke godt.
”Hallo?” kom det fra den anden ende.
”Hej skat, det Chrizza”, sagde hun forsigtigt.
Man kunne høre Tom sukke dybt. ”Hej skat. Har du det godt?” spurgte han hurtigt.
”Jeg er lidt sløv, men det er ikke noget. Har du det godt?”
”Lad os ikke snakke om mig nu… jeg vil gerne høre, hvad der er galt… jeg er så ked af, du skal ligger helt deroppe og være syg og dårlig, når jeg ikke har nogen mulig chance for at være sammen med dig”.
”Jeg har det fint nok, skat, jeg er bare meget sløv; ikke andet”.
”Er du sikker?” mumlede han usikkert. ”Du lyder lidt hæs også”.
”Jeg har sovet i jeg-ved-ikke-hvor-mange-timer nu”, klukkede hun. ”Jeg skal bare varme min stemme lidt op, så skal den nok blive god igen, skat”.
”Er du sikker?” spurgte han.
”Hm-hm… eller også er det bare fordi, jeg savner dig”, sagde hun lavt og fik hurtigt lavet et emneskift.
…
”Vil du fortælle mig en ting?” spurgte hun så endelig, efter de havde snakket sammen i et godt stykke tid. Tom svarede ikke rigtig, han forholdt sig bare stille, indtil hun spurgte videre: ”Du har snakket med Bil… Hvad har I fundet ud af?”
Tom sukkede lydløst, og man kunne høre, han satte sig tungt ned. ”Det var stille og roligt”, løj han. ”Vi snakkede bare lidt frem og tilbage o…”.
”Tom, helt ærligt”, afbrød hun. ”Gider du ikke godt fortælle mig sandheden?”
”Vi råbte af hinanden…”
”Højt?”
”Meget højt”, mumlede han og sukkede dybt. ”Vil du ikke nok komme herned, skat? Jeg kan ikke lide, du skal ligge der og have det dårligt”, bad han og skiftede hurtigt emne igen.
”Jeg tror ikke, jeg er i stand til at tage nogen steder hen”, sagde hun med en hæs stemme. ”Jeg tager en dag af gangen nu, og det jeg stræber efter lige nu er, jeg skal i skole i morgen…”
”Du kan umuligt blive rask til i morgen, skat”.
”Nu ikke så negativ, basse”, klukkede hun og grinte let, men det skulle hun ikke have haft gjort, da hun fik et ordentlig hoste anfald.
”Chrizza, er du ok?” udbrød Tom hurtigt, og man kunne tydeligt høre hans nervøsitet, mens hun hostede det halve liv ud af sig. ”Kan du klare den, skat?” spurgte han, da det begyndte at aftage.
”Årh”, pep hun. ”Av”.
”Gør det ondt?” spurgte han forsigtigt.
”Hm-Hm… Nu gør det”.
Tom blev urolig. ”Ring til lægen eller noget, skat. Jeg kan slet ikke genkende din stemme nu”. Man kunne høre, hvordan han vandrede rundt i huset nu med hastige skridt. ”Skat, jeg mener det… gør et eller andet!”
”Jeg ønsker hende – og jer – al held og lykke, men der er desværre ikke mere, jeg kan gøre ved denne situation. Jeg har givet hende noget smertestillende medicin, som hun kan sove nogenlunde på, og så må det være helt op til jer, hvad I så vil gøre, når hun vågner op i morgen… I ved, hvad jeg ville gøre, og forhåbentlig tager I den rigtige beslutning”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar